Læsetid 6.6828571428571 min.

Når man har sine violette snabeltyrkersko på...

Informations husflipper leverer personlige erindringer fra og refleksioner over hippieepoken 1965-1978, der nu hyldes på tre bokssæt med i alt 40 albums indeholdende noget af periodens ypperste musik
Musikgruppen Steppeulvene, med Eik Skaløe (nummer to fra højre) i front, eksisterede kun et år og udgav i 1967 pladen 'Hip', som for eftertiden kom til at stå som et symbol på ungdomsoprøret og blev et selvstændigt kapitel i dansk rockhistorie.

Musikgruppen Steppeulvene, med Eik Skaløe (nummer to fra højre) i front, eksisterede kun et år og udgav i 1967 pladen 'Hip', som for eftertiden kom til at stå som et symbol på ungdomsoprøret og blev et selvstændigt kapitel i dansk rockhistorie.

Jørgen Schytte
9. december 2010

I Nogle af mine forældres venner havde en knægt ved navn Gustav, et par år ældre end mig og alene af den grund beundringsværdig. Han gik på noget så fjernt som gymnasiet og det øgede kun mystikken omkring ham, at familien boede på Frederiksberg, et sindssvagt eksotisk stede at besøge. Især når man selv var en bleg forstadsfis, som igen og igen tiggede sine forældre om at få lov til at have langt hår. Thi håret skilte der i sluttresserne i langt højere grad end nogensinde før eller siden fårene fra bukkene.

At være fyr og have (rigtig) langt hår var ikke længere kun ensbetydende med at man var med på noderne, som det havde været tilfældet få år før, da grupper som Beatles og Stones brød igennem og gennemtvang en ny verdensorden. Nej, ens frisure var simpelthen et signal om, at man havde valgt side i den konflikt, der pågik mellem den gamle og ny orden, mellem unge og voksne, mellem dem, der tog stoffer og dem, der ikke gjorde (staklerne!). Og var henholdsvis for og imod USA's engagement i Vietnam. Og mange andre ting.

Denne knægt tog mig under sine vinger, underligt nok, da han forekom at være uendeligt højt hævet over mig og mine jævnaldrende, der lige var steget ud af de korte bukser. Gustav lignede Jack Casady, bassisten i Jefferson Airplane, radmager, med midterskilning, pandebånd og sygekassebriller. Han var godt nok plaget af, hvad min mor udglattende omtalte som uren hud, og vi andre kaldte bumser, men han var alt for cool til at lade sig påvirke af sådan noget småborgerligt lort. Han var rebel til fingerspidserne, og da han en dag sagde »hold kæft« til sine forældre i alles påhør, troede jeg, jorden ville opsluge ham, så grænseoverskridende var det.

En aften skulle vi så besøge mine forældres venner, og jeg glædede mig, thi Jack Casady-klonet plejede at spille syre-lp'er for mig inde på sit værelse, men denne aften skulle han i Studenterforeningen, som dengang lå på H.C. Andersens Boulevard og høre nogen, der hed Day Of Phoenix. Det var jo trist, at jeg så blev overladt til forældre og yngre søskende, men så spurgte halvguden Gustav, om han måtte tage mig med? Svaret var ja. Sgu.

At træde ind i salen var som at gå fra Dansk Normal Virkelighed A/S og durk ind i Aladdins Hule. Jeg var en 12-13 år gammel og det vildeste, jeg havde prøvet, var at danse boogie-woogie til skolefester, men her lå hippier spredt ud over gulvet oven på deres jakker og frakker. Stole var for borgerdyr! Ud over lidt lys fra et par stearinlys var der mørkt, og luften var tyk af røg fra smøger, piber, chillummer og røgelse; og på et stort lærred bag scenen kørte det vildeste lysshow oven i en gammel sort-hvid stumfilm, hvilket gjorde mig en smule søsyg. Men selv om Gustav røg en chillum eller fem med kammeraterne fra gymnasiet, blev jeg kun så skæv, man nu kan blive som passiv ryger.

Som sædvanen var til sådanne arrangementer, spillede der flere orkestre, men jeg husker kun hovednavnet, Day Of Phoenix, som optrådte med originalbesætning, dvs. Cy Nicklin som forsanger. Det var der noget trygt ved, for jeg kendte jo folketrioen Cy, Maia & Robert, min gamle barnepige plejede at have én af deres plader med, som hun spillede og sang med på, når hun passede os. Men der var nu langt fra deres stramt arrangerede repertoire og så til det syretrip, der udspillede sig på scenen den aften. Numrene var abnormt lange, ja, det virkede som om de to guitarister Ole Prehn og Karsten Lyng Nielsen med udstrakt brug af den nok så voldsomt populære wah-wah-pedal spillede soloer uden ende. Der var - som man sagde - kul på!

Gustav og hans venner lå og flippede i deres afghanerpelse, jeg sad ret op og ned og kiggede længselsfuldt på de dansende hippiepiger i deres kjortler eller lårkorte kjoler, for de gik efter sigende ind for fri sex. Hvilket hjemme hos os var synonymt med, at de bollede i flæng og ikke tog det så nøje mht. hvem, der fik æren af at komme indenfor i varmen. Og jeg havde en mødom, jeg gerne ville donere til et godgørende formål ... og kom der gang i den i aviserne meget omtalte gruppesex, ja, så var jeg også frisk på det.

Da vi gik derfra - jeg erindrer det som om det var midt om natten og Politikens lysavis på Rådhuspladsen lignede ren New York i mine øjne - spurgte Gustav, om jeg havde moret mig. Om? Ikke blot vidste jeg nu, hvad jeg ville være, når jeg blev stor (Hippie! Og skæv som bare fanden!!), jeg havde også radikalt fået ændret mit syn på musik - hvordan den skulle lyde og opleves. Jeg var grydeklar til Den Ny Tid!

II Jo, der var noget i luften. Og det var ikke kun duften af røgelse eller røgen fra en chillum, men en stemning af opbrud, af radikal forandring. Det havde ligget og luret lige siden de første store marcher mod atomvåben, der tog deres begyndelse i 1960. Som udenomsparlamentarisk græsrodsbevægelse foregreb de begivenhedernes gang, men fungerede først og fremmest træfpunkt for mange af de individer, der skulle komme til at forme ungdomsoprøret, som det løb af stablen fra 1965 og i hvert fald frem til oliekrisen i 1973, selv om mange skam holdt den hen ad vejen noget slatne røde fane højt årtiet ud.

Centralt i denne bevægelse stod den psykedeliske rock, for der skete ting og sager i det store udland og det med en hast, så det gjaldt om at stramme balderne, hvis man ville følge med. Fra og med The Beatles' gennembrud i 1963 gik det rigtig stærkt. F.eks. gennemgik en amerikansk folkesanger ved navn Bob Dylan en forbløffende metamorfose fra Woody Guthrie-klon til elektrisk Messias, mens den elektriske guitar førtes ud i det ydre rum af folk som Jimi Hendrix, Eric Clapton og Jeff Beck. Endelig blev begrebet 'hippie' lanceret i sommeren 1967, og det viste sig at være en nation, hvis hovedstad var den amerikanske by San Francisco, hvor grupper med eksotiske navne som Jefferson Airplane, Grateful Dead, Quicksilver Messenger Service og Big Brother & The Holding Company med den heftige sangerinde Janis Joplin gjorde unævnelige ting ved rocken.

Man kunne derfor godt forestille sig, at Steppeulvenes debut-lp, Hip, udsendt marts 1967, blev modtaget med åbne arme herhjemme, men de få anmeldelser, det blev til, var forholdsvis lunkne. Pladen udsolgtes dog hurtigt, opkøbt af fans i det spæde hippiemiljø, og Eik Skaløes poetisk mættede tekster åbnede for helt nye landskaber. For det var ikke blot det første seriøse danske rockudspil i den lp-genre, som hastigt var ved at overhale singlemediet, det var også et af de bedste. Den har nu tålt tidens tand i over 40 år og unge lyttere falder stadig pladask for strofer som:

»I værelse 7 spiller Rifbjerg skak med Grundtvig/ der sidder og nynner Bach/ i Frue Kirke kan ingen begribe/ hvem der sidder og ryger på orgelpibe/ det er da ellers ikke særlig svært at forstå /når man har sine violette snabeltyrkersko på ...«

Steppeulvene eksisterede kun et år og gav højst en 10-12 koncerter, thi Skaløe var i tidens ånd globetrotter og rejste på tommeltotten store dele af verden rundt. Efter gruppens opløsning rejste han endnu en gang til Østen, hvor han hutlede sig igennem Indien og omkringliggende lande. I efteråret 1968 døde han afmagret og forhutlet nær den pakistanske grænse. Han efterlod en note med ordene: This is a suicide. There is no one to blame except the evil man inside me. Han blev 25 år gammel.

Snart sagt alle, der kom til at tegne den psykedeliske bølge i dansk musik, havde en fortid i en af tre kategorier: pigtråds- og rhythm & blues-bands, jazzorkestre eller som folkesmusikken. Nogle havde såmænd været aktive alle tre steder! Ved 60'ernes begyndelse hørte og spillede politisk aktive og/eller bevidstgjorte unge mest jazz, traditionel som moderne, men da den ny amerikanske folkemusik i årene 1963-64 gjorde sin entre, rejste der sig en bølge af lokal folkemusik, som opnåede stor popularitet.

Folkescenens mest originale navn hed Povl Dissing, og han fik borgerskabet helt op i det røde felt, når han gav »Gi' mig en hest, mor« som var den en møgbeskidt delta-blues. Men ungdommen elskede ham og gjorde hans fortolkninger af diverse Shel Silverstein-sange, alle oversat af Thøger Olesen, til hits. Til manges forbløffelse trådte han i 1969 frem som dybt seriøs sangkunstner med mesterværket Dissing (kaldet Nøgne Øjne), hvor han akkompagneret af sin makker, Benny Holst, og det fine bluesorkester The Beefeaters fremførte en uforglemmelig sangcyklus om et kærlighedsforholds forløb.

Teksterne til Dissings mesterværk forfattedes af en vis Laus Bengtsson, der samme år endvidere leverede trippet lyrik til Alrune Rods debutalbum, et syret hovedværk, der indeholder den psykedeliske klassiker »Natskyggevej«. Anført af bassisten og sangeren Leif Roden havde Alrunen, som bandet kærligt kaldtes, en formidabel stamina på en scene og spillede rask væk koncerter af tre til fire timers varighed. Det var et hardcore miljøband, som da også flyttede sammen i et af de kollektiver, der helt i tidens ånd skulle gøre op med den snærende kernefamilie. Helt fremme i lydbilledet lå den sugende og brusende lyd af Hammondorglet, som man også kunne opleve hos Horsens-gruppen The Old Man & The Sea og ikke mindst Amager-kvartetten Ache, hvis vidunderlige »Shadow of a Gipsy« blev et kæmpehit. I Frankrig!

Flagskibet på scenen var nu septetten Savage Rose, et unikt ensemble, som formåede at bygge bro mellem finkultur og pop, fordi gruppen ud over en hel stribe af periodens allermest slidstærke lp-udgivelser også formåede at skrue hits sammen, som strøg op ad den ugentlige toptyve. Den kunstneriske vision stod de klassisk skolede brødre Thomas og Anders Koppel for, men det var den kraftfulde og karismatiske sangerinde Annisette Hansen, som tegnede gruppen udadtil.

Inspireret af den engelske powertrio Cream dannedes Young Flowers med næsten øjeblikkelig succes til følge og gruppens lp, Blomsterpistolen, blev en succes. Det sad lige i tidsånden med flippede tekster og et tidstypisk hit i form af »Oppe i træet«. Et sådant var der ikke på efterfølgeren, der slet og ret hed No. 2. Der var der til gengæld tekster af en vis Niels Skousen, og da trioen faldt fra hinanden i foråret '70, påbegyndte dens sanger og bassist Peter Ingemann et samarbejde med samme. De to herrer udgav i 1971 hovedværket Herfra hvor vi står, som både indvarslede et nyt årti - og gjorde status over 1960'erne, ikke mindst på titelnummeret.

Disse fleste af datidens orkestre sang dog på engelsk, både fordi det faldt dem naturligt ogfordi de måske håbede at få hul igennem til det forjættede udland. Men trods en stribe talentfulde kunstnere - ud over de nævnte navne som Burnin Red Ivanhoe, Culpeper's Orchard, Pan, Hurdy Gurdy, Midnight Sun m.fl. - og alle drømme og forhåbninger forblev den danske beat et lokalt fænomen.

III Hårde tider - fed musik. Så kort kan 1970'erne opsummeres; de gode tider fik en brat ende med oliekrisen i '73, men det gjorde den gode musik ikke. Mange af 60'ernes ikoner fortsatte - ofte i nye konstellationer - mens uprøvede kræfter kom til og gav tingene en ny drejning. Med til billedet hører tidens lidenskab for stoffer, især hash - shit, galar, tjald m.m., kært barn har mange navne. Mange musikere havde den opfattelse, at de spillede bedre, hvis der forinden blev kørt et læs hakkelse indenbords. Om musikken blev bedre af det, får stå hen i det uvisse - men at den lød bedre, var alle enige om. Nogle priste de bevidsthedsudvidende stoffers revolutionære potentiale og mente, at de repræsenterede enden på det borgerlige kapitalistiske samfund. At de så også virkede sløvende, gjorde folk apatiske og ledte mange over i junken var en dyrekøbt erfaring, det tog nogle år at gøre.

Rigtig fart over feltet kom der i 1971, hvor en gruppe hippier lavede hul i hegnet ind til den nedlagte Bådmandsstrædes Kaserne og overtog de tomme bygninger. Her oprettedes Fristaden Christiania, hvis kulturpolitiske betydning hverken kan over- eller bør undervurderes, selv om det har været op ad bakke hele vejen. Spillestederne derude har haft uvurderlig betydning for musikmiljøet, og mange grupper er opstået på Staden. Navne som Hyldemor, Rudi & hans Letbitre Band og ikke mindst Bifrost, Danmarks sidste store miljøorkester, som under ledelse af Tom Lundén havde 10 succesfulde år.

Oven på den psykedeliske musiks lange musikalsk guitarsolodrevne stræk, fokuseredes der nu atter på stram sangskrivning, hvilket gav plads til nogle af efterkrigstidens største talenter. En Anne Linnet blomstrede som solist parallelt med karrieren i Shit & Chanel, og Sebastian blev med sin første dansksprogede lp, Den store flugt, sindssvagt populær i '72. Stadig en milepæl i dansk rockhistorie indeholdt den perler som »Hvis du tror du er noget«, »Rose«, »Når lyset bryder frem« og »Da verden skreg«. Og efter et par nedtonede udgivelser eksploderede den geniale ordmager C.V. Jørgensen kreativt i 1977 med mesterværket Storbyens små oaser, hvor han i selskab med sit funky orkester, kendt og elsket som Det Ganske Lille Band, gav generationen mellem hippie og punk stemme med en række uhyggeligt velskrevne sange tilsat nogle af de bedste danske tekster nogensinde.

Så selv om 1960'ernes brølende opbrud fortsatte på fuld styrke ind i 1970'erne, kunne bevægelsen i sidste ende ikke holde dampen i oppe. Ja, den nåede oven i købet at degenerere i en sådan grad, at de gamle oprørere hen imod årtiets slutning oplevede den tort, at der blev gjort oprør mod dem af en flok sortklædte, speed-snortende misfits kaldet punks. Thi paradoksalt nok havde de, der startede som aktører i en af de mest antiautoritære bevægelser i verdenshistorien, umærkeligt opkastet sig selv til autoriteter.

Ingen indfangede denne institutionalisering bedre end den gamle hippie Niels Skousen på sangen »68« fra hans comeback-album, Dobbeltsyn (2002): »Siden har vi fået alt hvad der skal være på hylderne/ Og kan sidde der i vores æsker og vinke til hinanden med vores rødbedepas/ Brøgger blev til Brøgger/ Larsen til Larsen/ Arnoldi til Arnoldi/ og Eik blev til Eik Skaløes Plads ... jeg er ikke egentlig utilfreds/ det er bare en bagskid, der har varet siden '68 ...«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Savage Rose (t.v.) formåede at bygge bro mellem finkultur og pop, fordi de mestrede at skrue slidstærke hits sammen, som strøg op ad den ugentlige Ttoptyve, mens Povl Dissing (t.h.) var folkescenens mest originale navn midt i ungdomsoprøret.

Jan Persson

Savage Rose (t.v.) formåede at bygge bro mellem finkultur og pop, fordi de mestrede at skrue slidstærke hits sammen, som strøg op ad den ugentlige Ttoptyve, mens Povl Dissing (t.h.) var folkescenens mest originale navn midt i ungdomsoprøret.

Jan Persson

Fakta

Dansk Rock Historie 1965-1978 er tre bokssæt udsendt af Universal Music. Hver boks indeholder 10 cd’er med remasterede versioner af en lang række af periodens hovedværker, i alt 40 lp’er er der blevet plads til. Heriblandt afgørende udspil fra Steppeulvene, Cy, Maia & Robert, Day of Phoenix, Savage Rose, Alrune Rod, Bifrost, Pan, Burnin Red Ivanhoe, Young Flowers, Povl Dissing, Gasolin’, Sebastian, Jomfru Ane Band, C.V. Jørgensen og mange, mange flere. Endvidere er der i hver boks en cd med sjældenheder, dvs. svært opdrivelige singler, outtakes og meget andet. Samlet beskriver de dansk rocks udvikling fra misforstået stedbarn til afgørende kulturel faktor og demonstrerer i processen, hvor højt niveauet var, musikalsk som tekstligt. En opbrudstid i ord og toner har sættet været længe undervejs – men altså også værd at vente på.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu