Læsetid: 10 min.

'Lyrik skal jo bare komme for helvede'

'Hvis man ikke laver noget, er man ikke noget værd. Sådan er det i vores samfund. Det er vi opdraget til', siger Henrik Nordbrandt
Der sker uventede ting i Nordbrandts liv. Han har lige udgivet en julekrimi, selvom han egentlig hader krimier. Og på trods af, at han i et digt har sagt, at det at få et barn dybest set er mord, fordi det skal dø igen, har han altså pludselig i en alder af 65 et barn på fire år.

Der sker uventede ting i Nordbrandts liv. Han har lige udgivet en julekrimi, selvom han egentlig hader krimier. Og på trods af, at han i et digt har sagt, at det at få et barn dybest set er mord, fordi det skal dø igen, har han altså pludselig i en alder af 65 et barn på fire år.

Sofie Amalie Klougart

17. december 2010

Henrik Nordbrandt er rastløs. Han er hele tiden i bevægelse. Flytter på to tallerkener på bordet. På en potteplante. På papirdyngen foran sig.

Læner sig ind over bordet med ansigtet i hænderne og et nærvær i de blå øjne bag brilleglassene. For så at læne sig tilbage med armene foldet over brystet med blikket ud ad vinduet. Så rejser han sig og går et par skridt og sætter sig igen. Han havde glemt, jeg skulle komme.

Det er koldt udenfor. Henrik Nordbrandt har altid bevæget sig. Han har boet i Tyrkiet, i Spanien, i Grækenland, men flyttet sig ofte. Ikke for at forlade eller komme til, men fordi han ikke kan være et sted ret lang tid ad gangen. Nu sidder han her. I fjerdesals højde på Østerbro og kan ikke være væk i ret lang tid uden at savne sin lille datter. Hun er blevet et fast holdepunkt.

Nordbrandt og krimien

Der er sket uventede ting i Nordbrandts liv. Han har for eksempel lige udgivet en julekrimi og på trods af, at han i et digt har sagt, at det at få et barn dybest set er mord, fordi det skal dø igen, har han altså pludselig i en alder af 65 et barn på fire år. Det er egentlig hans kones datter, men han er solgt som far.

Hans kone, der er fra Finland, er læge og forsker og rejser verden rundt med foredrag. Datteren er adopteret fra Kina. De to har det med at tale finsk sammen, og da Nordbrandt ikke vil risikere at blive bagtalt ved bordet, er han nu ved at lære finsk som et af de efterhånden mange sprog, han har tillært sig.

Han har også fået iPhone, Macbook pro og ekstern backup, selvom han for nogle år siden blev fremstillet som it-idiot i et tv-program.

Han bryder sig ikke om København.

»Jeg har det ikke godt med Danmark. Jeg prøver virkelig at bilde mig ind, jeg kan lide det. Men slet ikke København. Jeg synes, det er en af de grimmeste og mest ulidelige storbyer i hele verden. Den er så flad. Der er ikke noget, der går op eller ned. Du kan ikke se nogen steder hen, den er så fængselsagtig.«

Han har vænnet sig til vintermørket, men som han siger, kan man jo vænne sig til mange ting: »Hvis man vænner sig til at spise lort, kan man vel også lide det til sidst,« siger han og henter kaffen.

Julekrimien var en bestillingsopgave, og den var så tilpas absurd, at han sagde ja. For han kan ikke lide hverken julen eller bestillingsopgaver, og han bryder sig - med få undtagelser - ikke om krimier.

»En julekrimi. Det var da mest åndssvage, jeg havde hørt i mit liv,« griner han. »Men hvis der ikke sker noget nyt, bliver man ved med at gå i den samme plovfure, der skal ske noget.«

Og han er gået til den med samvittighed. Forventede ikke at skrive et mesterværk, men en god krimi, og den er også blevet pænt anmeldt. Han købte flere forskellige krimier til inspiration.

»Ja ja, så er der en, der er død igen,« siger han og bladrer i en usynlig bog i luften med et lille grin. »Henning Mankell er faktisk god, synes jeg. Han kan noget med sproget. Jeg kan godt forstå, han er blevet så populær.«

Vi danskere

Henrik Nordbrandt har mange skriveblokeringer. Og han kalder dem ved navn. Det er det, de er. De kan vare måneder eller år. Der kommer ikke noget ud, og hvis han prøver alligevel, er det noget bras.

Så forsøger han med prosa i stedet eller læser Koranen på arabisk.

»Jeg blev helt glad, da jeg læste, at Anders Bodelsen også har haft skriveblokering. Jan Guillou har jo sagt, at skriveblokeringer er pjat, for man sætter sig bare ned og skriver det, der skal skrives. Det passer altså ikke.«

– Hvordan føles en skriveblokering?

