Læsetid: 5 min.

Vi trænger til et ordenligt julebrag

Premier League. De engelske topklubber går ind i julen uden at have imponeret spillemæssigt - men til gengæld med rabalder og fejder uden for banen
Premier League. De engelske topklubber går ind i julen uden at have imponeret spillemæssigt - men til gengæld med rabalder og fejder uden for banen
23. december 2010

It's that time of the year ...

Julen står for døren, og i England er det ensbetydende med indledningen på det traditionsrige og bindegale Christmas Program i Premier League, hvor de hårdt prøvede spillere i de engelske klubber tvinges ud i fire kampe på 11 dage på frosthårde og snetunge baner hen over jul og nytår.

Rent sportsligt giver sådan et forløb ingen mening, og talrige som himlens stjerner er de udenlandske trænere og spillere, der under deres ophold i England har talt for en afskaffelse af juleprogrammet. Deres appeller er dog fremsat for døve øren, for i fodboldens moderland værner man om sit juleprogram - og man må sige til traditionalisternes forsvar, at netop det komprimerede kampforløb omkring årsskiftet ofte har afgørende indflydelse på, hvem der står med trofæet i hånden til maj.

Derfor er der grund til at følge de kommende runder i Premier League med interesse. Forhåbentlig giver de nogle vink om topholdenes reelle styrke ved slutningen af en efterårssæson, der sportsligt set har været lidt død i sværen, og hvor ingen af mesterskabskandidaterne rigtig har brilleret. Underholdningen har primært været at finde uden for banen. Og her har ikke mindst Manchester City været leveringsdygtig i overskrifter, der ofte har taget udgangspunkt i de farverige personligheder, klubben med de mange oliemilliarder i ryggen har hentet til Eastlands.

Hårde fysiske opgør

Problembarnet med det store potentiale, Mario Balotelli, lagde for, da han straks efter sin ankomst til City med det samme ragede et rødt kort til sig for en hævnakt i en liga-kamp mod West Bromwich Albion, hvorefter han kom op at slås på træningsbanen med holdkammerat Jérôme Boateng. Men på det seneste har den hidsige italiener med de ghanesiske rødder holdt sig i skindet og overladt scenen til klubbens anfører og superkrukke, Carlos Tévez, der efterhånden har gjort det til en kunstart at forlade klubber i vrede, og som nu også har set sig gal på ledelsen i Manchester City.

Af årsager, som kun han selv kender, har Tévez krævet at blive sat på salgslisten, og hans udmelding - og generelt stridbare sind - udgør en udfordring for træner Roberto Mancini, der efter en kriseperiode ellers har fået løftet holdet op på tredjepladsen i ligaen.

Hvad Mancini har mindst af alt brug for lige nu er en utilpasset Tévez til at skabe splid i Citys omklædningsrum, der i forvejen har ry for at bestå af en samling sammenbragte børn, der kun lige akkurat tolererer hinanden. Og den italienske træner må hurtigst muligt finde en måde at håndtere sin hidsige talisman og topscorer på, så hans destruktive adfærd ikke underminerer holdets præstationer på banen.

Hos en af Citys rivaler til titlen, Chelsea, er der ikke den samme ballade i truppen. Problemet på Stamford Bridge er snarere det modsatte - nemlig fraværet af enhver form for sult, ærgerrighed og aggressivitet. Det virker som om, at træner Ancelottis halvgamle garde har mistet sin skarphed og ikke længere kan mønstre kræfterne til de hårde fysiske opgør, Premier League fordrer. De forsvarende mestre har ikke vundet en kamp siden 10. november og går ind til juleprogrammet tre point efter Manchester United - der oven i købet har en kamp i hånden.

Chelseas krise skyldes, at klubben ikke har iværksat et generationsskifte i tide. De fleste af holdets nøglespillere - herunder John Terry, Frank Lampard, Didier Drogba, Ashley Cole og Nicolas Anelka - har rundet de tredive, og der er ikke blevet kørt kvalificerede afløsere i stilling; primært fordi klubben har forsøgt at nedbringe sit kæmpe driftsunderskud ved at skære ned på antallet af dyre nyindkøb.

Regningen er imidlertid kommet i form af et mat og skadespræget efterår, der har sat rygter i gang om en fyring af Carlo Ancelotti. Foreløbig sidder taktikeren fra Reggiolo dog sikkert i sadlen, men hvis Chelsea taber yderligere terræn hen over julen, vil der være grund til at frygte for hans fremtid. Klubejer Abramovich er ikke kendt for at have en engels tålmodighed med underpræsterende trænere.

Skal ske i højtiden

En anden underpræsterende træner, der dog absolut ikke er fyringstruet, finder man få kilometer nordøst fra Stamford Bridge, nemlig på Emirates Stadium. Her huserer Arsenals Arsène Wenger, der ikke har vundet et betydende trofæ siden F.A. Cup-triumfen i 2005 men som alligevel for nylig er blevet belønnet med en ny treårs kontrakt af klubben, der tydeligvis er tilfreds med hans æstetiske fodboldfilosofi, der har gjort Arsenal til de britiske øers svar på Barcelona, dog i lidt mere udvandet aftapning og med en svagere psyke, ikke mindst.

»Vi er bange for de store kampe,« udtalte holdets anfører Cesc Fàbregas efter det nylige 1-0 nederlag til Manchester United - og noget kan der være om snakken. I the Gunnersseneste 11 opgør med enten Chelsea eller Manchester United har Arsenal tabt de 10 og blot spillet en enkelt uafgjort. Og målscoreren hedder 5-23 i modstandernes favør. Arsenals unge superteknikere magter ganske enkelt ikke at håndtere det fysiske og psykiske pres i de direkte opgør med deres nærmeste rivaler, og det er årsagen til, at holdet fra det nordøstlige London efterhånden er blevet degraderet til permanent tredjeviolin i guldkampen. Trist for Arsenals fans, naturligvis, men til gengæld kan vi andre glæde os over, at det nylige opgør med Manchester United bød på en endnu et afsnit i en af engelsk fodbolds mest underholdende føljetoner, nemlig den permanente fejde mellem Arsenal og United.

»Arsenal er bare en træningslejr,« lød det således fra Uniteds Patrice Evra med henvisning til spillernes manglende evne til at klare mosten, når det virkelig gælder.

Allerede den 27. december får Wengers tropper mulighed for at modbevise den påstand, når de skal møde Chelsea på Emirates Stadium. En sejr i dette opgør vil ikke blot pointmæssigt, men også psykologisk betyde meget for de unge Arsenal-spillere. Oppe i Manchester sidder en manager, der ikke behøver at bekymre sig om psykiske barrierer i truppen. Træner Alex Ferguson, der netop har slået rekord som Uniteds længst siddende træner, præsiderer over rækkens førerhold, og det er den stridbare skotte sikkert godt tilfreds med. Men for den uvildige iagttager er det altså svært at blive imponeret af holdets spil.

Syv uafgjorte i sæsonens hidtidige 16 kampe fortæller historien om et mandskab, der har cruiset gennem efteråret på autopilot uden på noget tidspunkt at sprudle for alvor. Vi er meget langt fra det United-hold, der - med stjerner som Tévez, Rooney og Ronaldo i front - leverede fejende flot angrebsfodbold for blot få sæsoner siden. Nu er Tévez og Ronaldo væk, og Rooney fanget i den spillemæssige krise, som en skade og tabloidavisernes afsløringer af hans omgang med Manchester-områdets letlevende damer udløste. I stedet er det kollektivet, der har løftet de røde djævle op på førstepladsen i rækken.

Vi befinder os i det hele taget midt i en sæson, der markerer sig ved, at ingen af de traditionelle storhold for alvor er trådt i karakter. Håbet må være, at det sker i højtiden.

Vi trænger til nogle julebrag fra Premier League!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu