Kaffeehausliteratur

WIEN - Jeg er på rejse og har derfor ikke fulgt med i ugens genvordigheder i den danske litteraturdebat. Jeg vil heller ikke påstå, at jeg helt er blevet opdateret på den aktuelle østrigske litteraturdebat, men jeg har oplevet, eller rettere genoplevet, for jeg har været her flere gange før, noget helt andet og meget nyttigt, nemlig de wienske cafeer. Der har været centraleuropæisk frost og sne i Wien, så det var helt oplagt, at søge tilflugt til disse slet ikke små oaser midt i den myldrende storby, der egentlig er alt for stor til det lille rige, som Østrig er, men det skyldes som bekendt, at Wien engang var centrum i et stort multinationalt og -etnisk rige med navnet Habsburgerriget.

I Wien blev der omkring år 1900 udviklet en stærk cafekultur. Folk på tværs af generationer gjorde ophold i kaffehusene, som de kaldes her, i timevis for at læse, skrive, holde møde eller samtale. Alle datidens store forfattere og reportere såsom Musil, Joseph Roth, Peter Altenberg, Stefan Zweig og mange flere sad og skrev på cafeerne. Ja, med Kaffeehausliterat skabte man faktisk et begreb for at karakterisere sådan en type cafegæst. Men også i dag sidder folk med aviser, en bog, skriver i notesbøger eller på laptop, samtaler og tænker. De wienske cafeer er slet ikke cafeer, som vi kender dem i Danmark. Her skal man eksempelvis ikke først stå i kø ved disken for at bestille, men udvælger sig sin plads i de elegante Thonet-stole eller bekvemme sofagrupper for umiddelbart efter at blive betjent af en tjener med rank holdning og elegant uniform. Ikke anmassende, men formel, høflig og korrekt indtil det nedladende, hvis man ikke lige skulle kende de lokale koder. Man får serveret sin kaffe på små sølvbakker. Behøver jeg at tilføje, at enhver café selvsagt råder over stort udvalg af aviser, også internationale?

Værdifulde tidslommer

Hvad er hemmeligheden bag de wienske cafeer? Det er ikke kaffen, som slet ikke er specielt god. Som den svenske forfatter og journalist Richard Swartz, der har boet i byen siden 1976, gør opmærksom på, da vi har sat hinanden stævne på en af de mest autentiske cafeer, Café Jelinek, så er wienerne helt uden grund selv stolte af deres kaffe. Til gengæld har de udviklet deres helt eget vokabular for kaffe, således at man i Wien ikke kommer langt med gængse betegnelser som espresso, caffe latte, cappuccino, men er derimod nødt til at tilegne sig udtryk som Kleiner Brauner, Grosser Brauner, Melange, Wiener Melange, Verkehrter etc.

En af Østrigs vredeste børn, den nu afdøde mesterlige forfatter Thomas Bernard, holdt gerne til på Café Bräunerhof tæt ved Hofburg og den Heldenplatz, som også er navnet på hans mest samtidskritiske teaterstykke. I cafeen hænger hans portræt. Café Bräunerhof er en af de intakte cafeer med slidte møbelbetræk og trætte farver på væggene, men med god plads for sjælen. Ligesom Café Tirolerhof, Cafe Alt Wien, Café Sperl og Café Hawelka. En række af de legendariske cafeer, som tidligere var et besøg værd, skal man imidlertid holde sig langt fra det gælder Café Schwarzenberg, en decideret turistfælde, Café Central og Café Museum, tegnet af arkitekten Adolf Loos. Café Museum har desværre undergået en tragisk renovering inden for de senere år. Til gengæld er Loos lille arkitektoniske perle i form af American Bar i sidegade til Kärntner Strasse bevaret i sin oprindelige stand og stadig et godt afsæt for en god aften eller et godt sted at slutte natten.

Så den egentlige hemmelighed bag de wienske cafeer er, at de er en slags reservater, hvor mennesker på behagelig vis kan sidde og arbejde i fællesskab med andre, eller hvor mennesker har tid til noget så gammeldags som at sidde og reflektere over tilværelsen. Små værdifulde tidslommer midt i hektikken eller små oaser for sjælen. Jeg er sikker på, at også den danske litteratur og litteraturkritik ville have godt af den type cafeer.