Læsetid: 9 min.

Et samfund, der blev ladt i stikken

Debra Graniks 'Winter's Bone' er et menneskeligt drama og en spændingsfilm, der foregår i et afsondret bjergområde i USA og fortæller om en kultur og et samfund, hvor dagligdagen er en kamp og værdierne nogle helt andre end i resten af landet
Fascination. Instruktøren Debra Granik har ladet sig inspirere af den subkultur, der eksisterer dybt inde i de amerikanske skove. Winter's Bone foregår i The Orzarks, et afsondret, fattigt bjergområde, der dækker dele af fire, centrale amerikanske stater, Arkansas, Missouri, Oklahoma og Kansas, og har sin egen distinkte kultur, dialekt og måde at gøre tingene på.

Fascination. Instruktøren Debra Granik har ladet sig inspirere af den subkultur, der eksisterer dybt inde i de amerikanske skove. Winter's Bone foregår i The Orzarks, et afsondret, fattigt bjergområde, der dækker dele af fire, centrale amerikanske stater, Arkansas, Missouri, Oklahoma og Kansas, og har sin egen distinkte kultur, dialekt og måde at gøre tingene på.

Miracle Film

30. december 2010

Debra Granik er glad for dansk film. Danske film har påvirket den amerikanske filmskaber meget, især dogmebevægelsen og den første dogmefilm af dem alle, Thomas Vinterbergs Festen (1998).

Granik har selv med Winter's Bone, sin blot anden spillefilm, lavet et af 2010's mest omtalte værker, og siden verdenspremieren på filmfestivalen i Sundance for godt et år siden har filmen erobret alverdens filmfestivaler og fået både priser og begejstrede anmeldelser.

I november gæstede Winter's Bone og Granik filmfestivalen i Stockholm, og her fik Information mulighed for at tale med den 47-årige instruktør, der er et begavet og engageret menneske, ikke mindst når det kommer til Thomas Vinterberg og de dogmeregler, som gjorde op med et tungt og stivnet produktionssystem i et vellykket forsøg på at sætte kreativiteten fri.

»Festen ramte mig, som ingen anden film havde gjort i mange år,« siger Granik.

»Måden, den blev til på, de kameraer, der blev brugt. Det virkede, som om den kradsede sig gennem så mange lag ... jeg citerer stadig manden for nogle af de ting, han og de andre dogmebrødre oprindeligt udtalte omkring dogmekonceptet og måden at lave film på. Det var nødvendige provokationer. Jeg elsker, når nogen kommer med en skarp udmelding. Jeg elsker, når en eller anden siger, at kejseren ikke har noget tøj på. Inden for politik eller kultur. Når en eller anden siger, at 'skal alle film virkelig lide under vægten af dette voldsomme produktionssystem, som blev etableret og næret ude på vestkysten i dette hurtigt- billigt- og ude af kontrol-land?' Det er fedt, at han havde noget at sige.«

Debra Granik har også meget at sige.

Hun taler om sin film, Winter's Bone, der er dogmeagtig minimalistisk i sit udtryk og har kostet sølle to mio. dollar, små 12 mio. kroner, at lave, men som dog ikke af den grund har været nem at finansiere. Et prominent og socialt og politisk bevidst filmselskab sprang fra i 11. time, fordi det ikke regnede med at kunne tjene penge på filmen.

En piges kamp

Og hun taler om den verden, hendes film fortæller om, og som på alle måder ligger meget langt fra hendes egen privilegerede opvækst i en forstad til Washington og uddannelse på en kunstskole i New York - hvilket var en af grundene til, at hun ville lave filmen.

Winter's Bone foregår i The Orzarks, et afsondret, fattigt bjergområde, derdækker dele af fire, centrale amerikanske stater, Arkansas, Missouri, Oklahoma og Kansas, og har sin egen distinkte kultur, dialekt og måde at gøre tingene på. Filmen handler om 17-årige Ree Dolly (Jennifer Lawrence), som har forladt skolen for at tage sig af sin psykisk syge mor og mindre søskende, og som får at vide, at hun har en uge til at finde sin far, ellers vil familien miste sit hus.

Faren, der som så mange andre i Orzarkbjergene fifler med fremstilling af metaamfetamin, er blevet arresteret, har stillet huset som sikkerhed for sin kaution og er nu forsvundet sporløst. Det på ingen måde prangende træhus med tilhørende jorder er det eneste, familien ejer, og stålsatte, begavede Ree sætter sig for at finde faren. Hjælp får hun dog ikke meget af hos hverken venner eller familie, der alle synes at vide mere, end de vil sige, og brutalt beder hende om stikke piben ind. Her passer man sig selv.

Skikke og traditioner

Det er med andre ord et barsk, uimødekommende hjørne af verden, Debra Granik tager os med til i en film, der blander menneskeligt drama med elementær spænding og ikke mindst handler om loyalitet, mod og overlevelse.

»Det er lave bjerge, mest består af grus,« siger instruktøren.

»Jorden er fuld af sten og klipper, er slet ikke egnet til landbrug og har aldrig været det. Sådan var det også i højlandet. Disse mennesker kommer fra det skotske højland, og de søgte barske omgivelser, der lignede dem, de kendte. De må være indrettet på en bestemt måde, fordi hvordan kan man ellers forklare ... Der må være noget, som gør det muligt for dem at overleve, når andre mennesker tænker, 'hvordan kan de dog klare det!?'«

Winter's Bone foregår i nutiden, og den er baseret på en bog af krimiforfatteren Daniel Woodrell, som selv kommer fra Ozarkbjergene, hvor fremtidsmulighederne er få og ikke videre opmuntrende. Mens man ser filmen, kan man ikke lade være med at undre sig over, at der stadig er mennesker, som lever så spartansk, ja, primitivt, som de indfødte i området.

Det er en undren, Debra Granik selv oplevede, da hun første gang læste Woodrells bog, fortæller hun - og endnu en grund til, at hun gav sig i kast med filmen.

»Det var virkelig en udfordring at læse bogen og tænke over, om det nu også var forfatterens overdrivelser. Hvad var hans tidshorisont? Han hævder, at bogen foregår i nutiden, og det kunne jeg slet ikke forlige mig med. Jeg måtte tage dertil for selv at se det. Jeg kan godt forstå, at der findes mennesker, som vælger at bo i et hus, der kun opvarmes af træ. Men jeg havde svært ved at forstå, at der faktisk fandtes et ret stort område, hvor det var ganske normalt. Det er slet ikke eksotisk dér. Det er det heller ikke at få fri i fire dage fra skolen for at tage på jagt. Det vidste jeg ikke. Der er skikke og traditioner, som jeg ikke var klar over, stadig var en del af USA i år 2010. Man er nødt til at besøge området for selv at se det. Og det er ikke nok at se det, mens man kører forbi. Man skal besøge de lokale for selv at opleve det.«

Større, bedre, mere

Winter's Bone tegner et realistisk billede af livet i Ozarkbjergene, understreger Debra Granik: »Det er realistisk i de områder, hvor vi filmede. I det hus, som er Rees i filmen, bor der en virkelig familie, og deres yngste datter spiller også den yngste datter i filmen. Hun bor i det hus i virkeligheden. Og det træhus er ikke usædvanligt for en arbejderfamilie i det område. Alle voksne medlemmer af hendes familie arbejder i serviceindustrien og tjener det, jeg kalder slavelønninger, som man ikke kan leve af. Det er den lovbestemte mindsteløn i USA. De prøver så at leve af den løn og det, de får ud af deres jord.«

»Der er også forsøg på at leve af det sorte marked, det være sig salg og fremstilling af marihuana eller metaamfetamin, der biologisk og medicinsk er et af de farligste stoffer i forhold til, hvad det gør ved mennesker, og som også økonomisk er noget lort. Efter fremstillingsprocessen er der så lidt tilbage, at man ingenting tjener på det. Det er en smertefuld verden at begive sig ind i.«

En amerikansk filmkritiker har skrevet, at Winter's Bone handler om »et samfund, som er blevet ladt i stikken,« en karakteristik, instruktøren for så vidt er enig i.

»I bjergregioner i USA vil der altid være en form for afsondring,« siger hun.

»Den afsondring garanterer visse ting og blokerer for andre. Der er både plusser og minusser. Afsondringen har betydet, at deres dialekt har overlevet meget længere end andre dialekter i USA, hvor sproget er blevet homogeniseret og neutraliseret. Der er måder at opføre sig på, som er karakteristiske for bjergfolk, og som folk beundrer, og som ville gå tabt i en større kultur. Kulturelt og økonomisk er bjergregionerne dog bestemt blevet ladt i stikken, delvis fordi man selv har valgt det. Ikke at fattigdom er et valg, men det ikke at være en del af drømmen om materialisme er.«

»Det er der, ubehaget stammer fra, og grunden til, at bjergregioner for den brede befolkning fremstår mystiske og ubehagelige, og at så mange film handler om bjergregionernes beboere som virkelig eksotiske mennesker. Man har et helt lands befolkning, der er flasket op med materialisme, og hvor ens families succes kun handler om større, bedre, mere. Her har man en gruppe mennesker, som stadig tror på, at man skal bruge tingene, til de ikke dur mere, og at man skal klare sig med det, man har, eller klare sig uden. Sådan er det overalt i de bjergregioner.«

Lærerig oplevelse

I det hele taget har det været en lærerig oplevelse for Debra Granik at besøge Orzarkbjergene og komme tæt på en lokalbefolkning, der normalt er blevet karikeret eller udstillet som afstumpede, indavlede eksistenser i amerikanske tv-serier og film som The Beverly Hillbillies og Udflugt med døden.

Ligesom Daniel Woodrell i sin bog gjorde hun en dyd ud af at undgå alle klicheer, stereotyper og fordomme, der ofte præger skildringer af The Ozarks, og gennem mødet med de hårdtarbejdende, fordringsløse mennesker fik hun fik et andet syn på sit eget liv.

»I denne region er troen på, at livet skal have en anden mening end blot anskaffelse, udbredt og intakt,« siger Granik.

»Det prøver jeg at tænke på hver dag. Jeg prøver bogstavelig talt at tænke over, hvad den tankegang ville betyde i en storby, og hvor umuligt jeg tror, det ville være. At bevare den koncentration. Det er ikke en åndelighed, man blot har klistret på sig. Den er født af nødvendighed. Det er ikke en luksusbeslutning om at frigøre sig fra materielle goder eller leve mere kysk. Det kommer sig af nødvendighed. Det er en meget bæredygtig måde at vælge at leve dette liv på. Og den levevis har overlevet længe. Men den er truet af det, der bliver sendt via alle parabolantennerne. Det er den samme lynhurtige, overfladiske hyperkultur, som vi andre ser, og den udvisker dialekter og kulturer.«

»Fattigdomskosten gør én syg, og der er ingen til at hjælpe én, når man bliver syg. Generationers fattigdom er brutal og ikke noget at spøge med, men den manifesterer sig anderledes end fattigdom i byerne. Hvis en familie stadig ejer landområder, så ved man, at de områder betyder noget, og at man gennem årene har lært af sin familie, hvordan man lever af jorden, fanger vildt. Der er nogle utrolige livslinjer, og selv om det på mange måder er, ja, en kultur og et samfund, der er blevet ladt i stikken, er de livslinjer ikke blevet kappet endnu. Det er et karakteristikum, jeg ikke vil gøre større og vigtigere, end det er, men blot anerkende, at det eksisterer og er anderledes end at leve med bylivets sikkerhedsnet under sig.«

Hvad ville jeg gøre?

Winter's Bone forlader sig i høj grad på stemninger og sin hovedpersons indre liv, og den er lige så meget en spændingsfilm om Rees stadigt mere desperate søgen efter sin far, som den er et drama om livet i Ozarkbjergene. Og spændingselementerne er et kunstgreb, som blandt andet gør det nemmere for et publikum, for hvem miljøet og menneskene er meget fremmedartede, at finde et holdepunkt.

»Daniel Woodrell har også formet sin bog som en krimi,« siger Debra Granik.

»Tidligt i bogen får Ree at vide, at hendes far er forsvundet. Ingen kan give hende nogle spor, og det handler nu overordnet set om, at hun selv skal finde de spor. Og så har Woodrell tilføjet dette vidunderlige element, der er en gave til enhver instruktør, nemlig en tidsfrist. Hun skal ikke blot løse et mysterium, hun har kun uge til at gøre det i. Indsatsen er høj, og det gavner kun filmen. Det gør det altid.«

»Jeg elsker film fra hele verden, som beskæftiger sig med detaljerne i et levet liv, som jeg ikke kender. Det gælder også for Ozarkbjergene, og vi optog flere scener, som viste Rees dagligdag, men de kom ikke med i den færdige film, fordi mysterier og suspense er meget tyranniske fænomener. Det øjeblik, man viser noget, som ikke befordrer mysteriet og spændingen, men tager sig tid til at slappe af, virker på publikum, som om man lige har sikret håndgranaten igen. Det frustrerede klipperen og mig, at vi var nødt til at tage de scener ud igen, men vi måtte forlige os med tanken om, at spændingselementerne virkede på folk og fik dem til at tænke, 'Gud, hvad vil hun nu gøre?' Det spørgsmål skaber et engagement. 'Hvad ville jeg gøre?' Det er mit ultimative ønske, at folk identificerer sig så meget med hovedpersonen, at de føler, at det er dem, der skal træffe et valg. 'Hvad ville jeg gøre? Hvad ville jeg gøre?'«

Winter's Bone har premiere den 6. januar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu