Læsetid: 2 min.

En uge som håbefuld ikke-kyniker

Jeg ved virkelig ikke, hvad der fik mig til at tro på, at hele verden ville gå sammen om at redde klimaet
Håb. I en uge - sidste år ved COP15 i København - troede eller nærmere håbede jeg på, at klimaforhandlingerne ville føre til noget. Men i år er jeg klogere.

Håb. I en uge - sidste år ved COP15 i København - troede eller nærmere håbede jeg på, at klimaforhandlingerne ville føre til noget. Men i år er jeg klogere.

Mads Jensen/Ritzau Scanpix

16. december 2010

Det er meget længe siden, jeg opgav den store revolution. Ja, jeg tror ikke engang rigtigt på fremskridtet, ja, faktisk er jeg kyniker helt ind til benet med hang til kulturpessimisme og dommedagsprofetier. Så jegved virkelig ikke, hvad der sidste år i december fik mig til at tro, at hele verden ville gå sammen om at redde klimaet.

Måske skyldtes det, at jeg var med til at skrive den fremtidsavis, som Information udgav. Den skildrede to versioner af verden i 2059 - en uden klimaaftale og en med. Verden med klimaaftale var ikke særligt spiselig. Her greb hensynet til klimaet ind igen og igen og forbød charterrejser, culottesteg og overarbejde. Den gamle klimamedarbejder havde prøvet at hjælpe på stemningen ved at beskrive en folkefest til ære for klimaaftalen år 2010, men den virkede ærligt talt som en reportage fra det gamle DDR.

Og alligevel var den verden trods alt bedre end de katastrofer, som væltede ud af avisen fra verden anno 2059 uden klimaaftale, hvor fiskene var forsvundet, roserne blomstrede i december, og hele kontinenter bukkede under for nye tropiske sygdomme.

Jeg blev bange, da jeg skrev den version af verden år 2059 frem. Jeg blev faktisk så bange, at jeg lod mig overtale til at følge den gamle klimajournalist og sætte alt på en anden verdensorden bare i den uge, hvor klimakonferencen varede.

Så jeg troede, og jeg håbede, og jeg lod al kynisme fare. Jeg stillede mig op i menneskeformationer på Rådhuspladsen. Jeg stod tæt med unge franskmænd i metroen på vej hjem fra den store demonstration. Jeg nikkede enigt, når jeg så sloganet 'There is no planet B'. Det var jo så sandt, som det var sagt.

Imens begyndte den gamle klimajournalist at skrive om, at det hele var ved at gå i ged ude i Bella Center. At kineserne låste sig inde på deres hotelværelse, at Connie Hedegaards stemme blev mere og mere skinger. Jeg fik en fornemmelse af at sidde sammen med hele verden i en bil på vej ud over en afgrund og underskrev pr. e-mail en febrilsk appel til verdens topledere om at handle nu!

Det gjorde de ikke. Det kunne jeg have sagt mig selv. Men den aften, hvor det stod klart, var jeg så desperat rasende, at jeg pludselig befandt mig på Bella Centers metrostation, hvor jeg råbte forbandelser mod et topmøde, som jeg følte havde svigtet selve fremtiden. Jeg blev kun en smule forlegen, da jeg mødte min kollega, som desillusioneret var på vej hjem fra topmødets sidste pressemøde, og som brød ud i et hysterisk grin, da hun så mig.

Nej, så idealistisk bliver jeg aldrig igen. Allerede et par dage efter havde den angstfyldte skuffelse sluppet taget i mig. Lillejuleaften brugte vi flere års personlige CO2-kvoter på at flyve over til svigerforældrene i England. Et par uger efter begyndte det at sne helt afsindigt, og truslen om verdens undergang føltes lidt mindre. Det var ren dumhed og ønsketænkning, lige så dumt som at tro på, at verden kunne frelses på en uge i december.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu