Nyt forlag vil sparke døren ind til herreværelset

I kampen om kvindernes gunst, har danske forlag fjernet sig mere og mere fra de mandlige læsere. Det mener manden bag det nystartede forlag Herreværelset, som udelukkende udgiver bøger til mænd. Det kommercielle potentiale er stort, men det handler også om en kulturel forpligtelse, siger han
Forlægger Bjørn Erik Niss mener, at bogbranchen har brug for en mentalitetsændring, der kan bringe både forlag og boghandlere ud af deres falske forestillinger om, hvad mænd gider at læse.

Forlægger Bjørn Erik Niss mener, at bogbranchen har brug for en mentalitetsændring, der kan bringe både forlag og boghandlere ud af deres falske forestillinger om, hvad mænd gider at læse.

Sofie Amalie Klougart

Kultur
8. januar 2011

Da Bjørn Erik Niss sidste år forlod forlaget Rosenkilde for at starte sit eget, blev han mødt med undren. Ikke fordi den øvrige branche betvivlede hans evner som forlægger eller fordi tiderne var trange, men fordi ingen kunne forestille sig et forlag, der alene udgiver bøger til mænd.

»Selv om mænd udgør halvdelen af befolkningen anser bogbranchen dem stadig for en minoritet,« siger Bjørn Erik Niss.

»Da jeg i foråret kontaktede boghandlerne for at fortælle dem om mit nye forlag, var der flere, som lige frem sagde, at det var modigt af mig sådan at gå efter en nichegruppe.«

Fordommene om mænds manglende læselyst stortrives i bogbranchen, og det er her forlaget Herreværelset kommer ind i billedet, mener Bjørn Erik Niss. Formålet med Herreværelset er at skabe et forum, hvor »mandens hverdag og interesser behandles seriøst«, som det formuleres på forlagets egen hjemmeside.

»Vi vil udgive de bøger, som mænd går og savner,« siger forlæggeren, der får redaktionel assistance af sin gode ven og tidligere medstuderende Stig Krøger. Siden forlaget gik i luften i foråret 2010 har de udgivet i alt seks populære fag- og debatbøger, som alle har det til fælles, at de »går i dybden med emner som sport, manderoller, kritisk humor, krig og rationalitet«. Blandt andet er det blevet til bøger som Livet efter krigszonen, der er en slags praktisk hjælp til hjemvendte soldater, Al Gores Angrebet på fornuften, der er et lidenskabeligt forsvar for en rationel offentlig debat samt Kunsten at spille basketball, der er et detailstudie i den populære amerikanske sportsgren.

Falske forestillinger

Står det til Bjørn Erik Niss har bogbranchen brug for en mentalitetsændring, der kan bringe både forlag og boghandlere ud af deres falske forestillinger om, hvad mænd gider at læse.

»Store dele af branchen er tilbøjelig til at afskrive de fleste mænd som nogen, der kun kan forstå tv-programmer og computerspil. Og det er en stor skam, for det er jo ikke rigtigt, at mænd ikke gider læse sig til information og underholdning. Men når det ikke altid sker, er det blandt andet fordi forlagene ikke laver nok bøger, der appellerer til dem,« >siger Bjørn Erik Niss og fremhæver Jonathan Wilsons anmelderroste bog Fra Pyramiden til 4-4-2 om fodboldtaktikkens historie, som et eksempel på bøger, der tager mænds interesser seriøst og behandler dem på en intelligent måde.

»Men det er en mangelvare, og derfor er jeg også overbevist om, at der ligger et stort kommercielt potentiale og venter på de forlag, der er i stand til at ramme målgruppen rigtigt,« siger han.

Nye bogkanaler

Henrik Christensen, der er adm. direktør for landets tre største boghandlerkæder, sagde onsdag til Information, at det er »kvinderne, som er vores primære målgruppe, og i vores markedsføringsmateriale forsøger vi også at henvende os direkte til dem«.

Det store fokus på den kvindelige forbruger er i følge Bjørn Erik Niss med til at skubbe mændene endnu længere ud i kulden - og væk fra boghandlerne.

»Jeg tror, mange mænd er holdt op med at se bøger som et naturligt sted at lede efter kulturtilbud, og i stedet er begyndt at søge over mod andre medier. Men jeg synes, det er selvindlysende, at mænd selvfølgelig også kan få kultur og information ind i hovedet ved at læse bøger - og ikke kun ved at se fjernsyn og surfe på nettet,« siger han.

Det kræver dog som minimum, at forlag og boghandlere er indstillede på at opsøge mændene dér, hvor de er, i stedet for at vente på, at de selv skal dumpe forbi, mener han.

»Mange mænd kigger ikke de samme steder hen, som man i branchen er vant til at bogkøbere gør. Og dermed finder de heller ikke ud af, at der rent faktisk findes bøger til dem.«

Bjørn Erik Niss fortæller, at han og forlaget i flere tilfælde har haft succes med at nå de mandligere læsere ved at gå uden om de 'normale' bogkanaler - såsom aviser, magasiner og bogkataloger - og i stedet satse på omtale og opmærksomhed i de internetfora og tv-programmer, hvor mændene i forvejen er.

»De mandlige læsere er derude. De er bare ikke vant til, at det kan betale sig for dem at kigge i et Bog & Idé-katalog eller at gå ned til den lokale boghandler,« fastslår Bjørn Erik Niss.

Den kønsopdelte bogreol

Mænd er til fakta, kvinder til fiktion. Alle undersøgelser, læsegrupper og bogsalgsstatistikker fortæller den samme historie: Uden kvinderne ville det skønlitterære marked bryde sammen.

Information sætter den kommende tid fokus på det kønnede bogmarked.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det lyder lidt som Clausens forlag med de titler.

Det forekommer mig at være et ret dansk fænomen - mest bemærkelsesværdigt i de øverste sociale kredse, hvor en almen kulturel interesse og belæsthed forudsættes Europa rundt, bortset fra i Danmark.

Per Erik Rønne

Jeg må indrømme at ingen af ovenstående titler [eller emner!] får mig til at tænde på "bøger".

Jeg foretrækker da også ting som Tolkien, Johannes V. Jensens »Den lange Rejse«, Tassos »Det befriede Jerusalem« om første korstog [en i nutidig forstand dejligt politisk ukorrekt 1500-tals vers-roman] og Oehlenschlägers tragedier.

Nutidens dominerende skønlitteratur er jo en ørkenvandring af socialrealisme og femikrimier, teatret næsten ligeså, og her omskrives klassikerne konsekvent så de fremstår som lige så ligegyldige nutidsværker ;-(.

Skjald Draugr

Så længe der findes Jumbobøger, vil der altid være noget spændende litteratur for os mænd :)

Maj-Britt Kent Hansen

Mandeforlaget udgiver kulturlitteratur.

KULTURLITTERATUR! Hvad er så det?

Bliver da næsten mistrøstig på samtlige læseres vegne - kvinders som mænds, når forlaget selvangiver sig således:

"Herreværelset udgiver fortrinsvis kulturlitteratur, der går i dybden med emner som sport, manderoller, kritisk humor, krig og rationalitet. De fleste bøger er populære fagbøger eller debatbøger, og fælles for alle titler er en høj kvalitet og en sober, men skarp vinkel."

Mistrøstig - ja! For "populære fagbøger eller debatbøger" er der da ikke just mangel på.

Er der så mangel på "titler af høj kvalitet og en sober, men skarp vinkel"? Måske det sidste, men det mangler vel ikke kun inden for "mandelitteraturen"?

Mangler det ikke helt generelt?

Findes der mere væsentlige mandeforfattere end Mann, Hesse eller Blixen?

Maj-Britt Kent Hansen

@Peter Hansen

.... samt Kafka eller Joyce?

Hele gruppen af heretikere, Maj-Britt Kent Hansen - eller Rifbjeg og Panduro for den sags skyld (Ejrnæs, Carsten Jensen).

Søren Kristensen

Hvad med Jørgen Riel, Jørgen Leth og Morten Sabroe?

Jeg forstår, hvad du mener, Søren Kristensen, men jeg vil nu mene, at de befinder sig i en anden klasse af forfattere end dem, vi diskuterer her (nu, altså).
Der er givetvis også en generationsforskel, f.eks. vil jeg mene, at mange unge mænd vil finde Jonathan Safran Foer meget givende som tolker af deres generations mandebillede, ligesom Coupland og Ellis er for (nogle i) min generation. Forskelle går snarere på, om man er læser eller blot fisker brugbar (godtkøbs)viden ud af litteraturen.

Søren Kristensen

Nu tænkte jeg der var tale om udelukkende danske forfattere. Men grundlæggende tror jeg ikke forfattere, som fx. Ellis, har brug for et særligt til mænd indrettet forlag. Den slags forfattere er der bare, hvis man ellers kan finde dem og hvis man ikke kan, er det sikkert også det samme. Jagt (også på gode forfattere) er jo (sko, tøj og boligindretning undtaget) en mandeting og hvorfor indhegne det revir yderligere? Hvis mænd ikke gider læse er det sikkert fordi bøgerne ikke appellerer til dem. Det er ikke en opgave for forlagene, men for forfatterne.

Billigt marketingstrick. - Al RIGTIG litteratur er i formatet 'unisex'!!! Kulturlitteratur???? Litteratur er kultur - helt ned til den dårligste danske stil der er skrevet i Danmark! Retorisk stil eller dansk stil - vælg selv!

Anne Marie Pedersen

Ja, det handler jo bare om at give omslaget enten en lyserød eller en lyseblå tone :)

Jeg går ud fra at 3 X Carlin henviser til denne person:

http://da.wikipedia.org/wiki/George_Carlin

Og ja, mange mænd spiller computerspil. Og der mangler i helt ekstrem grad bøger om computerspil på dansk. På engelsk, både i USA og England, er der udgivet et hav af bøger om computerspillets historie.
Hvorfor får Herreværelset ikke oversat disse bøger til dansk?

Og der er vel nok fagbøger? også til mænd på markedet? Er det som der mangler netop ikke fiktions-litteratur om mænd. På den anden side må man(d) også indse, at det i dag er i tv-serierne, at dette stof behandles f.eks. i så fremragende serier som "Mad Men" og "Brothers & Sisters..."

En kommentar herfra er også den, at man tager udgangspunkt i en fordom; mænd interesserer sig kun for sport, krig og grov humor. Og det tror jeg ikke nødvendigvis er sådan det er...

Per Erik Rønne

@Karsten Aaen:

Naturligvis er det ikke sådan mænd 'er'. Men på den anden side interesserer mænd [og drenge] sig ikke nødvendigvis for det samme som kvinder, så fri os for femikrimier, lægeføljetoner i romanform eller tv-serier, og fri os for feministiske kampskrifter i skønlitterær form.

Fri os også for den ørkenvandring socialrealismen er. Foregår noget i Danmark i nutiden er det ganske simpelt søvndyssende. Nutidig poesi kunne lægerne også passende begynde at skrive på deres recepter som alternativ til søvnfremkaldende medicin.

Skal det endelig foregå i Danmark, lad det da så foregå i jern- eller middelalder, som i Martin Jensens bøger. Nutiden kender vi jo til bevidstløshed, og det er jo ikke ligefrem som om forfatterne som stand er særligt klartseende; en Carsten Jensen er her symptomatisk.

Det går igen i teatrets verden. Der opføres i dag kun drønkedelige socialrealistiske eller absurde stykker, og jeg sover altså bedre i min seng end i en teaterstol. Selv klassikere skal partout gøres ligegyldige ved at »modernisere« dem, og fjerne al det magiske og mytiske fra dem, og en Euripides mishandles af en Kasper Holten, når skriver gudinden Artemis ud af Iphigeneia fra Aulis, fordi guderne jo ikke eksisterer. Jov de gør, hos Euripides, og det lykkes ham her at gøre et drama med en happy ending til en tragedie ...
i stedet for febrilsk at prøve at tiltrække det brede publikum med moderniseringer, prøv så at se på hvad der virkelig tiltrækker det brede publikum: Gladiator, Ringenes Herre. Ikke meget regiteater her.

Når man opfører Schillers Don Carlos lader man Spaniens 1500-tals dronning tage /solbad/, så hun kan blive lige så mørk i huden som en bondepige, og man lader Philip II klæde sig som en Milosevic. Han skal naturligvis være i vams, pibekrave, korte bukser og lange strømper!

Selv operaen søger man at ødelægge. Mozart har lige så lidt at gøre i lange bukser som Holberg har, og Tannhäuser fjerner man al magien fra ved at lade det hele foregå i hans eget sind; intet Venusbjerg og ingen middelalderlig katolsk rejse til Rom. Kun lidt småkøbs-psykologi.

Selv balletten i Napoli skal skamferes i regiteatrets ånd. De farverige kostumer skal partout erstattes grimt 1950er-tøj ;-(.

Ja, det hele hænger sammen. Kulturlivet må droppe det kedeligt hverdagsagtige, og forfatterne må erkende at de politisk ikke har mere at sige end så mange andre. De fleste når jo alligevel ikke længere end til de mest naive paroler fra Enhedslisten.