Nyhed
Læsetid: 5 min.

Professor: Kunststøtten er et statsligt magtinstrument

Kunsten gør os til bedre demokrater, lyder et velkendt refræn. Men historisk har den statslige kunststøtte handlet mere om imagepleje og formynderi, siger professor Jens Engberg. Resultatet har været én lang folkelig protest
Kultur
3. december 2010
Kunstnergruppen Solvognens happening i 1974, hvor julemænd delte gratis varer især bøger ud i Magasin. Det skabte udbredt forargelse eller respekt afhængig af synsvinkel.

Kunstnergruppen Solvognens happening i 1974, hvor julemænd delte gratis varer især bøger ud i Magasin. Det skabte udbredt forargelse eller respekt afhængig af synsvinkel.

JOHN E. JACOBSEN

De siger, kunst er en nødvendig bakterie i samfundet, at den udfordrer det bestående, prikker til vores vante forestillinger og gør os alle til klogere og mere kritisk tænkende borgere.

Information har den seneste tid spurgt kunstnere, kulturaktører og folkevalgte politikere fra hver sin ende af det politiske spektrum, hvordan det kan retfærdiggøres, at staten hvert år suger millioner af kroner ud af borgernes lommer og lader dem regne som nådegaver over det danske kunst- og kulturliv. Med få undtagelser er omkvædet det samme: Vi støtter kunsten, fordi den gavner os alle.

Men spørger man historiker og professor emeritus Jens Engberg er det imidlertid en sandhed med modifikationer.

»Kunststøtten er først og fremmest et statsligt magtinstrument,« siger han.

»Selvfølgelig beriger kunsten også samfundet, men ser man historisk på det, har formålet med statens kunststøtte været at pleje statens eget image.«

Jens Engberg står bag en lang række bøger om dansk kulturhistorie, bl.a. det anmelderroste og prisbelønnede trebindsværk Magten og kulturen fra 2005, der i et klassekampsperspektiv belyser dansk kulturpolitik fra 1750-1900. Ifølge Engberg kan kunststøtten i dansk sammenhæng føres helt tilbage til 1700-tallet med enevældens oprettelse af Fonden ad Usos Publicos, der oversat til dansk betyder Fonden til folkeligt brug.

Herfra modtog blandt andre H.C. Andersen, Bertel Thorvaldsen og B.S. Ingemann penge til udlandsophold og inspirationsrejser.

»Formålet med fonden var dels at vise vores kultur frem for udlandet, så alle kunne se, hvilke fremragende malere, digtere og billedhuggere, vi havde. Men også over for borgerne var det godt at kunne sige: Se, staten er ikke bare et militærregime, der kræver skatter ind, staten har også en mere menneskelig side,« siger Jens Engberg.

I jubilæumsbogen Statens Kunstfond 1964-2004, som udkom med to års forsinkelse i 2006, giver filosoffen Arno Victor nogenlunde samme signalement af kulturminister Julius Bomholts fond til fremme for moderne kunst:

»For en latterlig lille sum har Kunstfonden givet den totalitære velfærdsstat et menneskeligt ansigt. Spørg derfor ikke, hvad staten har gjort for kunsten. Spørg i stedet, hvad kunsten har gjort for staten,« lyder opfordringen.

Dominans og afstand

Netop den del af projektet at fremme statens image gennem kunsten har været en succes, mener Jens Engberg.

Men det har bestræbelserne på at skabe folkelig opbakning til moderne kunst ikke. Tværtimod har kunststøtten været med til at sætte skel i befolkningen mellem dem, der forstår sig på kunst og dem, der ikke gør.

»Hvis man udelukkende ser kunststøtten som et fantastisk tilbud og et udtryk for den gode stat, der vil sine borgere det bedste, så ser man samtidig bort fra, at kunststøtten også er med til at fremprovokere nogle skadevirkninger. Ved at støtte kunst skaber man både glæde og fornøjelse, men man skaber også dominans og afstand,« siger Engberg:

»I dag er det jo fuldstændig givet, at klassisk musik er bedre end kroballer. Det udsagn behøver slet ingen begrundelse. Kunststøtten er kommet til at handle om at frelse nogle mennesker fra deres dårlige kultur uanset om de har lyst til det eller ej. Det er velment, men det er også undertrykkende at sige til folk, at det, de selv går og finder ud af, det går sgu ikke. Det er det samme som at sige: Vi er klogere og har det internationale overblik, mens I bare er nogle bondejokkere, der går og glæder jer over populærmusik. Det er fint nok, at I kan lide Vild med dans. Men ballet er bedre.«

Rindals protester

Lige fra begyndelsen mødte Statens Kunstfond da også modstand i befolkningen.

Det første folkelige anslag mod fonden blev sat ind mindre end et år efter dens oprettelse i 1964 og var anført og sat i system af en lagerforvalter fra Kolding Hørfabrik, Peter Rindal. Baggrunden var, at kulturminister Hans Sølvhøj kort efter Kunstfondens oprettelse måtte søge om ekstrabevillinger i finansudvalget, fordi fonden havde overskredet rammen for tildelinger med 130.000 kr. Omtrent samtidig kunne flere medier berette om et ekstravagant bilkøb, som forfatteren Klaus Rifbjerg havde gjort, angiveligt for penge modtaget fra Kunstfonden.

Det var en ødselhed, som skurede gevaldigt i ørerne på den koldingensiske lagerforvalter. Den 24. februar 1965 sendte han derfor den første protestskrivelse af sted til Christiansborg med 305 underskrifter, som han havde indsamlet på sin arbejdsplads. Han fulgte aktionen op med flere læserbreve, blandt andet dette fra marts 1965 med overskriften: »Til grin for vore egne penge«:

»Staten har ( ...) for nylig købt et kunstværk til 53.000 kr., det er nogle streger, krimskrams og trekanter, som ingen normale mennesker kan se nogen kunst i, og det er langtfra det eneste tilfælde, hvor man i kunstens hellige navn har brugt borgernes ofte surt erhvervede penge på uanstændig vis. Det er der ingen kunst i, det er derimod en kunst at leve for 300 kr. om ugen.«

I alt satte 54.025 borgere deres navn på protestskrivelserne i forargelse over, at staten skulle støtte kunstneres almindelige underhold.

Rindal afblæste officielt sin protest-aktion, da kulturministeren i slutningen af marts nedbragte budgetoverskridelsen fra de 130.000 kr. til 10.000. Men den kulturkløft mellem kunsten og folket, som Rindals protest-aktion havde udpeget, står stadig tilbage.

»På mange måder synes jeg faktisk rindalismen både var forståelig og sympatisk,« siger Jens Engberg.

»Her var nogle mennesker, som ikke syntes, det var det rigtige, de blev påtvunget. De fik at vide, at det, de selv havde, ikke duede, og at nu skulle de have noget andet, som de selv mente, at deres femårige søn kunne have lavet lige så godt. Det protesterede de imod. Men de blev bare fuldstændig latterliggjort og fejet ud.«

Trojansk julegås

Godt 10 år efter Rindals protest-aktion var det en hær af julemandsklædte aktionskunstnere, der satte fornyet gang i debatten om den omstridte kunststøtte. Det skete, da teatergruppen Solvognen i 1974 ved juletid entrerede Magasin du Nord i en kæmpestor trojansk julegås og iklædt julemandskostumer begyndte at dele bøger ud til kunderne først deres egne, siden stormagasinets. Det vakte stort postyr, men forargelsen blev større endnu, da Kunstfondens litterære udvalg valgte at belønne aktionen med en pengepræmie på 20.000 kr.

Endnu engang var afstanden mellem den kunstneriske elite og folket blevet udstillet og læserbrevene væltede ind på landets avisredaktioner. Men også i nyere tid har kunststøtten været under beskydning. Under overskriften: »Statens klike for kunst. Fuck you« rettede Ekstra Bladet i 1999 anklager om nepotisme og vennetjenester i kunstverdenen.

En opgørelse, som avisen havde fået fingre i, viste, at to tredjedele af de billedkunstnere, som i perioden 1994-1998 enten havde siddet i repræsentantskabet eller i et af udvalgene, også havde modtaget støtte eller var blevet tildelt udsmykningsopgaver i perioden.

Ved regeringsskiftet i 2001 besluttede daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) at foretage en kulegravning af hele kunststøtteområdet, og i 2003 kunne rapporten Undersøgelse af kunststøtteordninger 1993-2002 afkræfte, at statens støtte skulle tilfalde en særlig snæver kreds.

Ud fra det statistiske materiale kunne den dog ikke tage luften ud af beskyldningerne om nepotisme, som i dag har føjet sig til historien om kunststøttens omtumlede tilværelse.

Og tidligere i år fik anklagerne nyt liv, da forfatteren Lars Olsen i Information rasede over, at hans legatansøgning til en ny bog var blevet forbigået i Statens Kunstråd, som i stedet havde valgt at dele penge ud til »folk fra parnasset, der allerede har modtaget masser af offentlige støttemidler,« som han sagde. Titlen på Lars Olsen bog var i øvrigt Eliternes triumf.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her