Læsetid: 11 min.

’Monogami er nærig kærlighed’

Hun har konsekvent fravalgt det monogame parforhold til fordel for et liv som polyamorøs. ’Én seksualpartner kan ikke sikre min lykke, og jeg kan ikke dække alt det, som et andet menneske har brug for,’ siger Nina Søndergaard
Vi ser på parforholdet som det eneste alternativ mod ensomhed. Vi ser derfor ikke, hvor svært det er at leve monogamt, og hvor mange knuder folk slår på sig selv for at holde sig på dydens meget smalle sti, mener Nina Søndergaard, der selvstændig historiker.

Vi ser på parforholdet som det eneste alternativ mod ensomhed. Vi ser derfor ikke, hvor svært det er at leve monogamt, og hvor mange knuder folk slår på sig selv for at holde sig på dydens meget smalle sti, mener Nina Søndergaard, der selvstændig historiker.

Sigrid Nygaard

14. januar 2011

Nina Søndergaard kan elske den altomsluttende følelse omkring sin krop; hun kan lide den vidunderlige udmattethed, der indfinder sig bagefter; og når hun ikke får det, længes hun efter oplevelsen af at være fri og i live.

Nina Søndergaard kan rigtig godt lide at svømme. Men hun har ikke noget svømmebassin i sin toværelses lejlighed i Nordvest.

»Det ville også være meget at kræve af en lejlighed, og det heldige er, at jeg slet ikke behøver det. Jeg kan jo bare gå i svømmehallen,« siger Nina og kommer, via sit karakteristiske høje grin, frem til den pointe, der gør, at Informations udsendte har fundet vej til hendes bassinløse forstadshybel.

»Sådan gør vi på alle livets områder: Vi går ud og søger lykke og tilfredshed i en række forskellige tilbud. Hvorfor er det, at vi ikke må gøre det, når det kommer til vores seksualitet? Hvorfor kan man ikke sige: Jeg elsker dig vanvittigt, men anerkender, at du ikke vil urinere mig i munden, så jeg går lige lidt ud?«.

Undren over det spørgsmål sendte nu 31-årige Nina Søndergaard på en opdagelse i sit eget liv, i andres og i litteraturen – en søgen, der i dag har ledt frem til, at hun definerer sig selv som polyamorøs: en, der har valgt at have et kærlighedsliv med skiftende og sideløbende partnere.

»Jeg måtte tage konsekvensen af det åbenlyse faktum, at jeg ikke kan stille et andet menneske til ansvar for hele min lykke – hvorunder sex er en vigtig del – og at jeg den anden vej aldrig vil kunne love at opfylde alle et andet menneskes behov.«

Nina ønsker derfor ikke at blive gift, og hun ønsker ikke at få børn.

»Det er ikke bare en midlertidig tilstand mellem parforhold, men et livsvalg.«

At skjule sig

Nina Søndergaard har lige nu 'en håndfuld' elskere af begge køn. De kender alle sammen til hinanden, og flere af dem har også mødt hinanden.

»Det er vigtigt for mig, at de accepterer mig og til dels også hinanden,« siger hun, for det at blive accepteret som seksuelt væsen er meget vigtigt for Nina Søndergaard.

»Alt for mange mennesker vælger at skjule de sider af sig selv over for en partner. Enten siger de til sig selv, at det kan de leve uden, eller også går de f.eks. til en prostitueret. Jeg er en hårdnakket støtte af sexarbejdere, fordi de udfører et vigtigt stykke arbejde, men jeg bliver samtidig virkelig dybt ulykkelig, når jeg hører den klassiske historie om, at en mand går til en sexarbejder, fordi han ikke tør sige derhjemme, at han har særlige lyster – der findes vel næppe noget værre end ikke at blive accepteret i sin seksualitet.«

Det private er politisk

På ét niveau er det et dybt privat valg med bund i egne erfaringer, lyster og bagage. På et andet teoretisk underbygget politisk projekt, der vil give bud på, hvordan vi som moderne mennesker takler de store udfordringer, vi står over for, når det kommer til kærligheden.

På begge planer er fravalget af det monogame parforhold til fordel for flere partnere helt centralt i Nina Søndergaards liv. Hun er historiker med eget firma og aktiv seksualpolitisk debattør, blandt andet på bloggen prosexfeminisme.dk.

»Det private er politisk, og det politiske er privat. Hvis man mener, at sex er en vigtig del af menneskers liv, er sex også en dybt politisk sag,« siger Nina Søndergaard, der selv beskriver det som 'at springe ud', når hun nu vælger at tale om sit valg af seksuel identitet.

»Jeg oplever det som noget, der definerer mig og mine valg i bredere forstand.«

Jalousien

Men hvad med jalousien? Når man vil sætte sig selv fri, skal man nødvendigvis også sætte dem fri, som man elsker, begærer og ønsker at holde på. Søndergaard anerkender, at jalousien er et vilkår for andre, men det er noget, som hun - af den ene eller anden grund - er skånet for.

»Jeg kan simpelthen bare ikke mærke den. Jeg synes f.eks., at det er smukt at se en af mine veninder have sex med en af mine elskere. Jeg synes, det er en stor ting at dele, og har svært ved at se, hvordan det tager noget fra mig. Monogami er nærig kærlighed «

– Har du virkelig aldrig følt jalousien?

»Ikke rigtig.« Hun tænker sig om og tilføjer:

»Jo, jeg kan huske engang, da jeg havde en elsker, der ikke var særligt oralt orienteret. Da følte jeg et stik af noget, der måske var jalousi, da jeg så ham kysse en anden kvinde – så gav han jo hende noget, han holdt tilbage fra mig. Bagefter talte vi om det, og han sagde, at han i situationen følte, at han blev nødt til at kysse hende for at få lov til at gå videre. Og så faldt det hele på plads og blev godt igen,« griner hun og tilføjer:

»Så ønskede jeg jo ikke, at han skulle kysse mig på den måde, fordi det ville stride mod ham.«

Lyst, lyst og ... lyst

I det hele taget skræmmer det Nina Søndergaard fra vid og sans, at andre mennesker skulle være sammen med hende af pligt eller misforstået omsorg.

»Det er uendeligt vigtigt for mig, at folk vælger at være sammen med mig af lyst og kun af lyst. Jeg har f.eks. heller ikke et kæledyr, fordi jeg ville blive dybt ulykkelig af at være sammen med et væsen, som ikke kunne gå sin vej.«

Og gu' er der da meget sorg knyttet til ønsket om at leve utvunget med andre mennesker, understreger hun.

»Det er for det meste mig, der bliver forladt, ofte fordi mine elskere vælger en anden i et monogamt forhold. Og når det sker, går jeg lige så meget i stykker af det som alle andre, der bliver forladt,« siger hun. Og ensomheden er da en følgesvend. Heldigvis kan det gøres på andre måder.

»Mine venner er min selvvalgte familie. Der henter jeg min kraft og kærlighed. Derfor er mit mål her i livet er at være en god ven for på den måde at have en plads i universet og få karma-regnskabet til at gå op.«

Dydens smalle sti

Nina Søndergaard har tænkt meget over de reaktioner, hun får på sit alternative livsvalg.

»Flere mennesker har sagt, at det er et vildt krav at stille til én, der holder af dig, at du også vil have andre. Men når man tænker over det, er det så ikke lige så vanvittigt at bede andre om kun at have dig?« spørger hun.

Hun beskriver, at hun flere gange har haft elskere, der har givet udtryk for, at hendes arrangement egentlig afstressede dem.

»Så var de jo ikke eneansvarlige for min seksuelle lykke og kunne derfor være sig selv i forhold til mig.«

Bag den undren, som hun møder, mener Søndergaard, at der stadig ligger en enorm uudfordret vinterdyne af forestillinger om det 'normale'.

»Vi ser stadig på parforholdet som det normale og som noget, der ikke er andre alternativer til end ensomhed. Vi ser derfor ikke, hvor utrolig svært det faktisk er at leve monogamt, og hvor mange knuder folk slår på sig selv for at holde sig på dydens enormt smalle sti.«

Boblen

Nina Søndergaard har prøvet at leve i et parforhold. Hun ser tilbage på det med varme og er taknemmelig for alle de ting, hun lærte.

»Han gjorde mig til et bedre menneske, og han vil altid være min ven. Men jeg er ikke indstillet på igen at indgå i den type monogamt parforhold. Jeg orkede ikke den kønsfordeling, der på en eller anden måde sneg sig ind; selv om der var et bryllup i hans familie, blev det hurtig mig, der skulle melde tilbage. Det blev mig, der blev det sociale kit, det fornuftige.«

Samtidig undrede det hende, at et fællesskab som parforholdet åbenbart blev konstitueret ved at skabe noget, det var i opposition til.

»Vi kom hurtigt til at leve i en boble, hvor det var os, og så var der alt det uden for os. Jeg synes, at man derved lukker sig af for mange, alt for mange oplevelser og møder med andre mennesker,« siger hun.

– Men er det ikke muligt at gøre op med kønsrollerne og det ekskluderende i parforhold?

»Jo, det er det måske, men jeg orker det ikke, og jeg ser desværre heller ikke særlig mange seriøse forsøg omkring mig - og måske er jeg bare for egoistisk.«

Ikke alle forelsker sig

Men forelsker hun sig aldrig, og som følge af det: Ønsker hun aldrig en eksklusivitet i forhold til en anden?

Nina Søndergaard mener, at vi som samfund har sat os i en vanskelige knibe ved at ophøje forelskelsen til den ypperste følelse.

»Hvis man skal være helt kedelig, er det jo en kemisk proces i hjernen, som der bliver en masse ballade ud af, indtil den går over igen,« griner Søndergaard, der mener, at man sagtens kan gribe følelsen kritisk an.

»Blandt andet påviste den italienske sociolog Francesco Alberoni, at der var en tæt sammenhæng mellem depression og hyppigheden af forelskelse. Det synes jeg også, at jeg ser omkring mig; at folk, der ikke har det særlig godt eller er forvirrede over deres egen identitet, søger det rush, som den giver«.

Men det er ikke så meget forelskelsen i sig selv, der er problemet.

»Det er jo helt absurd, at vi holder fast i ægteskabet, men samtidig har gjort et forbigående kemisk fænomen til dets rygrad. Det er da opskriften på katastrofe.«

Hun vender – som mange gange i samtalen – tilbage til muligheden for, at hun står med en særlig udfordring. »Der er bestemt også muligheden for, at der er noget galt med min hjerne, siden jeg ikke går rundt og forelsker mig.«

Sjovest at være kvinde

I det hele taget understreger Søndergaard, at hun ikke har stået over for en hylde fuld af livsstilsvalg og plukke det, hun helst vil.

»Jeg har min egen bagage at slæbe på. Jeg har altid følt mig anderledes. Jeg er aldrig blevet mobbet, da jeg var barn, men var simpelthen ikke del af det sociale kredsløb i folkeskolen. I en tid prøvede jeg at passe ind, men så hurtigt, at det ikke gik - jeg blev jo bare en dårlig kopi. Så var jeg så heldig at møde andre mennesker, der også ville noget andet.« Også forestillingerne om, hvad det ville sige at være 'en rigtig pige' eller 'en rigtig kvinde', stødte hun på og kom i sin tidlige ungdom til den fejlslutning, at det ville være nemmere at være en mand.

»Men da jeg fik modet til at sætte mig fri af kønsstereotyper og forestillingen om at skulle passe ind i det monogame parforhold, blev jeg klar over, at det jo er meget friere og sjovere at være kvinde,« griner Nina.

Ikke for tryghed

Nina Søndergaard mener i det hele taget, at der er mange kampe tilbage, når det kommer til seksualitet – ikke mindst den kvindelige og dens åbenbare tilknytning til tryghed og redebygning.

»Jeg er Joan Ørting evig taknemmelig for, at hun har sat lysten i centrum, men jeg kan blive rasende, når hun reproducerer forstillingen om, at kvinder har sex i bytte for tryghed, mens mænd tager trygheden med for at få sex.«

Og begrebet som 'single-kultur' og fænomener som det såkaldte chick-lit, er ikke frigørende eller progressiv i Søndergaards bog. »Ser man f.eks. på en serie som Sex and the City, handler den dybest set om, at vi følger nogle kvinder i den evige jagt på det sikre og monogame parforhold.«

I lyst og ulyst

– Tror du, du er udstyret med et særligt stor sexbehov?

»Ja, det er jeg da. Jeg synes, at sex er vidunderligt og noget centralt i mit liv.«

– Men hvad med dem, der ikke har så meget lyst?

»Det har man da ret til! Som prosexfeminist kæmper jeg for alles ret til lyst og alles ret til ulyst.«

Problemet er ifølge Søndergaard, at når det kommer til det moralske imperativ, er retten til at sige nej desværre stadig større end retten til at råbe ja.

»Men det hænger sammen. Talte vi mere om vores lyst, om sex og krævede reel frigørelse, ville det også være meget nemmere at tale om, når lysten udebliver.«

Hun bliver under hele samtalen tydeligvis berørt, når snakken falder på at blive underkendt som seksuelt menneske.

»Det er så ondt, så grusomt at fratage andre mennesker retten til fysisk kontakt. Det dør vi jo af! Det synes jeg også er kernen i hele prostitutionsdiskussionen: Den handler grundlæggende om, at man vil fratage andre retten til en krammer.« Nina Søndergaard konkluderer:

»Det eneste, der gælder for os alle sammen, er, at vi har brug for kærlighed og nærhed. Det jeg gerne vil slå et slag for er, at det kan man gøre på mange forskellige måder. Så lad os da snakke om sex.«

Nina Søndergaards litteraturanbefalinger

  • ’The sexual life of Catherine M.’ af Catherine Millet:

’Det var den, jeg læste først, og hun er stadig min heltinde. Hun er jo for sej! Smuk og klog og sexet. Hun skriver meget fransk, (læs: højt­ragende) og min veninde mente at hendes beskrivelse af kvindelig orgasme var ’som at læse en kogebog’. Det er ikke helt galt, men dejlig nøgternt og oplysende. Interessant, hvor meget debat hun afstedkom, men trættende med feministers beskyldning om, at Millet ligger under for mandlig lyst’.

  • ’Jealousy: The Other Life of Catherine M.’ af Catherine Millet:

’Jeg har lige læst opfølgeren, blandet andet for at blive klogere på jalousi. Det er en vild beskrivelse af en kvinde i opløsning, men jeg fattede ikke grundfølelsen, for hun skriver explicit, at hun aldrig tænkte på, at hendes elskede Jacques ville forlade hende. Jamen, hvad er der så at være bange for? Men, igen, jeg hylder hendes mod’.

  • ’The Ethical Slut: A Guide to Infinite Sexual Possibili­ties’ af Dossie Easton & Catherine A. Liszt:

’Klassikeren! Ikke meget mere at sige om det’.

  • ’En kvinde, tre mænd’ af Pouline Middleton:

’En dansk bog om en kvinde og tre mænd. Det er ikke stor litteratur, men hendes projekt er fint’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lad mig gentage og præcisere:

Jeg er, principielt ligeglad med, hvordan folk lever deres liv, men jeg vil have lov til at sige min mening om, hvordan de lever deres liv. Og jeg vil også have lov til at sige min mening om kærlighed, ægteskab mm. (og en passant synes det som at at det alle kvinder foretager sig indenfor det her område bare skal støttes - men hvis det var en mand som f.eks. meldte ud at han havde tre kvinder, ja så var han en 'gris'....)

Når det er sagt er det tid til at sige dette (også):

Kærlighed, begær, sex, familie og forhold har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre. Og ja, den romantiske kærlighed er en myte, skabt af familie-fædre (og Hollywood i vore dage) for ca. 150-200 år siden, da man gik fra aftale-ægteskaber til ægteskaber, baseret på følelser mm.

Mange har jo prøvet at leve i storfamilier, menage-a-trois, menage-a-quatre mv. som et forsøg på at udvikle alternative samlivsformer...Og alle forsøg er så godt som kuldsejlet....Den kan man jo tænke lidt over...

Og hvem er det eller hvor er det, at man i Danmark i dag mener at idealet er far, mor og to børn? (ingen så vidt jeg kan se...andet end måske lige Dansk Folke-danser-parti....)

Jeg betragter bestemt ikke kærligheds-ægteskabet som det eneste korrekte forhold eller ægteskab. Der kan også opstå smukke forbindelser mellem mennesker som har mødt hinanden i et det man nu kalder for arrangerede ægteskaber mm.

Her bliver det vigtigt igen at skelne mellem forhold, sex, begær, kærlighed og forelskelse.

Når Per skriver om 'kærligheden som kan se ud på forskellige måder' mon det så ikke er forholdene, han tænker på? Dvs. den måde kærligheden kommer til udtryk på; et forhold kan have regler for at man ikke må være sammen med andre, andre forhold tillader åbne forhold...

Sex og begær har ikke nødvendigvis noget med kærlighed at gøre; det kan det komme til på et tidspunkt. Men sandheden er jo den, at folk forelsker sig, gifter sig mm, - og får børn - pga. vidt forskellige motiver.

Forelskelse er jo netop en kemisk proces i hjernen, som gør vi i et moment tiltrækkes af en anden persons udseende, smil, røv, bryster, krop eller kombinationen af alt dette. Og derefter må man se om der basis for at udvikle en dybere kærlighed:

Og den kærlighed starter i hjertet, ikke i køns-organerne.

Bjarke Hansen

@ Nina

Tillader mig lige at svare på Torben Skovs vegne.

"Inkommensurable" betyder - "kan ikke måles ud fra samme målestok".

Torben Skovs pointe var vist, at din kommentar om, at kærligheden i et livslangt ægteskab som sådan ikke er bedre end den begærbetonede "kærlighed" du føler på et dansegulv faktisk kun belyser, hvor lidt du ved om førstnævnte.

Mht. dekadence, så ser jeg dig bare som ét af mange eksempler på, at den frigørelse, der er blevet hyldet fra alle sider i snart 50 år har betydet, at vi nu bilder os selv ind, at vi stadigvæk er gode mennesker, når vi "frigør" os fra alt det, som virker besværligt.

Som fx børn, børneopdragelse, ægteskab og parforhold, pligt, hårdt arbejde, afsavn og ansvar. Alt sammen vilkår i et meningsfuldt menneskeliv.

Og det har gjort vores samfund dekadent og overfladisk.

(Det kan godt være, du ikke passer ind i denne tendens på andre områder af dit liv - og i så fald må du undskylde. Men trenden, - at folk vælger parforholdet fra pga. egne uopfyldte behov - ligger i hvert fald i forlængelse af denne tendens.)

Tilbage står nu det fulstændigt emanciperede menneske, som ikke er det lykkelige blomsterbarn 68´erne forestillede sig, men et egocentreret og ensomt driftsvæsen, der hverken kan finde mening eller lykke, og som ikke kan se, at det er den evindelige halsen efter egne behov, der er problemet.

Jeg ser stadigvæk ikke nogen forskel på dig og på de unge nihilister i Paradise Hotel. Eller på dig og de nu gamle og sure feminister for den sags skyld.

De gamle feminister havde det samme projekt som dig, da de var unge. Dengang var de også "prosexfeminister". De begrundede deres halsen efter egne lyster med alt muligt, men det var i grunden ikke meget andet end det.

Da de så fandt ud af, at den fri sex favoriserede mændene helt enormt, da mænd i langt højere grad end kvinder har lyst til flere seksualpartnere, og da mænd holder sig seksuelt attraktive i mange flere år end kvinder, så blev de til det, de er i dag.

Derfor sidder de nu så desillusionerede og bitre tilbage. Forladte, enlige og barnløse.

Det kan godt være, at du er et særligt eksempel, som bare aldrig kommer til at fungere i et parforhold og har det bedst uden - men som samfundsbærende institution, der er monogami og familie efter min mening stadigvæk den bedste og mest hensynsfulde løsning, og vi skal prise os lykkelige for, at det er denne norm, der har sejret herhjemme.

Når så fortærsket en kliché som forskellen på sex og kærlighed trækkes af stalden fornemmer man at mistilliden er lige stor til begge dele.

"Hvis du ikke vil gifte dig med mig elsker du mig ikke!"

"Hvis det her er et one night stand så kan det være det samme. Kun den store og ægte kærlighed er umagen værd!"

Det er ikke WinWin det er LooseLoose.

Både kærlighed og sex vinder alt - eller taber alt.

Og ingen ved det på forhånd.

Det fantastiske one night stand og det fantastiske parforhold har det tilfælles, at der blev satset noget.

Et parforhold er et one night stand der er trukket ud over måneder eller år - ellers er det dødt.

Torben Nielsen

Kære Nina
Tak for en god artikel ( og selvfølgelig Anna).
Sex og samliv er jo et eftertragtet debat emne for mange og helst de andres.
Men her fortæller du åbent om dit eget.
Tak for det.
Men det største skulderklap skal du have fordi ikke stikker af.
Hvor imod andre artikel skrivere smider en lort - lader hundene slås - og så farvel.

Bjarke Hansen: Du tager fuldstændig fejl.

De feminster der er bitre idag har A L D R I G ønsket sex.

På Femølejrene hyldede de kærligheden og drak urtete.

De mænd der tog på ølejre - f.eks. bøsserne eksperimenterede med deres seksualitet.

Kvinderne har identitet - de er feminister. Et tilsvarende ord findes simpelthed ikke for mænd.

Mænd har seksualitet. Og det er fint nok. Men de skulle også arbejde lidt med deres maskuline identitet - og ikke lade forbudsfeministerne diktere dem deres liv.

Bjarke Hansen

@ Ole Hansen

"Feministerne" er - og var - selvfølgelig en broget flok.

Må indrømme at jeg nok stadigvæk havde tankerne rettet mod Suzanne Brøgger (og hendes slags), da jeg slog de såkaldte prosexfeminister i hartkorn med den gamle fri kærlighed/parforholdet er et patriarkalsk fængsel-feminister.

Maj-Britt Kent Hansen

Forudsætter den polyamorøse livsform nu ikke en lind forsyning af "bejlere", en kort livserfaring samt manglende evne til at foretage kvalificerede valg?

Så længe "bejlerne" er rigelige i antal - og det er de snarere i den første halvdel af livet, end i den sidste, vil der være situationer, hvor udbuddet er så kvantitativt overvældende, og interessen så smigrende for egoet, at det at begrænse sig end ikke overvejes.

At man dertil ikke kender sig selv indgående, og har mindre erfaring med hvad ens præferencer i forhold til andre mennesker egentlig er, kan medvirke til at man lader sig rive med "strømmen".

Denne strøm af mange muligheder og manglende erfaring spiller også ind på livsforhold, der angår f.eks venner og job. Der er rigeligt af det hele, og begrænses i sin udfoldelse er det sidste, man aktivt vil vælge.

De, som så mere eller mindre frivilligt udsættes for andres udleven af tilbøjeligheder, må konstatere, at deres tolerance og / eller resignation sættes på prøve, men intet varer evigt. På et tidspunkt vokser den ene eller den anden involverede part fra projektet.

Om det polyamorøse manifest kan man - som om meget andet - sige, at det af natur er manifest flygtigt.

Torben Nielsen

@ Maj-Britt Kent Hansen

Jeg har levet mere end halvdelen af mit liv. Det er først nu at jeg har set den polyamorøse livsform.

Alt det andet rod har jeg været igennem.

Bjarke Hansen

@ Troels Ken Pedersen

Jeg er 27 år gammel, og er vel stadig selv en del af ungdommen:-)

Og det er i øvrigt mere generationerne 30 til 60, som jeg mener har banet vejen for dekadence og overfladiskhed - alt sammen i trylleordet 'tolerance's navn.

Fantastisk popnummer i øvrigt.

Det er ikke friheden jeg har noget imod, slet ikke.... Det er nihilismen og de tomme liv. Det tror jeg i øvrigt George Michael ville være enig med mig i, selvom han også er lidt af en libertiner:-)

Man bør skelne mellem begær (ønsker) og behov. Måske har jeg behov for noget andet end sex, måske har jeg behov for et knus, en varm hånd på min skulder eller måske bare nogen at tale med. I stedet for opstår der et drifts-ønske om begær, om at udleve begæret. Ofte med forskellige partnere - hvorefter man så vil synke ned i en ensomhed, så man jager hele tiden det næste kick, den næste flirt, den næste erobring.

En af debatørerne herinde skrev noget om 'lykke-optimering for den enkelte'. Og ja, det vil vi vel alle. Men i et forhold, i en relation, er det vel netop det lære at indgå kompromiser, som skulle være i forgrunden.
Og for mig at se hører det med til at blive voksen, at indse, at man ikke automatisk har ret til at få sine ønsker og behov opfyldt lige nu og her...

Sådan som jeg opfatter 68'ere, i hvert fald seksual-politisk, kæmpede de bl.a. for, at enhver seksuel skulle være tilladt. De overså bare, at den totale frihed uden ansvar alt for let ender i Friedrichshof (et sted i østrig hvor en gammel gris som leder gik i seng med 13-årige piger - føj - og hvor kvinderne opmuntrede deres døtre til det - føj - ). Ansvar og frihed hører sammen; frihed uden ansvar fører til anarki, til at alle gør hvad deres ego'er sige de skal gøre, mens ansvar uden frihed oftest fører til stivnede strukturer og kontrollanter, der kontrollerer alt og alle.

Dekadence og overfladiskhed?

Jeg citerer lige en artikel fra Politiken:

"Ifølge den svenskamerikanske professor i antropologi ved University of Chicago Don Kulick befinder Skandinavien sig i en periode med stigende seksuel konservatisme:

»Selv om sex er mere tilgængeligt end nogensinde før, bevæger vi os tilbage til før den seksuelle frigørelse i 60’erne og 70’erne«, sagde han under en konference i december 2008 på Københavns Universitet."

Artiklens forfatter Phil Nice kommenterer:

"I disse tider, hvor så meget af den sociale dagsorden sættes af radikal feminisme, ser vi mange sexfjendtlige tendenser: dæmonisering af mænds seksualitet; løftede pegefingre omkring en såkaldt seksualisering af det offentlige rum; påstande om, at en sådan seksualisering undertrykker kvinder."

Et eksempel: Vibeke Manniche protesterer over at se Casper Christensens stive lem på filmplakaten til Klovn. Og mener det er skadeligt for børn. Mænd skal ikke have stiv pik, de skal kastreres!

For hvis de har erigeret lem på en plakat i det offentlige rum kunne børnene der hjemme jo også risikere at se far i situationer, hvor lemmet er erigeret? Den maskuline fysik er til fare for børn og samfundsordenen er budskabet.

Lad os nu ikke forvrøvle os ind i en præventionsdebat, det her handler jo ikke om 'swingers' (som vist iøvrigt har styr på det) men om en internt åben, relativt lille kreds af relativt stabile indbyrdes forhold, og som sådan vil være lige så stabil, eller mere stabil præventionsmæssigt end almindelige monogame parforhold med lejlighedsvise prostitutionsbesøg eller utroskab, ofte i en brandert. Så nok om den snak!

Og bortset fra hvad man kan fremkomme med af lommemarxistisk filosofi on borgerskabets udskejelser, synes jeg det her har mulighed for at blive en interessant antropologisk diskussion.
Jeg tror virkelig ikke at det patriarkalske samfunds parforhold er optimale, hverken hvad angår kærlighed, generel social gensidig støtte, seksualitet, børnepasning eller faktisk noget som helst.
Også selv om, eller måske fordi jeg selv generelt har befundet mig i (skiftende) monogame parforhold det meste af mit liv, måske lige bortset fra nogle få eksperimenter i tyverne.
Nogle af de kvinder jeg har elsket mest, har jeg ikke haft et særligt godt seksuelt forhold til, og omvendt, har nogle fremragende seksuelle forhold mest været karakteriseret ved stadige argumenter og gidninger uden for sengen. Visse forhold ville have været perfekte på ALLE måder, hvis der blot havde været lidt mere sex, og det har græmmet mig at være nødt til at forlade et forhold på grund af konstant frustration sammen med en, jeg fasktisk elskede, fordi jeg ikke havde mulighed for at få det overskydende behov dækket inden for dette instutionaliserede parforholds rammer. Og lad mig lige indskyde at behov ikke entydigt er det samme som selvisk forbrugsmentalitet, som nogen gerne vil gøre det til, senkapitalistisk eller antiviktoriansk seksuel forbrugsmentalitet. Behov er behov, hvad enten det er for at trække vejret eller få en udløsning ved seksuelt samvær. At man generelt kan dø af ikke at trække vejret, men ikke af manglende sex betyder ikke at det ikke er et legitimt behov, på lige fod med behov for kærlighed, tilhørsforhold og andre ting, som man måske heller ikke dør af ikke at få tilfreddstillet, men som man helt bestemt sygner hen af både fysisk of følelsesmæssigt, hvis det ikke sker.
Når jeg ser tilbage kunne adskillige af mine ellers gode forhold have fortsat resten af mit liv, hvis der havde været mulighed for at udleve dem i en lille gruppe med åbne forhold. Under andre himmelstrøg end vore egne er det almindeligt med flerkoneri, og i sig selv ser det ud til ast gå udmærket, selv om der er andre faktorer der måske gør det problematisk. Hvad vi taler om her, efter min opfasttelse er blot at udstrække denne form til også at inkludere flermanderi i den samme gruppe. Sådan lidt som vores eksperimenter i kollektiverne i halvfjerserne.
Problemet er selvfølgelig at efter ti tusind års patriarkalt monogami er vi slet ikke udstyret til at håndtere det, vi er alt for snævertsynede, neurotiske, besidderiske, jaloux, osv. Og derfor kan vi slet ikke forestille os at andet end det sygelige momogamistiske forhold virker. Og alle forsøg på at få det til at virke er typisk mere problematiske end det vi allerede kender. Ligesom vi ikke kan forestille os at et samfund som ikke har privat ejendom på højalteret kan fungere. eller så mange andre nytænkninger, som faktisk kunne være bedre for os, hvis vi åbentsindet kunne prøve på at se deres muligheder, i stedet for defensivt at sable dem ned.

Kære Nina Søndergaard

Dit indlæg adr. til mig har 3 afsnit.

1. afsnit. Jeg foragter dig ikke og har heller ikke ytret mig således. Du får heller ingen skulderklap.

Derimod får du et skuldertræk!

Jeg færdedes meget i firsernes cafemiljøer. Jeg havde mange venner og blandt dem mange der levede som dig. Der er ikke noget nyt i det liv du lever og det er noget vrøvl at gøre det til en højere livsstil.

2. afsnit. Det har Bjarke Hansen venligst besvaret.

3. afsnit. Hvad i alverden foregår der i hovedet på dig. I andre samfund(på denne planet) er polygami vældigt normalt. I div. kulturer foregår det unormale i subkulturer hvortil det er tvunget af historien. (NB. min kommentar til Anna Sperling vedr. det normale).
Det er ikke min eller andres skyld hvordan det er her til lands.

Dit liv er dit ! Lev det som du ønsker.

@Bob.

Freud kaldte menneskets seksualitet for grundlæggende polymorft perverst.

Når man vil undersøge gyldighederne af argumenter kan det undertiden betale sig at gå til ekstremet. E.g. menneskegt i urtilstanden er i stand til at indrette sig efter forholdene. Jeg tænker her på små grupper af indianere i regnskoven, eller i arktis. Slettefolk o.a.
Hvis der er f.eks. flere kvinder end mænd tager nogle mænd flere koner. (Lakota, Japan), men det monogame er stadigt tilstede. Det er indbygget i det sociale fælesskabs kodeks om at tage sig af hinanden.

Min pointe er, at det netop er én af de egenskaber der har gjort menneskets succes. (evolution: de der bedst kan tilpasse sig forholdene)

Jeg sidder denne sene lørdag aften/nat og skriver indlæg på et par drinks og lytter til Björn Afzelius. Hans sange understreger netop den kærlighed jeg skriver om. (lige nu : Rebecca ( hans ældste datter)). Wow-alfabetet er associativt :o))

Steven Wensley

'Livet er langt, lykken er kort, salig er den som tør give den bort.' Tak Kim, det er grundessensen i kærlighed for mig.

Hvis du finder kærligheden, så hold fast i den og slip den ikke. Og for gud skyld, så spild den ikke, på 'instant-love'
Kærlighed hænger sammen med smerte, som liv gør med døden. Vores tid på denne jord, er kort, så uendeligt kort; et menneskes liv og ikke mindst den tid vi er seksuelt aktive og attraktive, er endnu kortere.
Som Nina skriver, så har alle livsformer en omkostning. Livet tager sin pris, lige meget hvad vi vælger. Det eneste vi kan vide er, at prisen skal betales.
Derfor er mit eneste råd: følg dit hjerte. Og hvis den går igennem 'den eneste ene' eller 'den eneste mange' så fred være med det.
Nina, tak for dine meget personlige tanker. Håber det lærer andre at leve med deres livs valg, lige så åbent som du gør med dine.
Hvis din artikel kan få nogens øjne op for det hykleri, som omgiver køn og sex, så er det kun en god ting. Tak.
En sidste tanke, rigtigt kærlighed, ægte kærighed, sætter os fri. Og det gælder i både monogame og polyamourøse forhold. Vi kan ikke eje et andet menneskes kærlighed, kun modtage og give.
Gå så for fanden ud og elsk!

Mark Sørensen

Mange tak for en opsigtsvækkende artikel og også en debat der på mange punkter er lidt atypisk. Det overraskede mig i hvert fald at se så mange mænd på barrikaderne.

Men som en af de såkaldte unge synes jeg at der mange gange virkelig er mere fokus på egne behov i stedet for at tænke på hvad man kan få ud af en lille smule arbejde, kan det her blot være endnu et eksempel? For kærlighed i mine øjne handler om at udvikle noget i et forhold der er større end den enkelte og som samtidig tilgodeser begge parter, og den slags tager nu engang sin tid at udvikle. Er der ikke en risiko for at fokus ryger fra et fælles projekt når man vælger at skulle prøve det samme med flere?

Nina, jeg synes du snakker meget om dine egne begrænsninger, hvor "kærlighedslivet" funderes på følelseskold sex rapseri uden empatisk investering til nogen af partnerne og som i realiteten aldrig udfordrer dine følelsesmæssige egenskaber og forhåbentlig kvaliteter ... men det er da fint du kan leve med dit "porno" arrangement.

Men udfra min "monogame" ægteskab og samlivs erfaringer, så snakker du sandsynligvis fra "Venus" eftersom vi er en del her på jorden der forlængst swinger og dog formår at bevare vore "monogame" tilværelse intakt ... uden mén..;-))

Rune Jacobsen

@Bjarke Hansen
"Jeg tror de polyamorøse lystjægere ville have godt af at læse Aldous Huxleys fremragende klassiker Fagre Nye Verden.

Et liv hvor man skyr forpligtelserne og afsavnene i jagten på den umiddelbare behovstilfredstillelse er trist og tomt. Om ikke nu, så i morgen."

Jeg har læst Brave New World, men at polyamorøsitet skulle være det samme som den forstokkede opfattelse i Brave New World hvor kvinder skal stille sig selv til rådighed for mænd som rene sexobjekter, det synes jeg alligevel er at trække den for langt.

Bernard har så vidt jeg husker lyst til blot at snakke med Lenina, men samfundskonstruktionen gør at det er tabuiseret at have samvær uden sex.

Det er en god bog, og bestemt en anbefaling værd, men at polyamorøsitet skulle handle om at "skye forpligtelserne", den fanger jeg ikke. Er man forpligtet til blot en partner?

Charlotte Harder

Jeg forstår ikke forargelsen her. Der er tale om mennesker, der åbent erklærer deres kærlighed til flere. Der er intet fordækt, intet skjult og ingen utroskab, hvilket ellers er særdeles udbredt i "monogame" forhold.
Hvis man ikke ønsker at have et forhold til en polyamorøs, så kan man jo i tide trække sig. Jeg kan kun tage hatten af for åbenhed og ærlighed... og beholde den på for uærlighed og utroskab.

Selv er jeg monogam, så vidt jeg ved...

Nina Søndergaard

Kære Ole Hansen, Steven Wensley, Bob Jensen og Charlotte Harder

Tusind tak for støtten, den er meget værdsat. Jeg er oprigtig talt rørt. Det har overrasket mig meget at min historie kan bruges som inspiration derude, men det er virkelig dejligt at vide at man kan vække genklang.

Og jeg er selv overrasket over de drøje ord der er faldet her, men det er fair nok. Så gængs er det jo heller ikke at være polyamourøs. I min ærgrelse over direkte falske beskyldninger har jeg forfattet et indlæg på min blog. Så må venner og fjender ind at læse der og skyde lidt mere præcist:

http://prosexfeminisme.wordpress.com/2011/01/16/fravalg-er-ogsa-et-valg/

Jeg har aldrig helt forstået hvorfor "behovstilfredsstillelse" altid i debatter som denne nævnes som noget negativt. Vi polyamorøse har ingen forventninger om at vores behov opfyldes her og nu på bekostning af andre menneskers følelser og lyster, og det er mit indtryk at vi her bliver opfattet sådan. Er der nogen der kan forklare mig hvorfor (eller fortælle mig at det er noget jeg misforstår)?

Nina Søndergaard

Kære Mark Sørensen

Jo! Jeg vil gerne være med til at diskutere fokus, men jeg gider ikke at dømmes som et moralsk dårligere menneske blot fordi jeg har flere elskere (hvilket du nu heller ikke gør, lader det til). Og jeg kan kun ryste på hovedet af lighedstegnet mellem monogamt ægteskab med børn og kærlighed.

Det er klart at jeg ikke har tiden til at fokusere på ét menneske og jeg dermed går glip af noget, uden tvivl. Det er en pris for mit valg, akkurat som monogame mennesker betaler en pris ved ikke få andre personer ind i deres (under)liv og finde nye facetter i dem selv og andre.

Jeg tror det er klogt at skelne mellem begær og behov.
Jeg tager udgangspunkt i dette citat fra artiklen af Nina Søndergaard:" Jeg elsker dig vanvittigt, men anerkender, at du ikke vil urinere mig i munden, så jeg går lige lidt ud?"

For mig lyder det som om denne person har et begær efter at blive urineret i munden, hvis hendes kæreste ikke vil det, går hun da bare ud i byen for at få dette begær opfyldt.

Og jeg tager ikke stilling til om denne person, som i det her tilfælde så er kvinde, der hedder Nina tilfældigvis er en moralsk bedre eller dårligere stilling. Jeg konstaterer blot, at for mig at se synes det mig at personen vil have alle sine begær, ønsker og behov opfyldt nu og her...

Mht. det at få andre mennesker end i deres (under)liv, er det vel sådan, at aldrig har der været flere par, som er medlemmer af sexklubber, som er swingers (par som er seksuelt sammen med andre par)

Behovstilfreds-stillede er tilfreds-stillelse af et behov; grunden til, at det altid kommer op her i de her debatter er den meget enkle, at i et forhold må og skal man (bør man) bøje sig ind imod og se på helheden fremfor hvad den enkelte får ud af det. Eller sagt på en anden måde: Vi er meget stærkere end jeg og dig.

Nina Søndergaard

Kære Karsten Aaen

Kan du ikke se at man fx kan elske et andet menneske, så man ønsker at dette menneske skal have sine behov opfyldt - også dem man ikke kan eller vil dække?

Du tillægger mig nogle betragteligt mere skumle motiver end jeg rent faktisk har. Jeg giver dig 100 % ret i at samliv er samarbejde og at summen er større end enkeltdelene, men jeg kan stadig ikke fatte at du synes at min måde at få liv, kærlighed, venskaber og behov til at gå op på er så ringe at du bliver ved med at fortælle mig at behovsopfyldelse er skidt.

Skal jeg iøvrigt forstå det således at hvis jeg swingede som del af et par, så var jeg ok?

@Anja Lysholm, behovstilfredsstillelse er da indeholdt i monogame forhold (traditionelle som polyamorøse eller kombination -> I - polyamorøse - slet ikke ser) og derfor ikke pr definition er et problem for nogen af parterne -> også selv om den kritiske pen er ført i kommentaren fra "de ikke polyamorøse". (hendes seneste kommentar viser da også at det er rygklap og ikke debat der holder hende oppe)

Alene dét at du sætter "behovstilfredsstillelse" som værende problem afsendt fra "de traditionelt monogame" viser bare hvilken lejr du snakker fra !

Lad mig bruge mig selv som eksempel, der er gift, lever i traditionel ægteskab, hus, bil og aflivet hund..;-)

Jeg swinger med konen, har været til utal arrangementer og eksperimenterer jævnligt (fra vanilla til langt værre og jeg kan stadig snakke gensidigt med konen..;-)

Det Nina postulerer er at det lader sig ikke gøre for de traditionelt monogame og det jeg postulerer er, at hun er fyldt med mure hun ikke kan se og lader sig forblænde i egne åndelige åbenbaringer ... så skyder hun på os - adaptive monogame - for ikke at passe ind i hendes indsnævrede univers -> for vi findes ganske enkelt ikke !

Mage til fordomsfuld tilgang til parforholdet ikke og det må stå for Nina egen regning : 'Monogami er nærig kærlighed' sikke da en forstokket og forkvaklet syn på kærlighed !

Der er INTET i Nina's arrangerede dagligdag, der ikke også allerede ER realiseret i de traditionelle ægteskaber - swinger begrebet er bare et af dem - og tro mig hun aner ikke hvor godt et ægteskab kan fungere og hvor berigende følelsesliv det generer ... hun aner det ikke !

Derfor Anja, når du følt vælger side kan det vel ikke undre at alle der ikke føler med dig "må da have valgt forkert holdning", ik'..;-)

Kim Sørensen

"Alle andre kan også miste, jeg har blot fordelt min kærlighed på lidt flere, altså er det mere usandsynligt at jeg mister al min kærlighed og alle mine partnere på én gang"

Det synes jeg er en utroligt interessant kommentar. Det ville være rigtigt interessant, hvis der blev gravet lidt mere i den. For jeg kan altså ikke lade være med at læse en hel masse ind i lige netop den kommentar. Sådan helt firkantet set, så forstår jeg den som om det her mere handler om frygt for at miste, end det handler om et frigørende valg, en ung kvinde har foretaget...
Det er måske bare mig, der læser det ind i det. Men jeg synes da tanken er interessant.... tænk sig hvis "prosexfeministen" (så bliver det næppe mere bombastisk) i virkeligheden bare var en ung kvinde, der jagter kærlighed - koblingen mellem sex og frygt for at miste/være uelsket er jo set før...

Hvorom alting er synes jeg ihvertfald det er bemærkelsesværdigt, at den unge frigjorte kvinde her, i praksis, kvantificerer kærlighed og gør det til et "jeg har x antal partnere, derfor er jeg mere elsket end dig" argument....

Nina Søndergaard

Kære Kim Sørensen

Det må du gerne læse ind i min kommentar. Jeg tror ikke jeg jagter kærligheden mere eller mindre end andre gør, og jeg tror jeg er lige så bange for at miste som alle andre er, men du antager automatisk at jeg skulle være mere bange end folk der vælger én partner?

Du stiller nemlig en falsk modsætning op om tryghed og ægte frigørelse. (Det er du nu ikke ene om, mine ærede modstandere, hr. Skov og Werneby fx, gør det også). Jeg har også brug for at blive elsket, jeg fravælger blot det monogame og søger andre veje.

Min kvantificering er ikke så dybt eller alvorligt ment, men det er et forsvar mod den enestående sære tankegang jeg mødes med herinde, nemlig at kærligheden kun findes i ét eneste andet menneske. Selv erklærede swingere (Vile Wernerby) vedbliver at påstå dette, for at trænge ind til dem er jeg desværre nødsaget til at skære tingene ud i grovere pap end jeg bryder mig om.

Hvad min prosexfeminisme angår er det også en term jeg har taget på mig for at vise at der er andre feminismer end hvad Ole Hansen kalder den "rødbrune". Det er primært gifte, heteroseksuelle kvinder der kæmper en kamp for at få kvinderne ind i køkkenet og barselssengene igen, en vej jeg ikke ønsker at gå.

“Alle andre kan også miste, jeg har blot fordelt min kærlighed på lidt flere, altså er det mere usandsynligt at jeg mister al min kærlighed og alle mine partnere på én gang” -> det er bare udtryk for hendes inkompetancer i kærlighedens tjeneste og et udtryk for at hun må gardere sig for overhovedet at være til..;-)

Sandheden er : "... »Jo, det er det måske, men jeg orker det ikke, og jeg ser desværre heller ikke særlig mange seriøse forsøg omkring mig - og måske er jeg bare for egoistisk.« ... -> "jeg orker det ikke" må være egoisten Nina's kapitulation til parforholdet og jeg forstår godt de eksterne minimale forsøg dertil..;-)

Men igen jeg snakker fra parforholdet og Nina hun aner stadigvæk ikke hvad parforholdet kan indeholde

Charlotte Harder

Er det mon sådan, at polyamorøse oftest har følelserne med i spil (jvf. amorøs) og altså føler kærlighed til flere, mens swingere oftest foretrækker ikke at have følelser med?

Det er måske det, der primært skiller de to måder at leve på?

Er det mon stadig lidt suspekt, hvis en kvinde ikke ønsker sig et ægteskabslignende forhold?

Jo, jeg kan sagtens forstå, at man kan elske et menneske så meget, at man gerne vil have, at det skal have alle dets behov opfyldt. Jeg synes og mener dog, at jeg har hørt det hele før - lige fra 1970ernes 'jalousi er grimt' over 1980ernes 'ingen kan eje hinanden' til 1990ernes 'et menneske er ikke nok til at opfylde alle mine behov' (underforstået også de seksuelle...)

Man skal og bør (igen) mener jeg skelne mellem kærlighed, liderlighed, begær og sex. Hvor er hjertet henne i alt dette her - og er det ikke bare din liderlighed, din ømhed, dit begær, din tryghed, du har parkeret, splittet op, i flere forskellige (seksuelle) forhold, så du netop ikke har den risiko for at miste som folk i traditionelle forhold har, dvs. folk som lever med en partner igennem hele livet. (og som altså ikke betyder, at man slet ikke eksperimenter også seksuelt).

Og for mig at se er der yderligere den dimension, at hvis du mister en partner, har du jo tre mere (eller flere), du kan gå til. Det handler for mig at se ikke bare om at være bange for at miste, men om at sikre sig imod at blive såret, dvs. forladt af ens elskede. Fordi det gør ondt i hjertet. Og jeg er sikker på at du også har det sådan, når en af dine elskere forlader dig, men du kan jo altid gå hen og få trygheden igen ved at være sammen med en af dine andre elskere.

I mange år har man i storbyerne haft det man kalder for bollevenner; nogle steder kan man også godt sove sammen med bollevennerne, andre steder kan man godt gå i biografen sammen. For mig at se er din livsstil sådan set ikke ny; I kalder den bare for noget nyt...

Og jeg kan da slet slet ikke se, at det monogame ægteskab med mand, hus og børn er blevet moderne eller in igen...eller blevet et ideal...

Og den eneste kvinde, der kæmper en kamp for det, du nævner, er da vist Katrine Winkel Holm...

Nej, det er aldeles ikke suspekt, hvis en kvinde i dagens Danmark ikke ønsker sig et ægteskabs-lignende forhold. Kvinder, sådan som jeg set det, kan i dag opføre sig sådan som de har lyst til, de kan have elskere, unge såvel som ældre. De kan være sammen med andre kvinder, have flere mænd på en gang, som regel for en nat eller nogle dage eller nætter ad gangen. De kan tage til Caribien eller Afrika og være sammen med de indfødte mænd, og give dem penge mm. uden at nogen skræpper op over det.

Og jo, måske er det sådan, at hvis man er poly-amorøs, har man følelserne med. Set fra mit synspunkt, må følelserne godt nok blive tyndslidte, hvis man skal forholde sig til, føle holde vedholdende og dybt for 3-4 mennesker på en gang. Måske er der nogle, der kan det. Jeg kan ikke...

Og så dog: citatet fra Nina som siger noget om 'jeg anerkender, at du ikke vil urinere mig i munden, derfor går jeg lide lige lidt ud' (og får dette behov/begær) opfyldt synes ikke at sige nogetsomhelst om at der er følelser involveret i dette. Personerne involveret skal bare have sine begær og behov tilfredsstillet her og nu.

Kim Sørensen

Nina

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over dine valg i forhold til hvem du deler seng med. Jeg noterer mig bare, at du kvantificerer kærlighed og "forsvarer" dit valg med at fordi du er lagerførerne i små pakker "kærlighed" løber du ikke samme risiko, som monogame, for at miste alt din kærlighed.
Det synes jeg bare er en temmeligt interessant bemærkning. Ikke mindst fordi den sådan set står i stærk kontrast til det vi kan læse i artiklen. I den oprindelige artikel kan man jo læse, at du henter din kærlighed fra din "selvvalgte familie". Her gives der altså indtryk af at du sådan set skelner mellem sex og kærlighed, ret skarpt. Men den skelnen er væk i din kommentar.
Om det forhold så er "rigtigt" eller "forkert" skal jeg som sagt ikke kunne sige. Okay, det skal jeg måske nok. Men den slags moraliseren synes jeg ikke hører hjemme her - så af praktiske årsager forholder jeg mig fuldstændigt neutralt til den del af historien her.
Det jeg bare finder fascinerende er at det tilsyneladende ikke er en afstandtagen til ønsket om kærlighed, som sådan. Din livsstil har åbenbart fuldstændigt samme mål, som folk i traditionelle forhold. Nemlig at finde kærlighed - du har bare kvantificeret konceptet og, som en dreven børshaj, fordelt dine investeringer (og dine risici) over flere forskellige "projekter". Skal man blive i den analogi kan man sige dit valg svarer til opfindelsen af aktieselskaberne - nu kan folk investere lidt følelsesmæssig kapital og kropsvæsker i en masse selskaber... går et par af projekterne på røven er der ingen større skade sket - fagre nye verden :)

Lige for at skære det ud i pap: Nej, jeg antager ikke du er mere bange, end andre mennesker, for at miste (kærligheden). Jeg tror så heller ikke du er mindre bange. Hvilket er hvad jeg finder fascinerende ved den her historie.
Jeg tror nemlig du er meget lig alle andre mennesker... Målet er det samme, metoden er bare en anden...

Charlotte, der er intet suspekt i at en kvinde IKKE ønsker et bindende forhold og at en kvinde ønsker én - mono - eller flere - poly - relationer i al åbenhed -> dem kender jeg flere af - i moden alder - og fueled at de kom tilbage og fortalte om deres seneste f***ing experience ... det er da uinteressant som emne som noget kan være mano-o-mano (det eneste kunne gøre dette til turn-on er at man irl bliver udsat for the real woman & act)

Nej, problemet her i tråden er at man udsættes for dumsmarte "hjernedøde unge broads" med åbenbaring uden erfaring der ikke aner hvad ægteviede farmand er vant til ... så er det man kniber sig i armen og spørger konen om hun har været med til at "give dét i arv" hvad mormor havde i posen *klask* ... mere er er vel ikke, så jeg holder mig til de modne og erfarne udi sexperience..;-)

Charlotte Harder

@Karsten Aaen, jeg tror faktisk også godt at du kan rumme, at kvinder har flere elskere, eller er lesbiske, men jeg tænker mere i samfundet som sådan.
Grunden til at jeg stiller spørgsmålet er mest af overraskelse over, at artiklen læses med så hårde briller. Jeg opfatter det sådan, at man i et parforhold kan føle sig fanget i en særlig rolle og at man ofte kommer til at lukke sig om sig selv, og det afføder en trang til frihed. Hvor nogle bider mærke i de stærke billeder, så hæfter jeg mig ved noget andet.

Det med trangen til frihed kan jeg godt genkende. Det gør mig ikke polyamorøs, men det gør at jeg foretrækker ikke at bo sammen med en evt. kommende kæreste, for jeg trives ikke i tosomheden i længden. Det er meget vanskeligt ikke at forfalde til leverpostej og legen far, mor og børn, og det ønsker jeg ikke at ødelægge et kærlighedsforhold med.

En meget klog gammel kvinde (90 år), der har rejst verden rundt og levet et yderst spændende liv, sagde engang til mig: Du skal aldrig gifte dig. Det er det eneste i mit lange liv, jeg nogensinde har fortrudt! ;o) Jeg tænker ofte på hende...

Kim Sørensen

Charlotte

Jeg tror grunden til folk reagerer så kraftigt på artiklen er at de tænker "tænk hvis MIN partner begyndte at knalde med alle mulige". Hvilket i øvrigt er en vigtig vinkel, jeg lidt savner i artiklen.
For der tages jo ikke højde for at rigtigt mange mennesker altså ønsker at leve i et monogamt forhold og ville blive rigtigt kede af det, hvis deres elskede gik i seng med eller ligefrem elskede alle mulige andre partnere.
Dermed ikke sagt at et ikke-monogamt forhold så er "forkert". Personligt er jeg bedøvende ligeglad med hvordan folk vælger at leve deres liv. Pointen er bare, at valget om at leve "polyamourøst" potentielt set har nogle ret store konsekvenser for alle mulige andre mennesker...og i øvrigt også at der altså findes en del mennesker, for hvem monogami er det rigtige valg.

Med andre ord tror jeg det der provokerer folk er tanken om at kærlighed er noget, der kan skæres ud i små stykker og så fordeles til alle mulige forskellige mennesker. Det kan det måske for nogle mennesker. Men for mange mennesker er kærlighed altså en ret voldsom størrelse, der ikke sådan lige er til at overskue, fordelt over flere mennesker.... Jeg kan f.eks. forestille mig at Vile ELSKER sin kone (og hende ham), mens han begærer dem han svinger med. Så måske uenigheden i virkeligheden handler om hvordan man skelner mellem kærlighed og begær....og hvorvidt man kan ELSKE flere forskellige partnere på samme tid...
Hvorom alting er så handler det ihvertfald om følelser og så længe artiklen kun fremstiller en side af sagen, er det vel naturligt nok, at folk sætter sig selv ind mellem linjerne. Måske ikke videre objektivt og konstruktivt, men forståeligt :)

@Kim, du har fat i noget af essensen, men det er ikke at kunne adskille kærlighed fra begær, men at kunne håndtere kærlighed og begær uden at lide "skibbrud"..;-)

F.eks. det man vægter som person og det man kan opnå sammen med partner/ne er også det man må har i realiteten. For grundlæggende set er "problemets kerne" det at man vil give til og tage fra partner/ne i alle livets forhold inkl. sexualiteten er også det der kendetegner forholdet. Så når man som menneske altid er i forandring - af erfaring, ønsker eller miljø - så må man tilstadighed pleje denne forandringsvillighed iboende i os alle ellers "sejler" forholdet "sit eget skæbne" - polygam eller ej !

Men "problemet" der præsenteres her i artiklen og fortalere herfor er, at man fordømmer alle der så at sige ikke er indforstået med "religionen" polyamorøsitet somom det er en konform størrelse (uforanderlig og færdig koncept, der er "overlegen" de mongame) og som grundlæggende set taler udfra, at man for alt i verden kun vil tage og bruge bits & pieces der passer sig ind i ens fantasi og deler følelseskomponentet på flere, så tab minimeres i længden - med hovedessensen : human økonomi & SEX.

Det er helt imod min (& konens) fundament, hvor alt er foranderligt og derfor må man være indstillet på at være forandringsvillig for netop at kunne bevare forholdet intakt og stadig interessant selvom man sku gå med krykker engang..;-)

Så en anden lille rettelse jeg må gøre du ikke nævnte var at jeg trods alt vægter i al min voksne substans : det der gælder for mig gælder også for min kone ... det bunder i noget så simpelt som, da vi mødtes i 70erne blev vi enige om ikke at gentage vore forældre og siden har vi udviklet vores ægteskab med det for øje.

Så den dybe tallerken er ikke noget man "overtager" fra kendte "tags", men noget man skaber og det gælder i alle regulære forhold hvor indholdet vægtes, fordi det er kun én selv der kan skabe indholdet i livet og for hinanden(s) !

Igen det gælder også i sex, men man behøver ikke polyamorøsitet som fundament for at leve som Nina ... det er deri jeg fundamentalt set modsiger hende i hendes åbenbaringer !

Nina Søndergaard

Kære Vile Werneby

Jeg tror du med vilje har overset det sted i artiklen hvori der står at jeg skam har prøvet den type parforhold du besynger så højt, så jeg er faktisk godt klar over hvad jeg fravælger.

Du skal være velkommen til at blive ved med at svine mit valg af livsstil til (det omvendte kommer du ikke til at læse), men jeg vil gerne have at du gør det på et faktuelt korrekt grundlag, hvilket du indtil videre ikke har formået at gøre.

Nina Søndergaard

Kære Kim Sørensen

Nu er der jo den ting med en artikel at den som regel er et sammendrag af mange ting (mit liv) og flere timer (ca. 270816 for mit vedkommende). Den er også i nogen grad blevet skærpet i forhold til det journalisten og jeg talte om, nemlig at jeg egentlig havde det fint i mit eget selskab, da jeg langt de fleste timer om ugen er alene. - Derfor er det også lidt overraskende at se at nogle tror jeg farer rundt hele tiden fra seng til seng, det er ikke tilfældet.

Hvad angår det gustne overlæg og beregning i kærligheden, så har jeg igen bare et andet middel end andre. Det er ikke mindre kærlighedsøkonomisk at (ville) være monogam, det er bare så gængs at du ikke stiller spørgsmålstegn ved det.

Hvad de andre angår, så kan jeg jo kun sige at langt de fleste indtil videre har accepteret det. Nogle få har haft det svært med min livsstil, men tænk sig, de var selv serielt monogame så jeg kunne ikke se dem som moralsk overlegne i forhold til mig.

Mine elskere har valgt mig, jeg har valgt dem, det er ikke anderledes end for alle andre i forhold. Det er forresten en besynderlig tanke at jeg ikke har dybe samtaler med mine venner og elskere, men at det er forbeholdt ægteskabet.

Ja et eller andet sted er det sgu da sjovt at langt de fleste forsvar for mongamiet her kommer fra mænd - hvem skulle have troet det? Mænd som jo tratitionelt er dem der har sværest ved at leve op til kravet . Måske er det fordi vi netop har smertelige erfaringer for hvad et koster?
Jeg er meget enig med som de fleste andre mænd her (især Vile og Kim) hvor det ikke handler om moralsk afstandtagen men spørgsmålet om konsekvenserne for ens forhold
Uvilligheden til at arbejde med et forhold
give det en chance
lære af et andet menneske
udvikle sig sammen
alt det som er en del at et langvarigt momnogamt forhold - (også selv om man 'falder i' af og til)
Alle de ting som jo er med til at udvikle en som menneske synes jeg er borte i Ninas koncept
Men det må Nina jo svare på
Hvad gør du hvis der opstår problemer i et af dine forhold? Arbejder I om at løse dem eller siger I 'farvel og tak'?

Bjarke Hansen

@ Ole Falsoft

Jeg vil give dig ret i, at det egentlig er bemærkelsesværdigt, at os forsvarere for monogami herinde indtil videre mest har været mænd. For som jeg ser det, så er kvinderne de helt store tabere, hvis den monogame norm bliver opløst (hvad der dog heldigvis heller ikke er noget, der tyder på, at den gør. Den bliver blot udfordret af, at det i stigende grad er blevet acceptabelt, at folk efterstræber det, de har lyst til lige nu og her, og skyr det, der er besværligt).

Vi mænd er fra naturens side udstyret med en voldsom drift mod flere partnere, og er desuden også seksuelt attraktive i langt flere år end kvinder. Hvis nogen skulle være i tvivl om dette, så kan de tage et lille amatørstudie udi de rige og berømtes seksualvaner. Her er tendensen klar. Mænd, der har alle muligheder, går efter kvantitet, - kvinder går efter kvalitet.

Kvinder bør om nogen være taknemmelige for, at det er idéen om tosomhed og loyalitet i et parforhold, som har sejret som vores samfunds vigtigste bærende institution.

Noget kunne tyde på, at fx Nina Søndergaard af forskellige årsager bare ikke kan leve op til denne norm. Og ok, fair nok, fred være med det - men nu vælger hun så ikke at gå stille med dørene med dette, men tværtimod at reklamere med sin livsform som et reelt alternativ til den nuværende norm, - altså parforholdet (og familien).

Når jeg reagerer så voldsomt, så er det fordi, jeg mener, at denne norm er uhyre vigtig. For kvindernes skyld, blandt andet, for vores allesammens skyld, da det i længden for langt de fleste vil være mere givende, at hengive sig til én og ikke flere, og for vores samfunds skyld, da denne norm sikrer de bedste betingelser for vores samfunds fortsatte beståen, - at vi får børn, og opdrager dem i stabile omgivelser.

Men nu er jeg jo så også en del af reaktionen, og er derfor ikke nær så bange for sådan noget som normer, som de fleste andre herinde. Jeg er overraskende meget i fjendeland, kan jeg mærke, hvilket egentlig er lidt underligt, da der ifølge Informations statistik faktisk er en del procent borgerlige læsere.

Kim Sørensen

Vile

Ja det var naturligvis en noget forsimplet version af dit og din kones forhold, der kom frem i mit indlæg. Men nu var det heller ikke meningen, at jeg skulle analysere dine forhold :)
Pointen var bare at jeg har en fornemmelse af at hvor man nemt får indtryk af artiklen fremstiller en livsstil, der står som alternativ til den "traditionelle", hvor man søger kærlighed. Så er det slet ikke korrekt. Jeg tror Nina Søndergaard søger kærlighed præcist lige så meget som alle mulige andre mennesker. Hendes metode er bare anderledes. Hvilket jeg synes er vildt interessant.
Jeg synes dels det er interessant, fordi det unægteligt sætter Søndergaard i et andet skær, end det artiklen forsøger at sætte hende i. Istedet for den der frigjorte unge kvinde, der i ekstrem grad tilhører og identificerer sig med mig-generationen.... ja så får man pludseligt et glimt af en person, der er bundet af præcist de samme bånd som alle mulige andre mennesker. Mere præcist, ønsket om at være elsket og "have nogen".
Derudover synes jeg også det er interessant fordi jeg synes det er meget symptomatisk for min generation. Nemlig det der med at det handler om mit begær og det handler om mine behov. Det er jo en tendens vi har set i alle mulige andre sammenhænge - uddannelse, arbejde osv. osv.... for min (og Ninas) generation handler livet om "mig". Den livsindstilling har så åbenbart også fundet sig vej til min generations soveværelser.

Martin Svendsen

Wow, en modig kvinde udfordrer den monogame norm, og pludselig er monogami den mest stabile, givnende, vigtigste, rigtigste, mest ægte og mindst selviske samlivsform af dem alle. Al utroskaben, skilsmisserne (med børnene som ofre), konflikterne, uærligheden, den utilfredsstillende sex, fjendskaben og alle de andre udbredte og klassiske ægteskabsproblemer forsvundet som dug for solen, eller er i hvert fald ikke noget der ikke kan løses inden for ægteskabets trygge rammer. Institutionen er truet, på barrikaderne med de skarpladte våben!

Det er ligesom med nationer: Det letteste middel til at få folk til at ignorere landets problemer er en ydre fjende, der truer dets eksistens. Så kan det nok være at landet pludselig er det bedst fungerende, moralsk rigstigste og mest bevaringsværdige i hele verden, og hvis en person blot vover at påstå eksistensen af et bedre alternativ, udråbes denne straks til en forrædder, en fjende af det sande og gode, fyldt med ondskab og fordækte hensigter.

Kim Sørensen

Nina

Der er ingen grund til at have paraderne oppe.
Du tager afstand fra mistanker om at du springer fra seng til seng og ikke har dybe samtaler med dine partnere. Ting jeg aldrig har beskyldt dig for eller for den sags skyld mistænkt dig for.
At jeg ikke har gjort det er der i øvrigt en ganske god grund til - jeg er totalt ligeglad. Du kunne kneppe dig vej gennem hele Nordeuropa eller du kunne gå i kloster - jeg kender dig ikke personligt og er derfor fuldstændigt uinteresseret i dit underliv og hvad du gør med det :)
Jeg synes bare det er interessant, at dit "projekt" tilsyneladende er dybt traditionelt. Du vil jo også gerne finde kærligheden... du har bare en anden metode.

Jeg er i øvrigt uenig i din sammenligning med "kærlighedsøkonomien" i et monogamt forhold vs. din livsstil. Det er jo lige netop der din livsstil adskiller sig fra den monogame. Det er ikke i ønsket om at finde kærlighed og selskab - i den forbindelse er du jo tilsyneladende lige så traditionel (og kedelig) som alle mulige andre mennesker. Nej forskellen ligger i at du kvantificerer kærlighed og forsøger at fordele på flere mennesker, således du ikke løber samme risiko som monogame for at "miste".
Så nej, det er bestemt ikke lige så "kærlighedsøkonomisk", at ville være monogam. Det er det stik modsatte af "kærlighedsøkonomi".

@Martin Svendsen: Jeg kan ikke lige genkende min eller de andre som forsvarere det langvarige stabile parforhold i din fremstilling.
Jeg er slet ikke krigerisk. Nina har fundet sin måde og fred med det.
Jeg o.a. tillader os bare at stille spørgsmål om det er så meget bedre end så meget andet.
Det er jo ikke første gang i historien den slags forsøges -endnu er det ikke lykkedes og man spørger sig hvorfor mon?
Man kan jo som halvgammel knark med erfaringer jo ikke helt sige sig fri for at tænk 'jaja prøv nu bare min pige - vi kan tales ved om nogle år'
Jeg ved godt tidligere generationers erfaringer kan ikke gives videre man må selv gøre sine erfaringer
men som sagt det er sgu ikke så meget nyt under solen i det her når det kommer til stykket

Martin Svendsen

@Ole Falstoft: Jeg kan godt genkende en vis essens af det jeg skrev i det indlæg du lige har lagt op. Hvem siger polyamori aldrig er lykkedes? Det er da lykkedes for nogen. Og hvad med det monogame ægteskab? Hvor tit er det lige det lykkes?

Det er ikke rimeligt med de dobbeltstandarder. Monogami, med alle de forventninger, romantiseringer, myter osv. det omkredses af, har masser af indbyggede problemer. Det "langvarige, stabile parforhold" du snakker om er en idealiseret forestilling, og overfor den sætter du polyamoriens "barske realiteter". Er det rimeligt?

Hvis nu du, mere rimeligt, sætter monogamiens barske realiteter overfor polyamoriens ditto, ville du nok finde plusser og minusser på begge sider. Og man kan vel næppe sige det ene er bedre end det andet på noget absolut plan - det afhænger rimeligt meget af personligheden hos de mennesker det handler om.

@Martin Svendsen: Jamen det har du ret i. Der findes ikke en samlivform der er en rigtige det må vi selv finde ud af.
Jeg kan ikke lige komme på polyamori forhold der er lykkedes om man kan sige det sådan, men masser at forhold i den stil der gik af h til med mange brudt hjerter - når men det er da muligt at Nina har fundet opskriften
Jeg føler mig da bare lidt provokeret af påstanden om at monogami er 'nærig kærlighed' det er da at sætte sig til dom over andes måde at leve på

Martin Svendsen

@Ole Falstoft: Ja, den sætning har vist stødt mange. Den var også rimeligt flabet. Men måske rammer den faktisk et sted hvor der gør ondt? Alle de gange folk har stået i situationer hvor der var gensidig lyst og tiltrækning mellem dem og et andet menneske, men hvor de måtte sige "NEJ - jeg tilhører kun min partner" (eller lignende?). Bare en tanke.

Og så er der i hvert fald mange der ikke holder sig tilbage med at give igen ved at kalde Nina en kold, ligeglad, uasvarlig ogt behovsfixeret narcissist, og tildele hende alle mulige skumle motiver.

Sider