Læsetid: 7 min.

Massemord i marmor

Dødens blodige grusomheder forvandles til smukke, hvide marmorskulpturer i billedhuggeren Christian Lemmerz' særudstilling på ARoS i Aarhus. Det handler om at give værdigheden tilbage til de døde, siger han. Men er det etisk at gøre grusomheden æstetisk?
Det flyder med pensler, tuber og gamle skitser. Tapetet på væggene hænger i laser, og der er malingpletter overalt på gulvet. Toilet er der ikke noget af, køkkenet består af en vask og et køleskab, og soveværelset er en madras. Men det går nok, for den spartanske bohemehybel er kun til at overnatte i, når Christian Lemmerz er i København.

Det flyder med pensler, tuber og gamle skitser. Tapetet på væggene hænger i laser, og der er malingpletter overalt på gulvet. Toilet er der ikke noget af, køkkenet består af en vask og et køleskab, og soveværelset er en madras. Men det går nok, for den spartanske bohemehybel er kun til at overnatte i, når Christian Lemmerz er i København.

27. januar 2011

Mennesker med afsprængte lemmer, åbne kraniebrud og blotlagte indre organer.

Det flyder med blod og sønderrevne kroppe på ARoS Kunstmuseum, hvor billedhuggeren Christian Lemmerz for tiden udstiller et bredt udsnit af sine skulpturarbejder i soloudstillingen Genfærd. Den rummer værker i margarine, bronze, gips og silikone, men det er de store hvide marmorskulpturer, som udgør hovedattraktionen.

Et af værkerne viser den amerikanske prostituerede Virginia Lee, som blev myrdet og parteret i 1944. Tarmene hænger ud af maven på hende. Et andet genkalder de allieredes ydmygelse af tilfangetagne irakere i Abu Ghraib-fængslet i Bagdad, mens et tredje forestiller en halshugget torso, der udøver fellatio på sig selv. Det lyder som en horrorfilm fra helvede, men det grufulde bliver aldrig rigtig grimt og døden aldrig rigtig frygtelig, for det hvide marmor forvandler i stedet ødelæggelsen til noget smukt.

»Jeg forsøger at give ligene en værdighed tilbage i døden,« siger Christian Lemmerz.

»De sidste 50 år er døden forsvundet fra vores dagligdag, vi ser den ikke mere, men samtidig fylder den mere og mere på fjernsyn og i film. Og jeg tror ikke, vi kan undgå, at der kommer en efterreaktion. Da jeg lavede skulpturen af den parterede kvinde, tog jeg udgangspunkt i min egen afstumpethed. Jeg opdagede, at jeg ikke reagerede følelsesmæssigt på et politifoto af et opsprættet lig. Ved at genfremstille kvinden i marmor fik jeg min bestyrtelse tilbage - og hun fik sin værdighed igen.«

– Er der slet ikke et etisk problem i at æsteticere det grufulde?

»Jo, i høj grad. Oplever den enkelte beskuer en etisk tvivl, når han kigger på mine skulpturer, så er mit projekt lykkedes. For mig er et kunstværk ikke et svar - det handler om at stille spørgsmål og skabe rum for refleksion: 'Konfronterer jeg virkelig min egen dødsangst ved at kigge på et lig - eller er det bare pornografisk nydelse? Kan man tillade sig at blive seksuelt opstemt over en død nøgen kvinde?' Den slags spørgsmål skal kunsten turde stille, men ikke som en del et pædagogisk projekt, der skal munde ud i et entydigt svar.«

– Kan et åbent benbrud være smukt, mener du?

»Går vi tilbage til de historiske skildringer af Kristus, ser man en utrolig æstetisering af, hvordan blodet løber ned ad benene, og håret falder ned over ansigtet og fortsætter i en lige linje ud i et sår. Det er en voldsom æsteticering af noget grufuldt. Så ja, jeg kan ikke se, hvorfor et benbrud ikke også kan fremstilles som noget smukt.«

– Men så har man vel helt afmonteret etikken?

»Ja, men det gør vi jo hele tiden. Når jeg går i supermarkedet og køber et 'smukt' stykke kød, så abstraherer jeg også fra, at det lige er blevet skåret ud af en ko. Jeg ved ikke, om det er etisk forsvarligt, men det gør jeg. Til gengæld ville jeg næppe kunne se det smukke i min kærestes benbrud. En af mine heroes, Heiner Müller (tysk dramatiker og forfatter, red.), blev engang bedt om at tage stilling til et lignende spørgsmål. Det lød: 'Er paddehatteskyen fra en atombombe smuk eller ej?' Han svarede: 'Det kommer an på afstanden'.«

Billedhuggeren Christian Lemmerz ’er trods alt ikke så dum’, at han tror, marmorskulpturer trækker et stort publikum. Han betegner sin kunst som politisk, men er klar over, at hvis samfundskritikken skal nå ud til et bredere publikum, skal han arbejde med et andet medie.

Et bohemeagtigt liv

Christian Lemmerz står i døren og venter, da jeg ankommer til hans atelierlejlighed på Gl. Kongevej i København. Han er iklædt sorte sko, sorte bukser og sort rullekravesweater. Det gråsorte tætklippede hår klistrer til kraniet som en playmobilhjelm, og ansigtet er dækket af daggamle stubbe. Det er ikke fordi, han har glemt at barbere sig. Det er meningen, det skal se sådan ud.

»Willkommen,« siger han venligt med en gebrokken accent, der røber hans tyske aner og ophav.

Den 52-årige kunstner er født og opvokset i Karlsruhe i Tyskland, men det er på den danske kunstscene, han for alvor har gjort sig bemærket som billedhugger, grafiker og performer. I 1981 var han med til at stifte Værkstedet Værst sammen med blandt andre Michael Kvium og Erik A. Frandsen, men det var først, da han i 1994 udstillede rådne svinekroppe i en glasmontre på Esbjerg Kunstmuseum, at han blev kendt af et bredere publikum.

»Jeg ved godt, det ligner en kunstnerkliché,« siger Lemmerz, da han har lukket døren bag sig. Han taler om lejligheden eller rettere klubværelset: Det er ikke mere end 15 kvadratmeter stort, til gengæld er der mindst syv meter til loftet og en overvældende udsigt over byen fra ateliervinduet, der strækker sig fra loft til gulv: »Jeg lever nok et ret bohemeagtigt liv,« konstaterer Lemmerz nøgternt og viser mig hen et bord midt i rummet, der flyder med pensler, tuber og gamle skitser.

Tapetet på væggen hænger i laser, og der er malingpletter overalt på gulvet. Toilet er der ikke noget af, køkkenet består af en vask og et køleskab, og soveværelset er en madras. Men det går nok, for den spartansk indrettede bohemehybel er kun til at overnatte i, når Christian Lemmerz er i København, og det sker ikke så tit.

Det meste af året bor han i en lille italiensk by tæt på Carrara, der er kendt for sine mange marmorbrud. Her findes det smukkeste hvide marmor, kaldet statuario, som blev foretrukket af nyklassicismens billedhuggere på grund af denes meget fine krystaller, der gør udhugningen nem og stabil.

»Jeg er ikke interesseret i granit,« konstaterer Christian Lemmerz, da jeg beder ham forklare sin passion for den silkebløde stenart.

»Granit er for meget natur for mig. Marmor er kultur. Man kan polere det op til en finhed, som ingen anden sten besidder.«

Nyklassicisten Bertel Thorvaldsen foretrak også marmor, og over sengen i det københavnske klubværelse har Christian Lemmerz et portræt af den danske billedhugger hængende. I 2009 blev han sågar tildelt Thorvaldsen Medaillen, den største udmærkelse, en dansk billedhugger kan få. De kunstneriske rødder går langt tilbage, men i Lemmerz' hænder får traditionen nyt liv.

»Jeg kan godt lide ironien ved på den ene side at arbejde med et meget gammeldags materiale, samtidig med at jeg bruger dagsaktuelle billeder af for eksempel Abu Ghraib eller ofre for orkanen Katrina. Marmor står traditionelt for renhed, evighed og skønhed, men alle de klicheer kan man jo lege med og vende rundt,« siger han.

Elitært publikum

Den omfattende udstilling på ARoS har Christian Lemmerz arbejdet på i to år. Udstillingen kredser om både død, magt, krig, populærkultur og religion. Især den katolske kirke får sine skud: Moder Teresa kærtegner et barn på en så voldsom måde, at man frygter, hun vil kvæle det; en sønderslået og bloddryppende Jesus klynges op i et tov, og den tidligere pave tager en iturevet terrorist bagfra.

»Jeg er nok den billedhugger, som har tortureret Jesus mest,« siger Christian Lemmerz og slår en høj latter op.

»Fra jeg var 10-16 år gik jeg i en jesuitterkostskole med katolske præster i Schwarzwald og var derfor meget konfronteret med religion i mange år. Det har nok sat sit præg,« siger Lemmerz, der dog tilføjer, at han ikke er meget for at skulle søge forklaringer på sin kunst i sin egen biografi. Vi prøver i stedet at gå en anden vej.

– Flere af dine værker er enten direkte politiske eller formulerer en form for samfundskritik. Vil du kalde dig selv en politisk kunstner?

»Ja, det har jeg i hvert fald gjort indtil nu ... Men hvis jeg wirklich skulle arbejde politisk, så burde jeg nok kaste mig over et andet medium, som kan nå ud til flere mennesker. Billedkunstens publikum er generelt meget elitært, synes jeg. Man prædiker ofte for de allerede omvendte - det gør jeg også selv, når jeg lader mine politiske værker udstille på elitære supergallerier i København.«

– Er du skuffet over, at din kunst ikke har større effekt?

»Nej, ikke skuffet. Jeg er trods alt ikke så dum, at jeg tror, marmorskulpturer trækker et stort publikum. Men jeg har faktisk engang lavet en stor skulptur af en engel til Horsens Statsfængsel. Dén, ved jeg, har fået et anderledes publikum - og tilmed et meget trofast et af slagsen,« siger han og smiler drilsk.

Drillerierne går også igen i hans kunst. Christian Lemmerz er i dag repræsenteret i flere privatsamlinger, herunder på The Saatchi Collection i London, men alligevel har han i et af sine værker skåret Saatchis penis af og smidt den i et urinal. Hvorfor?

»Nå, du mener måske, det er kommercielt selvmord?,« siger han og bryder ud i et grin.

»Det interessante med Saatchi er, at han var den første til at sætte gang i en udvikling, der har gjort samlerne vigtigere end kunstnerne. I dag har vi et system af medicier, som næsten enerådigt bestemmer, hvad der er godt, og hvad der er dårligt. Kunstkritikere, museumsfolk og gallerister har ikke længere den samme magt. Men det har Saatchi. Så selvfølgelig er jeg nødt til at modvirke ham.«

– Han er symbolet på den nye orden i moderne kunstliv?

»Ja, eller rettere det nye ansigt på den gamle kapitalistiske mæcentradition. Han kommer fra reklamebranchen og har indført en ny slags kunst, der skal kunne lade sig forstå og forklare på et øjeblik - på samme måde som reklameslogans.«

– Er det et problem?

»Det er først og fremmest en konstatering, men det er klart, at hvis der pludselig kun er én slags smag, som bliver promoveret, så er det jo undertrykkende for hele det kunstneriske miljø.«

– Så når du skærer hans penis af og smider den i kummen ...

»Ja, jeg ved ikke, om det er et fadermord, eller hvad det er. Men i øvrigt er Saatchi udmærket klar over, at jeg har gjort det, for værket er med i en bog om ham. Men jeg er ikke sikker på andet, end at han selv ville have købt værket, hvis det ikke allerede var solgt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu