Læsetid: 5 min.

Tiqui taca og de hårde hunde

2010 var et langt slutopgør mellem mellem kynisme og kreativitet på fodboldbanen, men i sidste ende vandt kreatørerne
Hamskifte. De ellers kreativt spillende hollændere fik et bisset rygte med VM-finalen mod Spanien og hollænderen Nigel de Jongs karatespark mod Spaniens Xabi Alonso.

Hamskifte. De ellers kreativt spillende hollændere fik et bisset rygte med VM-finalen mod Spanien og hollænderen Nigel de Jongs karatespark mod Spaniens Xabi Alonso.

Pierre-Phillippe Marcou

30. december 2010

Vi lærte nogle nye ord i 2010. Spørg en dansk skoledreng, hvad tiqui taca betyder, og han vil straks opføre en lille dans på gulvet med rappe indersider og imaginære pasninger fra Xavi Hernández til Andrés Iniesta og tilbage igen. Pam, pam, pam, lyder det. Spørg en catalansk gut nede i Barcelona, hvem FCK er. Ja, hvem fanden er de egentlig? Det var dem, der klarede 1-1 i Parken, i Copenhague, Danmarks hovedstad. Dem, som én af verdens bedste trænere, Josep 'Pep' Guardiola, hævdede, var det hårdeste mandskab, han havde dystet imod i lang tid. Og de hvide løver fra Østerbro satte samtidig en vigtig polemik på dagsordenen. Den er ikke ny, men den er evigt dugfrisk: Er det altid de bedste hold, der vinder? Nej. Men det er altid de klogeste. Det var derfor, Spanien blev verdensmestre i det forgangne år, og Inter triumferede i Champions League.

2010 var året, hvor sportsmedierne i latent dovenskab endnu engang gentog myterne om en romantisk type fodbold, der måske aldrig har eksisteret. Italienere er svin, tyskere er kedelige, og spaniere er små guder. Listen inkluderer nordmænd, der spiller med fem på stribe i midten og tonser bolden op mod en enlig angriber én gang i timen. Brasilianere leger på grønsværen og gi'r fanden i defensiv, og argentinerne er kriminelle grisebasser, der tager med hånden og dyrker en sexistisk macho-ideologi, som det lige præcis tager to gange 45 minutter at eksekvere.

Og vi danskere? Vi har altid været og vil altid være underdogs. Bekvemt nok. Det gør smilene bredere, når vi vinder, og nemt at forklare, når vi taber.

Gymnasiedrengen og medieluderen

2010 var året, hvor Vicente del Bosque førte de historisk set underpræsterende spaniere helt til tops. De fik en del knubs undervejs, især mod et voldeligt Holland, der kicksparkede i solar plexus og smadrede jogo bonito, det smukke spil.

Var det umoralsk? Lad kynikeren svare: Nej! Moral har ikke en fløjtende fis med dét at gøre. Nigel de Jongs stunt var et brud på de FIFA-regler, som jo netop skal udfordres, for at vi kan se, at de virker. Også selv om de får kontinenter i kog og påkalder sig religiøs torden. Og også selv om vi i kampens hede slet ikke kan skelne moral og regler fra hinanden. Problemet er, at fodbold er et teater, der ikke kan leve uden sit publikum.

Det er også illusorisk at påstå, at alle andre end italienske tophold spiller uden rationel omtanke og strategisk kompetenceoptimering. Tag nu semifinalen i Champions League mellem FC Barcelona og Inter, der som bekendt sendte italienerne videre til finalen mod Bayern München, maj 2010. Hvad var værst? Thiago Mottas vildfarne hånd, der gav Inter-forsvareren et rødt kort og straks stod som sindbilledet på støvlelandets sportslige kynisme? Eller var det Sergio Busquets hysteriske kolbøtter i græsset og hænder for et ansigt, han tydeligvis ikke havde slået synderligt, til ære for dommeren.

Der var to. Og så var der alle de andre. Barcas Lionel Messi og Real Madrids Cristiano Ronaldo. Som sol og måne, for den første er jo en sympatisk kreatør, der stadig ligner en fattig gym- nasiedreng med tagrendehår, mens den anden er en metroseksuel medieluder med hang til vulgære step-overs og scenografisk orkestrerede frisparkstilløb. Messi er den bedste, fordi han er verdens mest ferme holdspiller. Ronaldo er en gudbenådet individualist, og derfor spiller han for Real Madrid.

Men der var andre. Se bare Inters Wesley Sneijder, der i Milano, 20. april, fik tjansen som mandsopdækker for Barcelonas Xavi, så pasninger og stikninger i dybden til Messi & co. smuldrede. Og se den Sneijder, der det ene øjeblik kan vride sig fri af en mandsopdækning og i næste moment lægge en serafisk aflevering i dybden til forwarden.

Der var også historien om Zlatan Ibrahimovic, der igen og igen blev belært om en teknik, der ikke var spektakulær nok til Guardiolas vævre midtbane. Og så tog manden med næsen, håret, den lange krop, den über-nationale indvandrerbaggrund og rent ud befriende anti-pænhed revanche, fra en storklub til en anden, og driblede og scorede og regerede som en emanciperet Kong Midas i Silvio Berlusconis hjertebarn, AC Milan.

De får selvfølgelig ikke nogen pris de to skiderikker, Sneijder og Zlatan, og det gør Xavi og Iniesta heller ikke, selv om de er fodboldens hjerteblod, når FIFA uddeler pokaler i starten af det nye år.

Og således skar 2010 sig vej igennem kunnen og klogskab, kreativitet og kynisme. Spanierne vandt det hele, fordi de lærte at forsvare sig på italiensk. Inter løb med det europæiske guld, fordi de var spanske på toppen (tre mand), franske i bunden (seks mand) og sig selv på midten, inklusive Sneijder, der arbejdede som en hollandsk hest på dope.

Kloge hold reagerer

I 2010 blev den offensive playmaker trukket endnu længere tilbage. Måske er den gammeldags '10'er' kommet til ny hæder og ære. Nu hedder han bare ikke Riquelme, Guti eller Zidane længere, men Cesc Fàbregas, Iniesta og Xabi Alonso. Og Sneijder. Og Arsenal-spilleren, der meget vel kan blive 2011's store åbenbaring: Samir Nasri.

2010 var året, hvor vi lærte, at de klogeste hold også er dem, der reagerer. Ingen kunne hamle op med spaniernes tålmodige trekanter og dynamiske midtbane, og resultatet blev stovt forsvarsfodbold, der kynisk forsøgte at knække den iberiske kadence. Man afventede i stedet for at klø på. Husk FC Porto, der med José Mourinho som kaptajn vandt Champions League i 2004 på nøje orkestrerede kontraer, eller for den sags skyld Grækenland, som løftede EM-pokalen samme år. Schweiz, der til daglig spiller en flad omgang tegneseriebold, var små reaktive guder i den overraskende åbningssejr over del Bosques drenge, og længere fremme i sommerens slutrunde var Paraguay lige ved at overrumple de usvigeligt boldsikre spaniere.

Men det gjorde de ikke. Iniesta var en Gud, da han forløste den romantiske fodbold i VM-finalens overtid, og herhjemme viste Jesper Grønkjær sig at være alle tiders mezza punta, der tryller i zonen lige bag angriberen. Fodbold er et herligt tidsfordriv, og fodboldspillere er stadig små drenge, der danser i skolegården og samler på bling-bling til pokalhylden. Vi ses i 2011.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu