Klumme
Læsetid: 2 min.

Januar

Den blå time er endnu ikke ankommet, men derfor kan man jo godt være blå alligevel
Kultur
18. januar 2011

Dagen har sine stilheder hvis man hører efter, når der ikke er noget at høre. Musikken er standset, trafiklyden, der er som en storbyens tinnitus nede fra gaden, holder pause, ingen trin på trappen eller hen over gulvet ovenpå.

Måske et sart øjeblik af frakobling, ny opmærksomhed og bleg sol udenfor. Gerne i januar, hvor lyset allerede holder en anelse længere ud, men hvor den berømte blå time endnu ikke vil være med. Snarere timen entre chien et loup, mellem hund og ulv, som Jan Skácel taler om. Hans digt »Et øjeblik i januar«, oversat fra tjekkisk af Iboja Wandal-Holm, er anderledes timet og egnet til at fremdrage i en periode, hvor vi har haft rigeligt med den sne, der nu ligger og sortner i vejkanten overalt.

Og dagen er stille, skrøbelig som en skal.
Midt i den solen, også helt hvid og rund.
Og driver hvide, træer, tage, sneen.
Og dette øjeblik, og denne hvide stund.

Den rigelige brug af bindeordet og lyder som en overvældelse, en betaget ophobning i en sart skal af glæde, bristefærdig og hvid.

Det hvide kalder på sin modsætning eller er i sig selv tvetydigt. For i et andet digt om »Timen helt i hvidt« lyder det:

Jeg ved, at den venter et sted,
venter på alle.
Men så vil jeg ikke være mere.
Nogle venter den på under æbletræet, andre under egene.

Stilheden har en anden side, er »måske en påfugls længselsfulde skrig langt borte, bag Ægæerhavet eller også nærved her i haverne«.

Eller her i byen.

Skácel blev gjort tavs af regimets censur i Tjekkoslovakiet efter 1969, en påtvungen, udmattende stilhed gennem tretten år, hvorefter han atter kunne tale og udgive, men ikke nåede for alvor at opleve friheden. Han døde som 67-årig i 1989, 10 dage før fløjlsrevolutionen.

Digtene står i det danske udvalg af hans digte, Biernes søvnfra 1998. Titeldigtet er en sonet, hvor et antal af de traditionelt foreskrevne linjer er stumme, erstattet af streger. Indlagte stilheder af forladthed: »Det hvide gedekid vil til sidst løbe fra os og vi bliver efterladte Brændenælder får fornyet liv og biernes højlydte søvn vil fylde egnen«.

Tilfældigvis kom samme år Morten Søndergaards digtsamling Bier dør sovende. Titlens ord står i et ganske kort, centralt digt:

Du siger
at bier dør sovende,
men de styrter til jorden
ramt af en
hjerneblødning,
der er
formodentlig honning
inde i væggen
og de kommer tilbage
år efter år.

Tanken om død og stadig genkomst, om hvidhedens anden side er et paradoks, som poesien så intenst beskæftiger sig med. En af de stilheder, som øjeblikke kan indebære når som helst i januar, i sne, i regn, i sol hvid og rund, hvis man hører efter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her