Læsetid: 6 min.

Han var et intellektuelt legebarn

Tøger Seidenfaden var en kæmpe i den danske debat, anti-autoritær og engageret og ikke bange for at stå alene
'Det er svært for mig at være landets eneste opposition,' sagde Tøger Seidenfaden på et tidspunkt, da opbakningen bag Anders Fogh Rasmussen var stærkest. Men avismanden og det intellektuelle fyrtårns evne til at tale imod og udfordre den gængse overbevisning vil blive svær at undvære i fremtiden.

'Det er svært for mig at være landets eneste opposition,' sagde Tøger Seidenfaden på et tidspunkt, da opbakningen bag Anders Fogh Rasmussen var stærkest. Men avismanden og det intellektuelle fyrtårns evne til at tale imod og udfordre den gængse overbevisning vil blive svær at undvære i fremtiden.

Mik Eskestad

28. januar 2011

Det er meget få chefredaktører forundt, at de naturligt får en absolut førsteplads i den offentlige debat. Uanset om man er tilhænger eller modstander. En sådan plads havde Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden. Den var i en årrække så markant, at der i visse kredse opstod tvivl om, hvem der var oppositionens leder: var det Helle Thorning eller Tøger Seidenfaden? Selv mente han naturligvis det sidste. Samtidig med, at det sidste, han havde ønske om at blive, var udøvende politiker. Han var den klassiske intellektuelle debattør: Jeg ønsker at påvirke mest muligt og beslutte mindst muligt.

Da Tøger Seidenfaden i 2007 fyldte 50, skrev Uffe Ellemann-Jensen forordet til bogen Absolut Tøger:

»Hvis man ikke engang imellem bliver så rasende uenig med en avis, at man får lyst til at sige den op, så er den ikke værd at spilde sin tid på. Sådan er det også med meningsmagere. Hvis ikke de besidder evnen til at irritere og udfordre er de ikke spændende nok. Både meningsmageren Tøger Seidenfaden og de aviser, han har været redaktør for i de sidste tyve år, lever op til dette væsentlighedskriterium. Og Tøger har præsteret en videreudvikling: Han kan også virke dybt irriterende, når man i øvrigt er enig med ham«.

Uendeligt antal debatter

Det kan næppe udtrykkes mere præcist. Det er svært, for ikke at sige umuligt, at forestille sig en dansk debat uden Tøger Seidenfaden. Selvsikker, velformuleret og intellektuelt rustet til fingerspidserne stillede den drevne debattør op overalt som kultur-liberalismens skarpe og til tider en anelse demagogiske tunge. Antallet af radio- eller tv-debatter med hans deltagelse er uendeligt - den sidste var i tirsdags på P1, hvor han i en stiv klokketime diskuterede USA og Obama direkte hos Steffen Gram, mindre end 48 timer før den modermærkekræft, som blev konstateret i 2003, endelig fik bugt med ham.

Han blev 53. Samme alder som hans mor havde, da hun døde af kræft. Han var tæt knyttet til sin mor, Lone Knutzon, der i en moden alder læste teologi og blev præst. Hans Far, Erik Seidenfaden, var i næsten tyve år chefredaktør på Information. »Jeg er en klon af mine forældre«, sagde Seidenfaden, der blev cand.scient.pol. i Århus og fortsatte studierne i Frankrig og USA. Han var ansat i sekretariatet for regeringens sikkerhedsudvalg, da Jørgen Schleimann hentede ham til Weekendavisen som udenrigsredaktør i 1985. To år efter blev han chefredaktør, da Schleimann blev direktør for TV2 og da Schleimann blev tvunget ud, blev han hans efterfølger.

Men det var ikke som TV-direktør, at Seidenfaden blomstrede. Og det var ikke hans administrative, ledelsesmæssige eller økonomiske evner, der fik Politikens bestyrelse til at håndplukke ham til at indtage hjørneværelset. Det var debattøren, skribenten og meningsmageren, som Politiken ville have. Og fik. Her var en skribent, der stod op om morgenen, oplevede og læste ting, mødte mennesker og næsten per automatik formulerede sine holdninger og herefter stablede argumenterne oven på hinanden med en følelsesladet energi, der ind imellem kunne virke bulldozer-agtig. Og samtidig være et sødt menneske.

Karakteristikken af er ikke opfundet til lejligheden. Den er et sammendrag af Seidenfadens svar på denne skribents spørgsmål i en radiosamtale for knapt tre år siden, da han fyldte 50.

To ledende artikler står skarpt i erindringen. Den ene fra Weekendavisen 1991, da den første Golfkrig gik i gang med dansk deltagelse. ”En velsignelsesrig krig” skrev Seidenfaden om koalitionens krig mod Irak efter Saddams besættelse af Kuwait.  Den anden 12 år efter i Politiken: da USA stod på tærskelen til en angrebskrig mod Irak  og Folketinget debatterede Danmarks deltagelse i krigen, gik han skarpt i rette med statsminister Anders Fogh Rasmussen.

To på overfladen modsatrettede synspunkter. Begge velargumenterede. Seidenfaden var havkatten i hyttefadet, en ildsjæl, der ind imellem brændte så kraftigt, at det kunne virke megalomanisk. Men en skarp og vedvarende debat er en afgørende nødvendighed for et demokrati. Og man skal ikke tage fejl. Seidenfaden var ikke en rabiat venstreorienteret revolutionær, selvom nogle af hans modstandere i debatten antydede det. Han sværmede ikke for revolution eller det autoritære, tværtimod. Hans holdninger blev markant formet af hans debatterende, belæste og i mange henseender borgerlige hjem midt i en kold krig, hvor Seidenfaden ikke var i tvivl om sit standpunkt imod det autoritære.

Den eneste opposition

I perioder efter regeringsskiftet i 2001, specielt da Fogh-regeringens styrke og popularitet var på sit højeste, følte han sig ret ensom og betroede engang en medarbejder på Politiken: »Det er svært for mig at være landets eneste opposition«. Den rolle udfyldte han til gengæld, hvad enten det drejede sig om Bjørn Lomborg, terrorisme, udlændingepolitikken.

Han var begejstret for Tintin-bøgerne, og Tøger Seidenfadens essay fra 1999 gav et mere nuanceret billede af ham selv end billedet af en mand, der levede og åndede for samfundsdebatten. Anledningen var Tintins 70-års fødselsdag og efter en begejstret beskrivelse af Hergés tegneserie-univers slutter han: »Jeg har kun lige strejfet overfladen hvad angår universets rigdom, renhed, dybde og komiske urkraft. Læs dem igen og igen også de næste 70 år!«

Samme begejstring præger Seidenfadens hyldest til Tolkien og Ringenes Herre og engagementet kan man finde i masser af hans ledere og kommentarer, der spænder fra en ode til de københavnske buschauffører (»hverdagens helte«).

Skarpest markerede Seidenfaden sig i Muhammed-sagen. Han mente, at ytringsfrihedens grænser var overskredet og gik så vidt, at han lavede en slags undskyldning. I et forlig med den saudiarabiske advokat, der hævdede at repræsentere Profetens efterkommere, sagde Seidenfaden undskyld. Ikke for publiceringen af tegningerne, men for de skader, som tegningerne måtte have forvoldt over for muslimernes følelser. Det gjorde ham ikke populær, men det rørte ham ikke. Dæmoniseringen af muslimer var ham inderligt imod, og det tjener til hans ros, at han i årevis har været Dansk Folkepartis mest yndede hadeobjekt.

Et legebarn

Hjørneværelset i Politiken har været beboet af en række meget forskellige personligheder. Seidenfaden afløste Herbert Pundik, journalist med stort J. Nogle af dem var fremragende journalister. Andre fremragende skribenter. Enkelte var samfundsdebattører af højt karat. Tøger Seidenfaden var, som en tidligere medarbejder på Politiken beskrev det efter hans død, »ikke redaktør, men en fantastisk topfigur. En gudbenådet meningsmager. Det at lave avis interesserede ham ikke brændende. Det var der andre chefredaktører til. Han var på samme tid både fraværende og nærværende. Ind imellem næsten et glad legebarn, der på en varm sommerdag kunne gå rundt med en papkasse og dele is rundt til medarbejderne«.

Da han i 2007 valgte aktivt at udøve sin indflydelse på journalistikken og avisen, var resultatet en Politiken, hvor nyhederne blev forvist til et løbebånd øverst på siderne, der i øvrigt primært blev domineret af synspunkter, analyser, essays og baggrunde. Det kostede et opgør i chefredaktionen og Seidenfadens nye avis blev efter nogen tid igen en avis, hvor der også var plads til nyheder og klassisk journalistik. Mange af Politikens journalister gav offentligt udtryk for, at hans aktivistiske plan om et center, hvor afviste asylansøgere kunne få ophold og arbejde, truede avisens journalistiske troværdighed. Men Tøger Seidenfadens til tider famlende forhold til journalistikken blev mere end opvejet af hans uovertrufne gennemslagskraft som debattør.

Tøger Seidenfaden var langt mere end blot meningsmager. Da han efter sin udnævnelse til TV2-posten inviterede til et strategiseminar på sin svenske ødegård, sørgede han for, at TV2-cheferne dagen igennem spillede hans yndlingsbrætspil, der handlede om krig og strategi. Han var et legebarn, et familiemenneske og først og fremmest med en af hans argeste modstanderes, Ulrik Høy fra Weekendavisen, ord »en svimlende begavelse, en debatinstitution, der har indskrevet sig i den moderne danske pressehistorie«.

Tomrummet i den danske debat efter Tøger Seidenfadens død er svimlende dybt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det kan så altsammen være meget godt, men faktum er alligevel at Politiken over de sidste 10-15 år gik fra at være en seriøs avis til mest at skrive om død og ødelæggelse. Og hvis man ikke kunne finde noget i Danmark, ja så var der sgu altid en forulykket bus at finde i tyrkiet eller brasilien, eller et mord i USA.
Politiken has således bidraget gevaldigt til frygtkulturen i Danmark. Bange folk er nemmere at kontrollere, og hvadend Seidenfaden faktisk har sagt, så har han ved bidragelse til frygtkulturen givet den højredrejede følelsespolitik mere vind i sejlene.

"Tomrummet i den danske debat efter Tøger Seidenfadens død er svimlende dybt." skriver Lasse Jensen og sætter dermed ord på det mange os må føle ved denne triste meddelelse.
R.I.P.

Thorbjørn Heller Johansen

Et intellektuelt legebarn ........ Pragtfuld beskrivelse ...............
Når man er velbegavet og velinformeret er det bare super at være avisredaktør og kunne få afløb for sine klarsyn - - Klarsyn er nemlig lige dét som Tøger havde.

Vi har alle vor tid, og bruger den forskelligt - Tøger brugte den særdeles kreativt....
- Findes der en Gud over det hele er jeg sikker på at han giver Tøger en ny tørn på Jorden

Hils derude Tøger - så længe du er væk .....

Knud Jespersen

Ellemans kommentarer i starten af nekrologen er bare weltklasse ----- træls, at Tøger blev kaldt hjem ----vi kommer til at mangle ham og hans intellekt !

Jan Wolfram Thiemann

Det er på sådanne dage, man har lyst til at iklæde sit pas et sørgebind.
Tak til Lasse Jensen for en meget smuk og præcis nekrolog.
Og Tak til Tøger...!