Læsetid: 5 min.

Sognepræsten, Kierkegaard, hans kristendom og dens jøder

Antisemitisme. Det er, ifølge Peter Tudvad selv, deprimerende, hvor lidt der er kommet ud af diskussionen af hans bog 'Stadier på antisemitismens vej - Søren Kierkegaard og jøderne'
3. december 2010

Når man tager i betragtning, hvor meget plads medierne den sidste måned har spenderet på diskussionen af min bog Stadier på antisemitismens vej - Søren Kierkegaard og jøderne, er det deprimerende, så lidt der er kommet ud af den. Med ganske få undtagelser har debattørerne været teologer eller præster, og med endnu færre undtagelser har de slået ring om Kierkegaard for at værne ham mod anklagen for antisemitisme.

Egentlig burde det vel ikke komme som nogen nyhed, at den antisemitisme, der kulminerede under holocaust, ikke er eller var noget eksklusivt tysk fænomen, men har kulturhistoriske rødder i hele den europæiske kristenhed, herunder i Danmark. Således kunne Kierkegaard som kristen tænker skrive, at jøderne er blodtørstige ågerkarle, at de snyder, at de sidder på medierne og konspirerer mod de kristne, at de som snyltere pønser på at slå deres europæiske værter ihjel, at de er materialistiske og pengebegærlige, at de er skeløjede og pukkelryggede.

I sin anmeldelse af bogen i Information den 19. november indrømmer sognepræst Mikkel Wold, at forfatteren ganske vist ikke »ser spøgelser ved højlys dag«, men ikke desto mindre »er så optaget af sit ærinde, at han ikke helt undgår at læse noget ind i Kierkegaard, som jeg vil mene, der ikke er baggrund for.«

Sjældent diskuteret

Det er naturligvis ikke mig, der læser noget ind i Kierkegaard, når jeg citerer hans udfald mod jøderne, så Wold må i stedet problematisere min påstand om, at disse udfald kvalificerer ham som antisemit:

»Er det berettiget i dag, med holocaust som baggrund, at bruge sådan et udtryk om Kierkegaard? Det smager af trangen til at ville afsløre mere end beskrive, og det er dårlig smag.«

Sé, for det første er jeg i sagens natur ikke ude på at afsløre noget, al den stund Kierkegaards voldsomme kritik af jøderne alle dage har været kendt, men kun sjældent været diskuteret. For det andet gør jeg netop en dyd af at beskrive hans komplicerede forhold til jøder og jødedom i alle dets nuancer frem for at måle ham med en vilkårlig moralsk standard anno 2010. Og for det tredje lægger jeg i betegnelsen antisemit hverken mere eller mindre end det, 19. udgave af Nudansk Ordbog gør, når den definerer en sådan som »en person der har en fjendtlig indstilling til jøder«.

Konsekvensen af at nægte muligheden for efter holocaust at betegne nogen eller noget før holocaust som antisemitisk er, at man kobler holocaust fra den øvrige historie, så den i meget usund forstand bliver singulær. Tilmed kan den nazistiske antisemitismes spektakulære voldsomhed på denne måde bruges til at gøre al anden antisemitisme relativt uskyldig og i den sidste ende helt uskyldig. Det finder jeg smagløst.

Verbale overfald

En sådan smagløshed har også et andet navn, nemlig teologi. For ligesom teologer er i stand til at forvandle Jesu radikale evangelium om at tage sit kors op og følge ham og kun være ham værdig, hvis man hader far og mor, søster og bror og endog sit eget liv, til en guddommelig retfærdiggørelse af et muntert og virksomt liv på jord, så er teologerne ved hjælp af deres frie fortolkninger også i stand til at gøre kristendommens og kirkens historie fri af dens kroniske disposition for en antisemitisme, der igen og igen i tidens løb er brudt ud i pogromer.

