Fantomsmerternes tid

Uden brug af hænderne, bare ved hjælp af en bevægelse med kæben, vristede manden sine tænder løs og skubbede dem frem, så jeg kunne se, at det var et gebis. Det er noget helvedes noget, sagde han. Jeg har tandpine, men jeg har kun to af mine egne tænder tilbage, og det er ikke dem, det gør ondt i. Det gør ondt i de tænder, jeg ikke har haft i mange år, eller i tandkødet, eller hvad det nu er. Vi stod på perronen og ventede på hver sit tog. Han dulmede tandpinen med en dåseøl; der var både frost og sne, jeg tænkte ved mig selv det samme, som han havde sagt. At det var noget helvedes noget. Han kaldte mig 'Sømand'.

Hvad så, Sømand, sagde han, har du nogle nytårsforsætter for i år? Det tror jeg ikke, svarede jeg og undrede mig lidt over tiltalen. Jeg er ellers landkrabbe, fortalte jeg. Han nikkede og forklarede, at det var sådan en vane, han havde. Han havde sejlet som skibskok i mange år, derfor havde han vænnet sig til at tiltale alle, han ikke kendte, som 'sømand'. Det skulle forstås som en slags høflighed. Nu han var i gang, fortalte han mig, at han havde tilbragt mange år af sit liv i fængsel. Stofmisbrug og lort, sagde han. Men nu ville han til at være noget for sine børn. Han havde fem i alt, med forskellige kvinder. Han havde været gift to gange, men det gik ikke. Man kan ikke byde kvinder det liv, jeg har levet, forklarede han. Men man kan nu engang ikke leve sit liv om. Det må være fremtiden, det gælder.

Joe, sagde jeg. Det lød rigtig nok. Der er ikke meget sømand i mig, det kunne jeg godt mærke. Jeg har heller aldrig siddet i fængsel. Men manden kunne godt lide mig. Da vores tog kom - mit kom først - udvekslede vi et varmt håndtryk. Det var hyggeligt at sludre med dig, sagde manden. Da jeg havde sat mig op i toget, så jeg ud ad vinduet. Manden havde åbnet en ny dåseøl fra sin store taske. Tandpinen plagede ham stadig, kunne jeg se, han tog sig til kinden. Jeg tog min dåseøl fra min egen taske. Den sad jeg og simrede over hele vejen til København. Fordi man ikke længere må ryge i togene. Det er noget helvedes noget.

Førhen raske og sunde unge mennesker kommer hjem fra Afghanistan med smerter i de lemmer, de har mistet dernede. Fantom-smerter. Lægerne indrømmer ærligt, at de ikke ved, hvordan de skal behandle den slags smerter. De forstår dem ikke, indtil videre giver de ingen mening for dem. De kender ikke forklaringen på dem, men det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke er nogen forklaring. En dag finder man den måske, til den tid kan man behandle de sårede soldaters smerter. Indtil da er der ikke andre muligheder end smertestillende medicin. Dulme og dølle. Man kan ikke vide det, men det lyder usandsynligt, at det er alle soldaterne, der synes, det giver mening, at de har mistet et eller flere lemmer i en krig, som vores land nu overvejer at trække sig ud af. Fordi man ikke kommer ud af stedet.

Sympatisymptomer

Dulme og dølle. Nogle hjemløse tør ikke vænne sig til at bo inden døre, det gør dem alt for sårbare, når de igen bliver nødt til at være ude i kulden. Hele døgnet. Men alle har brug for lidt varme, og kulden kan være så streng, at manden på risten ikke kan nøjes med varmen fra risten, men må bede om plads på et herberg. Hvis man er forælder, ved man, at der er noget, der hedder sympatisymptomer. Det er vist nok også et fænomen, som lægerne ikke rigtig kan forklare, men som de tager til efterretning. Hvis ens barn har smerter, får man også selv smerter. Det er selvfølgelig billigt sluppet, når man har sit på det tørre, men man føler alligevel kulden krybe ind under tøjet, når man møder en hjemløs. De bliver sjældent gamle, 50 år, så er det slut for mange af dem.

Manden, der kaldte mig 'sømand', havde et kultiveret sprog, nærmest forfinet. Velmoduleret, med et stort ordforråd. Jeg forestiller mig, at han nok har læst en del, mens han har siddet i fængsel. Hvilke 10 bøger ville man selv tage med, hvis man skulle i fængsel? Der er næppe nogen tvivl om, at mange af dem, man læser i friheden, vil forekomme en at være dødsens-kedsommelige og fuldkommen ligegyldige, hvis man var overladt til sig selv bag en dør, der er låst udefra. Man bliver sikkert kritisk, meget kritisk. Men så vidt jeg ved, er det langtfra alle, der sidder i fængsel, der læser bøger. De ser fjernsyn, måske for at bevare en illusion om, at de lever et liv som alle andre. For nogle år siden så jeg, netop i fjernsynet, et interview med en amerikaner, der havde siddet i fængsel i 40 år - og nu var blevet løsladt, fordi det havde vist sig, at han var uskyldig i den forbrydelse, han var dømt for. Han anede ikke, forklarede han, hvordan han skulle komme ud af en bil. Håndtagene sad helt anderledes, da han sidst var ude i friheden. Og han tilføjede med et mat grin: ja, det er noget helvedes noget! De første dage, Nelson Mandela var ude i friheden, talte han som en ortodoks marxist. Han brugte ordet kapitalisme i hver anden sætning. Jeg forestiller mig, at hans rådgivere fik travlt med at informere ham om, at verden havde ændret sig en hel del, siden han blev sat i fængsel af apartheidstyret.

Dulme og dølle. Sympatisymptomer. Godt man har sine tænder endnu, hvis man altså har det. Den der bevægelse med kæben. Et år forsvinder også. Noget af det, et år efterlader, er vel en slags fantomsmerter. Der indtil vide-re ikke kan behandles.