Læsetid: 3 min.

Jeg havde frygtet at få en røvfuld

Pia Juul havde regnet med at få anmeldersmæk for sin seneste digtsamling Radioteatret. I stedet løb den 48-årige forfatter i går med Montanas Litteraturpris på 100.000 kroner
Pia Juul modtog i går Montanas Litteraturpris på Testrup Højskole.

Pia Juul modtog i går Montanas Litteraturpris på Testrup Højskole.

Martin Dam Kristensen

15. januar 2011

Harald Voetmann, Thomas Boberg, Maise Aymo-Boot, Anders Haahr Rasmussen og Hans Otto Jørgensen blev alle forbigået, da Montanas Litteraturpris i går blev uddelt for femte år i træk. Dommerkomiteen valgte i stedet at tildele prisen, som ud over æren består af 100.000 kroner og et gavekort til Montana Møbler, til forfatteren Pia Juul for digtsamlingen Radioteatret.

Det var en tydeligt bevæget prisvinder, som tog imod i festsalen på Testrup Høj- skole.

»Livet er så kort, og man lever kun én gang. Men livet er rigt og fuldt af sorg og glæde det er det jo! Sommetider overvældes jeg pludselig voldsomt af det, og det gør jeg i dag,« kvitterede Pia Juul.

Fælles om at være alene

Som begrundelse for sit valg fremhæver dommerkomiteen som foruden litteraterne Elisabeth Friis og Tania Ørum består af kritikerne Kamilla Löfström, Erik Skyum-Nielsen og Thomas Thurah Pia Juuls evne til at bryde med og forny gængse genreforestillinger. Selv om Radioteatret på titelbladet kalder sig Digte, former bogen sig nemlig som et originalt radiospil med et myldrende kor af mangeartede stemmer.

»Rig og gavmild, bevægende og uforudsigelig, sødmefuld og ømt humoristisk, søger Pia Juul rundt i kærlighedens og erindringens rum og får konstant stillet dybt fundamentale spørgsmål om, hvordan vi oplever verden. Fornyelsen ligger i formen, og det nye og åbnende blik på virkeligheden består i digterens mod til at trænge ned i stemninger og minder af den art, som vi er fælles om at være mutters alene om,« lyder det blandt andet i komiteens motivering.

Pia Juul er en af sin generations mest respekterede digtere. Hun debuterede allerede i 1985 med digtsamlingen Levende og har siden udgivet syv digtsamlinger, to novellesamlinger, to børnebøger og to romaner senest kriminalromanen Mordet på Halland, som også var nomineret til Montanas Litteraturpris sidste år, men blev slået på målstregen af Lars Skinnebachs Enhver betydning er også en mislyd. I går fik hun revanche.

Traditionen tro fandt prisuddelingen sted på den sidste dag for ugekurset Tag og læs!, der arrangeres i samarbejde med Dagbladet Information. Til at overrække prisen var repræsentant for Montana Møbler A/S, Morten Sander, som benyttede lejligheden til at garantere litteraturprisens fortsatte eksistens i årene, der kommer.

Tager imod

I sin egen takketale fortalte Pia Juul, at hun oprindelig havde troet, hun ville få anmeldersmæk for den digtsamling, som nu i stedet er blevet prisbelønnet. Men sådan går det ofte her i livet, funderede hun:

»I en bog som Radioteatret kan alt i princippet komme med, men det er jo ikke alt, der kommer med. Og i livet når vi heller ikke det, vi i princippet kan og knap nok alt det, vi gerne vil. Men vi kan jo prøve på at ramme det, vi gerne vil, og så kan vi tage imod, når der kommer noget godt. Når andre mennesker røvforkæler mig ved at give mig Montana-prisen for noget, jeg frygtede at få en røvfuld for, så er det klart, at jeg bare lægger mig fladt ned og er glad og tager imod og siger tak,« sagde Pia Juul, der ikke gjorde noget for at skjule, at hun mente det.

Årets publikumspris, også kaldet champagneprisen, der findes via en afstemning blandt kursets deltagere, gik til Anders Haahr Rasmussens formmæssigt nyskabende bog om tennisfænomenet Caroline Wozniacki. Én bold ad gangen, hedder den. Med æren fulgte traditionen tro en kasse champagne, som forfatteren gerne ville, men desværre ikke havde tid til at dele med publikum, bedyrede han.

»For jeg må desværre af sted allerede om en time, for jeg har en aftale med en lyshåret ketsjerkæmpe i Melbourne om et par dage,« sagde Anders Haahr Rasmussen med henvisning til Australian Open, der begynder på mandag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu