Hvad lavede Peter Handke egentlig hos Karadzic?

Peter Handke, den omdiskuterede østrigske forfatter og ven af Serbien, har fået sin biografi. Men modtagelsen er blandet. Bogen fortæller indgående om Handkes besøg hos den krigsforbryderanklagede bosnisk-serbiske leder Radovan Karadzic
6. december 2010

I 1990erne var den østrigske forfatter Peter Handke ofte i affekt. Han så sit elskede Serbien hængt ud i medierne og forsvarede Balkan-landet med stor udholdenhed. Da Handke i den brede offentlighed efterhånden er mest kendt for sit forsvar for Serbien, havde avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung valgt at slå ned på afsnittet »Dr. Ks digte«, da det 10 dage før udgivelsen ville bringe et uddrag af Malte Herwigs Handke-biografi Meister der Dämmerung (Deutsche Verlags-Anstalt).

Afsnittet handler om Handkes besøg hos de bosniske serberes leder, Radovan Karadzic, i den lille by Pale uden for Sarajevo i december 1996. Pale var i Karadzics præsidentperiode hovedstad i Republika Srpska i Bosnien-Hercegovina. Ved besøget i den vindomsuste barak kom blommesnapsen på bordet, Handke overrakte sin vært et oversat eksemplar af sin bog Winterlichen Reise, mens Karadzic skænkede Handke et udvalg af sine egne digte. Med en ulæselig dedikation.

Samme sommer blev der fra krigsforbryderdomstolen i Haag udstedt en international arrestordre på Karadzic. Han anklages for folkemord, forbrydelser mod menneskeheden og krænkelse af Genève-konventionen. Sammen med den serbiske hærchef Ratko Mladic skal Karadzic være den ansvarlige for bombningen af Sarajevo i april 1995 og for massakren på næsten 8.000 bosniske mænd og drenge i byen Srebrenica i juli 1995.

At forstå historien

Men selv om Handke også blev chokeret over billederne af ofrene i Srebrenica, fornægtede hans mistro over for medierne sig ikke. Han besluttede, at han ville danne sig sit eget billede. Sammen med en serbisk ven, sin oversætter og en ansat ved forlaget Suhrkamp ankom han til den barak, hvor den bosniske serberleder opholdt sig.

»For mig var det selvfølgeligt, at jeg tog derned,« siger Handke i dag. »Man vil jo forstå historien, altså tager man afsted. Det ville jeg til enhver tid gøre igen,« citerer Herwig Handke for at have sagt.

I ugeavisen Die Zeit spørger kulturredaktør Thomas Assheuer under overskriften »Eskort-Service«:

»Hvorfor besøger en Suhrkamp-redaktør en massemorder?« Det virker, som om Assheuer for længst har opgivet Handke. Han er beyond reach.

»Folkemordet i Srebrenica kunne som bekendt ikke bringe Handke, der i sine bøger hører stenene græde, væk fra sin gådefulde kærlighed til den serbiske nationalisme. Da Slobodan Milosevic døde, rejste Handke til hans bisættelse og sagde venlige ord ved graven,« skriver Assheuer.

Det var i marts 2006, og Handke var ude af sig selv af raseri over de vestlige mediers nådesløse nekrologer.

Men at en redaktør, som Assheuer identificerer som chefredaktør Raimund Fellinger, ved Tysklands største og mest berømte forlag ledsager Handke på hans mission, får Assheuer til at sige:

»At en Suhrkamp-redaktør beærer en statsterrorist med et besøg, havde i mere politisk urolige tider lagt forlaget i ruiner. Faktisk sætter Suhrkamp-medarbejderens eskort-service en sort plet på forlagets strålende hvide historie. Intet andet forlagshus har viet sig menneskerettighedernes universalisme så dybtgående studier; intet andet bærer oplysningens fakkel (Adorno!) så sejrssikkert gennem landskabet som Suhrkamp.«

Velkendt stof

I Süddeutsche Zeitung går litteraten Lothar Müller i rette med Malte Herwig og skriver, at det er forkert at fremstille mødet mellem Handke og Karadzic som en afsløring. »At dette besøg fandt sted, blev første gang kendt i august 2008«. Kort efter afsløringen og arrestationen af Karadzic, der havde levet i skjul i 12 år, nævnte forfatteren Norbert Gstrein i tidsskriftet Volltext Handkes rejse til Pale. Han betegnede besøget som »don quixoteri fra en stor tysksproget forfatter«.

Der er med andre ord intet nyt under solen. Ikke engang det faktum, at Herwig kan fortælle, at Handkes mission med besøget trods alt ikke var at opvarte Karadzic. Hans formål var på vegne af nogle bosniske muslimer, han kender fra Salzburg, at skaffe sig oplysninger om deres savnede familiemedlemmer fra Srebrenica. Karadzic forsikrede ham, at han nok skulle tage sig af sagen, men Handke hørte aldrig videre.

»Dette manglende svar overrasker lige så lidt som Handkes illusion om, at han som anerkendt serberven med succes kan intervenere for bosniske muslimer hos de bosnisk-serbiske krigsherrer,« skriver Müller.

Så ruller sagen. Flere andre medier, der skriver om bogen, nævner som det første, at besøget hos Karadzic er old news med henvisning til Gstreins afsløring, hvor de måske i stedet burde tage fat i fakta: Hvad i alverden lavede Handke egentlig hos Karadzic?

God reklame

Disse anklager gør Herwig gal i skralden og får ham til på sin blog at gå til angreb på kulturjournaliststanden som sådan:

»At hverken Süddeutsche Zeitung eller noget som helst andet blad før fortrykket af biografien har taget rygtet, som blev spredt af Norbert Gstrein, alvorligt og skrevet om dette ikke helt uinteressante møde mellem serberlederen og forfatteren, anfægter ikke Müllers journalistiske selvbevidsthed. Derimod anklager han Handke-bio- grafen for at lide af manglende selvbevidsthed,« skriver den krænkede Herwig, der her omtaler sig selv i tredje person, og fortsætter:

»Men hvor var Müller i 2008, da han angiveligt allerede vidste alt om Handke og Karadzic? Samlede han sin journalistiske selvbevidsthed og spurgte Handke om det?«

Svaret ligger på den flade hånd.

Herwig glemmer dog ikke at godte sig over, at andet oplag allerede er i trykken en uge efter udgivelsen. At han formentlig kan takke Lothar Müller og hans kolleger for dette faktum, står der ikke et ord om.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Espen Fyhrie

Vedrørende formulering

Der er tale om en oversættelsesfejl fra vores side: En tysk forlagsredaktør hedder 'eine Lektor' eller 'eine Lektorin', alt efter køn.

Der burde altså have stået 'forlagsredaktør', i stedet. Vi beklager, og retter.

Debatvært
Espen Fyhrie