Interview
Læsetid: 7 min.

Vi må skrive om det, der griber og hjemsøger os

Hun skriver mest om vold og sex i form af overgreb på kvinder, men nu har hun også skrevet hudløst ærligt om tabet af sin mand. Joyce Carol Oates, en af USAs største nulevende forfattere, fortæller i et af sine sjældne interview, hvorfor hun skriver, som hun gør
Kultur
7. januar 2011
Sjæl. 'Min interesse for at skrive bunder i min interesse for den menneskelige sjæls forbløffende variation, dybde og kvalitet,' siger den amerikanske forfatter Joyce Carol Oates.

Sjæl. 'Min interesse for at skrive bunder i min interesse for den menneskelige sjæls forbløffende variation, dybde og kvalitet,' siger den amerikanske forfatter Joyce Carol Oates.

Getty Images

Joyce Carol Oates er en meget lille og meget sky kvinde, der ofte skriver store handlingsmættede historier om vold og sex og kærlighed og død. Gennem de seneste fem årtier har den nu 72-årige amerikanske forfatter skrevet mere end 50 romaner, 30 novellesamlinger, talrige digtsamlinger, essays og anmeldelser og ikke mindst både skuespil og børnebøger.

Hun har ikke selv tal på præcis hvor mange, men alene sidste år udgav hun en roman og en novellesamling. Gennem hele sin karriere har hun ikke skrevet direkte om sit eget liv. Ikke før nu.

Joyce Carol Oates plejer at sige, at hun ikke er specielt interessant, og hun bryder sig tydeligvis ikke om at være i centrum for stor offentlig interesse.

I 45 år var hun gift med Raymond Smith, som hun i sin tid mødte på universitetet, hvor de begge læste. Han døde i februar 2008, og det var til manges overraskelse, at Oates allerede året efter giftede sig igen. Det er ligeledes kommet bag på mange, at hun nu har skrevet en bog om, hvordan hun har oplevet det at miste sin mand.

Bogen, A Widows Story: A Memoir, udkommer i USA i begyndelsen af februar og i dansk oversættelse til efteråret under titlen En enkes historie.

Tabet

Selv om Oates ikke bryder sig om at give interview, så er hun efter nogle måneders lobbyarbejde med hjælp fra hendes danske udgiver endelig gået med til at svare på mine spørgsmål. Ikke personligt, men på mail og via Oates amerikanske agent.

Normalt skriver du ikke så direkte om dit eget liv. Hvorfor valgte du at gøre det nu?

»Jeg skrev dagbog og har offentliggjort noget af den. Bogen er taget direkte herfra og kun revideret en lille smule. Selvfølgelig var det vanskeligt for mig at skrive den. Jeg var meget udmattet i mange måneder efter, min mand døde, og jeg har først for nylig genvundet noget af min tidligere styrke og optimisme. Men vi må skrive om det, der griber og hjemsøger os. Det fuldstændig uforståelige mysterium, som livet og døden og tabet og sorgen er. Selv om det er lige så gammelt som den menneskelige race, møder hver enkelt af os det som første gang.«

For et par uger siden bragte tidsskriftet The New Yorker et uddrag af bogen. Det var en ærlig, rørende og detaljeret beskrivelse af dagene omkring hendes mands død, der løftede en smule af sløret for, hvordan deres forhold var.

Et sted hedder det:»Ray læste kun meget lidt af min fiktion. Han læste mine essays og mine anmel-delser han var en fantastisk redaktør, skarp og vidende, som utallige skribenter, der blev udgivet i Ontario Review, det tidsskrift han redigerede, sagde. Men han læste næsten ingen af mine romaner og noveller, og i den forstand kan man måske sige, at han ikke kendte mig fuldstændigt. Hvorfor var det sådan? Der er mange grunde. Jeg fortryder det, tror jeg. Måske gør jeg«.

En voldelig vision

Joyce Carol Oates er blevet kaldt »den største skildrer af den amerikanske virkelighed«. Og i hendes univers er det som oftest en meget voldelig virkelighed. Allerede i 1972, da hun var 34 år, var hun på forsiden af Newsweek under overskriften: »Kærlighed og vold. En vision om Amerika«. Den vision har hun fortsat i sit forfatterskab gennem årene. På dansk er tidligere udkommet Graverens datter og Lille fugl fra himlen. I den sidstnævnte myrdes en kvinde, hvis mand og elsker begge bliver mistænkt for mordet.

Netop vold er også omdrejningspunktet i hendes næste roman på dansk, Hævn en kærlighedshistorie (oversat fra Rape a Love Story), der bliver udgivet på forlaget Verve Books i indeværende måned. Romanen handler om en 11-årig pige, der er vidne til, at hendes mor bliver massevoldtaget og efterladt døende af en gruppe lokale mænd, hvorefter det er meget vanskeligt at få dem dømt, fordi de fleste i det lille samfund kender dem og ønsker at beskytte dem.

Mange af dine bøger beskriver en meget voldelig virkelighed. De beskriver et voldeligt samfund, især mod kvinder. Hvordan kan det være, at du fokuserer på det emne i så mange af dine bøger?

»Jeg fokuserer ikke på vold som sådan, men på det større, mere udfordrende emne: Hvordan kvinder og piger tackler den maskuline vold i vores kultur. I andre, mere fundamentalistiske kulturer, er situationen meget værre og tragisk. Men disse historier er åbenlyst helt på sin plads vold mod kvinder og piger i USA er ekstremt udbredt, og omfanget stiger fra år til år. Selv gennemsnitsalderen for misbrugte og voldtagne piger bliver lavere og lavere.«

Oates henviser til den statistik, som den amerikanske organisation for voldsramte kvinder, Safe Horizon, har offentliggjort på sin hjemmeside.

Personerne er virkelige

En af de romaner, der gav Oates et stort gennembrud, er We Were the Mulvaneys fra 1996. Den foregår på landet i New York State, hvor forfatteren selv voksede op, og den handler om en familie, der går i opløsning, efter datteren bliver voldtaget til en fest.

Både We Were the Mulvaneys og Rape a Love Story er centreret omkring en voldtægt. Men i ingen af bøgerne er det tilsyneladende volden, der interesserer dig. Er det mere reaktionen fra samfundet og fra menneskene omkring ofrene?

»Ambitionerne bag We Were the Mulvaneys var større og strukturen i den roman mere kompliceret end i den kortere og mere dramatiske Rape a Love Story. Den første handler om en tilsyneladende ideel amerikansk familie, der kommer i krise på grund af trusler udefra. Jeg tænkte den som en version af King Lear med en tragisk slutning. Den gamle patriarkalske familie opløses og samles senere igen i en mere lighedssøgende, mindre sexistisk form. Men faktisk er romanen om individer, ikke ideer. Alle personerne i mine bøger er meget virkelige for mig, ligesom dyrene er det.«

Mener du, at vores samfund fordømmer ofrene?

»Der findes ikke en sådan enhed, samfundet. USA er meget, meget varieret, og man kan ikke have én dækkende mening om noget forhold her, specielt ikke om seksuelt misbrug af kvinder. Overordnet set er der sket enorme fremskridt siden 1970erne, hvor We Were the Mulvaneys finder sted. Alligevel er det stadig meget svært at få nedsat en fair jury og at finde troværdige vidner, når en flok drenge har overfaldet en kvinde i et lille samfund som det er tilfældet i Rape a Love Story. Når der kun er én voldtægtsforbryder, er der meget større chance for, at anklageren vinder sagen,« forklarer Joyce Carol Oates og fortsætter: »Men forholdene er blevet bedre. Siden 1976 har der været nedsat enheder i de største politikredse, der kun tager sig af sexforbrydelser. Her er der ansat forstående kvindelige betjente og ikke, som tidligere, uvidende og uforstående mandlige betjente. Men igen, i den her bog skriver jeg først og fremmest om personerne. Om et intensivt mor-datter-forhold og om en venlig betjent, der bliver venner med dem. Det er en meget usædvanlig kærlighedshistorie, hvor både mor og datter bliver beskyttet af betjenten, der hævner sig på deres vegne.«

Skriver på vrede

I en del af Joyce Carol Oates historier finder man en dobbelttydighed i beskrivelsen af overgrebene. Det er ikke automatisk sådan, at mændene er onde og kvinderne uskyldige ofre. Ofte er kvinderne i en eller anden forstand selv fascineret eller draget af volden. Det er også tilfældet i novellesamlingen Sourland, der udkom i sommeren 2010.

»Jeg er ikke sikker på, hvor brugbar stereotype termer som uskyldige ofre er. En kvinde behøver ikke være uskyldig (jomfru?) for at blive krænket, overfaldet, voldtaget og måske endda myrdet. Ikke mere end en person, der bliver overfaldet og berøvet behøver være det. Forbrydelsen findes uanset ofret. I modsætning til nogle mediers underholdende fremstillinger, så er vi alle, i virkelighedens verden, komplekse, psykologisk mystiske individer, og det er den slags mennesker, en seriøs forfatter ønsker at skrive om.«

De fleste af dine bøger er elementært spændende, og mange gange driver antydningen af vold læseren videre i et ønske om at få afklaret, hvad der er sket. Er spændingen en anden grund til at skrive om vold?

»Mange af mine romaner har en tragisk form. Det er essensen af min interesse for bestemte emner. Selv om jeg elsker komedien og også har skrevet nogle til teatret, så anser jeg tragedien for den højeste kunstform, fordi den afslører, eller kan afsløre, menneskers reserver af styrke og genialitet. Jeg har aldrig valgt volden for dens egen skyld, som underholdning, som man ser det i tegneserier eller actionfilm.«

I The New York Times anmeldelse af din seneste novellesamling, skrev Julie Meyer, at du, selv om du har skrevet mere end 80 bøger, fortsætter med at være vidunderligt, lammende anarkistisk, eksperimenterende vred. Skriver du på en vrede?

»Af og til bliver jeg, ligesom mine forfattervenner, en smule vred over stereotype måder at tænke på politisk, seksuelt, litterært. Som regel bliver jeg inspireret af mine personers fascinerende og forskellige personligheder. De forekommer mig virkelige og symbolske og nogle gange endda tidløse og universelle.«

»Min interesse for at skrive bunder i min interesse for den menneskelige sjæls forbløffende variation, dybde og kvalitet. Den er en rig, frugtbar og bundløs brønd. Den enkeltes personlighed i relation til andres og den enkeltes forhold til den mere abstrakte enhed, som vi kalder samfundet,« slutter Joyce Carol Oates.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her