Læsetid: 7 min.

Krigskunstnerens skyggesider belyses

Soldaterforfatteren Ernst Jüngers efterladte ejendele giver indblik i et enestående kunstnerliv og et katastrofalt tysk århundrede. En fornem udstilling åbenbarer nye sider af tysk litteraturs smertensbarn
Produktiv. Ernst Jünger blev født i Heidelberg i 1895. Han meldte sig i 1914 frivilligt til hæren, og som soldat blev han i årenes løb såret adskillige gange. Jünger udgav i 1920 krigserindringerne 'In Stahlgewittern'. Til april udsender forlaget Gyldendal bogen i dansk oversættelse - 'I stålstorm'.

Produktiv. Ernst Jünger blev født i Heidelberg i 1895. Han meldte sig i 1914 frivilligt til hæren, og som soldat blev han i årenes løb såret adskillige gange. Jünger udgav i 1920 krigserindringerne 'In Stahlgewittern'. Til april udsender forlaget Gyldendal bogen i dansk oversættelse - 'I stålstorm'.

Topham Picturepoint

14. januar 2011

MARBACH For mange af efterkrigstidens tyskere er navnet Ernst Jünger synonymt med protofascisme, krigsliderlighed og prøjsisk militarisme. Adskillige venstreintellektuelle har gennem årene afsvoret Jünger som en glat ål og en opportunistisk kyniker, der på trods af sin hyldest til krigen og sin chauvinistiske nationalisme undgik at blive stillet til regnskab for sin andel i Weimar-republikkens katastrofale endeligt. Men der er flere sider af Ernst Jünger end den krigsbegejstrede nationalist og konservative anarkist. Det kan man for tiden forvisse sig om på en højderyg i Schillers fødeby i Sydtyskland, hvor det smukke og tempellignende Literaturmuseum der Moderne lægger hus til udstillingen Ernst Jünger. Arbeiter am Abgrund, der som den første udstilling i verden i sin helhed er helliget den ekstraordinære forfatter og i særlig grad hans værk og arbejdsmetode.

Et koldt blik på verden

Udstillingen i Marbach forsøger at lægge nye dimensioner til fortællingen om Ernst Jünger, der gjorde tjeneste som soldat i begge verdenskrige og siden gled ud i delvis glemsel som en sær snegl i selvvalgt eksil i den tyske provins. I de senere år er Jüngers navn atter begyndt at dukke op, blandt andet i forfatterskolekredse i Dannmark. Den akademiske interesse gælder imidlertid stadig primært hans tidlige værk, hvis radikalitet forbinder ham med åndsbeslægtede antidemokrater som den kontroversielle nazistiske jurist Carl Schmitt. Udstillingen i Marbach går videre end den velkendte historie om Jüngers mellemkrigsår og viser, at forfatterens lange liv er stærkt forbundet med ikke blot det tyvende århundredes katastrofale afgrundsdybe europæiske historie, men også med en enestående æstetisk skaberkraft.

For at konkretisere Jüngers værk og æstetiske verdensanskuelse har kuratorerne valgt et enkelt udstillingsprincip. Placeret i oplyste vitrineskabe i en dunkelt rum præsenteres den besøgende for en omfattende samling af efterladte genstande, hvis blotte mangfoldighed vidner om den intellektuelle nysgerrighed, der kendetegnede Jünger. På den ene side bliver vi som beskuere på den måde indviet i Jüngers eget notorisk sagligt registrerende og kolde blik på verden. Et blik, der i første omgang er uden moralske anfægtelser, men blot en konstatering af livets former og fænomener.

På den anden side læser vi som besøgende i Jüngers eget liv genstandene som et udtryk for et nysgerrigt og æstetisk ihærdigt væsen, der udsætter sit eget værk og liv for uophørlige genskrivninger og omskrivninger. Ikke færre end 280 dagbøger, et utal af gennemskrevne notesbøger og kladdehæfter i intakt tilstand samt originaludgaverne af de fleste af numrene i Jüngers livslange værk (manden skrev fra sin tidligste dage i skyttegraven til kort før sin død i 1998). Jüngers æstetik er som regel kendetegnet ved at kombinere en legende nysgerrighed med en stram, nærmest klassicistisk stilistik. Men de mange gennemstregede og overtegnede hæfter vidner om en synkretistisk åndfuldhed og et anarki, som lever videre i kondenseret form i de færdige værker.

Insekter og stålhjelme

Dertil kommer udstillingens genstande: Personligt indsamlede insekter, medaljer, frontsoldaten Jüngers gennemhullede stålhjelm, en britisk hjelm som Jünger selv har samlet op, en flakon med duftevand. Ved udstillingens indgang præsenteres vi for Jüngers farverige paraply, som han brugte til at indfange biller og insekter af alle arter med. Allerede under tiden som´frivillig frontsoldat i Første Verdenskrig påbegyndte den entomologisk interesserede Jünger sin livslange indsamling af biller.

At skildre Jüngers litterære værk og liv ved hjælp af notehæfter og andre efterladte genstande kunne umiddelbart forekomme som en uinteressant dyrkelse af auraen ved autentiske genstande. Men den omhyggelige præsentation stemmer på prægnant vis overens med Jüngers egen poetik. Ligesom andre modernister, såsom eksempelvis den samtidige tysk-jødiske filosof Walter Benjamin, er samlingen for Jünger et forsøg på at restaurere, indkapsle og om muligt at genskabe en ituslået virkelighed. Jüngers egne samlinger, eksempelvis glasæskerne med de omhyggeligt indsamlede og registrerede biller og sommerfugle, er på den anden side også et vidnesbyrd om Jüngers vitalistiske fascination af livets mangfoldighed og former.

Genstandene giver et nyt indblik i forfatterens arbejdsmetode, som på den ene side er systematisk og optællende, registrerende og omhyggelig som et af Jüngers forbilleders, den svenske naturvidenskabsmand og aristoteliker Linnés. På den anden side er samlingens impuls fabulerende og kosmologisk anlagt som hos romantikerne og surrealisterne, der også hører til blandt Jünger litterære valgslægtskaber. For Jünger er samlingen ligesom livet og kunstværket selv. Det bliver aldrig færdigt, men må leves, forøges og fortolkes på en og samme tid i en uendelig bevægelse. Derfor genskriver og gennemredigerer han igen og igen sine egne værker. Uden medlidenhed. Allerede erobrede erfaringszoner skal ikke forsvares i overleverede former og stillinger, men ombrydes og udvides med sproget som angrebsmiddel.

Nøgtern og brutal stil

Debutbogen In Stahlgewittern (I stålstorm, red.) fra 1920, der kondenserer hans erfaringer fra tiden som frontsoldat i Første Verdenskrig i en nøgtern og brutal stil, er den bog, som Jünger udarbejder flest versioner af. Bogen, som den franske nobelpristager André Gide kaldte den bedste krigsbog overhovedet, bliver en øjeblikkelig bestseller og lægger grunden til hans litterære ry. In Stahlgewittern bliver til på baggrund af de optegnelser, som Jünger noterer i pauserne mellem stormløb og mortérangreb.

Først for nylig er disse optegnelser blevet udgivet i deres oprindelige, uredigerede form med titlen Kriegstagebuch 1914-1918 (Krigsdagbog 1914-1918). Som sådan er der tale om et enestående litteraturhistorisk dokument, der lader læseren komme tæt på centrale begivenheder i et af det tyvende århundredes mest katastrofale blodudgydelser. Men ud over sin værdi som historisk dokument kaster krigsdagbogen også lys over udviklingen af Jüngers litterære teknik og hans selvforståelse som krigskronikør og digter. Foruden en række morbide og galgenhumoristiske tegninger af skeletter på raketter og groteske kranier med høj hat og cigar, der foregriber den surrealistiske rædsel i Jüngers senere bøger, præsenteres vi som læsere for tvivlede sider af forfatteren, der sjældent kommer til udtryk i de officielle krigsbøger. »Hvornår slutter denne lortekrig,« spørger den unge officer et sted.

Et andet sted er en passage overstreget til ukendelighed og forsynet med en senere kommentar »Det angår ingen andre«.

Tvivlen skal slettes

I de tidligere værker sletter Jünger sin tvivl. Derfor kan det besejrede og ydmygede Tyskland finde trøst i den stiliserede heroisme og kompromisløse nationalisme, der gør forfatteren til en stjerne blandt Weimar-republikkens højreintellektuelle. Men til forskel fra nazisterne er Jüngers nationalisme i mindre grundet på folket og på racelæren, men fokuserer i stedet på dyder som heroisme og elitær aristokratisme.

Det afholder ikke nazisterne fra at falde i svime over den populære krigsveterans potentiale som propagandafigur. På udstillingen ser man et brev fra Rudolf Hess, der i en bydende tone lader den pensionerede soldat vide, at føreren ønsker at se ham på en gennemrejse gennem Leipzig, hvor Jünger i en overgang studerede zoologi. Jünger undslog sig imidlertid for et møde med sin beundrer. I takt med nazismens fremmarch trækker Jünger sig tilbage fra realpolitikken og den korresponderende agitation. I stedet vender han sig mod en metafysisk forståelse af verdenshistorien.

I det historiefilosofiske værk Der Arbeiter (1932) reflekterer Jünger i forlængelse af sine egne erfaringer i Flanderns skyttegrave over teknikken som den moderne verdens inderste kraft. Med så forskellige skikkelser som Hegel, Lenin, Fritz Lang, den sene Nietzsche og Oswald Spengler som vejvisere udmaler han teknikkens på en og samme tid destruktive og kreative ombrydning af stivnede samfundsformer frem mod en ny totalitær verdensorden. Helt frem til sin død holder Jünger fast i sit syn på teknikken som en titanisk kraft, men han betragter den med stigende pessimisme. Atomvåben, miljøkatastrofer og trafikuheld giver næring til denne .

Striden om Jünger

Jüngers skepsis over for krigen og teknikken tager fart i tiden som værnemagtsofficer i Paris. I hemmelighed begynder Jünger at skrive antikrigsdokumentet Der Friede (Freden), der sammen med den allegoriske Hitler-kritik På Marmorklipperne i nogen grad sikrer hans ry i efterkrigstiden.

Men på trods af disse antitotalitaristiske skrifter fortsætter Jünger med at være en kontroversiel skikkelse i den tyske litteraturvidenskab. På den ene side har psykoanalytiske og marxistiske litterater affærdiget Jüngers bøger som afstumpet krigs-panegyrik, der medvirkede til at bane vej for virkeliggørelsen af Det Tredje Riges voldsfantasier. I modsætning hertil fremhæver litteraten Karl-Heinz Bohrer i den indflydelsesrige Die Ästhetik des Schreckens (1978) Jünger som en vigtig skikkelse i den europæiske modernisme.

At diskussionen om Ernst Jüngers moralske habitus og litterære værdi langtfra er overstået viser en kommentar til den aktuelle udstilling i avisen Die Zeit.

»Hurtigt bliver der skøjtet hen over det faktum, at han hører til de mange små ødelæggere af Weimar-republikken og af Auschwitz«, skriver signaturen B.E.

Man kunne imidlertid også gøre gældende, at udstillingen i Marbach netop er vellykket, fordi den formår at bevare blikket for de nuancer i Jüngers værk, der så ofte går tabt i den langstrakte duel mellem apologeter og anklagere.

Ernst Jünger Arbeiter am Abgrund. Udstillingen kan ses på Literaturmuseum der Moderne, Marbach frem til den 27. marts 2011.

Kriegstagebuch 1914-1918. Ernst Jünger (Klett-Cotta)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu