Da Mikkel Nørgaard og Frank Hvam kiggede sig omkring på gårdspladsen på Testrup Højskole, gik det op for dem, at de var i voldsomt mindretal. En kursusuge om køn tiltaler åbenbart fortrinsvis det ene af dem. Og her skulle hovedpersonen og instruktøren bag tv-serien Klovn tale om stereotyper i samme tv-serie. En tv-serie, der med Mikkel Nørgaards ord »har ét udgangspunkt, og det er dit, Frank«. En tv-serie om en mand og hans mandlige venner. Om Frank og figuren Casper Christensen, der bliver rasende, når han modtager en telefonbog over lokalområdet. Han hader almindelige mennesker.
Men som Frank Hvam fremhæver, så er der også kvinder i serien, og de fylder noget mere, end hvad umiddelbart afsløres for det blotte øje. »Tre kvinder, der kaster en stor skygge ind over de tre mænds liv,« siger Frank Hvam med den dér timing, der bare sidder. Med den i arsenalet kan selv den mindste styrke afvæbne overmagten. Selv om flere af dem endda er kulturradikale. Og queer. De labber det i sig denne formiddag på Testrup Højskole, hvor Frank Hvam og Mikkel Nørgaard påpeger den ene konsekvens af kvindelig dominans efter den anden.
Kønsspillet
Det handler om forholdet mellem mænd og kvinder. Mere specifikt om forholdet mellem Casper og Iben, Frank og Mia, Pivert og Bodil for det er det, der er holdet bag Klovns udgangspunkt. De indbyrdes spændinger og hvordan de håndterer dem: Hvornår skal smørret tages ud af køleskabet? Hvornår er det ok at tage heroin? Hvor mange billeder af en 12-årig drengs tissemand skal man tage, før man bliver erklæret uegnet som far? Alle disse små problemer bliver taklet meget forskelligt, alt efter hvor godt mændene spiller kønsspillet, forklarer Mikkel Nørgaard. De viser et klip fra første sæson af Klovn.
Frank og Casper er igen kommet i fedtefadet. Allerede da Frank fortæller, at Casper vil holde en herremiddag, mens pigerne er i sommerhus, synker Mias mundvige helt ned under hageflippen. Men værre bliver det, da de kommer hjem. »Pivert er ubrugelig som drengeven«, har Frank Hvam allerede konstateret, »de kan ikke stole på ham«. Og han kan da heller ikke holde sin kæft om, at herremiddagen ender med, at herrerne beslutter sig for at prøve heroin. Og dog besinder sig, da de ser hvilken effekt det har på Pivert. Måske var det ikke nogen god idé. Alligevel.
Tilbage på skolebænken
Frank ligger og hygger sig i sengen dagen efter, da Bodil kommer stormende ind. Den slukørede idiot, Pivert, fortæller, at han »blev nødt til« at fortælle, at han havde taget heroin. Franks gestik ligner den, én 10-årig givet har, når han bliver fanget i en udåd: »Er du idiot?!!« Ja, det er Pivert.
»Frank, kom lige herud,« råber Mia først en smule kælent, siden insisterende. Og det udtryk, der manifesterer sig i Franks ansigt, er frygt. Rendyrket frygt. Angst, nærmest.
Og det er her, Frank Hvam fanger kvinderne. »Kvinderne er selv ude om, at de får så slatne mænd«, konstaterer Frank Hvam nøgternt, men dog med en hvis fornemmelse af undergang i tonen. Han fortsætter: »De er tilbage på skolebænken. De skal ind til rektor. Det er sådan et par pædagoger, som han har mødt hele sit liv, der venter på ham ude i køkkenet«.
»Ja, der er i hvert fald ikke et ligeværdigt forhold i dette rum,« supplerer Mikkel Nørgaard. »Det her viser de tre forskellige scenarier i kønsspillet,« konkluderer Mikkel Nørgaard.
For det første har kvinderne indflydelse, selv om de ikke er til stede. Hvis ikke Mia havde insisteret på, at Pivert skulle med til Caspers herrefrokost, »ja, så var han der ikke«, siger han. Pivert er så almindelig, at han er en klods om benet blandt kendisser.
Men nu, hvor det er helt ad helvede til, så ender det med at være værst for Frank. »Det hele skal falde tilbage på Frank, ellers er det ikke relevant«, som Mikkel Nørgaard siger. Og det gør det så. Iben er den hysteriske type, der flipper spontant ud på Casper et øjeblik. Bodil er den dominerende, der straks gør Pivert til offeret og opsøger dem, der har ofret ham, når det nu for en gangs skyld ikke er hende selv. Mia giver Frank straffen. Som altid er hun villig til at tilgive, men det er ikke gratis. »Jeg synes ikke, du skal se Casper mere«, og Frank ser spørgende, bedende, på hende: »I en uge eller hvad?«
Kvinderne i Klovn fungerer stort set udelukkende som "straight (wo)men" til de mandlige karakterers "funny men". At man så forsøger at efterrationalisere dem til at være andet end klassiske arketyper fra komediegenren er....ja... slattent.
For hvad er der galt i at have et klassisk set up i en komedieserie? Det jeg mener er at vi taler om en sitcom i et format på under en halv time per afsnit. Der er altså, rent praktisk, slet ikke mulighed for at udvikle karaktererne og lægge alle de lag ind, som Hvam og Nørgaard her ellers, så desperat, forsøger at bilde os ind man har gjort med Klovn.
Det ville naturligvis være fedt, hvis man fik en knaldgod dansk comedy-serie, hvor kvinderne virkeligt fik lov til at bryde med arketyperne og være noget andet end blot "straight (wo)men". Men nu er det altså bare ikke tilfældet og derfor virker det patetisk, at man forsøger at bilde os det modsatte ind.