Læsetid: 5 min.

Brændemærket voksen

Overgangen fra barn til voksen har været omdrejningspunkt for mange litterære skildringer og hovedværker. Senest har en billedbog allegorisk fremstillet forvandlingen som en koncentrationslejr. Og det er ikke for sarte sjæle
Overgangen fra barn til voksen har været omdrejningspunkt for mange litterære skildringer og hovedværker. Senest har en billedbog allegorisk fremstillet forvandlingen som en koncentrationslejr. Og det er ikke for sarte sjæle
28. januar 2011

»Ingen forfatter tør tage modet på livet fra barnet«, skrev K.E. Løgstrup i et essay om børnelitteratur. Forfatteren må pålægge sig selv en moral i forhold til barnet og et løfte om en form for forløsning. Der skal altid være trøst at finde til sidst. Det er en kontrakt med læseren, som stoler på, at der er lys for enden af tunnelen, når man har gået så grueligt meget igennem, som genren ofte dikterer.

Et forsigtigt håb, der lever under sengelampen og i mange godnathistorier. For når sidste vers af »Solen er så rød, mor« er sunget, og lyset slukkes, lurer mørket, faren og alt det uvisse. Men derfor behøver man jo ikke helt at slukke barndommens lys, før det er blevet tændt, så alle drømme udviskes, inden de rigtig har taget form, lyder det ofte, når debatten falder på genrebrydning og tabuisering. Nogle emner er for tungt stof for barnesind og sarte pubertære sjæle. I hvert fald set med voksenøjne.

»Historier om børn er jo typisk fortalt for voksne, der skal gøre sig kloge på barndommen. Det er en indbygget forudsætning i vores kulturkreds: den store fortælling om voksne, som ødelægger og fordærver de uskyldsrene børn,« siger Torben Weinreich, der er professor i børnelitteratur.

»Det er barndommen set retrospektivt fra et voksent perspektiv.«

Vokseværk

At det gør ondt at vokse, har de fleste mærket på egen krop. Og at barndommen overgår alle, er lige så vist som dødens uafvendelighed. Voksenlivet er noget, man må lære og bære. Som et permanent brændemærke, der ikke forsvinder sammen med troen på det evige liv. Og derfor er angsten for at blive voksen fremtrædende i kulturhistorien. Som en modvilje.

Litteraturen er ladet med overgangsværker, der behandler overgangen fra barn til voksen. Klassiske udviklingshistorier og dannelsesromaner efter devisen hjem-ud-hjem, der tager livtag med tab af uskyld, livets kynisme og den ondskab, der også findes i verden. Eviggyldige tematikker, der skal forberede barnet på livets alvor, som det nok skal få at føle. Men overgangene er ikke længere så skarpt opdelte, hverken aldersmæssigt eller didaktisk.

»En tendens i tiden er den såkaldte crossover-fiktion, all-alderfortællingen, der er ved at blive etableret som begreb. Værker, der taler til både børn og voksne, hvor det er svært at bestemme, hvem de egentlig henvender sig til. For eksempel ser vi både kvinder på 43 og piger på 13, der læser Twilight-bøgerne, selv om det egentlig er en ungdomsroman,« siger Nina Christensen, der er leder af Center for Børnelitteratur ved DPU, Aarhus Universitet.

»Feltet mellem børne- og voksenlitteratur har flyttet sig og her behandles også de store spørgsmål. Det er præget af den globaliseringstid vi lever i og ikke længere så ensidigt.«

Mellem linjerne

»Forestillingen om den lykkelige barndom stammer fra romantikken og Rousseau og blev til en vis grad videreført af H.C. Andersen,« fortæller Torben Weinreich. Siden er barndommen blevet skildret som meget andet og mere end et bekymringsfrit lykkeland i overensstemmelse med de dimensioner, den også indeholder. Barndommen er rig på farlige fortællinger fra Grimms eventyr som Hans og Grete og Astrid Lindgrens barndomsberetninger om Pippi Langstrømpe, der sætter spørgsmålstegn ved alle autoriteter og insisterer på at forblive barn, selv om hun på mange måder lever som selvstændig voksen. Og Brødrene Løvehjerte om sygdom, søskendekærlighed og farefulde fantasirejser hinsides døden.

1967 var et skelsættende år for dansk børnelitteratur med udgivelser som Ole Lund Kierkegaards Lille Virgil, Halfdan Rasmussens Halfdans ABC og Cecil Bødkers første Silas-bog. Alle opererer de med et nyt billede af barnet som mere selvstændigt og kompetent, bevidst om verdens og livets grusomhed og i stand til at kapere det.

I 1975 udkom Gummi-Tarzan om drengen Ivan Olsen, der får buksevand i skolen og skældud og formaninger derhjemme. Løgstrups føromtalte essay kom i forlængelse af Bent Hallers Katamaranen fra 1976, der skildrede ungdomslivet i barske toner og har været genstand for stor debat.

I den formative ungdomsafdeling finder man en række beslægtede værker, der har sat stemningen på teenageværelserne.

»Det begyndte med J.D. Salingers Forbandede Ungdom fra 1951. En fortælling om en deprimeret ung mand, der har opgivet troen på livets mening,« siger Torben Weinreich. Hovedpersonen og hans ligesindede er paniske ved tanken om voksentilværelsen og kæmper indædt for at bevare barndommen.

»Det er en mønsterfortælling, der er skrevet i forskellige udgaver, herhjemme i form af Leif Panduros Rend mig i traditionerne, Bjarne Reuters Støvet på en sommerfugls vinge og Kim Fupz Aakeson Englebarnet.«

»Det er et farvel til det spontane og et had til voksenlivet med dets udefrakommende krav og præstationsangst,« siger han.

Kæft, trit og ensretning

Det handler om mistet barndom og forbandet ungdom, som begrædes og forsøges fortrængt. Sammen med en spirende vished om egen og andres dødelighed.

Døden er nemlig ikke for børn, men den er bestemt heller ikke forbeholdt voksne. Og derfor bliver grænserne for børnelitteratur udvidet i disse år, hvor døden ofte kommer med i børnebogen. Sammen med fattigdom, sygdom, svigt og sågar abort, som er temaer, børne- og ungdomsbøgerne kredser om. Men hvordan skriver man ærlige og alvorstunge bøger for børn uden helt at tage håbet og modet fra dem? Og er de overhovedet for børn?

Dorte Karrebæk og Oscar K.s Lejren er en dyster allegori, der bryder med forestillingen om den lystfulde og lykkelige barndom og fremstiller den som en arbejdslejr og opdragelsesanstalt, hvor børnene i fangeskab ensrettes og afrettes og kommer ud på den anden side som fantasiforladte voksne, blottet for personlighed, kreativitet og livsglæde. De voksne belønner, straffer og opdrager og træder aldrig i karakter som rollemodeller.

Og det er kendetegnende for en stor del af læsningen for de mindreårige, mener Torben Weinreich, som understreger, at der er to veje inden for børne- og ungdomslitteratur. Den ene beskriver barndommen som kuende og ødelæggende. Den anden er nostalgisk tilbageskuende og fastholder barndommen ved indgangen til voksenlivet.

»Lejren tilhører den første. Man er blevet knuget ind i undertrykkelse og konformitet gennem uddannelse. Det er en historie om institutionernes opdragelse og disciplinering af børnenes fantasi,« siger han og fortsætter:

»Ole Lund Kierkegaard beskriver barndommen som et lykkeland, men skitserer jo den samme tematik i Gummi-Tarzan, hvor faderen og skolesystemet disciplinerer Ivan Olsen i den retning, opdragelsestraditionen foreskriver. Han skal rettes til og blive mere duelig, han skal lære noget og blive dygtig til idræt.«

Lejren retter sig nærmere mod unge og voksne end børn. Og det er et træk, den har til fælles med mange andre udgivelser inden for sin genre.

»Den er jo en bog, som børn også kan læse i didaktisk sammenhæng, og forlaget er da også ved at udarbejde en guide til bogen i undervisningsøjemed. Uden formidling vil den næppe fungere som børnelitteratur,« siger Nina Christensen.

I Lejren er der ingen forløsning at hente. Forfatteren Oscar K. har tidligere udtalt her i avisen: »Jeg forsøger at fortælle med barsk varsomhed i mine bøger, men har ingen ønsker om at tage håbet fra børn: På den anden side, har jeg heller ikke lyst til at stikke dem blår i øjnene.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu