Læsetid: 8 min.

Hollywoods fineste repræsentant for hverdagsridderlighed

'Sternwoodmysteriet', 'Han, hun og leoparden' og 'Sensationen' er ikke blot hovedværker af Howard Hawks, men også nogle af de mest underholdende film, Hollywood nogensinde har givet os - men kald ikke Hawks for en 'kunstner'
Øjeblikke. Howard Hawks' film gør måske indtryk ved deres indre enhed og rummelighed og synes at være et typisk eksem-pel på god fiktion som det gør sig gældende i eksempelvis 'Sternwoodmysteriet', der er en filmatisering af en roman af Raymond Chandler. Her er det en scene med Humphrey Bogart og Lauren Bacall i sofaen.

Øjeblikke. Howard Hawks' film gør måske indtryk ved deres indre enhed og rummelighed og synes at være et typisk eksem-pel på god fiktion som det gør sig gældende i eksempelvis 'Sternwoodmysteriet', der er en filmatisering af en roman af Raymond Chandler. Her er det en scene med Humphrey Bogart og Lauren Bacall i sofaen.

Fra filmen

20. januar 2011

Howard Hawks følte nok en vis berettiget stolthed ved sin professionalisme, men ord som 'kunstner' og 'kunstværk' tilhørte et vokabularium, som var fremmed for ham. Så syntes han meget bedre om forfatteren William Faulkners vittige replik, da de to mødtes for første gang: »Jeg har engang set dit navn på en check.«

At forberede en film og at sætte den sammen, at arbejde med skuespillere og manuskriptet, dette var nøgleelementerne for Hawks, der døde i 1977 81 år gammel. Han vidste udmærket, hvordan en kameramand skulle bære sig ad, men han bildte sig aldrig ind, at han forstod sig på lyssætning og valg af vinkler som bevidste virkemidler. Han var nok eksperimentator, men hans største succeser kom i stand ved heldige tilfældigheder.

Standardgenrerne - komedie, melodrama, western, film noir - tog han alle til sig med den iver, der var ham særegen. Hans hemmelighed var en lethed i improvisationen, der krævede en konstant adræthed hos hans medarbejdere.

Katharine Hepburn knækkede en hæl i gyde, da der skulle indspilles en natlig scene til Han og hun og Leoparden (1938), hvilket manuskriptet ingen steder havde taget højde for. Og da hun gik sin mærkeligt skæve gang, hviskede hendes medspiller Cary Grant, »jeg blev født på en bakke!«

Et samfund af mænd

Hun sagde replikken, og Hawks fangede den med det samme. Han fangede også et så livfuldt øjeblik, som da James Cagney i Ceiling Zero (1936) slog en kolbøtte fra cockpittet ned på landingsbanen. Hawks gjorde aldrig forsøg på at orkestrere alle bevægelser minutiøst. Han var den slags instruktør, i hvis tilstedeværelse sådanne ting bare skete. En del af hans legendariske overblik stammede formentlig fra hans fortid som pilot, hvilket også var kilden til den kollektive ånd og disciplin, som kan ses i Nattens patrulje (1930), Ceiling Zero, Kun engle har vinger (1939) og Amerikas Luftvaaben (1943). Flyverromantikken var for Hawks lige så æstetisk, som den var mandig. Som en af personerne i Ceiling Zero siger: »Deroppe er du helt alene. Der er kun dig og verden.«

Og netop ensomhedens prøvelse var, hvad der lå i hans engagement i dette modets fællesskab.

Det var i hovedsagen et samfund af mænd.

»Har du nogensinde mødt en kvinde, der ikke ville have planer og styr på alting,« spørger Geoff Carter (Cary Grant) i Kun engle har vinger.

Hawks' Heftighed

Han er pilot hos et økonomisk trængt luftfartsselskab, hvis rutefart over jungler og bjerge gør hver rejse til en risiko. Jean Arthur, som udstråler høj klasse og store følelser, ligner da også en tvivlsom kvinde for hans makker, men hendes forløsning begynder, i det øjeblik hun sætter sig ved klaveret og spiller en drukvise. Derimod er Lauren Bacall med det samme som skabt til mænds selskab, i det øjeblik kameraet fanger hende i At have og ikke have (1944).

Scarface, som blev Hawks' store gennembrud (1932), er en tidlig talefilm med lange scener og næsten ingen klipning, men den giver allerede varsler om hans senere stil med menneskelige figurer i udæskende bevægelser. Fra sit arbejde med stumfilm tog Hawks al sin indsigt i bevægelsesmønstre og menneskegruppers smittende energi med sig.

Men bevægelserne i Scarface er tvangsmæssige og handlingerne næsten abstrakte.

»Davs, Louis,« siger hovedpersonen Tony Camonte (Paul Muni), da han første gang ser ham i silhuet, hvorpå han roligt skyder ham ned og spadserer derfra. Tonys etiske princip - »Gør det først, gør det selv og bliv ved med at gøre det« - viser sig således som en korrumpering af det maskuline æreskodeks.

Samtidig er heftighed i sprogbrug, motiver og handlinger kendetegnende for den typiske Hawks-helt - og for alle hovedpersoner i Sensationen (1940). Man kan bare tænke på redaktøren Walter Burns (spillet af Cary Grant), der smækker en skrivebordsplade ned for at skjule en flygtet forbryder, og hans ekskone og stjernereporter Hildy Johnson (Rosalind Russell), som dykker ned for at tackle den sherif, der lod manden slippe.

Og igen da Walter og Hildy - i langsommere tempo, men travlt optagede af deres sag - defilerer forbi rådhuskontorets skriveborde, mens de iagttages af, hilses på eller ignoreres af den række af journalister, som strømmer ud af og ind i presserummet i den kommunale bygning, venter på at høre om den dødsdømte er blevet henrettet eller har fået udsættelse og udveksler kyniske vittigheder, hvorefter Hildy går ind ad døren med en hånlig salut: »The gentlemen of the press

Det var Hawks' opfattelse, at en dame skulle være en kammerat. I At have og ikke have besvimer hustruen i en fransk modstandsmands arme ved synet af sin mands skudsår. Bogart samler hende op, idet hans øjne et splitsekund dvæler på hendes smukke krop, og Bacall tørt udslynger: »Hvad prøver du på? At gætte hendes vægt?«

Sådanne bemærkninger forekommer næsten som et kors omkvæd i handlingens pauser, men de indviede ved godt, at her skal der ikke dvæles. Den hastige fremdrift i Hawks film sender et budskab om skæbners pludselighed og viljers kollision. Men de mellemliggende scener med forlænget, ja, næsten absurd afslappethed er ikke mindre karakteristiske for hans temperament.

Et 'Hawks-øjeblik'

En lang scene, der sammensat af begge stemningslejer, forekommer i Sternwoodmysteriet (1946) under et besøg i natklubben, der ejes af gangsteren Eddie Mars. Detektiven Philip Marlowe (Bogart) og den kvinde, han følger efter (Bacall), flirter og sludrer. Der er også en sang, en gambling-sekvens og verbale spilfægterier, og igennem hele sekvensen får vi ganske meget at vide om alle figurerne. Selv uden at kende instruktøren ville mange være enige om at betegne dette greb som et ægte 'Hawks-øjeblik'.

Var uforglemmelige bipersoner også en Hawks-specialitet? Når de lyser, er det sjældent bare i skæret fra stjernerne, og hvis De kan huske Han, hun og leoparden, vil De sikkert kunne genkalde Dem Walter Catlett som betjenten og Charlie Ruggles som Major Horace Applegate. De overraskende toner af patos, som anslås i Kun engle har vinger – der på overfladen ligner et konventionelt melodrama – stammer fra venskabet mellem helten spillet af Grant og hans bedste pilot 'Kid' (Thomas Mitchell). Mitchell kom til at spille større roller, men hans tre store scener over for Grant, var hans karrieres absolutte glanspræstation.

Bipersoner

Walter Brennan blev første gang brugt af Hawks i Barbary Coast, en kriminalsaga fra San Francisco under guldfeberen, som Brennan - han var dengang 40, men lignede en på 60 - tilfører megen tilfældig situationskomik. Hawks lod ham også medvirke i At have og ikke have, i Red River og flere andre film. Gråsprængt, snu, let at forveksle med en plaprende tåbe, men i tilfælde af konflikt altid bundloyal: Dette var Brennans karakter under Hawks, og det er pudsigt at tænke på, hvilken permanent afsmitning denne konstellation skulle få på den i amerikanske filmhistories idé om kammeratskab.

Den bedste skuespillere i Hollywood-film i tre årtier præsterede en stor del af deres bedste i samarbejdet med Hawks. Grant og Bogart er naturligvis de helt dominerende, men der er også Cagney, Edward G. Robinson, Hepburn (som han introducerede til screwball-komedien), Barbara Stanwyck i Ball of Fire (1941), Carole Lombard (som først viste sin formidable styrke og komiske rækkevidde i Twentieth Century, 1934), og Montgomery Clift - en raffineret skuespiller på grænsen til at blive overdelikat - blomstrede da Hawk gav ham den anden hovedrolle over for John Wayne i Red River (1948) og sine god råd om bevægelse og gestik.

For eksempel »hele påfundet«, som Hawks' biograf Todd McCarthy beskriver, »med at tage et hvedestrå i munden«, men også det »at gnide sig på siden af næsten, når han blev tankefuld«. Hele denne dynamiske strid i denne film består i kontrasten mellem John Waynes og Clifts stemmer, de høje monotone kommandoråb og den distinkte, men lavmælte ytring, der antyder en reserve af samvittighed. Alt dette må Hawks' øre have opfattet med det samme og målt op imod historien, da han fulgte skuespillerne under deres første læseprøve.

Anstrengt humor

1950'erne kom til at kvæle noget af Hawks' ånd. De instruktører, som klarede sig igennem dette årti slagkraftigt og med æren i behold - Nicholas Ray, Anthony Mann, Fritz Lang - var i reglen dem, som forstod at sætte sig op imod tidsånden. Hawks overbærende accept af samtidens normer er især smertefuld i Foryngelseskuren (1952), en tung skrøne om en medicinsk opdagelse, der giver sexlysten tilbage til midaldrende. Scenerne med aberne i laboratoriet er humor, når den er mest anstrengt.

Rio Bravo(1959) lider af en lignende grad af høflig imbecilitet. De udøser sin kærlighed over scener og typer, der har vokset sig tomme for spontant liv og er stamfædre til sådanne senere udløbere af proforma kølighed som Butch Cassidy and the Sundance Kid, hvor helte under pres sige smarte ting og sætter en ironisk grimasse op.

Nogle år senere kunne Hawks i Gentlemen foretrækker blondiner (1953) dreje en sexkomedie uden bismag af lummerhed og med mange fine detaljer, som når han var bedst, som da Marilyn Monroe som svar på Charles Coburns udfald: »Unge dame, mig kan De ikke narre« udbryder: »Det prøver jeg da heller ikke på. Men jeg tør vædde på, at jeg ku'.«

Kunst, der ligner livet

Film er den kunstart, som dårligst kan sammenlignes med andre, men som alligevel inviterer til flest sammenligninger, og Hawks' karriere viser, hvorfor alle sammenligningerne (opera, arkitektur, roman) både rammer og rammer helt ved siden af.

En af hans film gør måske indtryk ved deres indre enhed og rummelighed og synes at være et typisk eksempel på god fiktion, som f.eks. Sternwoodmysteriet; en anden har måske rækkevidde og resonans til at udfylde et historisk landskab, der er en Frederic Remington værdig, sådan som Red River gør.

Ideelt set er der et eller andet sted i baggrunden også inciterende musik, som ikke trænger sig på, såsom Hoagy Carmichaels klaverspil i At have og ikke have. Hawks' kunst aspirerer til at ligne livet og lykkes undertiden i en grad, som livet selv sjældent gør.

En række af Howard Hawks film er tilgængelige på dansk dvd
© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu