Læsetid 3 min.

Karaktermord på Niels Christensen

Jazz-Kay. Hvis Peter H. Larsen kender sandhed om Jazz-Kay (i midten), så burde han skrive bogen 'Mig og Kay', som han klandrer Niels Christensen for ikke at have skrevet, mener en læser.

Jazz-Kay. Hvis Peter H. Larsen kender sandhed om Jazz-Kay (i midten), så burde han skrive bogen 'Mig og Kay', som han klandrer Niels Christensen for ikke at have skrevet, mener en læser.

17. december 2010

Fredag d. 10. december falder øjnene på en stor overskrift: 'Karaktermord på en afdød'. Ordet 'afdød' oven i købet med fede typer. Nå da da, tænker man. Der må da være en forfatter, der har begået en utilgivelig dødssynd! Så læser man manchetten: 'Ny bog om 'Det andet Montmartre' gør ikke op med myten om jazzhuschef 'Jazz-Kay' Sørensen som 'den gamle forbryder'.

Jamen hov, den bog har jeg da lige læst. Men hedder den ikke Mig og Monten? Man ser efter på omslaget - jo minsandten - den hedder da ikke 'Mig og Kay'! Så læser man for en sikkerheds skyld lige Niels Christensens forord igen - det kunne jo være, at der er noget, man har misforstået. Men ikke ét ord her om Kay Sørensen. Tværtimod fremgår det tydeligt, at dette er Niels Christensens personlige oplevelser af musikken og menneskene i og omkring Jazzhus Montmartre i Nørregade.

'Karaktermord på en afdød' - det er godt nok stærke ord i december, og ifølge den klassiske argumentationsanalyse ville så stærk en påstand kræve både belæg og hjemmel for at blive taget for gode varer. Det nærmeste, Peter H. Larsen kommer en forklaring, er, at Niels Christensen ikke fortæller sandheden om Jazz-Kay. Sandheden?? Det går efterhånden op for én, at Peter H. Larsen kritiserer Niels Christensen for ikke at have skrevet en dybdepsykologisk analyse af Jazz-Kays komplicerede og mangesidede personlighed, så vi en gang for alle kunne få sandheden (ental, bestemt form).

Både Niels Christensen og Peter H. Larsen citerer Kay Sørensen for at have kaldt sig selv en 'gammel forbryder'. Peter H. Larsen refererer oven i købet nogle begivenheder i Kay Sørensens liv (som ikke er med i bogen), som peger i retning af visse former for ureglementeret virksomhed, og så forsvinder belægget for at bruge ordet 'myte' vel også? Hvis man skal følge Peter H. Larsens logik, så må Kay jo på den måde have begået karaktermord på sig selv. I hele Peter H. Larsens 'anmeldelse' skinner det igennem, at der må eksistere en anden og entydig sandhed om Kay Sørensen end den, han selv og en af hans nærmeste medarbejdere gennem mange år har oplevet. Hvis Peter H. Larsen kender den sandhed, så burde han skrive bogen 'Mig og Kay', som han klandrer Niels Christensen for ikke at have skrevet. På trods af at han aldrig har prætenderet, at det var det, han ville. Som flittig bruger af Montmartre har jeg meget svært ved at se Niels Christensens beskrivelser af Kay Sørensen som andet end både respektfulde, loyale og kærligt kritiske.

Med Peter H. Larsens logik bliver hans anmeldelse i mine øjne karaktermord på Niels Christensen. Det ville klæde Peter H. Larsen at anmelde en bog på dens og forfatterens egne og klart formulerede præmisser.

Svar fra Peter H. Larsen:

Det danske bogmarked er rigt på udgivelser i kategorien »meget personlige erindringer«. Det er også præmissen for Mig og Monten. Alligevel må det være legitimt for anmelderen at gøre opmærksom på, hvad bogen kunne være blevet, hvis forfatteren var gået i kødet på en af de konflikter, han personligt og professionelt i dette tilfælde hele tiden levede på randen af: Hvor mange af de penge, der figurerede i Montmartres regnskaber, stammede fra omsætningen, og hvor mange kom udefra - og hvis de kom udefra, da hvorfra?

Jeg betragter ikke Niels Christensens portræt af Kay Sørensen som respektfuldt, loyalt eller kærligt-kritisk. Jeg betragter det som ufærdigt: han mere end antyder, at Sørensen også i rollen som den slagfærdige 'Jazz-Kay' fortsatte sin kontakt med den del af det tvivlsomme værtshusmiljø, han var rundet af. Da spørger jeg mig selv som læser: hvorfor forbliver det ved antydningerne? Som anmelder tillader jeg mig tillige selv at gisne om svaret: han havde hverken lyst eller evne > til at få de detaljer frem, der kunne have løftet sløret.

Ingen forord eller andre klart formulerede præmisser friholder en non-fiction-forfatter for den slags spekulationer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu