Læsetid: 2 min.

En elefant kom marcherende

Det ene ord tager det andet i nobelpristager Saramagos sprudlende fortælling Elefantens rejse om en elefantkaravane gennem reformationstidens Europa
21. januar 2011

Det er ikke så tit, elefanter spiller en hovedrolle. Jo, et sted dukker de faktisk alt for hyppigt op for tiden: Når foredragsholdere for at illustrere et emnes kompleksitet til billedet af en elefant på første powerpoint-slide fortæller historien om de seks blinde mænd, der ikke kunne blive enige om at definere dyret. I modsætning til denne efterhånden skamredne allegori ejer Saramagos elefantfortælling både ægte kompleksitet og varig kunstnerisk kvalitet.

Svinkeærinder

Fortællingen begynder i 1551, da den portugisiske konge får den tanke, at han med fire års forsinkelse absolut må give sin fætter Maximillian, ærkehertug af Østrig og vicekonge af Spanien, en værdig bryllupsgave, og hans dronning når frem til, at det kun er deres egen indiske elefant, der er værdig nok.

Historien om, hvordan en større karavane af elefant, elefantpasser, kommandant, rytteri og diverse hjælpere herefter drager til lands og til vands mod først Valladolid og siden Wien, skulle være rigtig nok, og der gives da også undervejs indblik i tidens emner og samfundenes indretning.

Saramagos hovedærinde er dog at fortælle en god historie, med alle de narrative og retoriske svinkeærinder han overhovedet kan finde anledning eller bare plads til. Mens karavanen skrider frem, løber fortællingen både langt i forvejen og bagud i tid og sted, som en lettere overgearet konferencier der skal have det hele med, men af samme grund nogle gange er fraværende fra hovedhandlingen.

Det er enkelte steder en smule anstrengende, hvis man ikke lige er i rette hu-mør, men gennemgående både meget elegant og virkelig morsomt, ikke mindst takket være en suverænt god og veloplagt oversættelse.

Elefantpasseren Subhro, som i Østrig omdøbes til Fritz!, spiller en hovedrolle i historien og leverer masser af stof til blandingen af snusfornuft og fortællelyst, af truismer og skrøner. Han beskyldes af sine overordnede for »dialektiske uforskammetheder«, men kan ikke gøre for det: Jeg leger ikke med ordene, det er ordene, der leger med mig.

Verden er uundværlig

I karakteristisk Saramago-stil skrives lange passager ud i et, replikker er kun adskilt af komma og stort begyndelsesbogstav. Det giver nogle helt særlige effekter, at de store bogstaver er reserveret til at markere udsagnsskift, mens egennavne og alt andet skrives med småt.

Dels bevæger bogstaverne sig hen og ned ad siden, som var de selv en langstrakt karavane med en elefant ragende op hist og pist.

Dels fylder alle de store navne på riger, byer, konger og berømtheder ikke no- get særligt i dette tekstbillede, og det stemmer glimrende overens med Saramagos mærkbare sociale indignation.

Hos ham skildres høj som lav på hierarki-underminerende vis som levende mennesker, med hvad dertil hører af basale behov, forfængelighed, altruistiske indskydelser og filosofiske åbenbaringer. Elefantens rejse blev Saramagos (1922-2010) næstsidste roman, og den viser med al tydelighed, at han holdt stilen og mærkesagerne højt.

Hans velkendte religiøse skepsis er måske knap så uudtalt her, hvor reformation og modreformation nok relativeres (som alt andet), og gejstligt hykleri afsløres, mens de religiøse fabler dog fortælles med respekt.

»Verden er uundværlig«, konkluderer borgfogeden i Castelo Rodrigo men når verdner forgår, er det fortællingen, der kan vække dem varigt til live.

Som vi nu kan sige med Saramago: Malede træer taber ikke bladene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu