Læsetid: 4 min.

Skæbnedage for dansk autofiktion

I dag begynder en opsigtsvækkende retssag i Østre Landsret, som kan få afgørende betydning for dansk litteratur. På anklagebænken sidder en forfatter og et forlag, der begge er tiltalt for at have krænket romanfiguren Thomas Skade-Rasmussens privatliv. Taber de sagen, vil det være et alvorligt anslag mod autofiktionen som genre
Manden, der tidligere var kendt som Claus Beck-Nielsen, vil helst være navnløs, men det tillader den danske stat ikke. Han har derfor overtaget det navn, som stod på døren, da han flyttede ind i sin nuværende lejlighed, og selv tilføjet Nielsen. Hans fulde navn er i dag Helge Bille Nielsen. Men han bærer stadig det samme cpr-nummer, som da han hed Claus Beck-Nielsen.

Manden, der tidligere var kendt som Claus Beck-Nielsen, vil helst være navnløs, men det tillader den danske stat ikke. Han har derfor overtaget det navn, som stod på døren, da han flyttede ind i sin nuværende lejlighed, og selv tilføjet Nielsen. Hans fulde navn er i dag Helge Bille Nielsen. Men han bærer stadig det samme cpr-nummer, som da han hed Claus Beck-Nielsen.

Sofie Amalie Klougart

19. januar 2011

Det er en sag uden sidestykke i dansk retshistorie, som i dag tager sin begyndelse i Østre Landsret. Performancekunstneren Thomas Skade-Rasmussen Strøbech sagsøger Gyldendal og forfatteren Helge Bille Nielsen, tidligere Claus Beck-Nielsen, for litterært identitetstyveri i forbindelse med romanen Suverænen, som udkom i september 2008. Selv om bogen blev lanceret som en roman, koncentrerer store dele af handlingen sig om den virkeligt eksisterende Thomas Skade-Rasmussen, der med søgsmålet nu ønsker at generobre sit navn, sin historie og sit billede.

»Det er en voldsomt interessant sag, fordi den har så vide konsekvenser,« siger litteraten Poul Behrendt, der i 2006 skrev bogen Dobbeltkontrakten om forholdet mellem fiktion og virkelighed i en række nyere danske romaner.

»Hvis sagen går forfatter og forlag imod, får det stor betydning for den type kunst, vi betegner som autofiktion, og som må siges at være tidens mest vedkommende og hypede litterære genre,« siger han.

Kræver destruktion

Ifølge advokatfirmaet Norsker & Co har Gyldendal og Claus Beck-Nielsen i forbindelse med udgivelsen af Suverænen gjort sig skyldige i flere krænkelser, der efter dansk lov er belagt med straf- og erstatningsansvar. Det fremgår af sagsøgers påstandsdokument, som Information har haft lejlighed til at læse igennem. Blandt andet skal forlag og forfatter uberettiget have anvendt og offentliggjort Thomas Skade-Rasmussens billede, hans navn og adresse, navnene på hans børn, hans skilsmisse og økonomiske dispositioner samt uberettiget have anvendt hans tekster. For disse krænkelser tilpligtes Gyldendal og Claus Beck-Nielsen at hjemkalde og destruere samtlige eksemplarer af Suverænen både dem, som er distribueret til boghandlere og andre forhandlere, og dem, som findes på lager. De sagsøgte tilpligtes endvidere at afstå fra at lade bogen genoptrykke, ligesom de tilpligtes at betale sagsøger 90.000 kroner i kompensation.

Med dommen får vi for første gang rettens ord for, hvor langt en kunstner kan tillade sig at gå i sammenblandingen af virkelighed og fiktion. Sagen kan ifølge eksperter gå begge veje.

»Den kan lige så godt vindes, som den kan tabes. Men uanset hvor den lander, vil den nødvendigvis skabe præcedens, for sagen har ikke noget fortilfælde i dansk ret,« siger Poul Behrendt, der regner det for sandsynligt, at den tabende part vil anke dommen til Højesteret.

»Medmindre selvfølgelig landsrettens dom er soleklar. Men det kan jeg ikke forestille mig, den er, for sagen handler jo ikke bare om ytringsfrihed versus privatlivets fred. Det ville være en smal sag, hvis den bare handlede om det, men det gør den ikke.«

Hvad handler den så om?

»Den handler om, hvorvidt eksisterende personers navne, data og privatliv kan indgå i en fremstilling, der bærer betegnelsen roman, og som på flere punkter ligger langt fra en faktuel gengivelse af virkeligheden, men som på andre punkter ikke gør.«

Så det er på sin vis også en dom over en ny litterær genre?

»Det er det i høj grad. Hvis dommen kommer til at gå Claus Beck-Nielsen og Gyldendal imod, kan det ikke undgå at få konsekvenser for autofiktionens status som litterær hybrid. Det kan heller ikke undgå at få konsekvenser for Gyldendals og dermed mange andre forlags fremtidige udgivelsespolitikker. De vil sandsynligvis blive mere forsigtige i de tilfælde, hvor der hersker tvivl om lovmedholdeligheden i at bruge en faktisk persons navn i en fiktiv fremstilling. Og endelig kan det heller ikke afvises, at det vil føre til en diffamering af autofiktionen som genre. Den vil simpelthen blive betragtet som underlødig,« siger Poul Behrendt.

Skifter navn

Ikke desto mindre vurderer han, at Thomas Skade-Rasmussen har en sag.

»Spørgsmålet er i mine øjne ikke bare, om Thomas Skade-Rasmussens privatliv bliver skildret i bogen spørgsmålet er, om det bliver skildret på en krænkende måde,« siger Poul Behrendt, der vurderer, at en række komplicerede fortælletekniske detaljer i sidste ende kan komme til at spille en afgørende rolle. Ikke mindst det forhold at Thomas Skade-Rasmussen Strøbech undervejs i romanen skifter navn til Rasmussen for først hen imod slutningen af romanen igen at dukke op med sit fulde navn.

»Er injurierne virkelig injurierende, når de er lagt i munden på Rasmussen og ikke Thomas Skade-Rasmussen Strøbech? Det er sådan nogle spørgsmål, retten kommer til at diskutere, og derfor anser jeg det som sagt for at være ualmindeligt svært at forudsige, hvordan sagen falder ud.«

Midt i al usikkerheden er der imidlertid én ting, som ligger helt fast. Uanset udfaldet vil dommen vække opsigt i hele det litterære miljø.

»For der er rigtig mange bøger, som i teorien kan ryge ind i samme problem,« siger Poul Behrendt.

Han nævner i den forbindelser genrens egentlige gennembrudsbog i Dan-mark, Marts 1970 af Klaus Rifbjerg, hvor mere end 80 offentlige personer nævnes ved navn. Bogen vakte furore, da den udkom i 1970, og sagførere stillede sig op i kø for at tilbyde sagsanlæg på vegne af de udsatte personer. Alligevel kom der aldrig nogen retssag ud af det, og det er værd at hæfte sig ved, pointerer Poul Behrendt.

»Når det ikke skete dengang, var det jo, fordi de, der kunne have anlagt sag, vidste, at de ville blive til grin, hvis de gjorde det. Det er det grundlæggende problem ved sager, som handler om injurier og fredskrænkelser: Som regel er man bedre tjent med ikke at køre sagen, fordi retssagen i sig selv er en vild krænkelse af privatlivets fred.«

Thomas Skade-Rasmussen Strøbech versus Gyldendal og Helge Bille Nielsen, tidligere Claus Beck-Nielsen finder sted i dag og i morgen i Østre Landsret. Dommen forventes først at ligge klar om nogle måneder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lad os antage, at Gyldendal og Beck? mm. taber sagen. Hvad vil det så betyde for historiske romaner? Eller for romaner sat i omegnen af 1970 eller 1995? eller 2001? Eller 2008?

En konsekvens af denne sag kan være eller blive at man som forfatter ikke længere kan skrive på faktiske hændelser, f.eks. skrive fiktion, hvor man nævner, at stats-ministeren hedder Løkke Rasmussen, eller Nyrup Rasmussen. Og hvor man tager et citat fra dem, og lader andre personer i bogen kommentere på dette citat eller hyr?

Michael Kongstad Nielsen

Bortset fra, at retssagen måske er et ”kunstværk” i sig selv, hvor legen med identiteter er udvidet til en leg med samfundsinstitutioner, så undrer det, hvordan udlevering af et andet virkeligt eksisterende menneskes privatliv – uden sløring af nogen art, navne, adresser, det hele – kan være kunst. At nogen gider læse den slags litteratur, undrer derimod ikke. For det er jo en sladderspalte ud over det sædvanlige, her kan man i det lange bogformat snage så længe og vedholdende i andre menneskers private affærer, at det er en fryd. Og det forhold, at den eller de udleverede ikke selv har kunnet kontrollere det, gør kun sagen mere pikant. Jeg synes det lyder ulækkert, tarveligt og uden moralsk rygrad af nogen art.

