Læsetid: 11 min.

Litteraturens pølsemand

Når Jens Blendstrup fremfører 'John danser grøntsag', er det med en tehætte på hovedet, og selv om hans litteratur kaldes eksistentiel komik, er han meget jaloux på alvorlikerne
Understrømmen. 'Det fine og fornemme ved Jens Blendstrups roman er hans sans for 'altings dobbelte farvning'. Komikken slår om i tragikken - og omvendt. I den gennemgående humor blander sig en understrøm af alvor', skrev Erik Skyum-Nielsen i sin anmeldelse af 'Bombaygryde' sidste år.

Understrømmen. 'Det fine og fornemme ved Jens Blendstrups roman er hans sans for 'altings dobbelte farvning'. Komikken slår om i tragikken - og omvendt. I den gennemgående humor blander sig en understrøm af alvor', skrev Erik Skyum-Nielsen i sin anmeldelse af 'Bombaygryde' sidste år.

Sofie Amalie Klougart

28. januar 2011

Jens Blendstrup er cand.mag. i historie og litteratur. Han bor i en stor villa i provinsen med kone og to børn. Han læser gerne filosofiske værker og går på kunstmuseer. Har en hund og en kat, der lige har fået killinger, og blå ponyer med sølvglimmer i manken i badekarret. Køkkenhave, eget arbejdsværelse med balkon og en bil af mærket Citroën.

Jens Blendstrup har inviteret til Korsør. Vi får jordbærtærte og chokoladekage til frokost. De to døtre og deres kammerat er med til at sikre, de er orden begge to. Han undskylder rodet. I køleskabet.

Vi taler om computerspil. World of Warcraft og strategispillet Empire Total War, som børnene hævder, at deres far spiller flittigt.

»Det er bare ikke helt så sjovt som Civilisation, for man ikke ændre f.eks. den amerikanske præsidents navn til Penisfutteral. Det ville være sjovt. Penisfutteral har indtaget Moskva!,« siger Blendstrup med mørk radio-speaker-stemme.

Vi sætter os i arbejdsværelset. Han i bare tæer, cowboybukser, rødternet skjorte og så en blå silkekimono med hvide blomster udover.

Han optræder af og til med Frodegruppen 40 et småskørt band med tekster af Blendstrup, hvor han bl.a. fremfører »Den gamle symbolist« i sort badedragt.

Han er født og opvokset i Århus, men som forfatter er han vokset op dels i Radioteateret på DR og i digterundergrundsmiljøet Øverste Kirurgiske i København med oplæsninger og performances.

Siden er han begyndt at skrive romaner, og i 2004 brød han igennem med romanen Gud taler ud et rablende, tragikomisk og kærligt portræt af sin far, patriark og psykiater med storhedsvanvid.

Forfatter eller portør

Jens Blendstrup er splittet. Han vil gerne fremstå som et ordentligt menneske og alvorlig romanforfatter. Men er samtidig nødt til at gakke ud og være hundehvalp. Så de skiftes, de to. Hvis han ikke var blevet forfatter, var han nok blevet portør, tror han. I hvert fald noget med ældre, en erindringsopsamler. Men han har aldrig haft et andet arbejde. Han plejer at sige, at han har været postbud, men det var kun i 10 dage, og han var ikke ret god til det der med at sortere.

Hvis han havde været god til matematik, ville han gerne have været astronom.

Af og til tænker han på, at han hverken har sparet op til pension eller andet, men det er som om, man vælter ind ad en dør på et tidspunkt, og det kan man så ikke rigtig lave om på. Han ønsker det ikke anderledes. Det var også derfor, familien flyttede fra Villa Pølsely på Amager til Korsør. De havde ganske enkelt sat sig for dyrt i det. Hans kone, Malene Kirkegaard Nielsen, tidligere chef på DR Radiodrama, har i dag sit eget firma, Plotværkstedet, og underviser på deltid.

Men jo. Nogle gange, når jeg mangler ideer, tænker jeg: Hold kæft, hvor kunne det være fedt bare at være her i verden uden hele tiden at tænke: Kan det her bruges?,« siger han og smækker benene op på bordet.

Skriver du hele tiden?

