Interview
Læsetid: 7 min.

Sangskrivning er verdens bedste sudoku

Jacob Bellens, der er manden bag orkestrene Murder og I Got You on Tape, tror ikke rigtigt på den guddommelige indgriben. Hans sange er fonetisk bygget op med tilfældige brudstykker af alt muligt og ingenting, for tiden handler de mest om rumrejser
Kultur
6. januar 2011
En af de drømme, Jacob Bellens har, er håbet om en dag at skabe noget, der vil blive husket.

En af de drømme, Jacob Bellens har, er håbet om en dag at skabe noget, der vil blive husket.

Sofie Amalie Klougart

Jacob Bellens er en stjerne, men han bryder sig ikke om at snakke om sig selv: »Jeg er ham, der ikke er Tim Christensen,« siger han. »Bedre kan jeg ikke karakterisere mig selv. Jeg gør bare, det jeg kan.«

Han er komponist og forsanger i I Got You On Tape og Murder, og sådan set skriver han bare sange, siger han selv. Mange sange, og det gør han som ethvert andet job.

»Michael Simpson er oppe om natten og føler det. Men jeg tror ikke på den guddommelige indgriben - ikke fordi, jeg ikke har oplevet det, men man kan bare ikke leve af det. Desuden skal man ikke tillægge det noget fantastisk, det ikke rummer. Man kan også bare kalde det, for hvad det er. At få lyst til at skrive eller spille klaver, ligeså vel som man bliver sulten og får lyst til at spise,« siger han.

Når inspirationen melder sig, skal det ud af verden, og indholdet af Bellens' tekster er stort set altid tilfældigt, så længe teksterne komponeres i et tempo, der ikke efterlader tid til at fælde dom over værket. Der skal hverken dømmes godt eller skidt, det skal bare være færdigt.

»'Jeg går ind ad en dør, men jeg har en flaske med blomster i min hånd'. De sætninger passer sammen, men de giver ikke mening. Men det gør ingenting. Ofte jongle rer jeg bare med en masse forskellige sætninger, jeg godt kan lide. Så sætter jeg dem sammen, sådan at de giver bedst muligt mening,« siger han. Bellens er komponist og forsanger i folk-duoen Murder og indie-rockbandet I Got You on Tape, der hver især har udgivet tre plader og har mødt stor anerkendelse blandt anmeldere og hos publikum.

Hvis sangene ikke fungerer, finder de plads blandt de omtrent hundrede sange i bagkataloget over sangskriverens produktion.

Jacob Bellens sidder i sit køkken i sin treværelses lejlighed en december formiddag i det forgangne år.

Et godt år

Det kom nu lidt bag på Jacob Bellens, at Information kom forbi. Han stod med bare tæer og soveøjne bag det tykke brilleglas, og på grund af tidspunktet på dagen - 11.30 om formiddagen - er der mange spørgsmål, han ikke helt kan forholde sig til. Hele 18 gange svarer musikeren, »det ved jeg ikke«. Men det er ikke arrogance, mest er det fordi, Jacob Bellens ikke kan lide at forholde sig til sin musik på den måde, som en journalist gerne vil have det.

- Synes du, Danmark har forstået dig som musiker?

»Det ved jeg virkelig ingenting om,« siger han. Han kan ikke holde ud at skulle bedømme sig selv eller sine plader: »Jamen, synes du, det er godt?« spørger han bare tilbage.

For Jacob Bellens er efter eget udsagn overhovedet ikke en kunstner. Mest af alt en håndværker, der efter sirlige systemer komponerer sange. Sange, som anmelderne vel at mærke betegner som små mesterværker.

Bellens seneste plade er med duoen Murder og hedder Gospel of Man, den udkom i oktober 2010 og blev varmt modtaget blandt landets anmeldere. Generelt har det været et godt år for Jacob Bellens, der i starten af året vandt P3-prisen med sit band I Got You On Tape. Han griner.

»Jeg havde ellers tænkt, vi bare var med i opløbet for at give P3 lidt streetcred

Selv om musikkritikerne og publikum vedvarende anerkender Jacob Bellens' succes, anser han ikke sig selv for succesfuld. Mere som en produktiv håndværker.

- Hvad håber du på at have opnået om 10 år?

»Klokken er kun halv tolv, det ved jeg altså ikke,« svarer han igen.

For det er ikke det, det handler om. Sangskrivning er nu engang bare dét, Jacob Bellens kan. Og han er lige så tilfreds, når han har skrevet en ny sang i dag, som for 10 år siden, hvor ingen af hans sange endnu havde nået at udkomme for andre end hans egne ører.

Det startede med Jacob Bellens far, der med en forfejlet snigkarriere som jazzmusiker, fyldte barndomshjemmet i Sneslev uden for Ringsted med instrumenter. Som 30-årig byttede faderen sin klarinet for en guitar, fordi han aldrig var blevet rigtigt god. I stedet begyndte han at læse medicin, men lærte sønnen at spille på både guitar og klaver. Og fordi Jacob Bellens var enebarn, var der ingen søskende eller andet, der forhindrede ham i dedikeret at dyrke sin musikalske barndomshelt. Elvis Presley: »Jeg har fået masser af tid til at sidde foran stereoanlægget og kun høre plader. Dag ud og dag ind - og spille klaver, når det passede mig,« siger han.

