Alt er ved det gamle

Kære kunstinteresserede læser.

Med næsten 20 ekstraordinært gode oplevelser har kunstscenen bidraget med mere end de fleste af livets forhold kan bidrage med på kun 12 måneder. Nye stjerner er født, andre har cementeret deres status, og jeg selv har endnu engang skrevet over 100 anmeldelser uden helt at have nogen anelse om, hvad jeg laver.

At tale om store banebrydende tendenser på tværs af samfundet kan næsten ikke blive mere kedeligt. Har der ikke altid været unge mennesker, der har fundet nye måder at kommentere samfundet på, som ligeså unge kunstkritikere er faldet på halen over, fordi de ikke har levet længe nok til at se, hvordan historien gentager sig? Og om det så virkelig var nyt og evolutionerende, er der vel ingen chance for, at vi kan se det, før det er forbi? Skoven, træer, os selv etc. Det er svært at se, før man er kommet på afstand, så hvis det skal handle om vigtige tendenser, er det 90erne, vi skal tale om. Men der er selvfølgelig de små forandringer, som nærværende anmelder fandt behag i.

Hash og modig kunst

At Colonel efter 10 års udstødelse og latterliggørelse kan opnå respekt, er for eksempel et stort skridt i en sympatisk retning. I 2009 gjorde han nar af ferniseringsgæsterne til åbningen af Reality Check på Statens Museum for Kunst uden at nogen tog anden notits end hovedryst. I 2010 blev han hyldet i medierne for sine kunstneriske debatformer.

I 2009 var Sydsjælland og Lolland-Falster noget man forbandt med rockere, arbejdsløshed og hash. Efter Fuglsang Kunstmuseum, 44 Møn, Tumult og meget mere er Sydsjælland og Lolland-Falster noget, vi forbinder med modig samtidskunst, rockere, arbejdsløshed og hash.

At finanskrisen var/er god for rummeligheden, er der tærsket halm og det, der er værre, på. Men derfor er det ikke mindre sandt. Rolf Nowotny havde aldrig fået chancen i 2006. Afgang 2010 på Charlottenborg havde stort set ingen malere.

Måske kan man også gå så vidt som til at sige, at udvalget aldrig har været mere varieret. Berlingske Tidendes top 10 over den bedste kunst matcher for eksempel næsten fuldstændig den, jeg selv ville have lavet, hvis jeg skulle have udvalgt det mest kedelige, 2010 har budt på.

Og intet af det, jeg anbefaler, har tanten sikkert taget notits af. Så måske den gamle aviskonsensus er på vej ud.

Nye kritikere og sjovere anmeldelser er dog stadig en mangelvare hos de etablerede medier, og modviljen mod dem med en mere vægtløs lever er stadig enorm. Men for eksempel har man i året, der er gået, set så noble tiltag som kunstdebatten.dk ikke blot opstå, men også få en form for liv.

Ellers er alt ved det gamle. Louisiana kuraterer hit på hit. Statens Museum for Kunst fægter i blinde. Brandts er de modige. Silkeborg Bad blev reddet på stregen og fortsætter med højt blodsukker og små visioner. Overgaden eksperimenterer, så det er en drøm. Den Frie Udstillingsbygnings vilde udsving når højt, når det går godt. ArOs fortsætter nedad mod glemslen, Charlottenborg er på vej med endnu en ny international profil, og et sted ude omkring Langelinje går der rygter om, at et nyt gallerikvarter er ved at opstå.

Wunderkammerkunst

Jeg har ingen anelse om, hvad vi skal vente os af 2011, men mon ikke vi får endnu mere af det hele, flere unge modige wunderkammerkunstnere, færre malere, endnu kedeligere avisartikler, måske også en Michael Jeppesen, der overgiver sig og endelig takker af, tilsat en intens mediedebat om kunstens vilkår iscenesat af Kunstrådets nyblæste formand Arnoldi.

Godt nytår.

Michael Jeppesen.

kultur@information