Læsetid: 4 min.

Hjem til klassesamfundet

Vi er blevet fattigere. Det er ikke tiden for svinedyre designerlamper, hele samfundet er blevet fattigere. Og nej tak, jeg skal overhovedet ikke have en ny arkitektlampe
14. januar 2011

Få uger før finanskrisen begyndte, i 2008, havde jeg brug for en ny arbejdslampe. En ny arkitektlampe, der altid har været mit mærke i arbejdslamper. Den, jeg havde, var en levning efter en ikke længere hjemmeboende datter, der under ingen omstændigheder ville have sådan et stykke skrammel med sig. Den var i den grad usmart, mente hun, men selvfølgelig god nok til faderfiguren, der aldrig har kunnet finde ud af at synkronisere sig med nutiden og f.eks., som et minimum, sørge for et bare nogenlunde præsentabelt inventar i sit arbejdsværelse. Det forbyder hans proletarære anno midten af forrige århundrede ham.

Alt skal pines til det allersidste, absolut intet må kasseres, så længe det kan holdes sammen med elastikker, knækkede snørebånd, søm og en skæv skrue. Ordbøger erstattes først, når bladene begynder at falde ud. Så længe en radio kan gøres funktionsduelig igen med et velrettet håndkantslag, så længe de kønne fløjlsbukser ikke falder af af sig selv, så længe sålen stadig sidder fast på fodtøjet, så længe borde og stole kan holde sig oprejst på forfatterens værksted, så længe er det godt nok og skal absolut ikke udskiftes. Retfærdigvis må det dog nævnes, at det ikke skyldes, at faderfiguren er nærig, det skyldes udelukkende dovenskab, uvilje mod at gå i butikker, og så den omstændighed, at han er så arbejderklassekorrekt, at det er til at brække sig over.

Men det kan trods alt blive for ringe, som nu f.eks. med den kønne, gule arkitektlampe. Når den clips, der har siddet kilet fast i skruetøjet i årevis, ikke længere kan forhindre lys-enheden i at synke ned mod bordpladen, så må man bide al ædel antimaterialisme i sig og gå ud i byen for at købe en ny lampe. Hvad kan sådan en døvl mon koste nu om dage? En 49,95 vel? Man spurgte lige hustruen, inden man gik. Joe, sagde hun, alting stiger jo. Man så lidt forbavset på hende, det er ikke så tit, hun giver en ret, og der var nu også en sært sarkastisk klang i hendes stemmeføring.

Pas på sporvognen

Lampeforretningen lå såmænd lige rundt om hjørnet, det kunne ikke være nemmere. Men da jeg først havde vovet mig derind, var der intet, absolut intet, der var nemt. Den kvindelige ekspedient havde aldrig hørt om noget, der hedder arkitektlampe. Jo, når hun tænkte sig om, så kunne hun godt huske, at der var noget, der hed sådan engang, ligesom hun også havde hørt om radiogrammofoner og dypkogere. Men det er da mange år siden, sagde hun, for så vidt høfligt nok, men det virkede nu også, som om hun morede sig over noget. Jeg taler om en arbejdslampe! vrissede jeg så. Jow, sagde hun og viste mig et større udvalg. De var alle sammen af designertypen, svinedyre var de også. Den billigste kostede 1.600 kroner og var både for lille og afskyeligt grim.

Har du ikke en ganske almindelig arbejdslampe? spurgte jeg. Helst en med et Nej til EF-mærkat på skærmen eller, hvis du ikke har det, så i det mindste et lillebitte mærkat, hvor der står Nej til Atomkraft. Nu blev ekspeditricen både forvirret og mopset. Alle arbejdslamperne i forretningen, sagde hun, var skam almindelige.

Jeg gad ikke diskutere med hende, jeg vendte mig om for at gå. Da jeg nåede døren, råbte hun efter mig, at jeg hellere måtte passe på ikke at blive kørt ned af sporvognen, når jeg kom ud på gaden. Gås! tænkte jeg. Der har fandme da aldrig kørt sporvogne i Nykøbing Falster. Som ethvert dannet menneske ved, skal man helt til Kongens København for at opleve den slags.

Velfærd i de velbjærgedes lommer

Lampeforretningen ligger der skam endnu, jeg går forbi den dagligt og føler hver gang et skadefro velvære ved at se de mange arkitektlamper på tilbud i udstillingsvinduet. Ha! tænker jeg hverken mere eller mindre, bare Ha! Vi er blevet fattigere. Det er ikke tiden for svinedyre designerlamper, hele samfundet er blevet fattigere. Og nej tak, jeg skal ikke have en ny arkitektlampe foreløbig, det lykkedes mig allerede dengang at skaffe mig én hos Nykøbing Isenkram. Stilmæssigt passer den nye knaphed mig egentlig udmærket, selv om den selvfølgelig principielt er af det onde. De nye tider føles næsten som en nostalgisk rejse tilbage i tiden. Hjem til klassesamfundet. Dengang unge mennesker købte deres møbler hos marskandiseren eller fik dem forærende af familien. Dengang man købte et nyt fjernsyn på afbetaling. Joe, man nikker genkendende til de nye tider, som har så påfaldende ligheder med de gamle.

Politik er også blevet til at kende igen. Efter et helt årtis sludder og vrøvl om muslimske hovedbeklædninger, indvandrere, der stjæler saftevand og småkager hos lægen, og Søren Krarup, der vil rulle verdenshistorien tilbage til et tidspunkt før Oplysningstiden, er især de borgerlige partier begyndt at ligne sig selv fra dengang, de var stærkt betænkelige ved folkepensionens indførelse og kvindelige folketingspolitikere i lårkort. Det er lige til at beruse sig i den søde duft af fortidens konservative spytkrøller og stanken fra Venstre-bøndernes cerutter. Det står nu klart, at selv om spytkrøllen er gået af mode og nu kun findes som mental væremåde, og selv djærve liberalister nu også er holdt op med at ryge, så har de ikke forandret sig det mindste. De mente og mener stadig, at samfundets penge nu engang befinder sig bedst i velbjærgede borgeres lommer. Så nu går de efter underklassens hårdt tilkæmpede efterløn.

De skulle køres over af en sporvogn, skulle de.

Serie

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Åh, godt og morsomt - jeg var selv på udkig efter en arkitektlampe, men kunne kun finde én på nettet til dyre kr. 249,- og fik så min gamle til at virke igen.
Og jeg blander med største fornøjelse nyt og genbrug - også i møbler. For jeg er så træt af den rædselsfulde danske design-modernisme.

Her hvor jeg bor er der skam en lampe-forretning i nærheden. Og der koster en arkitekt-lampe af den gamle slags cirka 249 kr. Og de var vist sat her i januar 2011 et stykke tid til 149 kroner.

Og hvis man nu gerne vil have en arkitekt-lampe kan man måske gå i en genbrugs-forretning...