Det var som barn, at Jacob Bellens komponerede sin første sang. Et decideret rip-off af Elvis-nummeret »Guitar Man«.

»Jeg havde lige lært at lave mayonnaise, derfor kom den til at hedde 'Mayonnaise-man',« forklarer han.

Det er nogenlunde efter samme metode, at Bellens fortsat lader tilfældighederne afgøre sangenes karakter.

Bellens næste musikalske kærlighed blev indierocken, og i årene omkring gymnasiet var det bandene My Bloody Valentine og Sonic Youth, der »gav ham musikalsk åbenbaring«.

Efter Bellens flyttede fra Sneslev til Vesterbro, bestred han skiftende »underlige job«. Fra han var 20 år - til de 31 år han er i dag - har han blandt andet været telefonsælger og vikar i et vikarbureau. Selv mens han stod og sugede grundvand op for det alsidige vikarbureau, var der ikke tvivl hos Bellens om, at det var sangskriver, han skulle være.

Tilfældigheder

Jacob Bellens er et velkendt ansigt på Vesterbro, hvor han har boet i 11 år. Lejligheden ligger i en baggård på Enghave Plads, og der er lange perioder, hvor han slet ikke forlader kvarteret. Han turnerer rundt mellem de nærliggende cafeer, alle sammen inden for 300 meter af hans lejlighed. Enten sidder han dagen lang på Istedgades Café Bang & Jensen, eller på Darling på Enghave Plads. For tiden skriver han de fleste af sine kompositioner på Fru Snorks på Dybbølsgade, for her må man ryge, og her er altid en villig skakmodstander i pauserne fra fonetisk sammensatte rim.

»Det starter med et blankt worddokument på min computer. Så fylder jeg fuldstændigt tilfældige ord på. Hvis jeg har lyst til at putte en blød kanin med lange ører ind, så kommer den med. Så stopper jeg op og tæller stavelser, og så kopierer jeg det antal stavelser, der er i det vers, jeg lige har skrevet. Så har jeg to vers, der kan svinges over samme melodi. Det er ligesom at løse verdens bedste sudoku,« siger han.

Han kigger ud ad vinduet i køkkenet. Det skal helst være så tæt som muligt på et almindeligt job at skrive sange, synes han. Engang skrev Jacob Bellens bedst efter mørkets frembrud med nattens perfekte stilhed at komponere i. Men nu arbejder Bellens om dagen.

Lige for tiden er det en gammel tematik, sangskrivningen på Fru Snorks kredser om. Mennesker i horder. Sangen, som Bellens afsluttede aftenen forinden, Information var på besøg, handlede om klokker, der ringer, mennesker der står på et bjerg med røg i lungerne og om regnvejr.

»Rummænd er tit med i mine sange. Eller stemningen fra en rumrejse. Den opstår ofte i mine tekster. Og så er der sådan noget som uendelighed og liv og død. Du ved de evindelige, kedelige gamle travere, som sniger sig ind i sange,« siger han.

Mens Jacob Bellens ganske uden guddommelig indgriben drikker kaffe på Fru Snorks, der efter kop nummer fire erstattes af te, forfatter han de tekster om rummænd og kollektiv opstandelse, der ender som sangene på Murder og I Got You On Tapes plader. Når så han kommer hjem, sætter han sig ved klaveret og sætter lyd til ordene.

»Nogle gange er det nemt at lave en melodi, når først man har lavet en tekst, og så kan jeg få det indspillet om aftenen, glemme det og se noget fjernsyn,« siger han.

Andre gange er det ikke let, harmonierne har sværere ved at finde sig til rette, og så ender den endnu ikke forløste sang i bagkataloget. Lykkes sangen, overfører Jacob Bellens den til resten af bandmedlemmerne i I Got You On Tape. Idet han lægger sangene op på bandets fælles server, forlader han den videre kreative proces. Nu kan resten af bandet vælge, hvilke sange de synes skal med på den næste plade.

Et af de succeskriterier og en af de drømme Jacob Bellens medgiver at have - efter journalistens insisteren - er håbet om en dag at skabe noget, der vil blive husket. Eviggyldigheden, som han for eksempel hører i idolet fra barndommen, Elvis' sange, den kunne han godt tænke sig selv at præstere.

»Det handler om sangens gyldne snit. Man skal føle, at man har lavet noget, der ikke længere tilhører en, men står for sig selv. Jeg drømmer vel om at lave en klassiker som 'A Change Is Gonna Come' med Sam Cooke. De eviggyldige sange, der står og svæver for sig selv. Men måske er det mest bare en sjov tanke, det handler om at have det sjovt, mens vi er her. Og så handler det om at ryge lidt færre cigaretter.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her