»Nej. Men jeg bliver altså nærmest psykisk ustabil, hvis jeg ikke får skrevet. Umulig at være sammen med, indestængt. Hvis jeg ikke har til en stor bog, laver jeg gerne noget til en avis eller andet.«

Det lever han også af. Folk der spørger, om han kan koldstarte og skrive et eller andet om statsministeren. Det kan han nogle gange. Hvis han er høj af et værk, der netop er færdigt. Men hvis han har været gået i stå i halvanden måned, kan han ikke bare ryste det ud af ærmet.

Han siger ja på grund af pengene, og fordi de der ulejlighedsting, som han kalder dem, tit sætter hans hjerne i gang igen.

Han har i foråret udgivet romanen Bombaygryde om sin soldatertid, og nu er han i gang med flere bøger. Den ene, Berlin efter krigen Øjenvidnevariationer, laver han sammen med fotografen Lars Gundersen, som skaber 200 falske ansigter, der skal indgå i bogen.

Er det en fagbog?

»Nej det er ren fiktion. Men altså, jeg har jo altid læst meget om den tid, og den mentale undtagelsestilstand er i virkeligheden det, der optager mig. Hvordan man overlever, menneskets ukuelige vilje. Jeg har cirklet om den i flere år«

Og så ligger der flere hundrede sider på en fuldstændig vanvittig roman, han glæder sig rigtig meget til. Den har ligget i mange år.

»Nu synes jeg, jeg har lov efter Bombaygryde, der er en nogenlunde normal roman,« siger han.

Hvorfor skrev du så Bombaygryde først?

»Fordi jeg har det her ambivalente i mig. Jeg vil gerne fremstå som en seriøs forfatter, men når jeg så har gjort det, er jeg nødt til at lave noget useriøst. Eller sindssygt. Det er meget vægelsindet. Hvis jeg havde lavet to vanvittige bøger efter hinanden, ville jeg føle, jeg var afskrevet.«

Moslen med hovedstolen

De fleste ideer fødes i Jens Blendstrups eget liv. Selvbio-grafien væver sig ind og ud af livet, som han siger.

»Jeg har haft en periode, hvor jeg har moslet rundt med den hovedstol, og nu er den væltet så mange gange, at der efterhånden er lige så meget fiktion som biografi.«

Hvordan hæver du dit private stof ud af det private rum?

»Det er også sindssygt svært. Gud taler ud ville jeg skrive i flere år, efter min far døde, faktisk allerede inden han døde, og jeg var begyndt flere gange. Men da kaldte jeg ham det, han hed, og det virkede privat. Det hele ændrede sig, da jeg fandt på at kalde ham gud. Det befriede mig, og jeg sprang ind i hans hoved.«

Men din far var jo både meget dominerende og samtidig en stor inspirator for dig. Har du ikke følt en ærefrygt ved at træde ind i hans hoved?

»Både og. Nu, når jeg skal forsvare ham ude til oplæsninger, kan jeg godt føle, jeg er trådt for langt nogle gange.

Men jeg tror ikke, han ville have noget imod at blive fiktionaliseret. Jeg kan ikke huske, om den scene er med i bogen, men da han fik kræft, havde han jo ikke nogen stemme, og en af hans gode veninder fyldte 60, og han ville gerne holde en tale. Han skrev også en skidegod tale, men han kunne ikke sige den. Vi gjorde det sådan, at jeg stod bag ham under et lagen, og så åbnede han munden, og jeg talte. På den måde er konceptet bragt i spil, inden han døde. Han har jo også opdraget mig til at gå rundt som ham og drøvtygge virkeligheden, så det synes jeg, jeg har lov til.«

Men Jens Blendstrup kan stadig ikke helt lade sin far hvile.

»Det irriterer mig at være så fascineret af et dødt menneske. Jeg vender hele tiden tilbage til ham. Han er blevet sådan en tryg ting. Folk kender ham. Men nu vil jeg godt smide den krykke igen. Ham gud er jo ikke kun min far, det er jo lige så meget min egen stemme.«

Hvorfor tror du, den bog blev så populær?

»Jamen, den skildrer jo en gud, der lever et ganske almindeligt røvsygt parcelhusliv, men er ude af stand til at tilpasse sig, fordi hans ego er for stort. Jeg tror, det er kombinationen af parcelhus og de helt store temaer som Gud og død og hærværk. Eller også er det, fordi den er knuget af sorg, for det var jeg jo, da jeg skrev den. Måske kan man mærke det?«

Jens Blendstrup oplever sig selv som et lidt for høfligt menneske, hvis mod ligger i skriveriet, og han føler en forpligtelse som forfatter til at vende de svære ting. Sætte sorgen og eksistensen på spidsen. Og så synes han, det er vigtigt også at få sine forældres generation ned på papir. De, der var unge i 50erne og prøvede at være hippie-agtige i 60erne og 70erne, men som ikke kunne, fordi de stadig var fanget i 40erne og 50ernes mangeltider. Og han vil se det hele leve. Det er derfor, han skriver fiktion i stedet for historiske artikler.

»Men nu er der gået 10 år, siden begge mine forældre døde. Mit eget liv fylder nu 60 procent. Lige efter fyldte det jo kun 10 eller 20.«

Alvor som saltsyre

Jens Blendstrup, der selv har været nede at vende med angst og depression, beskriver humoren som en trampolin, han kan hoppe på for at se det hele lidt fra oven. Det er også derfor, han gerne ville være portør. Han forestiller sig, at folk, der arbejder med døende, finder på grummere og grummere vittigheder for at overleve.

»Ren alvor er saltsyre for mig, det bliver for voldsomt for mig. Der findes forfattere, der er i stand til at skrive rent og alvorligt, og så er der dem, der ikke er gode til det.«

Hvad er det så for et kompleks, du har mellem alvor og humor? Dine optrædener er jo ofte ren og skær galskab.

»Jamen for fanden, jeg har det godt, når jeg har været sindssyg. Gale tekster kan noget andet, de kan sætte én fri. I gamle dage fik jeg afløb for galskaben ved at drikke mig sindssygt fuld, det er bare ikke særligt sympatisk, når man er 42. Det dionysiske kommer nu ud et andet sted. Hvis man er tragikomiker, er man tragikomiker. Men jeg er da meget jaloux på alvorlikerne.«

Hvorfor det?

»Hvis man er alvorlig, skal man ikke forsvare sig. Som humorist skal man forsvare sig hele tiden. Også over for sig selv. Som om man ikke kan tage sig selv alvorligt. Men det ved jeg nu heller ikke, om jeg kan. Da jeg var 18, var jeg alvorliker, teenageselvhøjtidelig, røg hvide Kings, hørte jazz og skrev følsomme digte inspireret af Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen. Hvis man var sådan én, ville man have et helt andet hof, tænker jeg også. Et ærbødigt et. Jeg er bare en litteraturens pølsemand. Men andre gange vil man jo gerne være en selvhøjtidelig cockerspaniel. Jeg prøver at lære at acceptere begge dele. Det er måske også derfor, jeg er begyndt at skrive længere bøger. Jeg behøver ikke hver gang overgå mig selv i sære badutspring.«

Er der noget, du frygter i forbindelse med det, du laver?

»Ja. At blive afsløret som fuldstændig talentløs. Jeg er altid bange for dommen. Og så er jeg bange for at sige ja til for meget, at udvande det jeg kan.«

Hvad er det, kunstnere kan?

Han ser helt træt ud et øjeblik. Selv ser han mange film og er optaget af fotobøger. Skønlitteratur læser han kun, når han får bøger af sine forfatterkolleger. Men helst ikke når han er i gang med en roman, for enten bliver han for påvirket af tonen, eller også bliver han desillusioneret, fordi det er for godt skrevet. Han læser fagbøger, men researcher ikke rigtigt i dybden.

»Jeg er ikke god til at researche, jeg har indtryk af, at alle I andre researcher enormt meget?«

»Næh.«

»Nå. Jamen der kan du se, jeg har en idé om, at der findes rigtige romanforfattere og så de falske som mig.«

Han har lige læst digtsamlingen Hesteæderne af Thomas Boberg og vender tilbage til den flere gange.

Fimser det ikke til

»Hold kæft hvor er det godt. Er kunst ikke en mærkelig blanding af fedtlag og opløsningsmiddel til virkeligheden? Det tygger den tid, man er her, og sætter den tid, der kommer og som var, i perspektiv. Altså, det sætter ting på spidsen, og harver den tilsyneladende normalitet, altings røvsyghed. Rigtig kunst kan flytte mennesker.«

Hvordan det?

