Læsetid: 11 min.

’Monogami er nærig kærlighed’

Hun har konsekvent fravalgt det monogame parforhold til fordel for et liv som polyamorøs. ’Én seksualpartner kan ikke sikre min lykke, og jeg kan ikke dække alt det, som et andet menneske har brug for,’ siger Nina Søndergaard
Vi ser på parforholdet som det eneste alternativ mod ensomhed. Vi ser derfor ikke, hvor svært det er at leve monogamt, og hvor mange knuder folk slår på sig selv for at holde sig på dydens meget smalle sti, mener Nina Søndergaard, der selvstændig historiker.

Vi ser på parforholdet som det eneste alternativ mod ensomhed. Vi ser derfor ikke, hvor svært det er at leve monogamt, og hvor mange knuder folk slår på sig selv for at holde sig på dydens meget smalle sti, mener Nina Søndergaard, der selvstændig historiker.

Sigrid Nygaard

14. januar 2011

Nina Søndergaard kan elske den altomsluttende følelse omkring sin krop; hun kan lide den vidunderlige udmattethed, der indfinder sig bagefter; og når hun ikke får det, længes hun efter oplevelsen af at være fri og i live.

Nina Søndergaard kan rigtig godt lide at svømme. Men hun har ikke noget svømmebassin i sin toværelses lejlighed i Nordvest.

»Det ville også være meget at kræve af en lejlighed, og det heldige er, at jeg slet ikke behøver det. Jeg kan jo bare gå i svømmehallen,« siger Nina og kommer, via sit karakteristiske høje grin, frem til den pointe, der gør, at Informations udsendte har fundet vej til hendes bassinløse forstadshybel.

»Sådan gør vi på alle livets områder: Vi går ud og søger lykke og tilfredshed i en række forskellige tilbud. Hvorfor er det, at vi ikke må gøre det, når det kommer til vores seksualitet? Hvorfor kan man ikke sige: Jeg elsker dig vanvittigt, men anerkender, at du ikke vil urinere mig i munden, så jeg går lige lidt ud?«.

Undren over det spørgsmål sendte nu 31-årige Nina Søndergaard på en opdagelse i sit eget liv, i andres og i litteraturen – en søgen, der i dag har ledt frem til, at hun definerer sig selv som polyamorøs: en, der har valgt at have et kærlighedsliv med skiftende og sideløbende partnere.

»Jeg måtte tage konsekvensen af det åbenlyse faktum, at jeg ikke kan stille et andet menneske til ansvar for hele min lykke – hvorunder sex er en vigtig del – og at jeg den anden vej aldrig vil kunne love at opfylde alle et andet menneskes behov.«

Nina ønsker derfor ikke at blive gift, og hun ønsker ikke at få børn.

»Det er ikke bare en midlertidig tilstand mellem parforhold, men et livsvalg.«

At skjule sig

Nina Søndergaard har lige nu 'en håndfuld' elskere af begge køn. De kender alle sammen til hinanden, og flere af dem har også mødt hinanden.

»Det er vigtigt for mig, at de accepterer mig og til dels også hinanden,« siger hun, for det at blive accepteret som seksuelt væsen er meget vigtigt for Nina Søndergaard.

»Alt for mange mennesker vælger at skjule de sider af sig selv over for en partner. Enten siger de til sig selv, at det kan de leve uden, eller også går de f.eks. til en prostitueret. Jeg er en hårdnakket støtte af sexarbejdere, fordi de udfører et vigtigt stykke arbejde, men jeg bliver samtidig virkelig dybt ulykkelig, når jeg hører den klassiske historie om, at en mand går til en sexarbejder, fordi han ikke tør sige derhjemme, at han har særlige lyster – der findes vel næppe noget værre end ikke at blive accepteret i sin seksualitet.«

Det private er politisk

På ét niveau er det et dybt privat valg med bund i egne erfaringer, lyster og bagage. På et andet teoretisk underbygget politisk projekt, der vil give bud på, hvordan vi som moderne mennesker takler de store udfordringer, vi står over for, når det kommer til kærligheden.

På begge planer er fravalget af det monogame parforhold til fordel for flere partnere helt centralt i Nina Søndergaards liv. Hun er historiker med eget firma og aktiv seksualpolitisk debattør, blandt andet på bloggen prosexfeminisme.dk.

»Det private er politisk, og det politiske er privat. Hvis man mener, at sex er en vigtig del af menneskers liv, er sex også en dybt politisk sag,« siger Nina Søndergaard, der selv beskriver det som 'at springe ud', når hun nu vælger at tale om sit valg af seksuel identitet.

»Jeg oplever det som noget, der definerer mig og mine valg i bredere forstand.«

Jalousien

Men hvad med jalousien? Når man vil sætte sig selv fri, skal man nødvendigvis også sætte dem fri, som man elsker, begærer og ønsker at holde på. Søndergaard anerkender, at jalousien er et vilkår for andre, men det er noget, som hun - af den ene eller anden grund - er skånet for.

»Jeg kan simpelthen bare ikke mærke den. Jeg synes f.eks., at det er smukt at se en af mine veninder have sex med en af mine elskere. Jeg synes, det er en stor ting at dele, og har svært ved at se, hvordan det tager noget fra mig. Monogami er nærig kærlighed «

– Har du virkelig aldrig følt jalousien?

»Ikke rigtig.« Hun tænker sig om og tilføjer:

»Jo, jeg kan huske engang, da jeg havde en elsker, der ikke var særligt oralt orienteret. Da følte jeg et stik af noget, der måske var jalousi, da jeg så ham kysse en anden kvinde – så gav han jo hende noget, han holdt tilbage fra mig. Bagefter talte vi om det, og han sagde, at han i situationen følte, at han blev nødt til at kysse hende for at få lov til at gå videre. Og så faldt det hele på plads og blev godt igen,« griner hun og tilføjer:

»Så ønskede jeg jo ikke, at han skulle kysse mig på den måde, fordi det ville stride mod ham.«

Lyst, lyst og ... lyst

I det hele taget skræmmer det Nina Søndergaard fra vid og sans, at andre mennesker skulle være sammen med hende af pligt eller misforstået omsorg.

»Det er uendeligt vigtigt for mig, at folk vælger at være sammen med mig af lyst og kun af lyst. Jeg har f.eks. heller ikke et kæledyr, fordi jeg ville blive dybt ulykkelig af at være sammen med et væsen, som ikke kunne gå sin vej.«

Og gu' er der da meget sorg knyttet til ønsket om at leve utvunget med andre mennesker, understreger hun.

»Det er for det meste mig, der bliver forladt, ofte fordi mine elskere vælger en anden i et monogamt forhold. Og når det sker, går jeg lige så meget i stykker af det som alle andre, der bliver forladt,« siger hun. Og ensomheden er da en følgesvend. Heldigvis kan det gøres på andre måder.

»Mine venner er min selvvalgte familie. Der henter jeg min kraft og kærlighed. Derfor er mit mål her i livet er at være en god ven for på den måde at have en plads i universet og få karma-regnskabet til at gå op.«

Dydens smalle sti

Nina Søndergaard har tænkt meget over de reaktioner, hun får på sit alternative livsvalg.

»Flere mennesker har sagt, at det er et vildt krav at stille til én, der holder af dig, at du også vil have andre. Men når man tænker over det, er det så ikke lige så vanvittigt at bede andre om kun at have dig?« spørger hun.

Hun beskriver, at hun flere gange har haft elskere, der har givet udtryk for, at hendes arrangement egentlig afstressede dem.

»Så var de jo ikke eneansvarlige for min seksuelle lykke og kunne derfor være sig selv i forhold til mig.«

Bag den undren, som hun møder, mener Søndergaard, at der stadig ligger en enorm uudfordret vinterdyne af forestillinger om det 'normale'.

»Vi ser stadig på parforholdet som det normale og som noget, der ikke er andre alternativer til end ensomhed. Vi ser derfor ikke, hvor utrolig svært det faktisk er at leve monogamt, og hvor mange knuder folk slår på sig selv for at holde sig på dydens enormt smalle sti.«

Boblen

Nina Søndergaard har prøvet at leve i et parforhold. Hun ser tilbage på det med varme og er taknemmelig for alle de ting, hun lærte.

»Han gjorde mig til et bedre menneske, og han vil altid være min ven. Men jeg er ikke indstillet på igen at indgå i den type monogamt parforhold. Jeg orkede ikke den kønsfordeling, der på en eller anden måde sneg sig ind; selv om der var et bryllup i hans familie, blev det hurtig mig, der skulle melde tilbage. Det blev mig, der blev det sociale kit, det fornuftige.«

Samtidig undrede det hende, at et fællesskab som parforholdet åbenbart blev konstitueret ved at skabe noget, det var i opposition til.

»Vi kom hurtigt til at leve i en boble, hvor det var os, og så var der alt det uden for os. Jeg synes, at man derved lukker sig af for mange, alt for mange oplevelser og møder med andre mennesker,« siger hun.

– Men er det ikke muligt at gøre op med kønsrollerne og det ekskluderende i parforhold?

»Jo, det er det måske, men jeg orker det ikke, og jeg ser desværre heller ikke særlig mange seriøse forsøg omkring mig - og måske er jeg bare for egoistisk.«

Ikke alle forelsker sig

Men forelsker hun sig aldrig, og som følge af det: Ønsker hun aldrig en eksklusivitet i forhold til en anden?

Nina Søndergaard mener, at vi som samfund har sat os i en vanskelige knibe ved at ophøje forelskelsen til den ypperste følelse.

»Hvis man skal være helt kedelig, er det jo en kemisk proces i hjernen, som der bliver en masse ballade ud af, indtil den går over igen,« griner Søndergaard, der mener, at man sagtens kan gribe følelsen kritisk an.

»Blandt andet påviste den italienske sociolog Francesco Alberoni, at der var en tæt sammenhæng mellem depression og hyppigheden af forelskelse. Det synes jeg også, at jeg ser omkring mig; at folk, der ikke har det særlig godt eller er forvirrede over deres egen identitet, søger det rush, som den giver«.

Men det er ikke så meget forelskelsen i sig selv, der er problemet.

»Det er jo helt absurd, at vi holder fast i ægteskabet, men samtidig har gjort et forbigående kemisk fænomen til dets rygrad. Det er da opskriften på katastrofe.«

Hun vender – som mange gange i samtalen – tilbage til muligheden for, at hun står med en særlig udfordring. »Der er bestemt også muligheden for, at der er noget galt med min hjerne, siden jeg ikke går rundt og forelsker mig.«

Sjovest at være kvinde

I det hele taget understreger Søndergaard, at hun ikke har stået over for en hylde fuld af livsstilsvalg og plukke det, hun helst vil.

»Jeg har min egen bagage at slæbe på. Jeg har altid følt mig anderledes. Jeg er aldrig blevet mobbet, da jeg var barn, men var simpelthen ikke del af det sociale kredsløb i folkeskolen. I en tid prøvede jeg at passe ind, men så hurtigt, at det ikke gik - jeg blev jo bare en dårlig kopi. Så var jeg så heldig at møde andre mennesker, der også ville noget andet.« Også forestillingerne om, hvad det ville sige at være 'en rigtig pige' eller 'en rigtig kvinde', stødte hun på og kom i sin tidlige ungdom til den fejlslutning, at det ville være nemmere at være en mand.

»Men da jeg fik modet til at sætte mig fri af kønsstereotyper og forestillingen om at skulle passe ind i det monogame parforhold, blev jeg klar over, at det jo er meget friere og sjovere at være kvinde,« griner Nina.

Ikke for tryghed

Nina Søndergaard mener i det hele taget, at der er mange kampe tilbage, når det kommer til seksualitet – ikke mindst den kvindelige og dens åbenbare tilknytning til tryghed og redebygning.

»Jeg er Joan Ørting evig taknemmelig for, at hun har sat lysten i centrum, men jeg kan blive rasende, når hun reproducerer forstillingen om, at kvinder har sex i bytte for tryghed, mens mænd tager trygheden med for at få sex.«

Og begrebet som 'single-kultur' og fænomener som det såkaldte chick-lit, er ikke frigørende eller progressiv i Søndergaards bog. »Ser man f.eks. på en serie som Sex and the City, handler den dybest set om, at vi følger nogle kvinder i den evige jagt på det sikre og monogame parforhold.«

I lyst og ulyst

– Tror du, du er udstyret med et særligt stor sexbehov?

»Ja, det er jeg da. Jeg synes, at sex er vidunderligt og noget centralt i mit liv.«

– Men hvad med dem, der ikke har så meget lyst?

»Det har man da ret til! Som prosexfeminist kæmper jeg for alles ret til lyst og alles ret til ulyst.«

Problemet er ifølge Søndergaard, at når det kommer til det moralske imperativ, er retten til at sige nej desværre stadig større end retten til at råbe ja.

»Men det hænger sammen. Talte vi mere om vores lyst, om sex og krævede reel frigørelse, ville det også være meget nemmere at tale om, når lysten udebliver.«

Hun bliver under hele samtalen tydeligvis berørt, når snakken falder på at blive underkendt som seksuelt menneske.

»Det er så ondt, så grusomt at fratage andre mennesker retten til fysisk kontakt. Det dør vi jo af! Det synes jeg også er kernen i hele prostitutionsdiskussionen: Den handler grundlæggende om, at man vil fratage andre retten til en krammer.« Nina Søndergaard konkluderer:

»Det eneste, der gælder for os alle sammen, er, at vi har brug for kærlighed og nærhed. Det jeg gerne vil slå et slag for er, at det kan man gøre på mange forskellige måder. Så lad os da snakke om sex.«

Nina Søndergaards litteraturanbefalinger

  • ’The sexual life of Catherine M.’ af Catherine Millet:

’Det var den, jeg læste først, og hun er stadig min heltinde. Hun er jo for sej! Smuk og klog og sexet. Hun skriver meget fransk, (læs: højt­ragende) og min veninde mente at hendes beskrivelse af kvindelig orgasme var ’som at læse en kogebog’. Det er ikke helt galt, men dejlig nøgternt og oplysende. Interessant, hvor meget debat hun afstedkom, men trættende med feministers beskyldning om, at Millet ligger under for mandlig lyst’.

  • ’Jealousy: The Other Life of Catherine M.’ af Catherine Millet:

’Jeg har lige læst opfølgeren, blandet andet for at blive klogere på jalousi. Det er en vild beskrivelse af en kvinde i opløsning, men jeg fattede ikke grundfølelsen, for hun skriver explicit, at hun aldrig tænkte på, at hendes elskede Jacques ville forlade hende. Jamen, hvad er der så at være bange for? Men, igen, jeg hylder hendes mod’.

  • ’The Ethical Slut: A Guide to Infinite Sexual Possibili­ties’ af Dossie Easton & Catherine A. Liszt:

’Klassikeren! Ikke meget mere at sige om det’.

  • ’En kvinde, tre mænd’ af Pouline Middleton:

’En dansk bog om en kvinde og tre mænd. Det er ikke stor litteratur, men hendes projekt er fint’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der har da været, og er stadig, en del samfund i verden, hvor kvinderne har mange mandlige elskere.
På et tidspunkt fik jeg forvildet mig ind i et magasin eller var det mon en tv-udsendelse? som netop handlede om at i Kina (ved en af floderne) levede der kvinder, som havde mandlige elskere. Og i det gamle Grækenland skulle der efter sigende vist også have været sådanne kvinder...

Og hvis man f.eks. kigger på bonobo-abernes adfærd, så er det sådan at den ældste kvinde (øh hun-abe) bestemmer, mens mændene (han-aberne) bare er staffage, og beskyttere mm.

Det langvarige, stabile forhold lykkedes altså - for nogen. Men ikke for alle. Og hvem siger at i et langvarigt stabilt forhold med en person kan man ikke udvikle sig, sammen og hver for sig?

Og ja - netop konflikterne - i et langvarigt stabilt forhold kan være med til at udvikle både manden og kvinden, sammen og hver for sig, i forholdet. Det er netop konflikterne i forholdet, vi lærer mest af...

@Karsten Aaen: Nu er vi altså ikke Bonobor aber!
Vores nærmeste beslægtede er chimpancen og skulle vi lægge os efter deres norm skulle vi alle være nærmest promiskuiøse, men med den twist at hunnerne klart foretrækker alpahannen. De andre hanner må håbe på tilfældige chancer. Det viser blot at de forskellige arter har forskellige modeller for 'parforhold', som ikke kan overføres til andre arter
Skal vi snakke evolutionært kan man begrunde menneskets tendens til langvarige parforhold med at vores afkom efter primatnorm er meget hjælpeløst i meget lang tid og succes i opfostringen afhænger af samarbejdet mellem begge forældre i lang tid - men det var jo dengang ude på savannen

Privatiseringen råder i debatforum.
Hvis ingen vil anskue sagen med samfundsøjne, men alligevel bekender sig her i det offentlige rum, kan man henvise til bjergprædiken i Det ny Testamente: "Der står, at du ikke må begære din næstes huistru, men jeg siger jer...."
Moral i tankens absolutte fordring, vil man påstå, og de lutherske vil forstå ordene religiøst som en opfordring til den enkelte til syndsbekendelse.

Nina Søndergaard

Kære Martin Svendsen

Ti hi, tak! Hvis jeg før 14. januar 2011 havde gået og skumlet lidt over at monogamien var den eneste form kærligheden skulle presses ned i, så vil jeg nu storskumle i kraft af de slag d'herrer ikke er blege for at tildele mig (i kærlighedens navn?).

Og tak fordi du blotlægger essensen i polyamori, nemlig at de enkelte selv skal finde frem til hvad de vil. Det er akkurat lige så hårdt og sjovt og givende et arbejde som det monogame ægteskab, forskellen er udelukkende at poly'er taler om deres forventninger og behov (jeg orker næsten ikke mere fra de behovsnegative herinde, men ordet er præcist).

Kim Sørensen

Jeg er ret overbevist om at der også findes mennesker i monogame forhold, der snakker om deres forventninger og behov.
Men nok om det... vi må bare konstatere der ikke er så meget nyt under solen alligevel. Ja jeg synes næsten emnet er gået hen og blevet kedeligt. Hvilket er lidt trist, for her havde jeg lige håbet jeg kunne få udfordret mit verdenssyn og måske endda rusket lidt op i det.

Nina Søndergaard

Kære Ole Falstoft

Overskriften er min skyld, det var mig der fandt på den for at drille og provokere (dét gjorde jeg så og fair nok at få på hatten for det). Artiklen viser måske ikke så tydeligt som min blog at jeg IKKE tager afstand fra det monogame ægteskab, men at jeg i stil med homoer og andre der ikke lever monogamt og ægteskabeligt skal høre på respektløse ytringer á la "jammen, du vil jo bare gerne have en kæreste", eller "det går nok over".

Monogame ægtefolk er ikke vant til at blive hånet og disrepekteret for DERES valg og fravalg, så derfor ville jeg give igen med samme mønt.

Ja ja, det er da bestemt muligt at jeg ønsker at blive gift og så må du naturligvis godte dig alt det du vil, så vel som jeg må godte mig hvis du hen og bliver skilt. Så burde vi to være kvit i sporten 'bedrevidenhed'.

Torben Nielsen

@ Kim Sørensen

Nu skal du ikke falde hen. Start på en frisk.
Efter en række kedelige monogame år, har jeg nu mødt nogle poly´er.
Ikke fordi jeg er en af dem. Næh nej. Sådan er jeg bestemt ikke. For så ville jeg jo bare få ligeså mange moralske tæsk som Nina.

Men jeg har aldrig oplevet at få kærlighed på den måde som nu, hvor jeg nu har set det fra den anden side.

Lige pludseligt bliver jeg elsket for mine - til tider pudseløjerligheder - og ikke kun fra den "eneste ene" , men nu fra mange.

Og det der er rigtigt stort er, at,det er på tværs af køn, alder, race og status.
En rigtig "kom som du er" kærlighed.
Yes det vil jeg dyrke :-)

Alt det der med et religiøst baseret udbytteri er jeg færdig med.
Børnene har pludseligt fået en glad far.

Søren Mikkelsen

Bjarke Hansen, tusind tak for dine sobre indlaeg - du sparer mig masser af tid og loefter mit humoer. Du er alt andet end alene.

Fra lagnerne:

"Monogame ægtefolk er ikke vant til at blive hånet og disrepekteret for DERES valg og fravalg, så derfor ville jeg give igen med samme mønt."

Igen tager fr. Søndergaard fejl. Ikke blot kan saadanne mennesker opleve dette (se blot reaktionen herimod blandt oplyste frisindede Folk Som Os Der Laeser Information) - men mange tusinde kommunefarvede gammeldanskere er i aarevis ikke blot blevet hånet for deres seksuelle kedsommelighed, de bliver landsforvist PAA GRUND AF deres monogame aegteskaber. Uden et pip af protest fra de seksuelle eventyrjaegere.

Hvem har talt for landsforvisning af promiskuoese personer?

Det er sandsynligt at fr. Søndergaard er selvstaendig erhvervsdrivende, som artiklen (annoncen...) antyder, men historiker? Snarere roeverhistoriker. Jo, sine egne fornemmelser kan hun haandtere, men ikke den store virkelighed. Bedroevende at unge mennesker vil investere deres energi i saadan noget pjat naar der er saa mange vaesentlige problemer at tage fat i.

Trekanter boer undgaas.

Der er ikke noget i vejen med ensomhed.

For genindfoerelse af den borgerlige anstaendighed...

Torben Nielsen

@ Søren Mekkelsen
"se blot reaktionen herimod blandt oplyste frisindede Folk Som Os Der Laeser Information"
Ha ha!
Hvor er du sjov :-)

Torben Nielsen

@ Søren Mekkelsen
Og så lige den der "Trekanter boer undgaas"

Du har virkelig potentiale. Det er det mest komiske jeg længe oplevet.
Grineren :-) Du er virkelig sjov.

Torben Nielsen

@ Søren Mekkelsen
Undskyld.Jeg kom lige til at tænke på, at du ikke mente det for sjov. Det må du meget undskylde.
Det var bare så absurd at jeg måtte ligge flad af grin.
Selvfølgelig respekterer jeg din fjollede tankegang. Jeg har også haft sære tanker.

Charlotte Harder

@ Martin Svendsen ... det du skrev i dag kl. 14.08 er lige i øjet.

Nu er debatten efterhånden svær at vende tilbage til efter en lang arbejdsdag, men det er måske også ved at være slut! ;o)

Søren,
"For genindfoerelse af den borgerlige anstaendighed…"

-det lyder som den slags indledninger nazisterne brugte ved bogbrændingsceremonier.
Nej jeg siger ikke at du er nazist, blot at du måske har en vis åndelig intolerence til fælles med dem. Den slags er jo et kontinuum, ikke?
Undskyld, men da jeg læste den sætning var det altså det første jeg tænkte på. Måske intersserede kan finde en radiomontage som DR lavede i 1967, som hed "Brænd bøger, brænd mennesker".
Den slags opridninger af gennemgående historiske træk lavede man engang en del af.

Søren Mikkelsen

Bob mener at jeg udviser "en vis åndelig intolerence" som minder ham om nazismen og dennes bogbraendinger.

Bob, kaere gamle dreng, lad mig hjaelpe dig.

Nazismen har jo et skidt ry, til trods for de flotte uniformer og den intense selvudfoldelse. Det opfattes derfor ofte som daarlig form at paadutte folk et slaegtskab. Det synes jeg du burde taenke over, Bob.

Trekanter - Bob, jeg snakker her om trekantede kommunikationsveje, de som er typiske i tilfaelde af den promiskuitet som artiklen propagerer for, og som er farlige for ALLE gode relationer, uanset om deltagerne selv mener de er soede og rare, som Nina S. da sikkert goer.

Apropos, et destruktivt trekantsmoenster er noejagtig hvad Torben Poly Nielsen her proever at traekke os ned i for at afspore debatten. (Han har andetsteds kaldt mig kujon og undslaar sig fra at undskylde - OG foregiver at ville debattere... men reglen er jo DFTT netop for at undgaa trekantsmoenstret, saa han faar ikke noget ud af det.)

Det er grotesk naar veluddannede energiske mennesker bruger deres tid paa at multi-pille hinanden i underlivet i stedet for at lave noget fornuftigt. Herunder at imoedegaa det faktiske sammenbrud af borgerlig anstaendighed som betyder at TUSINDVIS af ganske almindelige aegtefolk LANDSFORVISES netop p.g.a. deres helt almindelige hetero-mono-liv.

Se DET er seksuel intolerance der vil noget.

Nina Søndergaard

Kære Søren Mikkelsen

Du har ret i at 24-års regel og andre fremmedfjendske tiltag er med til at landsforvise ægtefolk fra Danmark, men dét jeg mener er at ægtefolk sjældent skal begrunde deres valg og jeg håber ikke der er mange der kalder to folk der gifter sig for "narcissistiske, egocentrerede, flyvske", ønsker dem ondt og at de må ombestemme sig i snarlig fremtid, således som det er sket for mig og andre der ikke vælger ægteskabet.

Resten af dine bemærkninger efterlader mig målløs.

Troels Ken Pedersen

@ Søren Mikkelsen:

...Så, polyamori er forkasteligt fordi 24-års-reglen er unfair? Æh, hvad? Eller er det, fordi Nina Søndergaard ikke føder soldater, jeg mener skatteydere, til nationen? Helt ærligt! Dit snævertsynede vrøvl gør mig pinligt berørt over at være monogam.

For øvrigt er mine polyamorøse venner ikke mere overfladiske og narcissistiske end de fleste. Snarere tværtimod. Dels er de udmærkede og hensynsfulde venner, måske fordi venskaber betyder ret meget når man ikke kan søge tilflugt i tosomheden, dels er de så vidt jeg kan se generelt mindre overfladiske omkring deres kærlighedsliv, fordi de (som jeg kender, i alt fald) i modsætning til utroligt mange andre rent faktisk har reflekteret over deres livsvalg i den anledning i stedet for bare at følge strømmen.

Polyamorøs sex og kærlighed er jo omend trukket frem som den nye trend jo ikke problemløs omend sikkert foreløbig ideel som sex og kærlighedsplatform.
For at det polyamorøse forhold skal fungere kræves imidlertid et højt niveau af de deltagende.
Ikke alle og sikkert især mænd kan ikke leve op til dette frie niveau.

Måske overser Nina Søndergård i sin prisværdige Idealisme at polyamøs sex pr. princip ikke bortsorterer de uegnede. Tværtimod.

Nu som altid handler det for mænd om at tiltvinge sig førsteretten til "Kvindens kneppetid".
Hvad der er foregået af svinske unoder og tricks i fortid og nutid for at manden enevældigt kan bemægtige sig "kvindens kneppetid" er ikke noget et sexsystem som polyamori kan udslette.

Nina Søndergård har allerede her på sitet fået et par forblommede tilbud, men de behøver strengt taget ikke at komme fra nogen der er det mindste interesseret i det polyamorøse hverken som princip eller sexreligion.

However kender vi mænd og sikkert også maskuline lesbiske rødstrømper udemærket til at kvinder enten virker komplet blinde for det magtspil der ligger bag alle tænkelige bejleres kurtiseringer eller at de feminine kvinder bare lader som om og i virkeligheden spejler deres status i alle kampene om kneppetiden.
"Lille spejl på væggen der hvem er skønnest i landet her?".
Ligesom hunnerne i dyreriget begejstret kan iagttage hannernes kamp om hunnerne.

Polyamorøs sex og kærlighed trukket ud af skaberværket ind i virkeligheden og nu navngivet løser ikke umiddelbart nogen af de problemer som ægteskabet har - snarere tværtimod og slet ikke sålænge kampene på sexfronten dybest set handler om kontrollen og magten over "kvindernes kneppetid".
Ægteskabet er blandt meget andet kun et spagt men ofte effektivt forsøg på at fjerne disse kampe om kvinderne.

Som dokumentation for disse udsagn behøver Nina Søndergård jo bare at gå tilbage i sin egen erindring og tænke på DEM der ufrivilligt forsvandt ud af hendes eget polyamorøse paradis.
Hvorfor skulle de væk og hvordan blev de bortsorteret.
Hvad gjorde dem uegnede til at være deltagere i Nina Søndergårds "kneppetid" hvis jeg må sige det sådan - pardon.
Ligesom religioner ofte ikke er bedre end deres bedste tilbedere så er den polyamorøse sexreligion kun i principperne et helt hak bedre end mennesker på godt og ondt
Og derfor må mennesket udvikles ganske voldsomt for at kunne få fuld fordel af den polyamorøse sexplatform.

Lars Andreasen

Spændende debat og masser af interessante indlæg. Jeg undrer mig over antallet, men gætter på at det rammer noget i folk, som man helst ikke vil konfronteres med, siden det kan få folk så meget op på barrikaderne.

Jeg tager hatten af for Nina og for alle de tæsk du stiller op til herinde (og mange andre steder sikkert). Jeg kan godt forstå at der er folk der bliver provokeret af hendes formuleringer.

Jeg kan dog undre mig i den her debat over flere ting. For det første hvorfor skal et ægteskabs succes måles på om det holder til en af parterene dør? Kan man ikke godt have et godt ægteskab i 10 år og så gå fra hinanden i mindelighed og finde en ny uden at det tidligere ægteskab var en fiasko? Jeg har da i hvert fald haft gode og givende forhold som

Mennesker udvikler sig hele tiden, man kan jo ikke vide hvor man er om 10 og 20 år. Skulle jeg være samme sted som for 20 år siden, så rendte jeg rundt i en BALL-trøje og kørte på knallert og eneste krav til en pige var at hun havde store bryster og langt hår - der er jeg ikke længere, ligesom jeg ikke forventer at være sammen sted om 20 år som jeg er nu.

En anden ting jeg undrer mig over, at man er så ivrige efter at pege på hvad der er rigtigt og forkert når sådanne valg i virkeligheden er dybt individuelle. Når man taler om emner som disse her, så er der lige så mange svar som der er løsninger og det er tilsyneladende svært for nogen at acceptere at der er nogen som ikke er i samme kasse som én selv. Det er sgu synd.

Til sidst så vil jeg da gerne lige minde om, at det monogame ægteskab da på ingen måde er nogen større succes end så alle mulige andre former (hvis vi antager at succes er lig med livslangt ægteskab og diamantbryllup). Jeg kender til mange bitre skilsmisser hvilket tilsyneladende ikke gør op med hele den monogame tankegang.

Og slutteligt vil jeg give Troels ret. Jeg tror på at folk der indleder sig på denne slags livsstil har taget et aktivt og velovervejet valg, modsat mange andre. Mange polyer beretter jo også om deres åbenbaringer når de hører om, at der virkelig kan være andre måder end dem resten af samfundet gør tingene på, de havde bare aldrig hørt om dem før. Men når de så endelig hører om dem, så giver det anledning til velovervejede beslutninger og det er sikkert mere end mange monogame par kan prale af de har gjort inden de gik op af kirkegulvet. At man så på et tidspunkt måske gifter sig og bliver monogam igen, er vel ligemeget og ikke nødvendigvis et udtryk for at polyamori er noget skidt, men så er det bare det man har lyst til lige der. Denne debat virker meget sort/hvid - der er mange flere farver end det i spektret.

Det sidste jeg undrer mig over er den dæmonisering der er af behovsopfyldelse, som kommer til udtryk i den her tråd. Jeg kan på ingen måde følge at det skulle være noget dårligt, når nu det foregår mellem voksne mennesker med alles velsignelse, uanset hvilke behov det så måtte være.

"... Jeg kender til mange bitre skilsmisser hvilket tilsyneladende ikke gør op med hele den monogame tankegang. ..." så gang dét problem med antallet i poly-teamet, somom den del skulle blive poly-majo-mere bedre stillet...;-)

Artiklens overskrift provokerer - korrekt - men det bekrevne indhold er tomt - yders problematisk, fordi poly-elementet forstærker monogame uden at "neutralisere" den problematikker - og poly-teorien bruger det monogame som spejl for at beskrive overfladen (og det er deri tomheden kystalliserer sig, fordi indholdet kan åbenbart kun beskrives på monogam karakteristik).

Når man investerer i et forhold, så investerer man i ens partner(e) fuldtud mono eller poly. I mono er det til én og det siger sig selv at i poly fordeles investeringen i flere. Alt andet lige må poly forblive langt mere overfladeisk end det der kan opnås i mono.

Men den virkelige forskel imellem mono & poly ligger i fundamentet. I mono er fundamentet tosomheden, ifald man kobler andre på - elskere, swing eller gruppe - og disse igen forsvinder vil man stadig have sit fundament i hel tilstand og det vil man alt andet lige ikke kunne forekomme i poly ! (I poly investerer man i flere og forsvinder én, så mister man noget af investeringen igen og på sigt akkumuleres dét tab, men som mand kan jeg da sagtens se multi-kneppetid som tillokkende..;-)

Anders Reinholdt

Interessant debat - selvom det er en halvgammel traver. Stort set samtlige sociologiske refleksioner er hørt før.

Jeg vil dog ikke undlade at bemærke, at polyamourøsitet (hvilket fantastisk ord - det når næsten op på siden af halvfabrikata), forekommer mig at være en livsform, der kun kan vælges af nogle priviligerede få. Jeg har let ved at sætte mig ind i, at man som intelligent, attraktiv, ung kvinde kan finde mange fordele i og stor tilfredsstillelse ved at betræde denne vej. Men sådan er det nok næppe for det store flertal. Alder, udseende, køn(!) og almindelige grundlæggende karaktertræk som f.eks. indadvendthed og generthed kan være uoverstigelige forhindringer på vejen til det polyamourøse paradis. Jeg kender en hel del, der har (haft) vanskeligt nok ved blot at finde én, som de kan indgå i et meningsfyldt forhold med. I den forbindelse er det jo værd at bemærke, at det ofte netop ER kvinder i ovennævnte kategori (som dig, Nina?), der advokerer for polyamourøsitet.

Angående monogame forhold fornemmer jeg, at du sætter sagen på spidsen for at provokere. Du gør det monogame forhold til en stereotyp, eller snarere en illusion, der ikke tjener andet end din egen retorik..

Jeg tror ikke du kan finde ret mange tilhængere af monogame forhold, der nærer en illusion om, at deres partner kan opfylde alle deres behov. Tværtimod. Monogame mennesker har også venner, som kan spille en meget stor rolle i deres liv og opfylde (uopfyldte) intellektuelle, følelsesmæssige, sociale og fysiske behov. Monogame mennesker kan også elske deres venner - føle kærlighed og hengivenhed for dem om. Men det betyder ikke at de vil i seng med dem.
Monogame mennesker er også sexuelt eksperimenterende og kan fx. få eventuelle behov for alternative sexpartnere opfyldt via swingerklubber, internet og lignende.

Du fortjener respekt for din gennemreflekterede opfattelse af din valgte livsform - men det tjener vist ikke rigtigt noget formål at opstille et virkelighedsfjernt og hjælpeløst modbillede.

Det er lidt sjovt at flere nævner noget i retning af at det er nemt nok som ung, attraktiv kvinde, men når man bliver ældre (og dermed åbenbart mindre attraktiv??), så er det nok ikke så let. De polyamorøse jeg har mødt, har hverken været yngre eller mere attraktive end den gennemsnitlige monogame. Og nu er der jo andet end ungdom og kropslig fasthed der virker tiltrækkende. ;-)

Det er lidt sjovt at flere nævner noget i retning af at det er nemt nok som ung, attraktiv kvinde, men når man bliver ældre (og dermed åbenbart mindre attraktiv??), så er det nok ikke så let. De polyamorøse jeg har mødt, har hverken været yngre eller mere attraktive end den gennemsnitlige monogame. Og nu er der jo andet end ungdom og kropslig fasthed der virker tiltrækkende. ;-)

Nina Søndergaard

Kære Anders Reinholdt

Det bliver naturligvis sat på spidsen og jeg anerkender selvfølgelig alle gifte folk og kan kun glæde mig sammen med dem, hvis de altså selv er glade for deres valg.

Du svækker i nogen grad dit eget argument ved at inddrage swingerklubber, for de er netop et svar på det spørgsmål der er at finde i papirudgaven af denne artikel: Kan du have sex med den samme resten af dit liv. Og swingeres svar er "nej". De må gerne selv have alle mulige distinktioner mellem kærlighed og begær (hr. Werneby), men det ændrer ikke på det faktum at de har sex med flere.

Og uanset hvad jeg end gør og siger, så bygger vi stadig ægteskab på eksklusivret til sex: I tilfælde af utroskab bliver ægtefolk skilt med det samme og ikke separerede.

Jeg fastholder at monogamien er udgangspunktet for forhold mellem to voksne, seksuelt tiltrukkede personer. Træffer man et andet dejligt menneske og indleder et (seksuelt) forhold, skal det da siges hvis ikke man ønsker at være monogam. Det er virkelig helt fint, det eneste jeg opponerer imod ved dette er, at mange egentlig føler sig klemte og en del er blot monogame fordi det er et bekvemt, snarere end et reflekteret valg.

Du har naturligvis også ret i at mono'er også har venner, jeg oplevede blot selv at jeg kom til at leve mere isoleret og jeg ser ikke meget til mine gifte venner. Sådan er det og jeg forstår skam godt at de prioriterer deres elskede, men jeg fejler aldeles i at se at de dermed er mig moralsk overlegne.

Tak for at du anerkender at jeg har tænkt over dette. Jeg håber virkeligt også at det fremgår at jeg blot vil 'reklamere' for et alternativ til monogamien, som jeg på ingen måde ønsker at nedlægge eller disse. Det er blot en livsstil jeg ikke kan og vil leve i, at andre trives med det er skønt.

Nina Søndergaard

Nå ja, og hvad Anja Lysholm siger. Artiklen handler desværre kun om mig, mig, mig og får dermed ikke mine elskeres liv og udsagn med. Jeg forstår udmærket godt at de ikke har lyst til at stille sig frem (og endnu mindre nu), men de er altså lige så almindelige og vidunderlige og forskellige som du og jeg.

De fleste er godt nok akademikere, men sådan er det: venner ligner ofte hinanden. Jeg diskriminerer ikke på alder, køn, vægt (for kvinders vedkommende) eller hudfarve. Nogle har kærester, nogle har vist kun mig, nogle har også en håndfuld elskere og elskerinder. Vi er allerede oppe på mange polyamourøse nu!

Kim Sørensen

"Og uanset hvad jeg end gør og siger, så bygger vi stadig ægteskab på eksklusivret til sex: I tilfælde af utroskab bliver ægtefolk skilt med det samme og ikke separerede"

Det er jo kun en formalitet. Sådan lever alle monogame mennesker jo ikke deres liv. Utroskab er jo, i sig selv, ikke altid lig med skilsmisse. Nogle gange tilgiver folk og fortsætter deres ægteskab.
Der jeg vil hen er at jeg måske tror du har et lidt forældet og urealistisk syn på ægteskab og monogami. Ikke dermed sagt at din livsstil så er "forkert". Du er i din fulde ret til at leve som du vil og den ret ville jeg gå rigtigt langt for at forsvare, selvom jeg ikke selv lever den livsstil.
Pointen er bare at det her virker lidt som en storm i et glas vand. Du har taget et eller andet kæmpe stort opgør med en livsstil (i.e. monogamien) selvom man har indtryk af du ikke helt har forstået livsstilen. Du opstiller monogamien som noget gammeldags og utroligt rigidt. Selvom monogamien jo overhovedet ikke er rigid. Er man i et monogamt forhold kan du jo stadigvæk gå ud og forelske dig, du kan stadigvæk gå ud og knalde til højre og venstre og alt muligt andet. Forskellen er jo blot at man (som monogam) altså ikke mener man ligefrem kan elske flere mennesker af gangen (i forstanden: den kærlighed, der er mellem personer i et decideret forhold). Du mener så godt du kan elske flere mennesker af gangen og det er jo bare fedt for dig. Men at du skulle være mere fri af den grund er altså rigtigt svært at skulle se.

Hvordan er det helt præcist du er mere fri end f.eks. en "monogamist", der bare er single for tiden? Ja hvordan er du mere fri, end en person der lever i et monogamt forhold?
Jeg kan bare ikke se den frihed, for de af mine venner, der er i et monogamt forhold, kan da gøre fuldstændigt som det passer dem - de har bare valgt, at være deres partner tro.... Er de mindre frie end dig, fordi de har foretaget et bevidst valg og indgået en aftale med deres udkårne om at de har monopol på at dele seng med dem?
Er vegetarer mindre frie en kødspisere, fordi de helt frivilligt har valgt kød fra?

Torben Nielsen

@ Kim Sørensen
Jeg synes dit indlæg er rigtig godt og har nogle gode vinkler. Tak for det.

Men dit afsæt synes jeg er forkert.

Jeg kan ikke læse noget sted at Nina føler sig mere fri end andre. Og det er her jeg synes præmissen er forkert og du derfor reflekterer på forkert grundlag.
Men igen - ellers et godt indlæg.

Bortset fra det synes jeg at det er stort af Nina at erklærer sig som polyamorøs. Det har igennem lang tid været ind at være single og accepteret. Og her er der sikkert knaldet igennem til højre og venstre. Og dette har været helt accepteret på ligefod med homosexualitet. Men når man så erklærer sig polyamorøs og har faste partnere af ligesind. Så er fanden pludselig løs i Laksegade.

Og til sidst.

De må da være i alles interesse at have glade og tilfredse mennesker omkring sig. Uanset om man er gift, homo, single, polyamorøs eller hvad ens venner nu er.

Det har været en fantastisk rejse at læse de mange indlæg, her i kommentar rækken.
Og jeg tror vores kommende generationer kun kan have smil og skuldertræk til overs.

Frihed er i sidste ende et spørgsmål om at føle sig fri.
Ingen kan med nogen ret sige til en anden 'du er mindre fri fordi du lever i et monogamt forhold'
For mig giver frihedsbegrebet kun mening hvis det afvejes i forhold til ansvar og engagement for andre mennesker
Den frihed som betyder mangel på tilknytning til andre er tomhed og ensomhed
Dermed ikke være sagt at man ikke kan være føle ansvar og engagement i andre fordi man lever i et åbent forhold og ikke har børn. Det kræver måske blot mere bevidst handling end os som lever i mere traditionelt forhold med kone, børn, villa og vovse og næste får det engagement foræret

Kim Sørensen

Torben

Nina siger måske ikke eksplicit, at det her handler om frihed. Men jeg synes alligevel det bliver gjort fuldstændigt klart, at det altså er hvad det handler om.
F.eks. tales der flere gange om at føle sig indeklemt.
Her er tre citater, fra hhv. artiklen og den efterfølgende debat:

"Vi kom hurtigt til at leve i en boble, hvor det var os, og så var der alt det uden for os. Jeg synes, at man derved lukker sig af for mange, alt for mange oplevelser og møder med andre mennesker"

"mange egentlig føler sig klemte og en del er blot monogame fordi det er et bekvemt, snarere end et reflekteret valg"

"Du har naturligvis også ret i at mono’er også har venner, jeg oplevede blot selv at jeg kom til at leve mere isoleret og jeg ser ikke meget til mine gifte venner"

Der er flere citater, der kan bringe os ned af samme sti. Men jeg synes egentligt de tre ovenstående er alt rigeligt, i forhold til at gøre det klart, at det her altså handler om Ninas kobling mellem monogami og manglende følelse af frihed.
Og det er så den kobling jeg opponerer mod. For selvom jeg er overbevist om at Nina da har følt sig indeklemt og "ufri", i de monogame forhold hun har haft. Ja så er det altså ikke det samme, som at man kan lave en generel kobling. Personligt har jeg været i monogame forhold, hvor jeg har følt mig mere fri end jeg har følt mig i andre perioder. Det kan man naturligvis heller ikke konkludere noget generelt ud fra. Pointen er bare, at du altså kan være fuldstændigt lige så fri, i et monogamt forhold, som du kan i et polyamourøst.
Med andre ord føles det her lidt som Kejserens Nye Klæder. For hvad er det, helt præcist, der skiller den polyamourøse livsstil fra den monogame? Udover det forhold, at "poly'erne" deler seng med nogle flere mennesker?

Når det er sagt, så glæder jeg mig da over, at jeg lever i en tid, hvor folk som Nina kan foretage det valg hun har gjort. Havde hun levet for bare 50 år siden havde det jo ikke været så lige til. Mens hun i dag kan gøre det helt uden de store implikationer... hun kan både få børn og pleje sin karriere, stort set uden hendes valg af livsstil vil opstille hindringer herfor - sådan i det store hele.
Men overordnet set er der altså ikke meget at komme efter. Vi har at gøre med en ung kvinde, der har fravalgt den traditionelle livsstil med mand og børn - so what, det har min søster og tusindevis af andre danske kvinder (og i øvrigt også mænd) altså også gjort.... i øvrigt helt uden at slå det valg stort op... det var bare den livsstil, der faldt dem mest naturlig.

Og tak for de venlige ord i øvrigt - lige over :)

Moral i betydningen af den enkeltes opfattelse og afgørelse af godt og dårligt, rigtigt og forkert, synes forenelig med den personlig frihed, men denne narcissisme står i vejen for kærlighed til andre.

@Kim Sørensen

Jeg synes også du har nogle gode kritiske indlæg og en lidt mere afslappet debattone.. end jeg har set i andre tilfælde her. Hvis man gerne vil være kritisk..

Jeg kunne dog godt tænke mig indskyde, at det for mig at se, drejer sig slet ikke om at sætte de to levemåder op mod hinanden, for det kan man jo ikke rigtig.. Den levemåde man har skal jo passe den person man er, forhåbentligt.

Er man polyamoriøs ´anlagt´, hvilket heller ikke behøver at være helt 100% og ikke gang gennem hele livet igennem, så kan det føles forkert at leve i et monogamt forhold. -Og omvendt føles det selvfølgelig forkert, hvis man er indleder sig på polyamori, hvis det er monogami man føler for. Det er jo det der afgør hvor fri du føler dig..

Vi ser det jo også inden for andre seksuelle retninger/forhold, at der findes flere præferencer og specielt grader, som folk i perioder eller ´permanent´, befinder sig i.
Nogen har i længere eller kortere perioder endda op til flere forskellige præferencer hos sig. Vi ser jo fx. homosexuelle og bi-seksuelle og mange grader imellem dem, og nogen foretrækker kun at afprøve eller udleve tingene i perioder.

Det føles selvfølgelig ikke rigtigt at leve som bi-seksuel hvis man er homoseksuel..og man føler sig ikke mere fri. Men en bi-seksuel vil føle sig ufri i et homoseksuelt fast forhold og sådan fremdeles...

Valget skal passe til den man er og lige i de perioder man er i, hvis det altså ikke er konsekvent. Nogen kan noget nemmere tilpasse sig og ligesom "afkoble" præferencer, mens andre igen overhovedet ikke kan overleve uden at efterleve det, vi er jo meget forskellige.
Og det er, for mig at se, det der er det aller vigtigeste at indse, at vi er dybt forskellige.
Derfor er det vel også rimeligt vigtigt at der efterhånden kom en større accept af livsstile/levemåder som polyamory, at det var accepteret på linie med monogami, hvilket jeg også kan se du giver udtryk for.
Generelt synes jeg bestemt heller ikke at det skulle disharmonerer med børn og ansvar, hvis der er åbne gensidige fælles ´spilleregler´. Der hvor disharmonien så alligevel kan opstå er, at det pga af den manglende accept, måske kan give problemer hos skole, familie og venner. Men det er jo et spørgsmål om accept og ikke hvad der er rigtigt og forkert.

Kim Sørensen

Leif

Du har naturligvis ret i at man ikke bare uden videre kan sætte de to livsstile op mod hinanden, som ekskluderende modsætninger. Ret skal da også være ret; Søndergaard har gentagne gange skrevet, at hendes motiv ikke er at afvise monogami som brugbart livsstilsvalg. Men når det er sagt, så må der jo også eksistere en eller anden form for konflikt i den her "historie". Ellers er beretningen jo bare en ligegyldighed - En ung kvinde har fravalgt det monogame parforhold.... Nå, og hvad så? :)
Den konflikt, der så (efter min mening) nødvendigvis må være der, er (som jeg forstår det) den, at Søndergaard opstiller hendes livsstil som meget fri, mens den monogame opstilles som meget ufri. Og det er dén opstilling jeg forholder mig dybt kritisk til. For jeg kan ærligt talt ikke se at monogami skulle være intrinsisk ufrit. Det er klart, at man (især tidligere) har set mange monogame forhold udvikle sig meget ufrit - for begge parter. Men sådan mener jeg altså ikke det forholder sig længere. Dels er der slet ikke den samme sociale eller økonomiske stigmatisering ved at forlade et monogamt forhold, som der var tidligere, end ikke hvis det er forhold, der omfatter børn og/eller ægteskab. I dag kan man sådan set forlade den slags forhold med dags varsel - det lyder altså ikke særligt ufrit for mig. Hvis man så ikke ønsker at forlade forholdet sådan lige uden videre har vi i dag en masse muligheder for at fokusere på hvad VI vil, også selvom vi er i et monogamt forhold. Der er hvis ikke den blandt mange i dag så veludviklede sociale kompetence, at udtrykke sine ønsker og behov også et sandt overflødighedshorn af selvhjælpsbøger, parterapeuter og alt derimellem.
Den frihed Søndergaard efterlyser mener jeg derfor sagtens man kan finde i det monogame forhold. Det handler bare om at gå ind i forholdet under de rette præmisser og i øvrigt indgå i det med en man deler de præmisser med. At Søndergaard så, personligt, ikke mener hun har nok i en seksualpartner er jo bare sådan det er for hende. Det er en personlig præference, som et eller andet sted er fuldstændigt uinteressant for andre end Søndergaard og dem der kommer forbi hendes liv som potentielle partnere.

Pointen er at vi naturligvis er fuldstændigt enige i at ligesom en biseksuel livsstil vil være utilfredsstillende for en homo- eller heteroseksuel, så vil en monogam livsstil være utilfredsstillende for en der føler sig utilpas i et monogamt forhold.
Der jeg bare mener filmen knækker for Søndergaard er hvor hun fremstiller hendes livsstilsvalg på lige linje med homoseksualitet. Undskyld mig, men det er altså noget forbandet fis. Det monogame parforhold er en social konstruktion, ligesom Søndergaards livsstil i øvrigt er det. Ikke dermed sagt at folk ikke kan føle sig bedre tilpas i den ene sociale konstruktion frem for den anden. Men der er altså (tilsyneladende) så store overlap i de to sociale konstruktioner, at jeg slet ikke køber den med at fravalget af den ene (i.e. monogamien) skulle defineres en som tilhørende en bestemt seksualitet. Polyamourøsitet er jo et konceptbegreb helt ud i det ekstreme. I "gamle" dage kaldte vi jo bare den livsstil for ungkarleliv eller singleliv...eller også snakkede vi bare ikke højt om det.
Ja det lyder måske hårdt. Men det er altså den følelse jeg står tilbage med, efter jeg har læst artiklen og Søndergaards efterfølgende svar (som hun har været så flink og flittig, at give os).

Nina Søndergaard

Kære Kim Sørensen

Det er som Leif Briis siger rart med afslappede og kritiske spørgsmål som jeg vil forsøge at svare på.

Det er lige før du stiller de samme præmisser op for det monogame ægteskab som jeg gør for polyamori! "Det handler bare om at gå ind i forholdet under de rette præmisser og i øvrigt indgå i det med en man deler de præmisser med." Ja. Der er altså også mange polyamourøse som er gifte, nogle vil sige at de er følelsesmæssigt tro. Det handler blot om at finde en model der virker og det er absolut lettest gennem samtale.

Det er andre der siger at jeg lever mere frit end folk i fast monogamt forhold. Jeg underkender ingenlunde at der kan være meget frihed i dét, men det er altså som polyamourøs at jeg føler mig veltilpas, hel, accepteret og i harmoni med mig selv og mine omgivelser (for så ved de det og kan forholde sig til dét). Det er ganske i tråd med hvad homoseksuelle siger om at springe ud eller transer når de har deres yndlingskjole på. Du skal være velkommen til at mene at det blot er en stupid, social konstruktion, men sådan føles det ikke helt for mig. Det ville være et reelt tab for mig, hvis jeg ikke måtte se og elske med mine venner, da de hver især giver mig noget særligt.

Hvis der er en reel frihed for mig, så er det at jeg har lov at se hvem jeg vil og gøre det vedkommende og jeg har lyst til, uden at jeg har en hjertenskær der ville blive jaloux og ked af at jeg fx holdt om en veninde, suttede en vens pik eller bare blev hele natten og diskuterede verdenssituationen. Man kunne kalde det en udvidelse af venskabszonen.

At kalde min polyamourøsitet for ungkarleliv føler jeg er at misforstå mit fravalg. Mit liv er ikke en mellemstation mellem to kærester. Jeg er ikke bange for at knytte mig til andre mennesker (hvad mine venner kan bevidne), men seksuel troskab nægter jeg at love. Og det er der altså stadig mange der kræver (kald det forældet hvis du vil), hvilket er glimrende, men så er det altså bare ikke lige mig de skal have fat i.

Jeg giver dig 100 % ret i at mit private liv som sådan er uinteressant. Når jeg vælger at springe ud er det dels fordi jeg som seksualpolitiker følte en ubalance med at slås for seksuel frihed, og så selv gemme mig i et skab. Og dels fordi jeg gerne vil åbne op for nogle andre idéer for kærlighedens former: Det er der stadig brug for og jeg har allerede fået en del positive og glade tilbagemeldinger fra folk der på den ene eller anden facon ønsker at åbne deres forhold op. Det er ikke kun mig der følte mig lidt klemt i det traditionelle parfold, jeg forsikrer dig for at det er der mange andre der også gør og så håber jeg at mit "eksempel" kan give inspiration til at folk finder deres egne veje.

At det åbenbart stadig er kontroversielt synes jeg nok fremgår af denne debat... (Hvor det måske er værre at jeg ikke har en kæreste end hvis jeg havde tre?)

Min blog skulle forresten meget gerne vise gentagne gange at jeg er ganske enig med dig i at det er glædeligt at jeg har lov at træffe mine valg, jeg sætter virkeligt pris på at jeg har lov til at bo alene, tjene mine egne penge, læse de bøger jeg vil og i øvrigt elske dem jeg vil.

Slutteligt vil jeg sige at det jeg prædiker er mere lykke og kærlighed til alle: Der er mange veje ind i kærligheden og nogle er bare ikke så befærdede som det traditionelle ægteskab. (Som også kan føre til kærlighed, som også er et konceptbegreb, som også er en social konstruktion med en sporbar historie).

Nå ja, og tak for dine spørgsmål: Jeg tror ikke jeg kan gøre meget ved din følelse af skuffethed, men det var vældig pænt af dig ikke ønske mig ondt.

@Kim

Jamen jeg synes lidt du glemmer at artiklen er skrevet ud fra Ninas (og højst sandsynligt andres) oplevelser og følelser omkring valget og fravalget af levestil. Det kan selvfølgelig være uinteressant, hvis man ikke kan genkende noget som helst af det Nina taler om og beskriver. Det kan hun jo i og for sig ikke rigtig gøre for. For mange kan det jo altså godt være interessant alligevel.
Det er jo i artiklen Nina der oplever monogame forhold som nærige, fordi det åbenbart ikke taler til hendes måde at leve på og at indgå i forhold. I den proces kan der ligge masser af konflikt og dramaer og det gør der også for manges vedkommende. Der er sikkert visse ting i monogami der skaber problemer for Nina (og andre), som hun beskriver. Måske, bare som eksempel, at hun ikke kan dele en dejlig mand/ven med en anden kvinde, hvis de er i et monogamt forhold. Det kan føles `nærigt´ hvis man er polyamory, mere er der sådan set ikke i det.
Det synes jeg ikke der er nogen grund til at blive stik tosset over.
Er man monogam og synes man lever i et optimalt fast forankret forhold, så oplever man det selvfølgeligt overhovedet ikke på den måde. Det jo et spørgsmål om synspunkt og hvorfra man ser tingene. Men tingene er jo så alligevel ikke altid så ligetil og skåret i firkanter.

Selvom der i dag er en højere accept af single-kulturen og i det hele taget det at forlade et ægteskab, som du er inde på, så er det altså stadig ikke noget man bliver ønsket tillykke med ved familiemiddagerne, selvom man måske dér allermest trænger til det. Man er lidt mere kastet ud på ´herrens mark´, da mange af ens tideligere venskaber er lagt i baggrunden.
Ægteskaber er stadigt meget sigtet på eller beregnet til kun heteroseksuelle monogame forhold de fleste steder i verden, bortset fra visse steder i Afrika og mellemøsten, som vi også ryster på hovedet over. I mange lande og stater er der stor postyr over om man skal tillade homoseksuelle ægteskaber, om de skal ha´særbehandling´ i militæret osv. Så tingene går ikke så hurtigt som jeg synes du giver udtryk for.

Det er muligt at du ikke vil anerkende polyamory, som en præference som homoseksualitet, men det er jo igen et spørgsmål om synspunkt og så kan du kalde det ´fis´ eller ej, det gør det jo ikke mindre vigtigt for folk der er blevet bevidst om deres polyamorøse natur.
Jeg synes ikke det er fair bare at degraderer til det ´vilde single liv´, hvis folk virkelig har store kvaler over de få muligheder vores samfund har og accept for indgåelse af anderledes partnerskab. Der synes jeg godt nok der bliver skudt lidt ved siden af...

Personligt tror jeg at artiklen (og artikler som denne) kan hjælpe rigtig mange mennesker med at få et indblik i og øje på ting de ikke var bevidste om, omkring dem selv og andre.

Kim Sørensen

Hej Nina

Jeg citerer lidt og svarer på citaterne. Jeg bryder mig ikke voldsomt meget om den model - men for overblikkets skyld er det vist meget fornuftigt, at runde snakken af på den måde :)

"Det er lige før du stiller de samme præmisser op for det monogame ægteskab som jeg gør for polyamori!"

Jamen det tror jeg bestemt også. Det er jo lige netop min pointe. Det nye og epogørende i hele det her er, efter min mening, jo ikke at folk nu har opfundet et konceptbegreb (polyamouri). Nej, den interessante samfundsudvikling er at folk ser på de nære sociale interaktioner (i.e. sex, parforhold, venskab og alt derimellem) som et "projekt" alle parter indgår i på lige fod, og dermed også indgår i kommunikerende og bevidste om egne behov, forventninger og lyster.... og at det i øvrigt gælder uanset om man er mono-, poly- eller noget helt tredie.
Skåret helt ud i pap og måske sat lidt på spidsen mener jeg altså ikke at poly-konceptet har noget videre nyt at byde på. Det "nye" er at vi generelt har fået en ny måde at gå til vores forhold på, om vi så er monogame eller poly'ere. Med andre ord er de præmisser og dit ønske om frihed, langt hen af vejen, fuldstændigt de samme præmisser og ønsker som mange af os indgår i monogame forhold under.
Du mener dig så bare i stand til at fordele din kærlighed mellem flere mennesker end monogamister mener sig istand til. Hvilket jo er fint for dig... men i forhold til kærestelignende forhold er forskellen altså bare af ren teknisk karakter. Jeg kan ihvertfald ikke se nogen væsensforskel på dit kærlighedsliv og så et monogamt kærlighedsliv.

"Jeg underkender ingenlunde at der kan være meget frihed i dét, men det er altså som polyamourøs at jeg føler mig veltilpas, hel, accepteret og i harmoni med mig selv og mine omgivelser (for så ved de det og kan forholde sig til dét)."

Jamen det skal du da også være hjertens velkommen til at føle. Jeg er kun glad for du har fundet en måde at indrette din dagligdag, der gør dig glad.
Min pointe er som sagt bare, at det er en ren praktisk forskel. Ikke ulig, at jeg foretrækker at gå i pyjamasbukser til langt hen af eftermiddagen, når jeg arbejder hjemmefra. Det er jo ikke fordi der er nogen forskel på at gå i cowboybukser eller jakkesæt, når man går rundt derhjemme... det er bare et praktisk valg, jeg føler mig bedst tilpas med :)

"Det er ganske i tråd med hvad homoseksuelle siger om at springe ud eller transer når de har deres yndlingskjole på. Du skal være velkommen til at mene at det blot er en stupid, social konstruktion, men sådan føles det ikke helt for mig. Det ville være et reelt tab for mig, hvis jeg ikke måtte se og elske med mine venner, da de hver især giver mig noget særligt."

Jeg har ikke skrevet det er en stupid social konstruktion. Jeg har bare skrevet det er en social konstruktion, og underforstået at det mener jeg altså ikke sådan noget som f.eks. homoseksualitet er.
Ikke dermed sagt, at sociale konstruktioner ikke kan have stor betydning for folks velbefindende, det kan de bestemt. Jeg mener bare det er selvhøjtideligt og en smule usmageligt, at sidestille dit livsstilsvalg med at være homoseksuel.
Hvad det er der fyrer op for min indignation over den identificering er for omfattende, at komme ind på her. Men den ultrakorte version er at der altså rent praktisk slet ikke er nogen sammenligningsgrundlag. Jeg har ihvertfald aldrig hørt om hate crimes begået mod poly'er. De skal nok findes, men lur mig om ikke de homoseksuelle "fører" suverænt på den konto? Derudover var det altså først i starten af firserne, at sundhedsstyrelsen holdt op med at definere homoseksualitet som en sygdom (altså i din og min levetid). I slutningen af halvfemserne oplevede de homoseksuelle, at deres rettigheder i forhold til kunstig befrugtning blev indskrænket - rettigheder der skulle gå et årti før de fik igen. Man kunne blive ved...
Sætter man så det ovenstående i kontrast til poly'ernes situation danner der sig altså et interessant billede. Dels er der overhovedet ikke den samme sociale stigmatisering. Det er klart man sikkert kan få nogle skæve blikke, hvis man melder så højlydt ud som dig. Men havde du ikke sparket døren op og sprunget sådan ud af skabet havde du med garanti kunne slippe under radaren, i sociale og arbejdsmæssige sammenhænge, ligesom alle mulige andre mennesker, der tilfældigvis bare ikke gider det der med mand og børn. Derudover er der jo en del swingerklubber i kbh - et hurtigt tjek på nettet kastede 12 adresser af sig, alene i kbh og storkbh. Nu kan man naturligvis ikke nødvendigvis sætte lighedstegn mellem swingerklubber og så din livsstil. Men i forhold til sammenligningen mellem homoseksualitet synes jeg alligevel det siger en del, at der er så mange tilbud til swingere, når udbuddet af homobarer i samme område altså ikke er voldsomt meget større - ja hvis vi f.eks. taler barer udelukkende for bøsser eller lesbiske, så vil jeg faktisk påstå udvalget er betydeligt lavere... mange homobarer har jo et blandet publikum af bøsser, lesbiske, bi- og heteroseksuelle. Mens swingerklubber, så vidt jeg kan forstå, udelukkende åbner dørerne for swingere - der er altså ikke samme mulighed for at gå ud hyggekigge på swingere, som der er for at gå ud og kigge på bøsser :)
Derudover kan du jo dårligt åbne et tidsskrift med en sexbrevkasse, uden livsstilen med at have flere partnere bliver "promoveret" - Joan Ørting har også forsøgt gævt at gøre det forhold gældende generelt... så vidt jeg husker hev hun gemalen med i God Aften Danmark og fortalte, begejstret, om at nu havde hun altså taget en elsker.
Det korte af det lange er at jeg synes altså det er en smule usmageligt, at du fremstiller dig selv på lige linje med homoseksuelle. Så vidt jeg kan forstå er du en biseksuel kvinde - den slags bliver sgu nærmere hædret end hetzet i det 21. århundrede :)
Men bortset fra det kan jeg da sagtens forstå du ville føle et tab, hvis du ikke måtte gå i seng med dine venner. Det er jo heller ikke min pointe, at du ikke ville føle det. Min pointe er bare, at vi sidder et eller andet sted og diskuterer om det er nemmest at være venstrehåndet eller højrehåndet og om der i øvrigt er en væsensforskel på de to ting. Det er jo klart, at nogle aspekter af vores samfund er indrettet således, at det stadigvæk er lidt nemmere at være højrehåndet. Men i det store hele er det altså ikke den store hindring, at være venstrehåndet.... og der er i øvrigt ikke nogen umiddelbar væsensforskel i forhold til at være højrehåndet. Du har det bare bedst med at holde saksen i venstre hånd og fred være med det :)

"Hvis der er en reel frihed for mig, så er det at jeg har lov at se hvem jeg vil og gøre det vedkommende og jeg har lyst til, uden at jeg har en hjertenskær der ville blive jaloux og ked af at jeg fx holdt om en veninde, suttede en vens pik eller bare blev hele natten og diskuterede verdenssituationen. Man kunne kalde det en udvidelse af venskabszonen"

Man kunne jo også kalde det et singleliv. Jeg er single for tiden og der er ingen, der ville blive kede af det eller jaloux, hvis jeg fik suttet pik af en eller anden trunte. Lige så lidt som nogen ville blive skuffede, hvis jeg sad hele natten og snakkede om verdenssituationen.
Jeg ved ikke om det så gør mig til polyamourøs eller om det gør dig til en single. Men jeg er sådan set også ligeglad. For jeg føler mig hverken mere eller mindre fri af den grund og jeg vil ikke opgi min frihed, når jeg engang finder en kvinde at lege familie med.

"At kalde min polyamourøsitet for ungkarleliv føler jeg er at misforstå mit fravalg. Mit liv er ikke en mellemstation mellem to kærester. Jeg er ikke bange for at knytte mig til andre mennesker"

Mit liv, som single, er da ved gud heller ikke en mellemstation mellem to kærester eller udtryk for jeg er bange for at knytte mig. Mit liv handler om her og nu, og det kan da godt være mit liv ikke lige er præcist som jeg kunne ønske mig det skulle være LIGE nu. Men det betyder jo ikke jeg bare går og venter på en kæreste. Det kan da være jeg aldrig kommer i et forhold igen - det er nok usandsynligt, at det ikke skulle ske, men man ved jo aldrig... Jeg har bare en idé om at jeg ville have svært ved at elske flere mennesker på samme tid som kærester - det er ligesom hele udstrækningen af min identitet som monogam. Det er jo en myte, at alle, der ikke er polyamourøse, går rundt som zombier og kun har en ting på hjernen, at finde en kæreste så de kan komme igang med at være pissemonogame. Der er altså nogen af os som nyder at knalde rundt til højre og venstre, og andre der bare nyder det at være helt alene en stund.

"At det åbenbart stadig er kontroversielt synes jeg nok fremgår af denne debat… (Hvor det måske er værre at jeg ikke har en kæreste end hvis jeg havde tre?)"

Jeg oplever slet ikke den kontrovers du ser - måske du leder lidt for ivrigt efter en ikke-eksisterende kontrovers?
Det er klart du får nogle....lad os kalde dem....gnavne tilbagemeldinger i kommentarsporet. Men sådan er det jo altid i offentlige og relativt anonyme fora - du siger vel ikke at du havde forventet andet?
Men med hånden på hjertet, så har du nu nok mere skulle opsøge kontroverserne, end de har opsøgt dig ;)

"jeg sætter virkeligt pris på at jeg har lov til at bo alene, tjene mine egne penge, læse de bøger jeg vil og i øvrigt elske dem jeg vil"

Det er de samme ting jeg sætter pris på...

"Slutteligt vil jeg sige at det jeg prædiker er mere lykke og kærlighed til alle"

Lige med undtagelse af fede mænd - hvis jeg husker dine krav korrekt ;)

Pyha det blev langt - beklager, men i det mindste har jeg ikke spildt tryksværte, kun tid.... Hvilken måske endda kun gør det mere tragisk - arh, crap...

Kim Sørensen

Leif

Min pointe er jo at jeg kan genkende alt det væsentlige, som Nina taler om. Men jeg er altså ikke polyamourøs, hvorfor jeg oplever konceptet (og dermed også artiklen) som trivielt i sin essens.

Men har Polyamori X-faktor.
Og svaret er ja.
Polyamorøs sex som fremvist på sex og kærligheds -scenen af Nina Søndergård har så absolut X-faktor.
Såvidt denne debatpanel-dommer det absolut bedste bud på sex og livsstil siden punk - fra nutidens unge.

Selv omtaler Nina Søndergård sig beskedent som seksualpolitiker, men fremtiden år 2250 kan komme til at udnævne hende som "sex-profeten" der i januar 2011 takket være Dagbladet Information som ganske vist med tilfældets mellemkomst fik eksponeret fænomenet Polyamorøs sex og kærlighed i i en interessant debat ikke mindst fordi Nina Søndergård selv deltager i debatten.
Man føler dog som læser at Nina Søndergård er lidt på retræten i debatten, om end at hun står smukt fast på de polyamorøse ideologier.
Det kan hun også roligt gøre.
Polysex er kommet for at blive – men skal dog vare sig for at lade sig jage ud i ligegyldigheden sammen med andre ofte underkendte seksualiteter og normer.

Polyamorøs sex kunne som sexualitet styrkes voldsomt hvis det kombineredes med Tantrisk sex der i forvejen har meget tilfælles med værdier, der ihverfald kan læses ind i Polysex såfremt de ikke allerede er tilstede.
Den personlige appearance og udvikling som Tantra sex begunstiger kunne parres perfekt med Polyamorøs-sex og derved få ”en ny sund lille sex-dille” som folket kunne have megen glæde af – HVIS det ”folk” altså bare gad !
Poly-sex og tantrisk-sex har tilsammen 3 dobbelt X-faktor.
Men Polysex går helt klart videre til finalen.

Maj-Britt Kent Hansen

Der er - som det allerede blev konstateret for snart en uge siden - ikke rigtigt noget nyt under solen. Og en hel uges debatteren frem og tilbage har kun bekræftet det.

Mest af alt udarter den slags til anstrengt italesættelse, samt gentagelse af synspunkter. Og det på et område polyamori >< monogami som ærlig talt hverken er voldsomt interessant eller epokegørende. Slet ikke i længden.

Jeg skrev et indlæg allerede den 15.1. og har fulgt resten af debatten, men med dalende interesse. For min skyld behøver den ikke trække længere ud.

Og ja, jeg ved det: Kan selvfølgelig bare fravælge at få mails om nye kommentarer.

Torben Nielsen

@ Maj-Britt Kent Hansen
Godt set.
Jeg mener at debatten har flagret i forstaden og endnu ikke har nået kernen. Der er meget mere at hente.
Nina har stået åbent frem i en artikel. Det er i sig selv er stort.
Nina har fået tæsk for sin livsførelse. Det være hvad det er. Endeløse ligegyldige argumenter er fremsat som vildfarende skud, der måske kan dræbe et enkelt rådyr.

Men Nina har deltaget i debatten.
Og det er rigtig, rigtig stort.
Har vi set andre før gøre det -Næh!?
Hatten af for Nina.

@ Torben Nielsen

Jeg vil da også gerne sige Thumbs up til Nina. Jeg synes nu ikke at hun er blevet tæsket af så mange.

Men hun er da sej at hoppe lige fra skabet og ud i dette vidende forum..

Havde det været i politiken, hvor folk ikke skriver under sande identiteter, havde Bjarne og Brian nok ikke lagt fingrene imellem.

Nina Søndergaard

Kære Maj-Britt Kent Hansen og alle I andre kommentatorer

Nemlig! NU kan der heller ikke koges mere suppe på mine pølsepinde, føler man trang til mere er der en blog at gå amok på. I er uhyre velkomne.

Tak! Tak for taletiden, debatten, de søde ord, de drøje ord, tak for at I tænkte over mit liv og jeres eget: Må I også svømme i kærlighed og glæde, om det er med mange, få eller én!

Det lader til at sagen og sæden er udtømt for drifter, og efter monogamien i Danmarks Radio, kom jeg liderlige Ludvig Holberg i hu om hans epistler til og om kvindekønnen.

Bortset fra at han i lang tid belejrede Borrehuset ved Grønsund i betagelse over Marie Gruppe, beviste han kjønnets herlighed deraf, at såsom den første mand blev skabt af jord, så blev den første quinde skabt af menneske, og derfor er en quinde mod en mand, ligesom destilleret spiritus mod simpel brændevin.
Alle ved at argumentere om fruetimmerets herlighed, at når en quinde drukner udi vandet, vender end og det døde legeme af blufærdighed ryggen op.
Eller som gamle Holberg skrev i sit forsvarsskrift for quindekønnet: Jeg sværdet ej af skeden tar, når man kun tilstår dette: Hvis mere os betroet var, vi kunne mer forrette.

Sider