»Det er forfærdeligt. Væmmeligt. Man mister sin eksistensberettigelse, og det er jo noget pjat. Men hvis man ikke laver noget, er man ikke noget værd. Sådan er det i vores samfund. Det er vi opdraget med. Men lyrik skal jo bare komme for helvede. Du kan ikke sætte dig ned og skrive det. Det skal være der i forvejen, så skal du finde det.«

Henrik Nordbrandt har svært ved at sige, hvor ideerne fødes. I efteråret udgav han en satirisk digtsamling: Vi danskere. Den handler om danskerne, og vi får et hug. Lige fra folkesjælen til folkekirken.

»Den er for eksempel inspireret af situationen her i landet de sidste ti år, hvor vi har haft nogle politikere til at styre landet, som man hovedsageligt finder i afrikanske stater og i Sydamerika. Og som har forsøgt at gøre Danmark til et u-land,« siger han og læner sig frem og flytter på koppen. Hænderne flagrer hen mod papirbunken på bordet og tilbage igen. Så klør han sig i håret.

– Hvad tænker du særligt på?

»For det første,« siger han og læner sig tilbage, »at det åbenbart er blevet acceptabelt, at politikere står og lyver for åben skærm og alligevel bliver siddende. Politikere har altid løjet, men det er en ny situation, at journalister kan kalde dem løgnere, uden at der bliver anlagt sag mod journalisterne, det er fordi politikerne vitterligt lyver. De snakker udenom og svarer i øst. Det kunne de ikke have gjort for ti eller tyve år siden, så var de blevet til grin.«

»Der er også et digt i bogen om folkekirken, jeg mener ikke kan modsiges,« siger han og skubber digtet over til mig med et indestængt grin.

– Du er ret irriteret på religion i det hele taget?

»Jo jo. Jeg bryder mig ikke om religion, selvom man godt kan finde fornuftige tanker i religionerne. Islam, synes jeg, er noget af det værste, man har inden for religion. Men samtidig kan jeg ikke fordrage, når folk diskriminerer muslimer. Jeg respekterer ikke religionerne, det kan jeg ikke, men jeg kan godt respektere folks religiøse følelser. Selvfølgelig gør jeg det. Jeg har mange muslimske venner. Men man kan godt kritisere et tankesystem, et filosofisk eller politisk eller religiøst system som islam, uden at blande mennesker ind i det,« siger han.

Ti gode digte på et helt liv

For første gang i mange år skriver Henrik Nordbrandt i København. Men allerhelst i huset på Møn, hvor der er en have, han kan gå og hive ukrudt op i. For han ville blive sindssyg, hvis han skulle sidde på en stol en hel time ad gangen. Det kan han ikke. Helst vil han skrive udenfor. Under et træ.

»Jeg kan ikke fordrage at sidde ved et bord. Et bord er også en slags fængsel, ikke?,« siger han og kører håndfladerne hen over bordet. »Det er firkantet som en fængselscelle. Sig mig, optager du med den der?,« spørger han og kigger på diktafonen på bordet.

– Ja. Så skal jeg ikke skrive, mens vi taler.

»Jamen, det var alene et teknisk spørgsmål. Jeg har mange apparater, jeg ikke kan finde ud af, blandt andet denne her, som jeg er meget glad for,« siger han og viser mig sin nye iPhone.

Arbejdsprocessen er også svær at sige noget om. Han ved ikke helt, hvad det bliver, før det er færdigt. Nogle gange arbejder han med et tema. Som drømme i Drømmebroer fra 2000 eller i Ormene ved himlens port fra 1995, der er skrevet i sorgen over hans kærestes alt for tidlige død. Andre gange skriver han digte, der måske først udkommer ti år senere, når de har fundet en sammenhæng. Og det er jo meget godt, som han siger, for digte skulle gerne kunne holde sig i ti år.

For nylig bragte Thomas Bredsdorff i Politiken digtet »Aftensol« fra Ormene ved himlens port. Det er Henrik Nordbrandt godt tilfreds med, for det er et af de gode digte i den samling. Men ellers er man sjældent sin egen bedste dommer. I alle hans digtsamlinger er der digte, han ville ønske ikke var blevet trykt. Men det kan han først se lang tid efter.

»Hvis man er heldig, kan man skrive ti gode digte på et helt liv,« siger han.

Nordbrandts drømme optræder både i digte og i essays. Han har drømt en hel by på et tidspunkt.

Han kan ikke huske, hvad han drømte i nat, men den i går husker han:

»Jeg drømte, jeg kunne flyve, det drømmer jeg meget ofte. Jeg ved godt, det er en drøm, når jeg flyver, men i den her var jeg virkelig dygtig til det, og jeg tænkte, at godt nok er det her en drøm, men nu har jeg endelig lært det, så når jeg vågner, kan jeg stadigvæk flyve. Jeg var fuldstændig sikker,« siger han med et fnis. »Så vågnede jeg.«

Han flapper med armene og ser helt desillusioneret ud. »Hold kæft altså, det kunne jeg jo ikke,« griner han og folder armene over brystet igen.

– Er der noget, du er bange for i forhold til det, du laver?

»Jeg kan altid være bange for ikke at kunne. Med den her krimi for eksempel var jeg meget bange for ikke at kunne skrive den. Jeg ville ikke lave den halvhjertet, og problemet har nok været at skrive i en genre, jeg ikke kan tage helt alvorligt. Men så har jeg prøvet at lave den lidt anderledes, med en hovedperson der er kvindelig indvandrer.«

Fri for at skrive

Sideløbende arbejder han på en digtsamling, der måske kommer om et halvt års tid. Det har været en god periode i Henrik Nordbrandts liv.

– Kan du forestille dig en dag at holde op med at skrive?

»Nej, det kan jeg ikke.«

– Længes du aldrig efter at være fri for at skrive?

»Jo. Absolut. En gang imellem ville jeg hellere have lavet noget andet. Jeg ville gerne være pottemager. Eller arkæolog. Jeg gik og fandt stenøkser på marker i hele Danmark, da jeg var barn. Meget af det er gravet ned i en have i Korsør, da mine forældre flyttede, der var for meget til, at de kunne have det med.«

Dengang gik han i »idiotklassen« i sjette. Han kunne hverken læse, skrive eller regne og hadede skolen. Han kunne heller ikke holde universitetet ud, selvom han både har studeret kinesisk, tyrkisk og arabisk uden nogensinde at tage en eksamen. Han debuterede som digter som 21-årig og funderer over, om det ville have været godt for ham også at have haft et andet fag.

»Jeg måtte køre en ophavsretssag for nogle år siden og læste korrespondancen mellem min dygtige advokat, Asger Thylstrup, og modpartens advokat. Jeg må sige, at jeg troede, jeg vidste næsten så meget, som man kunne om sprog, men det der juridiske, meget meget skarpe sprog er fantastisk. Hvis folk vil skrive, skulle de jo studere jura, der lærer man fanme at skrive. Jamen, jeg mener det,« siger han og ser også sådan ud.

Dumhedens port

Henrik Nordbrandt opfatter ikke sig selv som storforbruger af kunst. Helst ville han have nøgne vægge, det er hans kone, der har hængt billederne op. Alligevel mener han at udstillingen Lyset i kunsten på Louisiana i foråret er noget af det bedste, han nogensinde har set.

Han er gode venner med Jørgen Haugen-Sørensen og viser mig billeder af hans nye værker på iPhonen.

»Det her er serien Kagefade til en nation i krig, siger han og viser billeder af keramikfade med hunde og ådselædere, der kaster sig over noget, der kunne ligne resterne af et lig. Værsgo at servere kage på dem. »Og den her hedder Trængsel ved dumhedens port og hænger i Domhuset,« siger han og viser mig et gigantisk hundeslagsmål. Han griner igen. »Der er jo ikke så mange yngre billedkunstnere, der laver politisk kunst i dag,« siger han ærgerligt.

– Hvad skal vi med kunst?

»Arj ved du hvad ... hvad er kunst? Det er jo et vidt begreb. Det er en kunst at bygge et hus. Og vi har vel alle en æstetisk sans, vi vil gerne have noget pænt at se på eller lytte til. Det er jo overalt. Popmusik er jo også kunst.«

– Men der er jo også ubehagelig kunst?

»Ja. Popmusik for eksempel er meget ubehagelig. Jamen, hvad ville Italien være uden kunst? Eller Danmark, det er jo ikke fordi, der er så meget her, men ...« Han rejser sig og kigger ud over byens tage. »Der er jo arkitekter, der har tegnet det her, for at det skal være nogenlunde fornuftigt at se på og bo i.«

Når Nordbrandt engang har sagt, at det er mord at sætte et barn i verden, er det ikke fordi, verden er et specielt rædselsfuldt sted at være, men fordi barnet skal dø en dag.

Men nu er der ikke noget alternativ til verden. Hvis der var, er han sikker på, at han ville synes, at verden var et specielt rædselsfuldt sted.

»Jeg kan ikke forestille mig noget mere rædselsfuldt end verden,« siger han og slår ud med hånden mod udsigten. Så smiler han stort og sætter sig igen og svæver lidt med hænderne og sender lange blikke mod papirdyngen på bordet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Det lidt ligesom med de der vegetarpiger som holder stand langt ind i tyverne og som så pludselig begynder at spise kød, fordi de er blevet gravide og for første gang mærker den fulde styrke meningen med deres eksisens. Fostret skal jo have næring og kan ikke klare sig på gulerødder og hårdkogte æg, og man behøver ikke engang spørge om de er lykkelige, for selvfølgelig er de det. De har jo formeret sig. Bare for at sige at man har et standpukt til man får børn.

Hvor er det et vidunderligt billede af Sofie Amalie Klougart.

Og hvor er det godt, at Nordbrandt er blevet fanget ind af en 4-årig kinesisk adoptiv-datter.

Det vil give bedre lyrik fra ham i fremtiden.

Som en selverklæret kyniker, kan jeg kun unde Nordbrandt denne glæde. Så vidt jeg kan se er han stadig Henrik Nordbrandt, der er blot nogen der har kræver hans tid og af personlige grunde har han ikke været i stand til at afvise denne forespørgsel.