Læsetid: 5 min.

'Jeg har sådan en trang til at afspore toget'

Med sløjfer i håret og mord i blikket går kunstneren Julie Nords uhyggeligt yndige dukkebørn i karambolage med hverdagens klichéer. En af tidens hotteste kunstnere vil gøre op med den etablerede virkelighed og inviterer os til at træde ind i pigeværelset og brække gulvbrædderne op
'Such a Big Girl' hedder denne tegning fra 2008. Julie Nord tegner mange piger omgærdet af en ond stemning. 'Pigen er, i højere grad end drengen, omgærdet af nogle rigide forestillinger om uskyld, og dem vil jeg gerne undersøge og bryde med,' siger hun.

'Such a Big Girl' hedder denne tegning fra 2008. Julie Nord tegner mange piger omgærdet af en ond stemning. 'Pigen er, i højere grad end drengen, omgærdet af nogle rigide forestillinger om uskyld, og dem vil jeg gerne undersøge og bryde med,' siger hun.

13. december 2010

En yndig stue skæmmes af to kvinders strid. Musen i væggen holder sig for ørerne, og kattekillingerne ser væk.

I haven sover blomsterne endnu, men uglen er på vagt. Moren griber sin datter hårdt i skulderen med lange negle og borer blikket ind i hendes ansigt. Tavst udråb!

Datteren er en slem pige. Hun ignorerer sin mor, og ser i stedet lokkende ud over billedrammen, hvor hun suger beskueren ind i et svimlende styrt mod den ubekvemme sandhed, hun gemmer på bunden af øjnene.

»Hun ved noget,« siger kunstneren Julie Nord.

»Og hun ved garanteret også noget om dig.«

Julie Nord dimitterede fra det Kongelige Danske Kunstakademi i 2001 og blev berømt for sine inciterende tegninger af dobbelttydige lillepiger.

Først var det med udstillingen From Wonderland with Love, der tog udgangspunkt i Lewis Carrolls psykedeliske fortælling Alice i Eventyrland fra 1865.

Alice er mere handlekraftig og street wise i Julie Nords udlægning end i det oprindelige eventyr, og den victorianske ornamentering, der var karakteristisk for de oprindelige illustrationer, bliver tilsat et præg af populær tegneserie.

Klichétunge småpiger

Julie Nords univers er blevet ondere, mere kompliceret, og nærmest fetichistisk feminint: Okkult sort snak stiger op fra dukkevogne, og virkeligheden klippes i stykker af påklædningsdukker, der selv forstår at klæde sig på. Alt godt er fundet frem fra pigeværelset - det virker bare pludselig så ondt.

I forgrunden af druknende hvide kaniner eller hallucinogene kompositioner af parcelhuse, der løsriver sig fra jorden og svæver som eventyrslotte, står som regel et på en gang henrivende og ildevarslende lille pigebarn med sløjfer i håret og mord i blikket. Det er hende, der trækker i trådene.

Men hvorfor tegner Julie Nord så mange piger, og hvorfor virker de så perverterede?

»Pigen er, i højere grad end drengen, omgærdet af nogle rigide forestillinger om uskyld, og dem vil jeg gerne undersøge og bryde med,« fortæller Julie Nord.

»Ikke at jeg har indlejret en decideret kønspolitisk agenda i mine værker - det er i hvert fald ikke det, jeg tænker på, når jeg tegner,« siger hun.

Som mor til en pige finder Julie Nord det for eksempel absurd, at man ikke kan købe andet end lyserødt udstyr, ponyer med blinkende diademer og så videre.

»Men kunstnerisk set er jeg først og fremmest optaget af bevidsthed og af at stille spørgsmålstegn ved den gældende virkelighed. At lade klichéer og betydninger komme så meget i karambolage, at virkeligheden ender med at stå tilbage som et bedrag.«

I den optik er den præpubertære pige interessant, fordi hun står på tærsklen mellem to virkeligheder, lige dér i livet, hvor det går op for hende, at hun har passeret the point of no return.

»Hun befinder sig i det her sitrende øjeblik i en gyserfilm, lige før monstret kommer, og hvor døren netop er smækket bag hende,« siger Julie Nord.

Det giver den præpubertære pige en form for ekstra viden, der lyser ud af de barnlige øjne.

»Man kan vel kalde det en udvidet sansning, der opstår lige der, hvor det velkendte skrider. Et eksistentielt skæringspunkt, der ikke udelukkende er knyttet til piger eller præpubertet.«

Kvalmende kvindekunst

»Når alt det er sagt, så har jeg da bestemt også en trang til at afspore toget. Folk må gerne tænke over, hvordan det overhovedet kom dertil, at vi bliver så overraskede over, at piger gør de ting, som de gør på mine tegninger.«

På tegningen The Bad Girl af den præpubertære pige i konflikt med moren i parcelhusstuen breder en udefinerbar hvid plet sig ud over motivet og slører flere detaljer - som for eksempel hvad faren i baggrunden laver med hænderne i skødet. Det virker mistænkeligt, og man får den tanke, at familien er incestuøs.

Men hvorvidt moren spørger datteren indtrængende, om der er hændt noget grusomt, eller om hun i virkeligheden korrekser 'den slemme pige' for at spille op til faren, vil Julie Nord ikke endeligt afgøre.

»Jeg kan ikke give dig svaret på det - jeg kender det ikke. Jeg giver dig nogle udvalgte ansatser til en historie, der skærper dine sanser i forhold til de konstruktioner, der udgør vores fælles virkelighed.«

Ifølge Julie Nord er den præpubertære pige ikke hovedpersonen. Hun fungerer som dørvogter eller lokkedue ved porten til det psykedeliske univers af ustabile betydninger, som Julie Nord gerne vil have beskueren til at træde ind i.

Men kunstformidlingen og pressen bliver alt for ofte hængende i porten og glaner på pigerne.

»Det kan ærgre mig, hvis man ikke kan komme videre fra skismaet mellem uskyld og ondskab. Det kan ærgre mig, hvis folk ikke vil gå med ind i pigeværelset og rive gulvbrædderne op. Det er et eksistentielt bevidsthedsrum bag en klichéfyldt facade. Men der har været visse tendenser til, at det hurtigt blev sat i bås og lukket ned som 'kvindekunst',« siger hun.

»Min største skræk er, at det skal blive noget eksotisk at være kvindelig kunstner. At ligesom, at man laver udstillinger med kinesisk kunst, eller kunst lavet af psykisk syge, som så forventes at have og ofte kurateres efter et særligt udtryk, så kan man også lave kvindekunst. Alene ordet 'kvindekunst' giver mig kvalme!«

Tabubelagt femininitet

Da Julie Nord kom frem, blev hun af kritikere hurtigt identificeret som del af en bølge af unge kvindelige kunstnere, der undersøger et fantastisk og specifikt feminint univers. Til bølgen henregnede man blandt andre Vibe Bredahl, Lise Blomberg Andersen og Kathrine Ærtebjerg. I Danmark læses Julie Nords værker derfor ofte ind i denne kontekst. I England, hvor hun har sit galleri, bliver hun i højere grad betragtet som del af en psykedelisk tradition.

- Men tager dine tegninger ikke udgangspunkt i femininitet?

»Jeg havde en oplevelse det første år jeg gik på akademiet. Det var en udstilling af den schweiziske videokunstner Pipilotti Rist. Hun tager afsæt i et meget feminint univers, som hun så transcenderer. Det var også vigtigt for mig, at kunne bruge den erfaring. Samtidig med at jeg har været ved at kaste op over den her rigide klassificering af kvindekunst, har det været vigtigt for mig at holde fast i mit eget billedsprog, der sammen med en mængde andre klichéer, også tager afsæt i den her smeltende søde pigeværelsesæstetik.«

- Er der lav status i tage udgangspunkt i et feminint univers?

»Det ved jeg ikke, måske i nogle miljøer eller generationer. På akademiet oplevede jeg det faktisk som ret tabubelagt at arbejde med de her ting: både de feminine motiver og så de populærkulturelle referencer. Jeg gik som katten om den varme grød i mine værker, forsøgte at klistre en fransk filosof på her og der for at legitimere det. Det betød, at det jeg lavede, hverken var fugl eller fisk, indtil jeg fandt ud af at det bare handlede om at gå linen helt ud med det, der var 'for meget'. Der er noget meget potent i det her forvrængede pigeunivers, som peger ud på en masse andre ting i samfundet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu