Læsetid: 11 min.

En gigant af et helt ejendommeligt format

Det er ikke bare ordene, men tonen, der er dansk i den blues, Povl Dissing har sunget, grædt og grint gennem et halvt århundrede. Nu er han draget på turné med et materiale fra starten af den karriere, der fik et måske afgørende knæk, da han som lille dreng faldt på skøjter
Retfærdighed. Jeg blev så glad, da jeg forstod, at jeg faktisk er den grimmeste mand i byen. Hvis man er smuk som James Dean eller Marlon Brando, får livet en forkert form. Ser man ud som mig, kører det mere retfærdigt, siger Povl Dissing

Retfærdighed. Jeg blev så glad, da jeg forstod, at jeg faktisk er den grimmeste mand i byen. Hvis man er smuk som James Dean eller Marlon Brando, får livet en forkert form. Ser man ud som mig, kører det mere retfærdigt, siger Povl Dissing

Kaare Viemose

29. januar 2011

»Selvfølgelig tænker jeg på døden. Det kan man ikke undgå, når man er blevet så gammel, som jeg er. Den må gerne vente, men den er ikke noget, jeg er bange for. Og andre har jo prøvet det før.«

De dør ellers som fluer på Povl Dissings seneste udgivelse, Smertefulde sange, fra sidste efterår. Men det har ikke noget med hans egen død at gøre. Det er sange, der har fulgt ham gennem hele livet, men for de flestes vedkommende findes de kun indspilninger fra hans unge år.

»Hvis nogen engang skulle sende mig en tanke, må det også gerne være for de sange. Men jeg kan ikke holde ud at høre de der tidlige udgaver, hvor jeg bare sidder der og klimprer - pling! plong! Derfor har det ligget mig på sinde at lave dem med et hold supergode musikere,« siger han.

Klassikere som 'Alperosen', 'I en sal på hospitalet', 'Lille Anna' og 'Vildandens sang' har han sunget fra først i 60'erne, alene med sin guitar ved klubaftener, på provinsdiskoteker, tivolipladser og dyrskuer. De er en del af hans rødder som sanger - og en del af fundamentet for den dissingske danske blues, der først blev grundigt misforstået, men siden har fået nationalikonisk status.

Han har haft Radiosymfoniorkestret som backing, lagt stemme til indvielsen af Øresundsbroen og sunget til kronprinsens bryllup. Han har plads i den nationale kulturkanon og har sunget en lille halv snes af Benny Andersens viser til en plads Højskolesangbogen. Billedet af Povl Dissing som Danmarks nationalskjald mangler vel kun sit eget frimærke for at være fuldendt.

Fryden ved at græde

Det skyldes måske alt sammen bare, at han faldt på skøjter på gadekæret hjemme i Stavnsholt mellem Farum og Birkerød som 10-årig.

»Så de nye fine tænder, jeg lige havde fået, ligger altså på bunden af gadekæret i Stavnsholt. Det gjorde så, at jeg senere lagde trompeten fra mig. Det gav mig problemer med embouchuren - jeg ville aldrig kunne blive så god, som jeg gerne ville,« fortæller Povl Dissing om sin vej til sangen.

Povl Dissing er netop draget på turné. Den er en tilbagevenden til et urmateriale i mere end en forstand. Kun to af de 12 smertefulde sange har forfatter- og komponistangivelser. Resten fortaber sig i overleveringer og fortolkninger. Ingen har rigtigt skrevet dem, de er opstået af en tradition.

»Jeg ved ikke, hvad det er, der er så frydefuldt ved at græde, ved smerten. Noget forløsende, vi måske ikke kan holde ud at høre, men så alligevel ... Men man bliver jo ved med at synge de der gamle bluesting om ulykkelig kærlighed, ulykker og folk, der dør - fordi de stadig holder.«

Der har altid været noget underligt med ham, men det underlige - hans stemme, hans fremtoning og den klovn, han allerede som dreng vidste, han havde i sig - bliver mindre underligt, når han fortæller om vejen til den danske blues, hvor ikke bare ordene, men tonen og stemningen - netop i kraft af fortolkningens originalitet - bliver så genkendelig i et dansk øre.

Det er en historie om at spille Nat King Coles 'Red Sails in the Sunset' som 12-årig med sig selv på et trommesæt bygget af sæbekasser og kagedåser og vennen Johannes på klaver; om morens store lager af folke-, skillings- og revyviser; om farens uindfriede operadrømme og store kærlighed til tidens store tenorer Jussi Björling og Beniamino Gigli. Om at lytte sig til jazzen, ikke forstå et ord af teksten, men blive fascineret af lydene og insistere på at gøre dem efter. Om som stor teenager at være med til at lave en New Orleans-jazzklub i Farum i 1950'erne.

»Jeg satte ikke ord på, hvorfor det betog mig, jeg blev bare forelsket, som man gør.«

»Da radioforhandleren i Farum begyndte at handle med plader, havde han ikke noget med Nat King Cole, men han havde Louis Armstrong. Og han blev min første store musikalske guru.«

Men det er også historien om at stykke de mange elementer sammen: Jazzen, skillingsviserne, Jussi Björlings arier - og opdage, hvor langt man egentlig kan komme med de tre akkorder, en 12-takters blues er bygget af. 'Giv mig en hest mor' og store dele af det gamle lager af sange kunne med få og primært rytmiske justeringer bringe ham tættere på den blues, han blev suget mod som halvstor dreng.

»Det blev til min danske blues, som jeg ikke havde nogen planer med ud over, at jeg godt kunne lide at synge dem.«

Blæst om debuten

Først i 60'erne, da han var blevet færdig som reklametegner på kunsthåndværkerskolen, åbnede musikarrangør Walther Klæbel sin Folk Club of Copenhagen, hvor Povl Dissing begyndte at komme og efter noget tid også optræde en gang imellem.

»Samme år ville pladeselskabet Sonet lave en folk-plade. Bob Dylan og Donovan havde jo sat gang i en bølge. Jeg blev inviteret til at lave et par sange, og jeg sang 'Giv mig en hest mor', 'Alperosen', 'Lille kammerat' og 'Frøken, giv mig himlens nummer'. Pludselig at skulle spille mine egne numre solo på en plade. Det var fantastisk.«

Pladen, En aften i folkeklubben, blev en forsmag på den kamp om den gode smag, Dissing blev var genstand for de følgende mange år: Publikum skreg af grin på optagelserne - men på de forkerte steder.

»Folk troede, det var en joke. Men det var det ikke - ikke fra min side.«

Og pladedirektøren Gustav Winckler undskyldte, at han havde været på ferie, så ham der den mærkelige ikke var røget ud.

»Gustav Winckler var meget vred, men senere blev han mildere stemt. Da jeg indspillede '25 minutter endnu' og lå på førstepladsen på hitlisten kaldte han mig 'min lille gulddreng'.«

Selv fulgte Povl Dissing modtagelsen af pladen på behagelig afstand fra en kibbutz i Israel, hvor han var på bryllupsrejse. Der hørte han også, at Cæsar og Per Dich, som også havde indsunget et par numre, var begyndt at rejse rundt i landet med deres sange.

»Det kunne jeg i hvert fald ikke tænke mig. Tage rundt og spille? Helt ovre i Jylland? Men det blev det så første, jeg gjorde, da jeg kom hjem.«

Trusler om tæv

Og det bragte ham midt i 60'erne i nærkontakt med et helt andet publikum, som ikke nøjedes med at grine på de forkerte tidspunkter.

»Jeg har tit tænkt på, at det var fantastisk, at jeg blev ved, for jeg var ude for mange ting, som var rigtigt ubehagelige. De første gange jeg spillede i forsamlingshusene, var det nærmest livsfarligt, for der var mange af landmændene på Sydfyn, der godt kunne tænke sig at give mig et par over nakken. 'For den sang kan min mor godt lide, og den skal du ikke synge på den måde' og 'københavnerrøv' og den slags.«

»Jeg spillede også i pauserne på nogle af de første diskoteker. Maxim i Randers og Katten i Aalborg. Katten var et rigtigt diskotek med sådan en lækker dame, der sad bag en glasrude og spillede plader. Når jeg så i pausen sad med min guitar og sang f.eks. Halfdan Rasmussens fine digt om den lille hest, der står og sparker, så kom folk op at slås og tævede hinanden. Og mange gange var der vagter på scenen ved siden af mig for at passe på mig, mens jeg sang.«

En mere usikker ung kunstner ville måske være stoppet her. »Men jeg tror, jeg bare var lykkelig for at komme igennem.«

»Og der var heldigvis folk i min vennekreds, andre musikere og folk, jeg så op til, som syntes, det, jeg lavede, var godt. Det reddede mig.«

Tiden som enlig troubadour blev afløst af et par ås samarbejde med kollegaen Benny Holst.

»Vi havde mange af de samme forbilleder, og Benny var oveni meget optaget i af ikke bare den sorte, men også den hvide amerikanske folkemusik - Woody Guthrie, New Lost City Ramblers - hvor vi prøvede at efterligne, hvad de lavede, og lægge stemmer til. Stadigvæk uden, at vi kendte sproget, eller forstod, hvad vi sang. Men lydende var vi forelskede i.«

Dissing - en kulturkonflikt

Efter et par års turen rundt i landet med Benny Holst blev det numre som '25 minutter endnu', 'Den grimmeste mand i byen' og 'Kvælerslangen', der i sidst i 60'erne begyndte at gøre Povl Dissing til et navn. På beatscenen, i folk-bølgen og i jazzen. Han spillede bl.a. med Fessors Big City Band og Burnin Red Ivanhoe. Og med gruppen Beefeaters som backing udsendte han pladen Nøgne Øjne, der med tekster af Laus Bengtsson og musik af ham selv og Benny Holst står som en milepæl i dansk rockhistorie.

Men han var stadig omstridt. I tv-programmet Pladeretten er sat blev hans 'Giv mig en hest mor' sat til doms. Dommerne var Gustav Winckler, Volmer Sørensen, Per Nørgaard og Klaus Rifbjerg.

»Volmer Sørensen fik ticks, Gustav Winckler fik kvalme, men Rifbjerg og Nørgaard holdt med mig. Det var jo en konflikt musikalsk mellem de røde og de blå, som det hedder i dag. Sådan så jeg det, fordi der var folk, der var klar til at smide mig på bålet. Jeg blev styrket af at få støtte fra folk som Rifbjerg og Nørgaard.«

Svantes viser

Interessen for ham var støt stigende. Danmarks Radio ville sidst i 60'erne etablere et samarbejde mellem digtere og nogle af de nye sangere, der ikke skrev egne sange. Folk som Povl Dissing, Cæsar og Trille skulle kobles med digtere som Benny Andersen, Erik Knudsen, Halfdan Rasmussen og Jesper Jensen. Det kunne jo være, at de havde noget at sige hinanden.

»Jeg havde mødt Benny Andersen før, hvor jeg havde spillet på Louisiana, og han havde læst op fra Den indre bowlerhat og Kamera med køkkenindgang. Og jeg var blevet helt forelsket i ham. Så i en periode rendte jeg ham på dørene for at få ham til at skrive sange til mig.«

Det blev til et par sange, bl.a. 'Brev fra dig', som senere blev en Svante-vise, og en enkelt radiooptræden.

»Så i 72 fik jeg pludselig tilsendt et korrekturtryk til en lille bog fra Borgens forlag, Svantes Viser. Jeg læste det, og sangene var da fine nok, men det handlede om den der fede, halvskaldede svensker, der drak portere og var ulykkeligt forelsket - det ville jeg ikke synge. Jeg havde på det tidspunkt et band i forlængelse af Beefeaters, Mor Danmark kaldte vi det, som var imod, at vi skulle melde os ind i Fællesmarkedet. Det var vigtigere, synes jeg.«

Derfor gik der et år, fra Svantes Viser udkom som kritikerrost digtsamling, til pladen ramte publikum. Og den ramte med et brag og står i dag som et fælles hovedværk for Povl Dissings og Benny Andersen.

»Da den kom, skete der et eller andet.«

Med Svantes Viser oplevede Povl Dissing, at brikkerne faldt på plads. At tvivlen om det, han lavede, forsvandt, og at han med Benny Andersen fandt sin endelige rolle som fortolker i, hvad der for længst er kendt som et livslangt samarbejde.

»Pludselig havde jeg fået et blåt stempel. Jeg kan huske et gymnasium, vi havde spillet på et år før til en fællestime, hvor der ikke var nogen, der tog i mod, ikke var noget bandrum, ikke var askebægre - der kom vi så igen, efter at Svantes Viser var udkommet, og nu blev vi modtaget af rektor på trappen, budt ind i den fine stue og fik en lille en til kaffen - endda inden vi skulle spille.«

»Alt blev et før og efter Svantes Viser

Gigantens åg

Havde der tidligere været konturer af noget stort i den sære sanger, der åbent indrømmer at han er den grimmeste mand i byen, ikke kan spille guitar, synger mærkeligt og ser sjov ud, stod der nu en gigant.

Det har givet mange muligheder, men kan også have sine belastende sider, selv om han nødigt taler om dem.

»Nej ... joh ... det kan godt være belastende. Hvis du har en bestemt idé med en koncert, og der så er et bord, der bliver ved at råbe på én bestemt sang: De råber op og skramler med flaskerne, og du ved, du ikke får fred for, før de har fået den. Jamen for fanden, så får de den da ...«

For han vil helst se det som en gave: »Nu er 'Svantes lykkelige dag' - den om kaffen, der er klar - en sang, jeg heldigvis kan holde ud at synge. Den forandrer sig stadig inde i mit hoved alt efter, om det er et skønt eller et irriterende publikum; om det er gråvejr, eller solen skinner. Det ville nok være mere belastende, hvis det var 'Den grimmeste mand i byen', 'Kvælerslangen' eller nogen af de der helt skøre ...«

Med de to seneste pladeudgivelser og den igangværende turné synes Povl Dissing, at ringen er sluttet. I tilbageblik har han haft et privilegeret liv. Han er aldrig blevet rig af sit arbejde, og derfor har han heldigvis altid været nødt til at tage det alvorligt, siger han. Det har været godt for ham, siger han. »Når det er gået lidt for godt, og jeg har troet, at jeg var verdensmester, har tævene bagefter aldrig været hårdere, end at jeg kunne komme videre.«

»Derfor glædede det mig også, da det gik op for mig at jeg faktisk er den grimmeste mand i byen. Hvis man er lige så smuk, som James Dean eller Marlon Brando, så får livet en helt forkert form, man får en masse ballade. Når man ser ud som mig, kører det mere retfærdigt.«

73 år gammel er Povl Dissing beskeden med sine fremtidsønsker, eller »realistisk, for man skal ikke være urimelig,« som han siger.

»Jeg blev spået en gang tilbage i 70'erne på en tur i Skotland. Det var en spåkone, der læste af røg og aske fra et kar: 'Du bliver ikke rig, du bliver ikke fattig, men når du bliver gammel, bliver du skør'. Jeg trøster så mig med, at jeg bliver gammel.«

Povl Dissing

Født 1938. Uddannet reklametegner, fuldtidsmusiker fra midt i 1960'erne. Indledte sin karriere som omrejsende troubadour.

Pladedebuterede med liveindspilningen 'En aften i folkeklubben' 1965. Samarbejdede i sidste halvdel af 60'erne med en med en række af tidens førende beat-, jazz- og folkemusikere.

Har skabt en unik tone ved at forene en folkelig dansk sang- og visetradition med udtryk fra jazz- og især bluesmusikken.

'Svantes Viser' (1973) med tekst og musik af Benny Andersen er optaget i den nationale kulturkanon.

Har udgivet ca. 25 lp/cd'er og medvirket på ca. 100 i stort set alle musikalske genrer. Har medvirket i teater-, film- og tv-produktioner for både voksne og børn.

Numre som 'Giv mig en hest mor', '25 minutter endnu', 'Den grimmeste mand i byen' har klassikerstatus.

Har de senere år især spillet med sine sønner Rasmus og Jonas DIssing samt Las Nissen i kvartetten Dissing, Dissing, Las og Dissing.Seneste udgivelser 'Smertefulde sange' samt 'That Lucky Old Sun' med fortolkninger af Louis Armstrong-materialeTurnerer de næste fem uger med 'Smertefulde sange'.www.povldissing.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer