Læsetid: 3 min.

Jens Hansen vil skabe et superhold af rumænske landarbejdere

I morgen åbner udstillingen 'A Taste of Europe' på Arbejdermuseet om historien fra roepolakkerne i starten af 1900-tallet til nutidens ukrainske og rumænske landarbejdere i den danske svineproduktion
I morgen åbner udstillingen 'A Taste of Europe' på Arbejdermuseet om historien fra roepolakkerne  i starten af 1900-tallet til nutidens ukrainske og rumænske landarbejdere  i den danske svineproduktion
26. januar 2011

»Han kører nærmest som en robot«. »Egnet til ensformigt arbejde.« Sådan lyder salgsslogans fra rekrutteringsfirmaer, der formidler udenlandsk arbejdskraft til det danske landbrug. ArbejdsUdleje.dk har også forsøgt at sælge, hvad man må tro er stumme landarbejdere:

»Som noget nyt, vil vi nu som et forsøg, tilbyde arbejdere UDEN sprogkundskaber, til kun 65 kr. i timen.«

»Ja, den slags skriver de jo faktisk på deres hjemmesider,« smiler museumsinspektør Margit Bech Larsen, der viser rundt i et byggerod, som i morgen bliver Arbejdermuseets særudstilling om dansk svineproduktion 2011.

»I dag anslår fagbevægelsen, at ca. halvdelen af de ansatte i det danske landbrug er fra udlandet primært fra Østeuropa,« siger Margit Bech Larsen, »og selv om det langt fra gælder alle, så bliver en del virkelig dårligt behandlet.«

Ud over fagforbundene NNF og 3F, der i deres fagblad har sat spot på de udenlandske landarbejderes vilkår, er der ikke megen offentlig opmærksomhed omkring forholdene for de flere tusinde migrantarbejdere, som producerer danske svin til hjemmemarked og eksport. Med den nye udstilling åbner Arbejdermuseet døren op til historier fra bl.a. Inga fra Ukraine og Theodora fra Rumænien, der begge arbejder på svinebrug i Jylland.

Fra orden til uorden

Inga kom til Sønderjylland i 1990erne på en særordning, hvor udenlandske landbrugselever kunne fortsætte uddannelsen i Danmark og komme i lønnet praktik eller blive ansat som specialister, når de havde afsluttet deres uddannelse. Ifølge Margit Bech Larsen et system, der sikrede ordentlige vilkår for landarbejderne og kvalificeret arbejdskraft til landmændene. I 2010 blev ordningen nedlagt. Den er i mellemtiden erstattet af EUs direktiv om fri bevægelighed uden regulering af arbejdsforholdene. Det betyder, at det er lovligt at ansætte en rumænsk landarbejder til 20 kr. i timen på en dansk svinefarm.

»Når der ikke er lovreguleret mindsteløn, er lønnen afhængig af overenskomster som kun forpligter de arbejdsgivere, der er organiseret i en arbejdsgiverforening. Det er der ikke mange landmænd, der er,« fortæller Margit Bech Larsen. Mange danske rekrutteringsfirmaer gør det klart for deres kunder, at de kun kan få leveret god til prisen-arbejdskraft, hvis de undgår overenskomster og organisering.

Smagen af Europa

Udstillingen hedder A Taste of Europe, fordi den er tilknyttet et EU-projekt af samme navn om fødevareproduktion og -forbrug. Men Arbejdermuseet har sat fokus på arbejderne frem for på forbrugere og produkter. Så det er snarere smagen af udbytning og smagen af landarbejdernes virkelighed og fremtidsdrømme, som besøgende på udstillingen vil blive præsenteret for.

»De kommer for pengene det siger de selv,« fortæller Margit Bech Larsen, som har interviewet bl.a. Inga og Theodora. »Efter Murens fald forsvandt stort set alle kollektive offentlige godser i Østeuropa, og selv med en uddannelse og et job er det svært at forsørge sin familie. Både Inga og Theodora har efterladt deres børn hos bedsteforældrene for at spare penge op til fremtiden,« siger Margit Bech Larsen, og fortsætter: »Begge havde også planer om, at de kun skulle være væk i kort tid, eller at de ville hente børnene herop. Men virkeligheden er ofte en anden. Med arbejde fra morgen til aften er det ikke særlig praktisk at have børnene hos sig. Og en børnehaveplads koster jo penge.«

Ikke nyt

Theodora og hendes mand er ansat hos landmanden Jens Hansen ja, det hedder han faktisk og de tjener hver 10.000 kr. om måneden som landbrugselever. Men i praksis er der ikke meget uddannelsesforløb over det. Jens Hansen har nemlig lige fyret den danske driftsleder og siger, at han vil skabe et superhold af rumænere, fortæller Margit Bech Larsen.

I udstillingens sidste rum trækker Arbejdermuseet perspektiver 100 år tilbage i tiden til de såkaldte roe- polakker, der i starten af 1900-tallet befolkede de danske landbrug.

Den gang fandtes alle de samme komponenter: Arbejdsløshed og fattigdom i Polen, som ansporede arbejdere til at søge lykken nordpå. Gårdejere, der hævdede ikke at kunne skaffe nok landarbejdere i Danmark. Rekrutteringsfirmaer, der tjente penge på at skaffe billig arbejdskraft fra udlandet. Og en fagbevægelse i splid med sig selv fra bekymring over »Polakkernes Kaar« og forsøg på at organisere de »fremmede Arbejdere« til modstand mod »Polak- importen« og opfordringer som f.eks.: »Lad os drive Polakkerne ud af Landet!«

Særudstillingen A Taste of Europe Østarbejdere i dansk landbrug åbner torsdag og kører frem til d. 31. juli 2011 på Arbejdermuseet i Rømersgade 22, København K. Entré: 65 for voksne, 55 kr. for studerende og pensionister, gratis for børn og unge under 18 år. Åbent alle ugens dage kl. 10-16.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Godt for de stakkels østeuropæere, at de kan komme i arbejde hos gode, hæderlige danske bondemænd i det velorganiserede, velordnede Danmark.
Vort hjem, du danske jord...

Det er meget forstemmende at læse nutidens annoncetekster fra forskellige vikarbureauer. Det er noget helt galt med menneskesynet, men det er måske meget godt at få en påmindelse om hvad et uorganiseret arbejdsmarked fører til!

Jo, det er det. Men modsat andre lande, har man i Danmark ingen lovbefalet mindsteløn. Netop derfor kan dette lade sig gøre. Kun folk, som er ansat i virksomheder, som har overenskomster har en (vis) beskyttelse og ret til en anstændig løn.

Og derfor må EU træde til og diktere en mindsteløn på 10 eller 15 EURO i timen og at alle der arbejder i et land skal være omfattet af landets gældende overenskomst(er) for netop det område...

Mona Blenstrup

Landbruget kan frit annoncere efter folk fra forskellig nationalitet og efter køn.
Ikke noget med M/K her, bare gå efter en køn og sød pige i rumænien.

Den går ikke i de danske annoncer på nettet og i avisen eller hos jobcenteret.