Læsetid: 7 min.

Alle prøver at finde frelse

Det siger den østrigske instruktør Jessica Hausner, der inspireret af Emile Zola undersøger forholdet mellem tro og mennesker i sin nye film, Miraklet i Lourdes. Troen på mirakler er et ønske om frelse, siger hun
'Min næste film er en slags kærlighedshistorie, og den forsøger at sætte fokus på, hvad man i samfundet er blevet enig om at definere som kærlighed,' siger Jessica Hausner.

'Min næste film er en slags kærlighedshistorie, og den forsøger at sætte fokus på, hvad man i samfundet er blevet enig om at definere som kærlighed,' siger Jessica Hausner.

6. december 2010

»Jeg kan se, hvor meget den katolske tro minder om den kapitalistiske tro,« siger Jessica Hausner.

»Man vil forbedre sig, man vil have et bedre liv, man vil være den bedste.«

Den spinkle, 38-årige, østrigske filminstruktør med det lange, lyse hår er i Danmark for at tale om sin seneste film, det begavede drama Miraklet i Lourdes, der handler om mirakler og troens væsen og undersøger menneskers forhold til begge dele.

Da hun var 12-13 år, var Jessica Hausner stærkt troende katolik. Hun gik på en katolsk pigeskole, hvor alle lærerne var nonner, og hjemme insisterede hun på at bede bordbøn før hvert måltid, til sine forældres store irritation.

»Men jeg sagde til dem: I ville have, at jeg skulle gå på denne skole, så det er jeres egen fejl.«

Da hun så blev lidt ældre, 15-16 år, begyndte Jessica Hausner at tvivle. Hun syntes ikke, at det var så sandsynligt, at der fandtes et højerestående væsen, en gud, som havde så megen magt og forsøgte at skubbe alle mennesker i den samme, eneste rigtige retning. Hun mistede troen og meldte sig ud af kirken.

Da hun ca. 20 år senere gik i gang med at lave Miraklet i Lourdes, blev hun konfronteret med sin tro igen, og det gik for alvor op for hende, hvor påvirket hun var af sin katolske opdragelse.

»På en måde vendte jeg tilbage til min barndoms religion og så på den med et voksent blik« siger hun.

»Det ligger så dybt i mig, den måde at tænke på; at man er nødt til at være et godt menneske for at fortjene frelse, og at man er nødt til at tro på, at livet fortsætter efter døden. Det betyder så meget for ethvert menneske, som har haft en katolsk opvækst.«

En undersøgelse

Miraklet i Lourdes foregår i landsbyen Lourdes, der ligger ved foden af Pyrenæerne i det sydvestlige Frankrig. Det siges, at Jomfru Maria viste sig hele 18 gange for en ung kvinde i byen i 1858, og siden har katolikker valfartet til byen i håbet om at blive helbredt for alskens sygdomme. Hausners film fortæller om en af dem, den unge kvinde Christine (Sylvie Testud), der er lam fra halsen og ned, og som kun tager med på pilgrimsrejserne for at komme ud og opleve noget. Men efter at have bedt de rigtige bønner og badet i Lourdes hellige vand kan Christine pludselig gå, og alle mener, at der er sket et mirakel. Men er der nu også det? Og har Christine i så fald overhovedet fortjent at blive helbredt?

Jessica Hausners egen fortolkning er, at Christines helbredelse er et tilfælde, men intentionen med filmen er, at publikum skal kunne tolke miraklet på flere måder.

»Slutningen er tvetydig, og filmen stiller en masse spørgsmål,« siger instruktøren.

»Hver dag under optagelserne tænkte jeg, at jeg ikke ville falde for fristelsen til at lave en film, der sagde, at den katolske kirke kun var dum, eller sagde måske er der en Gud. Jeg ville ingen af delene. Jeg ville foretage en undersøgelse. Jeg synes, og det gælder ikke kun religion, men også andre oplevelser i mit liv, at det er virkelig svært at sige, at det er enten det ene eller det andet og intet ind imellem. Hvis man ser nærmere på de fleste ting, finder man ud af, at det har flere facetter og kan forholde sig på flere måder.«

Modsætninger kan eksistere side om side, og hvordan man opfatter det, afhænger i høj grad af det enkelte menneske, mener Jessica Hausner.

»Man kan ikke bedømme det objektivt. Hvis man personligt tror, at dette er et tegn på Guds eksistens, så er det et tegn på Guds eksistens. Måske er det det, Miraklet i Lourdes handler om: At der er lige så mange guder, som der er mennesker.«

Ja eller nej?

En af Jessica Hausners inspirationskilder, da hun skulle lave Miraklet i Lourdes, var Emile Zolas roman Lourdes, i hvilken en ung kvinde oplever en mirakuløs helbredelse, inden hun får et tilbagefald. Sådan skulle det ikke være i Hausners film.

»Zolas bog er skrevet for over 100 år siden og sætter spørgsmålstegn ved miraklets troværdighed,« siger hun.

»Min film skulle ikke vise, at kvinden får et tilbagefald. Den skulle slutte inden. Det var jeg ret sikker på. Da Zola skrev sin bog, var det vigtigt at sige: lad dig ikke snyde. Vær opmærksom og vågen. Det var, før kirken og staten blev adskilt. Men i vor tid ved alle godt, at det er ens egen, personlige beslutning, om man vil tro eller ej. Man bliver ikke tvunget til at være en del af kirken, og min film skulle handle om ikke at vide, hvad svaret er: Ja eller nej?«

Jessica Hausner forklarer, at hun ligesom landsmænd og kolleger som Michael Haneke og Ulrich Seidl sætter samfund og systemer under lup i sine film, fra debuten Lovely Rita (2001) over Hotel (2004) til Miraklet i Lourdes.

»Som individ er man en del af et system, og man er nødt til at spille sin rolle. Man er et lille hjul i den store maskine,« siger hun.

»Min næste film er en slags kærlighedshistorie, og den forsøger at sætte fokus på, hvad man i samfundet er blevet enig om at definere som kærlighed. Hvis man ser nærmere på det, hvad er det så? Det består af så mange små dele, og nogle af dem er meget banale og pragmatiske, nogle af dem kan slet ikke defineres eller forklares. Det har også noget at gøre med, hvordan folk organiserer deres liv sammen. Det har altid stået klart for mig, at jeg er mere en del af samfundet, end jeg er et meget individuelt menneske.«

Miraklets gråzone

I løbet af sin research til Miraklet i Lourdes blev Jessica Hausner også konfronteret med den uvished, som selv lægevidenskaben stadig tumler med.

»Der er en læge i Lourdes, som er ansvarlig for alle de mirakuløse helbredelser,« siger hun.

»Han bor der, har sit kontor i byen, og hver dag kommer der to eller tre mennesker og siger til ham, at de er blevet helbredt. Jeg havde en frygtelig migræne, og nu er den væk. Han skal undersøge helbredelserne, verificere dem, og han har meget at gøre med små helbredelser men han fortalte mig, at der også sker større helbredelser. Jeg spurgte ham, om han troede på det, og han sagde, at medicin er ikke en eksakt videnskab. Der er så mange uforklarede og uudforskede områder. Der er så mange ting, lægerne ikke ved, og det er den gråzone, miraklerne befinder sig i. Han sagde også, at mirakler ikke kun sker i Lourdes, men også på hospitaler. Der er mennesker, som er dødssyge, og som pludselig bliver raske.«

De mange tusinde mennesker, som valfarter til Lourdes har gjort det nødvendigt at sætte tingene i system, og byen minder om et spirituelt samlebånd, hvor mirakler er det produkt, alle håber er slutproduktet. Miraklet i Lourdes udstiller absurditeten i systemet, men faktisk overraskede det ikke instruktøren så meget, da hun første gang besøgte byen.

»Mennesker har altid forsøgt at styre deres egen skæbne i gamle dage ofrede man dyr og mennesker for at formilde guderne,« siger hun.

»Det er absurd, men det er også rørende. Tag f.eks. den gamle dame i filmen, som prøver at bruge Christine som sin vej til et mirakel. Det er rørende, at folk prøver at påvirke Gud og fremkalde et mirakel.«

Et ønske om frelse

Til at begynde med ville Jessica Hausner lave en film om et mirakel. Hvorfor vidste hun ikke, men det ville hun prøve at finde ud af undervejs i processen.

»Efter at have lavet den tror jeg, at miraklet i virkeligheden er et ønske om frelse,« siger hun.

»Selv i det ikke-religiøse samfund er der en tro på frelse. Alle prøver at finde frelse, frelse forstået således, at man lader sig operere for at blive smukkere, eller man tjener flere penge for at få en bedre bil og et større hus. Der er et konstant behov for at forbedre sin situation. Men er det nødvendigt? Det modsatte ville være en mere hinduagtig tilgang til livet.«

Instruktøren indrømmer, at hun også selv håber på et bedre liv.

»Inden jeg falder i søvn om aftenen, drømmer jeg om de store ting, der kommer til at ske. Men så spørger jeg mig selv: Hvad er det, jeg laver? Dette er mit liv. Jeg befinder mig her og nu. Jeg ved ikke, om jeg om et år vil have opnået eller fået det og det. Det har været vigtigt for mig at lave filmen for bedre at kunne forstå, at livet er, som det er, og at det at håbe på et mirakel er omsonst.«

Og hvad tror Jessica Hausner så på, nu hvor hun ikke længere tror på Gud eller mirakler?

»Jeg tror på, at livet en dag ender, og at jeg, mens jeg er i live, vil kæmpe for at finde noget, der giver mig følelsen af, at det er det værd, og at det ikke kun er et spild.«

Miraklet i Lourdes har premiere på torsdag og bliver anmeldt her i avisen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Filmprojektet er nok et forsøg på at fortrænge fortabelsen - den uendelige lidelse (der skal være gråd og tænders gnidsel).

Oprindelig kristendom - længe før kirken begyndte at udvide fortællingen med magiske objekter og lignende old-voodoo - var milevidt fra den danske optimistiske "det er sgu nok bare en smertefri dvaletilstand" dødsforestilling.

Mange danske erklærede ateister er i virkeligheden grundtvigianere m.h.t. døden - de tror at paradiset (i sin oprindelige form formentlig netop blot en smertefri dvaletilstand) er garanteret alle.

De vil derfor have svært ved at forstå mennesker, der fra barnsben er blevet opflasket med en ikke-grundtvigiansk religion:

At se og kunne tale om lidelsen som en alternativ mulighed.

På den anden side kan krise-psykologer fortælle, at der dybt i danskerens sind lurer en nagende tvivl - tænk hvis Grundtvig tog fejl - at lidelsen alligevel er en mulighed ?

Dødsangsten er således ikke noget Paven har opfundet.

Trods alt.

Uden at have set filmen, kun læst artiklen:

Alle-påstanden forekommer rigtig under den forudsætning, at man medgiver, at frelse er at blive fri for denne verden, altså en længsel efter at dø, uden dog at blive offer for en soldats dræbermani, eller et de efterhånden mange overlevelsesapparater, eller lægevidenskabens moderne frelserlære, at vi skal leve så længe som muligt. Tilværelsen har mange frelsespiger og andre hære, der vil gøre op med naturens skabelse.

At længes efter at dø er et godt eksempel på grundtvigiansk optimisme (håbet om et narkoselignende tilflugtssted - drømmen om at kunne vende tilbage til en oprindelig hviletilstand).

Groff mente at forestillingen (som findes i alle religioner - såvel organiserede som private) opstår spontant, fordi man dybt i underbevidstheden husker den sene del af fostertilstanden - en fredfyldt beskyttelse mod sanseindtryk.

Han kaldte det for BPM-1

Derefter kom modsætningen - BPM-2 - livmoderen begynder at trække sig sammen - kilden til alverdens helvedesforestillinger og dødsangsten skulle stamme herfra.

Forudsætningerne for livsførelsen er højst forskellig, ikke mindst, som artiklen behandler, vores oplevelse af liv og død.
Med tidens ændrede opfattelse af levevilkår og forventningerne, nærmest krav til vores egne vilkår i modsætning til andres, dukker den tyske forfatter Tucholskys ord jævnligt op: Vi vil så gerne leve lidt længere, helst meget længere, ja, faktisk i al evighed! Det var hans forudsigelse i optakten til det tyske regeringsskifte i 1933, og vores konstatering under krigen af liv og død gav, nogle af os, andre nøgterne erfaringer og nødvendigvis nærværende krav til tilværelsen end "frelse". Vores samfund ligner mere og mere et forsikringssystem for kapitalister eller de religiøse.

En del fremtidsforskere forventer, at vi kan simulere en menneskehjerne på en computer om kun 20 år - og at vi inden for de nærmeste 50-100 år vil kunne få evigt liv gennem maskiner, hvor reservedele vedvarende kan udskiftes.

Det uhyggelige er bare: Tænk hvis det er vores værste fjende der har lavet maskinen. Det kan blive til "helvedesmaskiner" hvor vi på ubestemt tid kan fastholdes i en tilstand af maksimal lidelse uden mulighed for flugt.

Den teknologiske udvikling - især den fortsatte afmystificering af hjernen - har udvisket grænsen mellem tro og overtro.

Hvad der for 20 år siden var muligt at påstå - At hjernen ikke kan beskrives som en algoritme (et rutediagram til en computer) har i dag ingen gang på jord.

Modspørgsmålet er altid: "Hvad skulle det ellers være ? - En eller anden mystisk kraft ?".

Det evige liv synes på vej (som en vis person forudsagde) men kan vi administrere det ?