Filmen blev hans skæbne

»The Last Movie en uheldig titel, fordi det var afslutningen på min karriere,« sagde den amerikanske skuespiller og instruktør Dennis Hopper til mig, da jeg mødte ham på filmfestivalen i Cannes i 2005.

Filmen, han talte om, The Last Movie, havde premiere i 1971 og vandt godt nok førsteprisen på filmfestivalen i Venedig samme år, men anmelderne kunne ikke lide den, og filmselskabet bag, Universal, trak den hurtigt tilbage fra biografdistribution. Siden da har det været svært at få lov til at se The Last Movie den udkom på video i begyndelsen af 1990erne, men aldrig på dvd og Hopper, der døde i maj sidste år, 74 år gammel, havde i de mellemliggende år endog meget vanskeligt ved at få lov til at instruere flere film.

Kilovis af kokain

Nu er der så mulighed for at se The Last Movie i Husets Biograf i København. Manden bag, den herboende amerikanske filmhistoriker Jack Stevenson, hvis speciale er mærkelige, for ikke at sige bizarre og sjældent sete film, har nemlig skaffet en 35 mm-kopi af Dennis Hoppers film til landet.

Og bizar er The Last Movie. Dennis Hopper, der var i begyndelsen af 30erne dengang og på både sprut og stoffer, havde lige lavet Easy Rider (1969), der kom til at tale for en hel generation af utilpassede, utilfredse unge og økonomisk blev en kæmpesucces. Verden syntes at ligge for hans fødder, men om nogen vidste han, hvordan han skulle sætte det over styr. (Også for skuespilleren Hopper var 1970erne et sort årti; først da han i 1980erne droppede stofferne, fik han styr på sit liv og sin karriere.)

Det manuskript, der skulle blive til The Last Movie, begyndte Hopper allerede at arbejde på i midten af 1960erne. Men han var kendt berygtet for at være svær at arbejde sammen med, og det var først efter Easy Rider og efter at have været rundt til samtlige af de store selskaber i Hollywood at Hopper fik 850.000 dollar og final cut af Universal til at lave filmen.

I juli 2010 udnævnte det britiske magasin Uncut The Last Movie til en af filmhistoriens bedste, tabte film og fortalte i en større artikel om de kaotiske optagelser, der foregik i en bjerglandsby i Peru og involverede instruktørens venner Kris Kristoffersen, Michelle Phillips, Henry Jaglom, Peter Fonda m.fl. og kilovis af den lokale kokain. Åbenbart blev Dennis Hopper inspireret til at lave The Last Movie, da han selv medvirkede i en western, Henry Hathaways Fire tapre sønner, i Mexico i 1965: »Jeg tænkte, hvad mon der sker, når filmholdet rejser, og de indfødte efterlades og bor i disse westernkulisser?« sagde Hopper dengang ifølge Uncut til Village Voice.

Mening med galskaben

Handlingen, som i hvert fald til at begynde med er umådeligt svær at hitte rede i, er nogenlunde som følger: Dennis Hopper spiller selv hesteeksperten Kansas, der er i Sydamerika for at arbejde på en amerikansk western om Billy the Kid (virkelighedens Samuel Fuller spiller filmens instruktør). Men da skuespilleren (Dean Stockwell), der spiller Billy, dør ved et uheld, rejser filmholdet hjem og efterlader westernkulisserne og Kansas, der flytter ind hos en lokal prostitueret. Mange mystiske ting sker, og f.eks. vælger de indfødte at forsage den katolske kirke, bygge filmudstyr af bambus og begynde at optage deres egen film i kulisserne som led i en slags religiøs ceremoni, som også kræver et blodoffer.

Der er mennesker, som mener, at The Last Movie ikke handler om noget som helst, og mens man ser den alt andet end kronologisk og logisk fortalte, forvirrende og syrede film, får man da også fornemmelsen af, at sådan ser der ud inde i hovedet på en mand, der både drikker for meget og tager for mange stoffer.

En vis mening med galskaben er der trods alt. Filmen rummer metalag på metalag og kommenterer mere eller mindre direkte alt fra filmvold og amerikansk kulturimperialisme til dyrkelsen af filmmediet og Hollywood som en ny tids destruktive afgud.

