Baggrund
Læsetid: 3 min.

Mesteren som ung og i mono

To Dylan-udgivelser fastslår hans position som alle tiders største sangskriver: en dobbelt-cd med demo-indspilninger 1962-1964 for musikforlæggeren M. Witmark & Sons og et bokssæt med hans første otte lp'er i gloriøs mono!
I begyndelsen af 1960'erne skrev Bob Dylan masser af sange, og hans musikforlag M. Witmark & Sons havde til alt held adgang til et demostudie.

I begyndelsen af 1960'erne skrev Bob Dylan masser af sange, og hans musikforlag M. Witmark & Sons havde til alt held adgang til et demostudie.

Kultur
17. december 2010

Der er ikke nogen vej uden om det de gode penge i musikbranchen hentes hjem på rettigheder. Især dem, der hidrører sangskrivning, hvad vi i dag betragter som en uadskillelig del af en udøvende kunstners virke. Som tingene så ud i de tidlige 1960ere, var der dog en knivskarp skillelinje mellem dem, der skrev sangene, og dem, der fremførte dem. Det havde den første bølge af rocknrollere hvoriblandt folk som Chuck Berry, Bo Diddley og Buddy Holly i vid udstrækning skrev deres eget materiale ikke kunnet lave om på. Så da den unge Robert Zimmerman dukkede op i New York City i 1961 under kunstnernavnet Bob Dylan med en frådende appetit på livet og ikke mindst den folkemusik, hvis konge han kortvarigt blev (en velpubliceret affære med rocknroll kostede ham tronen), havde han næppe regnet med at blive en af årtiets mest udbredte sangskrivere men da han af skæbnens vildveje fik en kontrakt med musikforlaget M. Witmark & Sons, gik det pludselig stærkt.

Det skyldes først og fremmest sangen »Blowin In The Wind«, som i Peter, Paul & Marys indspilning i sommeren 1963 ræsede til toppen af hitlisterne, hurtigt efterfulgt af versioner af Stevie Wonder, Duke Ellington og gud og hvermand. Dylan selv udsendte sit andet album, Freewheelin, nogenlunde samtidig, og det indeholdt så stærke sager som »A Hard Rains A-Gonna Fall«, »Dont Think Twice, Its All Right« og »Masters Of War«, alle superligaklassikere. I disse år skrev Dylan som en sindssyg, og da hans pladeselskab Columbia ikke lod ham komme i studiet, hver gang han stod med en ny sang, var det heldigt, at Witmark havde adgang til et demostudie, som Dylan kunne besøge og indspille i, lige så tosset han ville. 47 af disse indspilninger fra årene 1962-1964 er nu ude på en fornem dobbelt-cd, hvad der er excellente nyheder for enhver, som ønsker at få indblik i Dylans astronomiske udvikling fra Woody Guthrie-klon til det 20. århundredes mest markante sangskriver på bare to år. Her ligger skitser, pasticher og rene tyverier side om side om side med både institutionaliserede og tabte klassikere, og det er i det hele taget et overflødighedshorn for enhver, der nogensinde har ladet sig besnære af dette genstridige geni. Hvis jeg græder, er det af lykke.

Manden i mono

Okay. Til den Bob Dylan-fan, der mener at have alt hidrørende manden, har Sony Music nu i begrænset oplag (af sted, af sted!) udgivet bokssættet The Original Mono Recordings, der indeholder Dylans første otte lper i gisp mono! Lad mig dog lige i den forbindelse tilføje, at hvis der findes en Bob-fan, der vitterligt ejer alt (inklusive et gigabibliotek af allehånde litteratur og en lille halv million bootlegs), så siger jeg bare: stakkel. For det er et projekt uden begyndelse eller ende. Men men men sagt i samme åndedrag det har uden tvivl øget min livskvalitet betragteligt således at have denne eksklusive og hyperlækre boks i disse mine hænder. Cderne er lavet som faksimile helt ned til de originale inderposer, og det er godt nok noget, der får alt, hvad der kan stritte, til at stritte. Af fornøjelse, vel at mærke.

Et par ord om mono det er som bekendt etkanalslyd, dvs. uden den rumfornemmelse, man forbinder med stereo, og som i dag er norm. Man måtte altså et godt stykke op i 60erne nøjes med et signal, hvad der i øvrigt stadig er folk, som sværger til. Og selv om stereo introduceredes for offentligheden allerede i 1958 (og allerede i 1881 udførtes det første gang!), regnede mange det for en dille. Således var medlemmerne af The Beatles kun til stede under mono-mixningen af deres skiver til og med The White Album (1968); stereo-mixet blev overladt til nogle teknikere (!). Og at der er et helt andet punch, en velsignet in your face-fornemmelse, man ikke finder på stereoudgaverne, er meget tydeligt på Dylans tidlige ting. Især de fire første lper, hvor han kun akkompagneres af sin guitar og mundharpe, fremstår helt enkelt bedre i mono end i den der lidt akavede stereo, de normalt forefindes i. Så selv om det måske er lidt af en feinschmecker-ting tilmed til en pæn pose penge er denne anmelder himmelhenrykt over at eje sættet og giver det kun fra sig, hvis nogen sætter en ladt pistol for hans tinding.

Bob Dylan: The Witmark Demos: 1962-1964. The Bootleg Series Vol. 9 (Columbia/Legacy/Sony Music). Er udkommet Bob Dylan: The Original Mono Recordings (Columbia). Er udkommet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Jo, jo men det er jo ikke lisom på vinyl, vel?

Niels østergård

Mesteren?

Jeg ved ikke med mono-serien, men Bootleg Series vol. 9 er udkommet på vinyl og er set til den skaldede pris af 1200 kroner for hele boksen.

Niels Østergård: Nu ikke ironisk du!

Niels østergård

Ole Falstoft,

Jeg er bestemt ikke ironisk!
Min eneste brøde (i denne forbindelse) er at jeg aldrig har kunnet snuppe Bob Dylan.

Niels: Ok synd for dig. Det er ligesom folk der ikke kan lide rødvin, Tænk hvad de går glib af!

Niels østergård

PS; men i håbet om at kunne rette lidt op på min manglende kulturelle dannelse, kan jeg oplyse at der findes vinyludgaver af disse originale mono-optagelser. Både som boxset, og som separate LP'er.

http://www.discogs.com/artist/Bob+Dylan#t=Releases_Albums&q=&p=4

Så lidt formildende omstændigheder omkring Bob Dylan trods alt. ;-)

Niels østergård

Ole,

Det er jo livets barske vilkår.
Hver gang man oplever/nyder noget, er der millioner af andre ting man er forhindret i at opleve/nyde.

Jeg foretrækker en Erdinger Dunkel til Bonnie 'Prince' Billy i stedet.