Læsetid: 6 min.

Kunsten at puste liv i Tintin

Alle Tintin-fans venter i spænding på Steven Spielberg og Peter Jacksons stort anlagte, computeranimerede Tintin-film, der har premiere til oktober. Det glamourøse makkerpar er dog langt fra de eneste, som har forsøgt den svære kunst at overføre Hergés dynamiske streg og charmerende figurer til det store lærred
Alle Tintin-fans venter i spænding på Steven Spielberg og Peter Jacksons stort anlagte, computeranimerede Tintin-film, der har premiere til oktober. Det glamourøse makkerpar er dog langt fra de eneste, som har forsøgt den svære kunst at overføre Hergés dynamiske streg og charmerende figurer til det store lærred
27. januar 2011

2011 kan godt gå hen og blive et stort år for alle Tintin-fans. Ikke fordi Tintin eller manden bag, den belgiske tegneserieskaber Hergé, fylder rundt, men fordi der til oktober er premiere på den første af Steven Spielberg og Peter Jacksons to planlagte Tintin-film, Enhjørningens hemmelighed. Den anden, Rackham den Rødes skat, skulle være klar næste år.

Meget kan selvfølgelig gå galt, når Hergés unikke, dynamiske streg, vittige, veldrejede og elementært spændende historier, tidløse, filminspirerede slapstick-humor og tiltalende figurer skal overføres til det store lærred. Men Spielberg og Jackson er begge erklærede Tintin-fans - Spielberg har i mange år gerne villet lave en Tintin-film, hvilket faktisk også var Hergés ønske - og har i deres film dyrket nogle af den samme slags kulørte eventyr som Hergé.

Spielberg og Jackson har valgt at lave Enhjørningens hemmelighed med såkaldt motion capture-teknologi, hvor rigtige skuespillere - Jamie Bell som Tintin, Andy Serkis som Haddock - gennemspiller scenerne, mens kameraer og computere registrerer deres bevægelser og omsætter dem til primitiv animation, animatorerne kan arbejde videre på.

Det var samme teknik, Jackson brugte til at give Gollum liv i Ringenes Herre, og som Robert Zemeckis med mindre held har brugt til at lave film som Polarekspressen, Beowulf og Et juleeventyr.

Tempo og timing

Motion capture-metoden betyder, at Steven Spielberg og Peter Jackson i vid udstrækning kan tage udgangspunkt i Hergés egne streger - og det er umiddelbart betryggende for enhver fan - og samtidig give figurerne noget nær naturalistiske bevægelser. Det betyder også, at instruktørerne så skal udstyre det flade, todimensionale forlæg med en tredje dimension, dybde, hvilket må siges at være den store udfordring, fordi det ganske forandrer originalens figurer og universet, de færdes i.

Og så er der lige det med humoren, figurernes stemmer og den dramaturgiske opbygning af en historie, som læsere af tegneserieudgaven selv giver tempo og timing - godt hjulpet på vej af tegneren, naturligvis.

Spielberg og Jackson er selvfølgelig ikke de eneste, der har forsøgt sig med at filmatisere de populære historier om reporteren Tintin, hans tro følgesvend, Terry, og gode venner, den koleriske Kaptajn Haddock, den excentriske og stokdøve Tournesol og de to inkompetente detektiver Dupont og Dupond.

Hergé selv, der døde i 1983, var allerede i 1950'erne og 1960'erne involveret i nogle mere eller mindre vellykkede forsøg udi både dukke- og tegnefilm baseret på hans egne historier. Så sent som i begyndelsen af 1990'erne blev der produceret en populær tv-serie på 39 animerede afsnit baseret på Hergés Tintin-historier.

Hergé selv vidste godt, at animation er en anden kunstart end tegneserien, og han forsøgte på et tidspunkt at overtale Walt Disney til at lave en animeret udgave af Tintin, men det amerikanske selskab afslog, da man dengang ikke vidste, hvem Tintin var.

Tintin blev født i 1929, men det var først langt senere, at Tintin blev lige så berømt i USA, som han stort set siden Anden Verdenskrig havde været i Europa. Som stribe nåede Tintin til Danmark i slutningen af 1940'erne – i tegneseriebladet Kong Kylie – mens han i albumform kom hertil i 1960.

'Det er virkelig ham'

De sjoveste og mest specielle Tintin-film, som hidtil er lavet, er dog to fransksprogede live actionfilm fra 1960'erne, Tintin på skattejagt (Tintin et le mystére de la Toison d'Or, 1961) og Tintin og de blå appelsiner (Tintin et les oranges bleues, 1964), som begge nu endelig er udgivet på dvd af Det Britiske Filminstitut, BFI. Selv om ingen af dem var direkte baseret på Hergés Tintin-album, var han involveret i filmenes tilblivelse og kom med ideer og input til både historie og rollebesætning.

I begge film spilles Tintin af den purunge gymnastiklærer Jean-Pierre Talbot - han var blot 17 år, da den første film skulle optages - som blev valgt efter en lang og vanskelig castingproces, fordi han lignede Tintin og havde fysikken til at udføre nogle af de akrobatiske stunts, rollen også krævede. Og Talbot insisterede selv på at lave alle stunts, fortæller han i sin selvbiografi fra 2007, J'etais Tintin au cinema (Jeg var Tintin på film); hér om en scene, hvor han skal kravle ned ad ydersiden på et højt tårn.

»Jeg var blevet udvalgt blandt tusindvis af håbefulde til at spille Tintin. Jeg havde ikke tænkt mig at springe fra, selv om det blev farligt. På samme måde som jeg ikke ville bruge en standin i en scene, jeg selv var fuldstændig i stand til at klare. Når alt kom til alt, var jeg i form, og denne opgave syntes at være til at klare for mig.«

Hergé var også begejstret for Talbot og sagde til ham, første gang de mødtes: »Åh ja, det er faktisk ham,« da han blev spurgt, hvad han syntes om Talbot som Tintin. I selvbiografien skriver Talbot, at han efter mødet og denne blåstempling af mesteren selv var så lykkelig som aldrig før.

Anstrengende i længden

I Tintin på skattejagt - der blev instrueret af Jean-Jacques Vierne og skrevet af André Barret og Remo Forlani - arver Haddock (Georges Wilson) et skib fra en afdød ven, og sammen med Tintin og Terry rejser han til Istanbul for at tage sin arv i øjesyn. Det viser sig dog at være en rusten, gammel plimsoller, som bestemt ikke er den formue værd, som en mystisk forretningsmand tilbyder Haddock straks ved ankomsten til Tyrkiet. Han og Tintin beslutter sig for at sejle skibet til Grækenland, og straks er de blandet ind i en mystisk sag om en guldskat, som skibets ejer - Haddocks gamle ven - var i besiddelse af, og som nogle skruppelløse skurke nu gerne vil have fingrene i.

Der er både højt humør, charme, eksotiske locations og eventyr i Tintin på skattejagt, hvor også Tournesol (Georges Loriot) og Dupont og Dupond (et anonymt tvillingepar) får lov til at lege med. Jean-Pierre Talbot ligner rigtig nok Tintin - tøj, strithår og det hele - og det er i Hergés ånd, at han klarer sig med formidabelt fod- og håndarbejde og ikke pistoler og knive, når han angribes af alle hånde skurke, som vil ham til livs.

Omvendt er tempoet og timingen ikke helt i øjet, hvilket går ud over spændingen, og selv om Wilson gør en god Haddock - især når han udspyr sine opfindsomme eder og forbandelser - er hans iltre temperament og konstante råben og overdrevne grimasser anstrengende i længden; for meget karikatur og for lidt menneske, hvilket går an i en tegneserie, hvor læserne selv kan digte med, men ikke på film, hvor tingene bliver mere firkantede og kontante.

'Kun jeg kan'

Men publikum tog godt imod filmen, hvorfor man snart gik i gang med Tintin og de blå appelsiner, der blev instrueret af Philippe Condroyer og skrevet af André Barret og Robert Laffont. Talbot spillede altså stadig Tintin, men de fleste af de andre skuespillere var blevet skiftet ud, og filmen er da heller ikke lige så sjov og charmerende som den første.

Titlens blå appelsiner, der kan vokse i en ørken og dermed sætte en stopper for verdens sult og nød, er opfundet af en af Tournesols spanske kolleger, som bliver kidnappet, fordi en emir vil have opfindelsen for sig selv. Og så må Tintin og co. tage affære.

Det siges, at Hergé, som officielt bakkede filmene op, egentlig ikke var så glad for dem; til sin officielle biograf, Numa Sadoul, sagde han engang, at »der er mange ting, mine medarbejdere kan gøre uden mig, men at puste liv i Tintin, Haddock, Tournesol, Dupont(d)'erne og alle de andre, det mener jeg kun, at jeg kan.«

Til oktober vil det vise sig, om Steven Spielberg og Peter Jackson og deres medarbejdere, manuskriptforfattere og skuespillere - som de første - formår at gøre Hergé den svære kunst efter.

De to Tintin-film udgivet på dvd af BFI kan købes via amazon.co.uk. Med begge dvd'er følger en booklet, der fortæller om Hergé, filmenes tilblivelse og bringer uddrag af Jean-Pierres selvbiografi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Tintin blev i Danmark lanceret i tegneseriebladet "Kong Kylie", som udkom første gang 31. december 1948 med serien "Tintin i Kongo".
(Haddocks fremstiller hed Georges Wilson, ikke Charles.)

Per Meinertsen

Jeg tror, at rigtige Tintin-fans vil blive slemt skuffede. Christian Monggård skriver selv:

”Meget kan selvfølgelig gå galt, når Hergés unikke, dynamiske streg, vittige, veldrejede og elementært spændende historier, tidløse, filminspirerede slapstick-humor og tiltalende figurer skal overføres til det store lærred.”

Og senere skriver han:

”Og så er der lige det med humoren, figurernes stemmer og den dramaturgiske opbygning af en historie, som læsere af tegneserieudgaven selv giver tempo og timing - godt hjulpet på vej af tegneren, naturligvis.”

samt dette om en tidligere Tintin film der er lavet:

”… for meget karikatur og for lidt menneske, hvilket går an i en tegneserie, hvor læserne selv kan digte med, men ikke på film, hvor tingene bliver mere firkantede og kontante.”

Hergé citeres også i artiklen:

”… men at puste liv i Tintin, Haddock, Tournesol, Dupont(d)’erne og alle de andre, det mener jeg kun, at jeg kan.”

Med makkerparret Steven Spielberg og Peter Jackson ved roret vil der være 200 % sandsynlighed for, at det liv som Tintin måtte være i besiddelse af, godt og grundigt vil blive kvalt i orkestrale vulgariteter.