Læsetid: 6 min.

Portræt af en løgner

En besynderlig sandhed. Mario Vargas Llosa skriver både romaner og politiske manifester. Begge dele lyver, men giver sig ud for at være sande - eller er det omvendt? I dag får han overrakt Nobels litteraturpris
En besynderlig sandhed. Mario Vargas Llosa skriver både romaner og politiske manifester. Begge dele lyver, men giver sig ud for at være sande - eller er det omvendt? I dag får han overrakt Nobels litteraturpris
10. december 2010

»Faktisk lyver romanerne - de kan ikke andet - men dét er kun en del af historien. Den anden del er, at de ved at lyve udtrykker en besynderlig sandhed, der kun kan udtrykkes skjult, forklædt som noget, den ikke er«.

Det skriver den produktive peruvianske romanforfatter Mario Vargas Llosa i sit essay fra 1989 La verdad de las mentiras, Løgnenes sandhed. Årets vinder af Nobelprisen i litteratur mener, at løgnen er en central del af romanens væsen.

»Menneskene er ikke tilfredse med deres skæbne, og næsten alle ville ønske sig et anderledes liv end det, de lever. For at stille denne sult fødtes fiktionerne. De skrives og læses, for at menneskene kan have de liv, de ikke stiller sig tilfredse med ikke at have. I kimen til enhver roman bruser en utilfredshed, banker et uopfyldt ønske,« skriver han.

Øjnene, der læser ...

Det betyder dog ikke, at romanen er synonym med uvirkelighed. Men hvad betyder det så, at romanen altid lyver? spørger Vargas Llosa. Det kommer an på øjnene der læser, fremgår det af mange af de reaktioner, han i tidens løb har fået på sine romaner. For eksempel havde officerer og kadetter på Leoncio Prado-kadetskolen i Lima, hvor hans gennembrudsroman, Byen og hundene fra 1963, udspiller sig, den opfattelse af, at romanen ikke blot ikke var helt sandfærdig, men at den også var krænkende for institutionen. Så de brændte den prisbelønnede roman offentligt.

Vargas Llosas første kone, Julia Urquidi, fandt, at hun blev upræcist og krænkende portrætteret i romanen Tante Julia og poeten fra 1977, hvorfor hun fandt det nødvendigt at udgive sin version for at genoprette den virkelighed, hun mente var blevet forvrænget af fiktionen. Vargas Llosa forklarer: »Selvfølgelig er der flere påfund, forvanskninger og overdrivelser end minder. Da jeg skrev dem forsøgte jeg ikke at være tro mod tidligere begivenheder og personer, der intet havde at gøre med romanen. I begge tilfælde, som i alt hvad jeg har skrevet, tog jeg afsæt i minder, der var levende i min erindring, og som stimulerede min fantasi, og jeg forestillede mig noget, som på meget upålidelig vis afspejler dette råstof.«

Da Vargas Llosa i 2000 udgav Bukkens fest om den afdøde dominikanske diktator Rafel Trujillo, hans nærmeste medarbejdere og hans ofre, besøgte han Den Dominikanske Republik i forbindelse med lanceringen af bogen. Romanen blev kraftigt kritiseret af tidligere medarbejdere og tilhængere af Trujillo og hans højre hånd og efterfølger Joaquín Balaguer, der efter diktatorens død i 1961 blev en central skikkelse i landets politiske liv. De kritiserede Vargas Llosa for at bagvaske og lyve. Da han i et tv-program blev konfronteret med beskyldningerne for at lyve, svarede han: »Ja, det er rigtigt. Det er løgn. Men det er en grundigt researchet løgn«.

Den døde far

Mario Vargas Llosas forældre flyttede fra hinanden to måneder før hans fødsel. Det viste sig, at faren havde et forhold til en tysk kvinde, som han siden fik to sønner med. Morens skam og bitterheden mod faren var så stor, at hun og familien fortalte Mario, at faren var død.

Først da moren i 1946 flyttede til hovedstaden Lima efter bl.a. et ophold i Bolivia, mødte han ti år gammel sin spillevende far, da forældrene genoptog forholdet og flyttede sammen i et velstående middelklassekvarter. Løgnen blev afsløret - og fortiet udadtil. Han blev først sendt på en konservativ skole for elitens børn, og da han var 14 år gammel sendte den autoritære far ham på Leoncio Prado-kadetskolen i Lima for at pille de 'litterære griller' ud af drengen og gøre ham til et 'mandfolk'. Faren mente, at det at skrive kun førte til fattigdom og, for at gøre ondt værre, at forfattere var bøsser, og det skulle pilles af ham.

»I stedet gav stedet mig et storslået materiale til min første bog,« har Vargas Llosa fortalt. Han forlod skolen et år før de afsluttende eksaminer, men med et så indgående kendskab til livet på en kadetskole, at han få år senere kunne skrive sin gennembrudsroman Byen og hundene inspireret af årene under militær disciplin.

Romaner skal forandre

»Man skriver ikke romaner for at fortælle om livet, men for at forandre det, for at tilføje det noget,« skrev han i 1990.

Men hvad, kan man spørge. Hvad er det, som ikke kan forandres gennem politik? Eller er der ikke det skel mellem hans politiske holdning og aktiviteter og hans romaner, som ellers bliver fremhævet af kritikerne?

Mario Vargas Llosas har levet et liv mellem litteratur og politik, mellem at skrive løgnagtige sandheder i mesterlige romaner og at engagere sig det politiske spil med dets løgne, der ligner sandheder, og sandheder, der ligner løgne. Men indimellem kan det være svært at se, hvor det ene begynder og det andet holder op. »Hans politiske holdning pletter hans litteratur,« siger den argentinske forfatter Luisa Valenzuela. Er det rigtigt?

Latinamerikas sjette Nobelpristager i litteratur er en ildsjæl - spørgsmålet er så, hvilken løgn han brænder mest for: litteraturen eller politikken. Han skriver stadig, men bortset fra den 10 år gamle Bukkens fest ligger hans mest populære romaner efterhånden langt tilbage i hans produktion: Krigen ved verdens ende, Samtale i katedralen, Det grønne hus, Byen og hundene.

Til gengæld tager hans aviskommentarer og deltagelsen i politiske aktiviteter tilsyneladende stadig mere af hans tid. Han støttede den højreorienterede præsidentkandidat i Chile, Sebastián Piñera, som tidligere i år efterfulgte socialisten Michelle Bachelet som Chiles præsident. I 2007 deltog han i lanceringen af det nye parti UPD i Spanien, som bl.a. går ind for mindre autonomi til de spanske regioner. Desuden færdes han meget blandt internationale politikere, fortrinsvis på højrefløjen.

Elitær og racistisk

I sine romaner og teaterstykker udtrykker Vargas Llosa følsomhed og empati over for de svageste og undertrykte i samfundet, især indirekte gennem sine afsløringer af og opgør med magten og dens væsen. Men han identificerer sig ikke med dem. Han har den europæisk orienterede elites ofte nedladende og patroniserende syn på de store masser, hvis kultur han ikke kan identificere sig med, og hvis kollektive udtryk han frygter og foragter.

Hans syn på den indianske befolkning i Andesbjergene og junglen i Peru understreger den udbredte opfattelse af ham som elitær og sågar racistisk. I hans romaner er de indianske personer skildret uden dybde og nuancer.

Ifølge den argentinsk-canadiske forfatter Alberto Manguel (bl.a. kendt for sin bog Af læsningens historie) skildres indianerne i bogen som »lige så livløse som Rider Haggards vilde afrikanere (i Kong Salomons miner) ( ...) De portrætteres, som om de fortjener deres skæbne, fordi de ikke er modtagelige for civilisation - med hvilket han naturligvis mener vestlig civilisation«.

Samme holdning kommer til udtryk i hans såkaldt erotiske romaner, Stedmoderens pris fra 1988, og Don Rigobertos hæfter fra 1997. Ifølge Vargas Llosa er erotikken i de to bøger »et udtryk for civilisation, hvor sex er omgivet af ritualer og ceremonier; det har man ikke i primitive samfund«.

Hans aktive deltagelse i politik har medført megen kritik, både fra venner og fjender. Manguel mener »de to Vargas Llosaer« er et »bekymrende paradoks« med forfatteren og dramatikeren på den ene side og politikeren og klummeskriveren på den anden. Manguel sammenligner ham med en blind fotograf, der ikke ser den menneskelige virkelighed, hans kamera så mesterligt har registreret. »Det er som om politikeren aldrig har læst forfatteren«. Er engagementet en bekvem løgn, der bidrager til billedet af ham som en frihedskæmper mod magtens uvæsen?

Prisen og løgnen

I Det Svenske Akademis begrundelse for at tildele ham årets Nobelpris i litteratur får han prisen »for sin kortlægning af magtens strukturer og knivskarpe billeder af individets modstand, revolte og nederlag«. I øvrigt en begrundelse, der falder fint i tråd med den herskende liberalistiske tidsånd. Hvem sagde, at prisen ikke var politisk? Der anes i det mindste en politisk undertone i begrundelsen mere end en litterær.

»Faktisk lyver romanerne - de kan ikke andet - men dét er kun en del af historien. Den anden del er, at de ved at lyve udtrykker en besynderlig sandhed, der kun kan udtrykkes skjult, forklædt som noget, den ikke er«.

Tilbage til løgnen - hvem er så den sande Vargas Llosa? Hvem af dem lyver for alvor - forfatteren eller politikeren?

Man kan på ingen måde kalde forfatteren for apolitisk - han har bl.a. brugt sin berømmelse til at kæmpe for forfatteres ytringsfrihed, han har brugt sin berømmelse i politisk øjemed og stillet sig til rådighed for politiske partier og bevægelser. Eller er det hele bare en fremragende forfatters store løgn?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henning Ristinge

en vaske-ægte post-mmodernist et menneske der praktisere hvad postmodernistisk ideologi altid ender op i - den totale relativisme og nihilisme - alt er sand der er ingen løg eller alt er løgn

Det "bekymrende paradoks med forfatteren og dramatikeren på den ene side og politikeren og klummeskriveren på den anden" er meget udbredt. Ofte kan forfattere skrive sig større i deres bøger, hvor ord og handling slipper ud af spændetrøjen, og finder helt nye veje. Gode danske eksempler er forbenede stalinister som Nexø og Kirk, der begge fejlede tungt som politikere og mennesker, men som sejrede i deres humanistiske og tilgivende bøger.