Men The Last Movie er svær at se, og selv om der er veliscenesatte og spændende øjeblikke, ikke mindst de filmreligiøse scener og filmen i filmen, er den et godt eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis en instruktør får penge og frihed til at lave fuldstændig, hvad han har lyst til og oven i købet er påvirket det meste af tiden.

Svær at se

Da jeg talte med Dennis Hopper i Cannes i 2005, var han stadig var stolt af filmen, men han var også smerteligt klar over, at den gjorde det meget svært for ham at få lov til at lave flere film: »Hvis man kæmper for det, man tror på, længe nok ... The Last Movie vandt på filmfestivalen i Venedig, og Universal ville alligevel ikke distribuere den, hvorfor jeg i løbet af de næste 12 år ikke instruerede en eneste film,« sagde han.

»Det er uheldigt, og jeg er aldrig siden rigtig kommet tilbage i Hollywoods mainstream. Dengang følte jeg mig forrådt. Men det var noget personligt mellem Hollywoods mest magtfulde mand, Lew Wasserman (chef for Universal, red.), og mig. Min ven Jules Stein, der grundlagde Universal, sagde efter Easy Rider, se, hvad min ven Dennis Hopper har lavet. Hvad gør vi for at hjælpe de unge filmskabere?«

Universal oprettede en slags ungdomsafdeling, hvor Monte Hellman, Peter Bogdanovich og Hopper fik penge til at lave film for.

»Tanken var at lave film for under en million dollar, fordi jeg havde lavet Easy Rider for 340.000 dollar,« sagde Hopper i 2005.

»De lod os eje 50 procent af projekterne, men Wasserman skød siden ideen ned, fordi den ikke passede ind i Universals måde at gøre tingene på. Ingen af filmene kom ud: Two Lane Blacktop, Targets, The Hired Hand, The Last Movie. Men The Last Movie var en meget kompliceret film. Jeg havde final cut, og de ville have, at jeg skulle klippe den om, hvilket jeg nægtede efter at have vundet prisen på filmfestivalen i Venedig. Wasserman sagde, at hvis du ikke klipper den om, viser jeg den to uger i New York og to uger i Los Angeles og tre dage i San Francisco. Den vil aldrig blive vist i Europa. Jeg sagde til ham, hold nu op, det kan du ikke gøre mod mig. Jeg var gæst i alle talkshowene, men han gjorde det alligevel.«

Talentfuld frontløber

Dennis Hopper var ung og overmodig og troede, at han havde magt. Det indrømmede han over for mig i Cannes: »Jeg havde ingen magt. Jeg havde en stor mund. Jeg ville sikkert have gjort det samme i dag, hvis jeg havde vundet filmfestivalen i Venedig men jeg har også en større viden og erfaring med branchen nu. Jeg følte ikke, at jeg kunne klippe The Last Movie om. Og det mærkelige er, at et år efter, at den ikke blev distribueret, ringede Universal til mig og ville have mine fraklip, så de kunne lave en tv-serie. Det handlede kun om, at de skulle få deres regnskaber til at stemme. Jeg sagde til dem, at de kunne få mine fraklip, hvis jeg fik alle rettighederne til filmen. De sagde, fint, men du må ikke gøre noget med den i et år.«

Således ejede Dennis Hopper i 2005 selv The Last Movie, og han talte om at udsende den på dvd. Det nåede han aldrig, måske fordi han trods alt ikke længere var den unge, oprørske mand på stoffer og kant med den etablerede filmbranche. Desuden kunne Hopper trods alt se tilbage på en lang karriere som instruktør af en håndfuld film og skuespiller i mange flere.

»Det er lang tid siden, og jeg har ikke længere noget udestående med de mennesker eller Lew Wasserman, der er død nu,« sagde han.

»Det ærgrer mig bare, fordi jeg var en virkelig talentfuld er en virkelig talentfuld instruktør. Jeg forsøgte gennem 12 år forgæves at få finansieret mine film. Jeg boede i Paris, i Mexico City. Men det kunne jeg ikke. Jeg var en frontløber og burde have fået lov til at lave film dengang.«