Wold vil selvfølgelig ikke nægte, at korporlige overfald på jøder må kaldes antisemitiske, ligegyldigt om de har fundet sted før eller efter holocaust. Men med hensyn til de verbale overfald synes han altså at være af den opfattelse, at de før holocaust blot er legitim teologisk kritik:

»Det afgørende er for mig at se, at Kierkegaard med sin brug af termen jøde og jødedom er ude i et teologisk ærinde. Han skulle godt nok gerne have brugt andre modbilleder, men hans holdninger er ikke antisemitiske i deres substans. Kierkegaard skildrer ikke det jødiske på anden måde end som et modbillede til kristendommen, og der er, også i Tudvads bog, eksempler på, at Kierkegaard kalder modpolen for hedensk.«

Dogmatisk skelnen

Jeg er ganske enig i, at Kierkegaard modstiller jødedom og kristendom, og at det er helt legitimt at foretage en sådan teologisk operation. Men når Wold uanfægtet af Kierkegaards generaliserende påstande om jøderne som blodtørstige ågerkarle, materialistiske erotomaner og pengebegærlige slavesjæle skriver, at hans holdninger ikke er væsentligt antisemitiske, så har jeg svært ved at følge sognepræsten i hans operationer.

Som jeg adskillige gange har prøvet at forklare i debatten, så finder jeg det afgørende, at man ikke blot skelner principielt mellem en legitim religionskritik og en fordømmelig antisemitisme, men også anerkender, at der i praksis har vist sig at være en forbindelse mellem den teologiske eksklusion af jødedommen og den kulturelle fordømmelse af jøderne. At nægte denne forbindelse er i betragtning af de historiske erfaringer den rene og skære fortrængning.

Det, jeg forsøger at vise i bogen, er netop, at man med Kierkegaards forfatterskab som eksempel kan vinde en forståelse af, hvordan den dogmatiske skelnen mellem jødedom og kristendom som absolutte modsætninger - som jødisk optimisme over for kristen pessimisme, livslyst over for livslede, nydelse over for lidelse, timelighed over for evighed, fertilitet over for jomfruelighed, sanselighed over for åndelighed - kan forlede en kristen tænker til at gøre jøderne en masse til eksponenter for verdens formentlige synd og ondskab.

Sandt nok beskriver Kierkegaard lejlighedsvis både jødedom og hedenskab som kristendommens modsætninger, men han omtaler aldrig hedninge nedladende eller fordømmende. Tværtimod tæller de eksemplariske hedninge, nemlig antikkens grækere, i Kierkegaards forståelse som et ærligt og redeligt folk, der i kraft af deres udprægede intellektualitet opfatter kristendommen som en dårskab. Kristus er ifølge 'Første Korintherbrev', vers 23, »en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger« eller - som det hed i den autoriserede bibeloversættelse på Kierkegaards tid - »Jøderne en Forargelse, og Grækerne en Daarlighed«.

Som grækerne er de eksemplariske hedninge, således er jøderne de eksemplarisk forargede. Og vé dem, ved hvem forargelsen kommer! Sådan siger Jesus som bekendt i Det Nye Testamente, og det er for så vidt denne fordømmelse af jøderne, Kierkegaard tager konsekvensen af, når han i jøden ikke ser »hiin Enkelte«, men et kulturelt og religiøst betinget kollektiv, der i kraft af sin verdslige karakter må og skal gå til grunde på den rene åndelighed: kristendommen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den religiøst inkonsekvente og foranderlige brug af "antisemitisme" har også fået politisk betydning.

Samtidig med Søren Kierkegaard (H.C.Andersen o.m.a.) levede, lidt forskudt, Friedrich Nietsche, Meir Goldschmidt og Karl Marx, de to sidste jøder, men alle med en mening om jødernes forhold til lov og ret, eftersom jøderne overalt oprettede samfund i samfundet. (-"inden for murene").
Karl Marx forsøgte at gå i rette med den katolske kirkes forholdelse af jøderne de almindelige borgerrettigheder, men det er for mig at se, Nietsche der sammen med Kierkegaard får indflydelse på 1900-tallets tankegang, idet Nietsche kommer nærmest på Kierkegaards fordømmelse af teologien og præsternes falske præken, når han lader Zarathustra vandre omkring som en anden profet eller Jesus-skikkelse:
"Da jeg første gang kom til menneskene, begik jeg eneboerdumheden, den store dårskab, at jeg stillede mig op på torvet, og idet jeg talte til alle, talte jeg til ingen.... I højere mennesker, siger pøblen, der gives ingen højere mennesker.... For gud er alle ligemænd!.... Har I forstået dette, brødre.... Nu først er menneskefremtidens bjerg i barnsnød. Gud er død - nu vil vi, at overmennesket skal leve!"

Overmennesket lærte nogen af os at kende alt for godt med nazismen (og jøderne med pogromerne), men dens statsteoretiker Carl Schmitt, sagde: "Alle prägnante Begriffe der modernen Staatslehre sind säkularisierte theologische Begriffe". Således har den "praktiske forbindelse mellem den teologske eksklusion af jødedommen og den kulturelle fordømmelse af jøderne" fået et politisk budskab med Übermenschen. Dobbeltmoralsk var jøderne i praksis trædesten for en højere politisk målsætning, der var semitismen fremmed, men i dag kaldet antisemitisme og under de med tiden ændrede magtpolitiske strukturer anvendt med nogle anderledes holocaust-facetter.

Palle Veje Rasmussen

Stadier på overdrivelsens vej
At Søren Kierkegaard var jødehader er en uforskammet og uhyrlig påstand fra Peter Tudvads side.
Tesen er tilsyneladende brygget på et par få løsrevne citater omhyggeligt udvalgt fra Kierkegaards kæmpemæssige forfatterskab. Kierkegaards forfatterskab påpeger kristendommens radikalitet og næstekærligheden som grundlæggende fordring i alle relationer mellem mennesker også mellem jøder og kristne.
Forfatterskabet kan umuligt læses som et forsøg på at Kierkegaard ville piske en stemning op imod konkrete jøder, eller at han ubevidst bar på en negativ holdning imod konkrete jøder.
Kierkegaard viser i forfatterskabet forståelse for jøderne. Kierkegaards personlige sekretær var jøde og Kierkegaards far gjorde et stort socialt arbejde for at jødedrenge kunne blive integreret i København, så Kierkegaards baggrund, hans konkret levede liv og hans forfatterskab er således på mange punkter direkte anti-anti-jødisk. Det modbeviser Tudvads teori om at Kierkegaard var antisemit. Overfor dette står Tudvads løsrevne citater, der skal støtte den uhyrlige tanke om antisemitisme, men hvilke kilder har Tudvad ellers at støtte sig til?
Tudvad er nulevende og har aldrig mødt filosoffen, der levede i 1800-tallet. Han kender ham altså ikke personligt.
Tudvad har så vidt jeg ved ingen vidnesbyrd fra andre historiske personer i tiden, der kendte Kierkegaard og som har sagt eller skrevet, at Kierkegaard var jødehader. Mange københavnere kunne have udtalt sig om den berømte og kontroversielle digter og filosof.
Altså ingen kilder. Hvilken metode bruger Tudvad?
Tudvads metode ser bort fra Kierkegaards konkret historisk levede liv og prøver i stedet ihærdigt og nidkært at fiske et par sølle citater frem og proppe dem ind i en sammenhæng, der er antisemitisk.
Tudvads metode og forfejlet resultat ligner det en fisker gør, når han kaster trawlet ud efter en hel stime af fisk, men kommer hjem med et tomt trawl med et par skidtfisk i bunden, og samtidig påstår at det er en god fangst!
Efter Tudvad har trukket vod - igen og igen - gennem et forfatterskab på millioner af ord står han nærmest tomhændet tilbage. I mangel af bedre udlægges få og ubetydelige ord lidenskabeligt som enormt centrale og vigtige for forfatterens konkret levede forhold til jøder. Et forhold Tudvad ikke kender.
De elegante sproglige spydigheder, som han står tilbage med, skulle ifølge skidtfiskeren Tudvad så kunne bevise, at sprogkunstneren Kierkegaard bar rundt på et had overfor samtlige jøder også selvom ingen har tilsyneladende har opdaget det på Kierkegaards tid - heller ikke Kierkegaard selv.
Kierkegaards respektløse og underholdende sarkastiske spydige spidsformuleringer om pengegriske pukkelryggede jøder er hån spot og latterliggørelse på højt plan - men det kommer tilfældigt i forfatterskabet uden for en antisemitisk sammenhæng og er ikke jødehad.
Tudvad ved at citater ikke kan tåle at blive taget ud af en sammenhæng, og er der stort set ingen sammenhæng kan de selvfølgelige slet ikke tåle at blive digtet ind i en, og slet ikke en forfærdelig en, nemlig som stadier på antisemitismens vej.
Hvis personen Kierkegaard vitterlig var jødehader og et omvandrende perverteret forstadium til nazismen, hvorfor har Tudvad så ingen dokumentation for at jøder, kristne eller andre personer i Kierkegaards omgangskreds eller blandt københavnere eller andre godtfolk har bemærket eller måske ligefrem mærket Kierkegaards frygtelige kulde og had.

Det fremgår ikke, om Palle Veje Rasmussen baserer sin kritik på den sporadiske debat i dagspressen eller på en læsning af bogen.

Somme er så velbevandret i stoffet, at deres blotte vurderinger vækker modstand.
Det gjaldt Kierkegaard og Goldschmidt og måske nu Tudvad. Goldschmidt, selv jøde uden jødedom, blev med egne ord som hedningskristen gjort til jøde, men ej heller derfor pinte og plagede han Kierkegaard i en tid, hvor høj som lav fordømte jødernes "selvrådighed" og dermed sig selv. Den slags angår radikalitetens ultimative fordringer, ordets magt, som nogen kan leve med, men ingen efter. Det samme gjaldt Nietsche, og da både han og Kierkegaard blev (mis)brugt i den nazistiske propaganda, opstår kontroversen og den yderste konsekvens med den politiske antisemitisme og racisme.
Hvorledes forstå Nietsche, når han af det nazistiske Dansk Folkeparti i 1941 citeres for: "At jøderne er jordens sletteste folk, stemmer godt overens med den kendsgerning, at det netop var blandt jøderne den kristne lære om menneskets fundamentale syndefuldhed og moralske forkastelighed opstod - og at den stødte denne lære fra sig." Hvorledes tolker teologen og politikeren profetens ord, sålænge de har en anden håndfæstning og nu ærer overmennesket i Mein Kampf?
"Men da skete det, at Zarathustra, forundret over alle disse skalkesvar, sprang tilbage til sin hule og dér, vendt mod alle sine gæster, råbte: Å, I skalke alle til hobe, I narre, hvorfor forstiller og forklæder I jer for mig?" Så nær kom Nietsche Kierkegaard, så langt fra bøn og gudelig lære, og begge måtte tåle, at en eller anden Goldschmidt eller Wagner udstillede dem naragtigt for dog i samme forstand at vise betydningen af deres ord. ("Altso sprach Zarathustra" / lyt evt. til Strauss' symfoniske fortolkning)

I gamle dage var filosoffer nogen, der ikke bare tog ting for givet, men spurgte om selv det mest elementære.

Hvorfor er det forkert at være antisemit ?

Israel ombringer årligt et 3-cifret antal semitter under aktioner på Vestbredden og i Gaza.

Kan man ikke med filosofiske argumenter forklare dem, at det er forkert at slå semitter (palæstinensere) ihjel ?

Kristian Sørensen

Når man kender jøder, ved man, at deres kultur er meget forskellig fra vores. Den jødiske familie er en stærkt koncentreret enhed, der beskæftiger sig meget med deres relegiøse overlevering, som de betragter som virkelig, nøjagtig historie. Det gør vi andre jo ikke. De lever i deres historie og de opdrager deres børn til at blive en part af deres historie.. De gør deres børn til meget bevidste jøder med stolthed over deres historie. Når de kommer i skole, bliver de ivrige studenter,der suger kundskaber til sig, og når de bliver færdige med deres uddannelse, går de uvægerligt til tops i samfundet. Når man ser en masse jøder, som ledere af banker og regeringsinstitutioner, som vi gjorde i 1800 tallet, så bliver jøderne som folk udst for stærk misundelse. Jøderne får skyld for en masse problemer, som i virkeligheden er skabt af de institutioner, som de representerer.
Her hvor jeg bor, ser vi en lignende diskrimination mod kinesere, indere og pakistaner.

En ven af huset er så gammel, at han husker en morgen på vej fra Krusaa til Duborgskskolen de knuste ruder af jødiske forretninger i Flensborg. Men siden jøderne kunne pille jødestjernen som emblem af, er det ikke nemt at udpege jøder på gaden, og selv med emblem, behøver de jo ikke at virke frastødende. For at bringe 'teologien' på andre tanker, kan man tænke på mange andre "racistiske" træk i vores kulturhistorie.
Jeg vil erindre om den gode gamle børnebog, Lille sorte Sambo, læst og hørt med fornøjelse i adskillige generationers børneværelser, lige indtil denne vor sidste generation. Sortfarvet, tykke læber, kluntet og naiv opfattelse af verden, nej, den kan ingen dog akceptere! Dvs., hvorledes er landets integrationspolitik skruet sammen i netop denne generation?