Læsetid 4 min.

Jeg er ikke et ord-menneske

Årets helt store musikalske gennembrud, Agnes Obel, arbejder uden filter og insisterer på noget så umoderne som musikken for musikkens skyld . Uden kommercielle overvejelser, uden kompromiser. Hun lader melodien styre. Måske netop derfor kommer teksterne til at handle om naturen. Det virker naturligt
Agnes Obel har udgivet pladen 'Philharmonics' og spillet adskillige udsolgte og anmelderroste koncerter.

Agnes Obel har udgivet pladen 'Philharmonics' og spillet adskillige udsolgte og anmelderroste koncerter.

Sofie Amalie Klougart
27. december 2010

Man kan høre floden på »Riverside«. Den flyder afsted med fingrene på klaveret. Og det er frostvejr. Kulden gør kroppen sårbar og melodien skrøbelig. Sneens dyne af ensomhed sænker tempoet og dæmper alle lyde. Kun floden bryder stilheden med sin insisterende rislen. Om lidt fryser det hele til is. Agnes Obels plade Philharmonics er en naturoplevelse. Vand, vind, fugle, bakker, dale og frost er i teksterne, men også i melodierne. Mest i melodierne, for det er dér, Agnes Obel har sit fokus. Selv om hun synger, så er det ikke sange.

»Jeg kalder dem for melodier. For det er det, det er. Jeg er ikke et ord-menneske. Ord har jeg det svært med,« siger Agnes Obel, da jeg sidder og afkræver hende ord om hendes musik og den pludselige og også for hende selv uventede succes. Med ovenud positive anmeldelser i både udenlandske og danske medier og udsolgte koncerter og ekstrakoncerter har Agnes Obel slået igennem med debutpladen på en måde, som er svær at forholde sig til, når alle melodierne er kommet til hende i ensomhed ved klaveret og den isolation, der kommer med at leve i selvvalgt eksil.

»Jeg er selv meget overrasket. Positivt, selvfølgelig. Men jeg troede slet ikke, at tidsånden var til det. Jeg troede, folk ville have noget meget mere stilbevidst.«

Men det viser sig, at de i hvert fald også vil have Agnes Obels melodier. Selv Deutsche Telekom, der købte nummeret »Just So« for at bruge det i sin reklamekampagne.

»Det, at jeg arbejder alene, giver en meget høj grad af selvkontrol. De få gange, hvor jeg har samarbejdet med producere og mixere, har jeg følt mig fuldstændig koblet fra i processen. Selvkontrollen gør måske, at jeg i høj grad kan holde fokus på den melodi, der var den oprindelige idé. Den melodi jeg ikke kunne få ud af hovedet. Måske er det derfor, den rammer,« siger Agnes Obel.

Også en vare

Forsigtig og bevidst omkring ordvalgene virker hun.

Den høje grad af selvkontrol gør også, at hendes melodier går tæt på. Intet filter findes mellem Agnes Obels klaver i lejligheden i Berlin og hendes publikum. Og det gør hende også sårbar.

»Jeg bliver frygtelig nervøs, når jeg skal give koncert. Men mest når jeg skal spille i Danmark. Jeg tror, det er fordi, det er tættere på,« siger hun og smiler. Hun tillægger selvkontrollen stor betydning, i forhold til at melodiernes renhed tiltaler publikum.

»Det er klart, at jeg godt kan blive nervøs for, om jeg får lov til at fortsætte på den måde. Det er vilkårene i musikbranchen, at en plade går gennem mange processer, inden den kommer ud, og det har jeg været fri for denne gang, men måske kan jeg ikke være så sikker på, at jeg får lov til det igen.«

Agnes Obel insisterer på kunsten, men hendes kunst er også en vare. Sådan er det med den rytmiske musik den var ikke kunst, før den blev kommerciel. Den har altid været kommerciel. Læg for eksempel mærke til den fremtrædende rolle, producerne spiller. Modsat redaktører i forlagsbranchen, der helst skal være usynlige, er producere i musikbranchen ofte mere kendte end de musikere, de producerer for. Her behøver man ikke bevare illusionen om det uspolerede kunstneriske udtryk, som man gør i litteraturen, der først er kunst og dernæst kommerciel. Agnes Obel er da heller ikke naiv i forhold til, hvordan branchen fungerer:

»Der er en stor kontrast mellem det, at jeg laver musik for musikkens skyld, og det, at en af mine melodier er med i en reklamekampagne til mange millioner. Men sådan er vilkårene jo også i musikbranchen. Selv om jeg måske ser musik som en kommunikationsform uden formål, der ikke nødvendigvis giver nogen mening, men bare er melodier, jeg ikke kan lade være med at arbejde på, så er der andre, der bruger musikken til noget helt andet. Og det, synes jeg egentlig, er helt fint. Det er bare ikke sådan, jeg selv bruger den,« siger Agnes Obel fuld af sødme og uden nykker.

Ord og poesi

For Agnes Obel handler det om at sidde i ensomhed og lade melodien flyde og vokse. Måske er det derfor, at det kommer til at handle om naturen.

»Naturen er jo lige så organisk som musikken. Jeg vil gerne have, at det hænger tematisk sammen, og da jeg sad med »Riverside«, synes jeg, jeg kunne høre vandet, og derfor kom teksten til at indeholde det. Natur er en meget passende analogi,« siger hun.

Agnes Obel vedgår, at hendes forbehold, hvad angår tekster, måske mest af alt handler om ærefrygt. For et par år siden begyndte hun at læse poesi.

»Sidste år købte jeg Inger Christensens samlede værker. Jeg læste lidt poesi, da jeg var yngre, men var for længst holdt op, og så var jeg egentlig ude for at købe julegaver og faldt tilfældigt over, at man kunne få hendes samlede værker. Og så købte jeg en julegave til mig selv,« siger hun.

»Inger Christensen bruger nogle meget enkle, men stærke midler. Jeg bilder mig ikke ind, at man kan sige, at mine tekster er inspireret af hende. Men nu, hvor jeg selv skriver tekster, har jeg lært at sætte utrolig stor pris på sproget. Jeg er bare ikke selv et ord-menneske.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu