Læsetid: 2 min.

Endnu en klumme om mig selv

Selvfølgelig skriver man som sig selv. Alt andet er jo umuligt
20. januar 2011

»Den er blevet ret vellykket,« sagde redaktøren, da jeg afleverede min allerførste personlige klumme og fortsatte: »Ja, for der er mange kvindelige journalister, som ender med at skrive sådan meget privat og ligegyldigt, når de skriver klummer om sig selv.«

Jeg kan ikke huske, hvad min klumme handlede om, men jeg kan huske den rødmen, som redaktørens kommentar affødte. Det var svært at afgøre, om den skyldtes skam eller stolthed.

De seriøse kommentatorer i Information og alle de andre aviser skriver ikke om sig selv. De leverer analyser af efterlønnen, Afghanistan eller finanskrisen formuleret så neutralt og objektivt som muligt. Deres grammatiske yndlingsform er passiv: »Økonomiske beregninger viser«, »den globale opvarmning skyldes ...« og »den offentlige sektor bør mindskes ...« På den måde får de elegant sat sig selv i scene som fornuftens stemme uden krop, køn eller personlige erfaringer, som kunne have indvirket på deres rationelt begrundede synspunkt. Stilen har de fra universitettet, som altid har dyrket det kedelige, upersonlige sprog, lige meget hvor mange gange idealet om den objektive forsker er blevet kritiseret.

På antropologistudiet, hvor jeg engang studerede, ved enhver første års-studerende, at den objektive synsvinkel er en løgn. Man skal bare have udført et enkelt observationsstudie for at konstatere, at ethvert par øjne lægger mærke til noget forskelligt, og at selv det mest diskrete blik får den betragtede til at opføre sig anderledes.

Som en pæn antropologistuderede lærte jeg derfor at redegøre for, hvordan mit køn, min alder og etnicitet muligvis kunne have påvirket mine analyser af græske enker eller indiske diamantslibere. De overvejelser holdt jeg til metodeafsnittet, i resten af opgaverne lod jeg omhyggeligt som om, at mine iagttagelser kunne være gjort af enhver anden. Jeg skulle jo gerne lyde som en rigtig akademiker.

Måske er det derfor, jeg siden har taget den personlige klumme til mig med sådan en begejstring. Her er der endelig et frirum for løgnen om objektivitet. Her kan jeg bekende, at jeg interesser mig for emner ud fra andet end akademisk interesse eller journalistiske nyhedskriterier. At jeg skriver om børn, fordi jeg er mor. At tanken om efterløn forekommer diffus, fordi jeg forhåbentlig har mindst 30 år tilbage på arbejdsmarkedet. At jeg mener, at de sociale medier er en revolution, efter jeg selv er blevet suget ind på Facebook.

I den personlige klumme har jeg lært at stå ved, at jeg selvfølgelig skriver som mig selv, fordi alt andet er umuligt.

Og nogle gange kan jeg ikke lade være med at ønske, at alle de seriøse kommentatorer engang imellem gjorde det samme. Undersøgte hvem de var, og hvordan deres liv havde farvet deres holdninger. Det ville måske betyde, at vores medier blev fyldt af hvide mandlige københavnske akademikeres erfaringer og erindringer. Min pointe er, at de allerede er det. I dag skal man bare læse bag illusionen om objektivitet for at se det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"den objektive synsvinkel er en løgn"

nej
mediter på empati.
des mere empati, des mere objektivitet

empati er en højst ønskelig egenskab at erhverve sig
empati er den eneste vej til forståelse af andre mennesker.