»Kunst er altid i en sammenhæng. Men den kommer jo ud af et indre tryk. Den kan være grusomt ærlig og kedsommelig opbyggelig. Men god kunst kan godt være som en tidsindstillet bombe, man kan tage den helt ind, før den sprænger. Det kan godt kræve en anden tålmodighed end med en fagbog, men for fanden, en god bog om kållarver, der ryger vandpibe, kan nogle gange sige mere end et 12 bindsværk om slaget ved Dybbøl Mølle. At man så nogen gange er nødt til at læse op på det rent faktuelle om tiden, er jo kun en gevinst. Det giver ganske simpelt sult og sådan videns-abstinenser at have en farlig bog i hånden. Og med hensyn til malerkunsten ... jeg tror, at mange mennesker tænker i billeder. Vi drømmer også i billeder. Kunst gør, at vi kan forstå vores egen tid følelsesmæssigt. Mennesket og samfundet kan jo ikke udvikle sig, hvis det ikke har fortiden med sig, hvis man ikke ved, hvad der skete i går, kan alting være nyt hele tiden.«

Men det kan vi læse om i historiebøgerne?

»Ja. Men i skønlitteraturen får man mulighed for at gå ind i et andet menneskes hjerne, se verden gennem et andet menneskes blik, det skaber perspektiv. Og så er kunst jo dybest set lystfyldt, det er historiebøger ikke på samme måde. Man smovser nysgerrigt. Og kan rende rundt med den bogs tone i sig i dagevis bagefter.«

Hvorfor er Bobergs Hesteæderne god?

»Det er et ædende godt portræt af den tid, vi lever i. Den tager bladet fra munden og beskriver det grimme, afstumpede, mistænksomme, nærige samfundsindivid, der er vokset frem de seneste 10 år. Den tager fat i nogle emner uden at fimse det til. Den sætter ord på en følelse, jeg har haft de senere år, en mærkelig følelse af afvikling, af at vores demokrati er ved at forvitre, de goder, vi har, er ved at blive glemt, folk er mest optaget af deres egen pengepung. Og den store fælles, som vi havde engang, bliver bare tommere og tommere, indtil de kan sige, at man lige så godt kan afskaffe den, fordi den er tom. Jeg savner virkelig politikere, der ikke taler til vores indre hesteæder, men til vores indre kolibri. Den bog satte noget fri i mig. Den er en skinnebenssparker. Det er det, den er. Læg den på Christiansborg, lad den brede sig via drikkevandet. Kunst er jo også dannende. Den kan bryde med vanen. Tag Jakob Ejersbos roman Nordkraft om narkomiljøet i Ålborg. Pludselig ser du tv-avis på en ny måde. I kunst kan man pludselig føle sig genkendt på en anden måde end den måde, vanen genkender en på.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Blendstrup som portør. Hvilken forrygende tanke!

En melankolsk og morsom mand som denne John danser grønsag, vil kunne glide lige ind i miljøet, hvor syge patienter ledsaget af galgenhumoristiske bemærkninger fra raske portører bringes til operationsbordet, for siden - knap ude af narkosen - at blive kørt tilbage i baglæns svimlende ræs gennem lange gange og rundt om hurtige hjørner.

Så absolut ingen grund til panik, skulle tehættens indhold og pennen af og til løbe tør for idéer: Portøren vil materialisere sig.

bent otto hansen

Jeg kender til det dér syndrom med på den ene side at holde meget af at underholde og fyre den af, og omvendt angle efter at være en af de helt rigtige tungsindige typer.

Sådan som jeg kender Jens, så er piloteringen i orden. Hans vanvittigheder holder den sundeste fornuft i begge hænder mens der hoppes paradis.

Men indrømmet...intet er mere farligt end at blive kendt som en morsom forfatter. Det er skønlitterær Super Glue.

Gør det ikke...med mindre du er god til det. Det er udfordringen. Jeg hepper på Jens. Også fordi han stadig har de shorts jeg lånte ham dengang vi skulle spille mod Aftenshowet på Kløveren...men det er en detalje...tihi.