Det er lidt kedeligt, at en dom skulle være stopklods for den slags litteratur. Det burde kunstnernes egne højere ambitioner have gjort. Genren kaldes autofiktion, det lyder fint, og litteraten Boul Behrendt kalder den: ”tidens mest vedkommende og hypede litterære genre”, vor herre bevares. Desværre skal man ikke regne med, at forlagene fravælger det, for de er der, så længe der er penge i det.

Kim Sørensen

Michael

Jeg er også ret sikker på selve retssagen også er et "kunstværk". Hvilket jeg synes er noget fis. For selvom jeg er villig til at give kunstnere ret lang snor, så synes jeg alligevel det her virker mere som nogle forkælede overklassedrenges leg, end det virker som interessant og relevant kunst. Deres stunt er jo ikke andet end en ubetydelig fis, i et meget småt badekar. Med andre ord vil det her ikke have nogen som helst betydning for andre end dem selv.
Konceptet "autofiktion" lever jo i bedste velgående, og har i øvrigt gjort det i årevis, i forskellige afarter - Platon skrev f.eks. semi-fiktive beretninger om rigtige personer og hændelser for flere tusinde år siden (Faidon bl.a.), så sagen her beskriver på ingen måde noget nyt koncept.
Det eneste de "stridende" parter opnår er at lægge beslag på en masse ressourcer i retssystemet. Ressourcer, der uden tvivl havde været bedre brugt på mere fornuftige ting, end markedsføring for to mere eller mindre uinteressante danske "kunstnere".
Kort sagt vil autofiktionen overhovedet ikke berøres af sagen, i det store billede. Uden for Danmarks grænser vil der stadigvæk blive frembragt interessant autofiktion. Mens de danske forfattere måske vil være lidt mere varsomme, inden de kaster sig ud i konceptet... men hvor stort et tab vil det være? Den omtalte bog i artiklen har jo ikke skabt nogen større røre i andedammen og Brøggers forsøg ud i genren medførte jo heller ikke meget andet end dårlig PR, for en gammel bitter high society tøs. Så hvad er det vi står til at tabe? Ikke en skid... og skulle der pludseligt opstå, fra de mudrede vande, en dansk forfatter med noget at byde på i genren. Ja, så må vi jo bare håbe vedkommende tager den evt. retssag, som enhver kunstner, med noget at byde på, naturligvis skal.

Det mest tåbelige ved sagen er imidlertid at den dybest set handler om hvorvidt Thomas Skade-Rasmussen er en ligegyldig person, på linje med alle os andre kedelige dødelige. For der er jo et sted, hvor vi "almindelige" mennesker nyder større beskyttelse i retssystemet, end de rige, berømte og/eller betydningsfulde.... nemlig vores privatliv. Så jeg håber inderligt, at Thomas Skade-Rasmussen vinder sagen... Så har han rettens ord for hans liv og person er dybt, dybt uinteressant for den brede befolkning. Man kan så kun håbe han tager det vink med en vognstang og forsvinder helt ud af den offentlige sfære.

Maj-Britt Kent Hansen

Hele Claus Beck-Nielsens projekt - ikke bare romanen Suverænen - er aparte, men også ganske interessant.

At jeg selv er gået i stå halvvejs i Suverænen for et par år siden skyldes ikke, at denne er kedelig eller triviel, sådan som de mange krimier, der ideligt topper bestsellerlisterne, men snarere at jeg fik forlagt bogen.

Nu kom der så en anledning til at hive den frem igen, og jeg noterer mig, at den på side 323 ender med følgende:

"TI BUD om forbindelsen mellem litteraturen (i det her tilfælde) og virkeligheden (i hvert tilfælde)"

Et af de TI BUD lyder:

"8 Enhver brug af navne, der ligner, minder om eller faktisk er helt identiske med virkelige navne på virkelige personer betyder ikke nødvendigvis, at det er de samme. Kun navnene."

En variant af : "Enhver lighed med nulevende eller afdøde personer er utilsigtet."

Det bliver da særdeles interessant at se, hvad retten når frem til.

@Kim

Istedet for at prutfnyse anbefales det at sætte sig ned og (fordomsfrit) læse de to samhørende bøger: Selvmordsaktionen (roman) og Suverænen (roman)

Kim Sørensen

Erik Højer

Min harceleren handler for så vidt ikke om kvaliteten af værkerne. Selvom de ikke er min kop te, så har jeg intet ønske om at angribe kvaliteten af Beck-Nielsens bøger. Efter min mening er de både håndværksmæssigt og intellektuelt ganske fint skruet sammen.
Min pointe er bare, at vi altså hverken befinder os på den skærende kant af noget "nyt" eller for den sags skyld i nærheden af noget, for den litterære verden, alment interessant. Retssagen er i værste fald bare et publicity-stunt, begået af to relativt uinteressante kulturpersonligheder, i bedste fald er det bare en triviel sag om et venskab, der blev surt.... eller er det omvendt?
Hvorom alting er forventer jeg ikke retssagen vil have en skid indflydelse på genren overhovedet. Rent praktisk vil man ret nemt kunne snige sig uden om fremtidige sagsanlæg, hvis retssagen skulle falde ud til Rasmussens fordel - som eksempel kan man, ligesom Brøgger har gjort det, bare lade handlingen foregå i et "fiktivt" lille kongerige, med "fiktive" indbyggere. Rent kunstnerisk kan man ligefrem håbe Rasmussen vinder sagen. For genren er i forvejen ret død i DK. Ofte bruges den blot for netop at undgå sagsanlæg, andre gange bruges den bare til at pakke halvkedelige fortællinger ind... Sjældent bruges til rent faktisk at fortælle noget og hvis det pludseligt blev "farligt", at benytte sig af den genre kunne vi da håbe der var nogle provo'er derude, der i det mindste kunne lave lidt gang i den kulturelle gade på den konto.

Bortset fra det skal vi altså heller ikke glemme, at Beck-Nielsen ikke er en ukendt skikkelse, når det handler om at benytte love og regler, til at skabe pr omkring sine projekter - stuntet inde på Assistens Kirkegård anyone?
Så undskyld mig meget, hvis jeg ikke har det store til overs for den her retssag som nogen større kulturel begivenhed. Men jeg synes altså Beck-Nielsen burde læse fablen om hyrdedrengen og ulven, inden flere lugter lunten.... Man kan jo forestille sig det ville nedbryde manden helt, hvis medier og parnas ikke straks kom løbende, næste gang han kommer på tværs med en eller anden lov eller regel ;)

@Kim:

Det er godt at harcelere lidt ind imellem. Nielsen og Rasmussen er så tilpas deadpan i deres fremtoning(er) at man næsten ikke kan lade være med at grine vrængende af dem. Deres stunt bliver bare ved og ved; og du har ganske ret; pressen er der hver gang helt kritikløst. Det mest latterlige er da at overvære pressefotografer der er ved at falde over hinanden får at få et billede af noget de ikke ved hvad er.

Men det virker lidt skingert, når du skriver at Nielsen og Rasmussen er ligegyldige personer uden interesse for "den brede Befolkning". Deres fælles rejser til Irak, Iran og USA og den efterfølgende dokumentation af disse rejser i forskellige kunstneriske udformninger er helt uden sidestykke og indgyder (mig) respekt. Nielsen og Rasmussen er i allerhøjeste grad interessante både som kunstnere og "personer".

Bevares, helt uden sidestykke er Nielsen og Rasmusens værk(er) alligevel ikke. F.eks. er Simone Åberg Kærns Piperflyvetur til Afghanistan (dokumenteret i Smiling in a war zone) mindst lige så respektindgydende.

Kim Sørensen

Erik

Jeg mener ikke at jeg, som sådan, har skrevet noget om den "brede befolknings" interesse i de to personager. Så vidt jeg husker er det eneste tidspunkt, jeg bruger begrebet "den brede befolkning", i forbindelse med min analyse af hvad selve retssagen handler om.
Men lad nu det ligge... Jeg har en aversion mod kunstnere, der lader sin person fylde mere end kunsten og jeg mener de to hoveder (særligt Beck-Nielsen) for længst har overskredet min grænse... Du mener så noget andet og resultatet er at vi efterhånden nærmer os, skræmmende meget, en diskussion om smag... og smag er vi begge sikkert for intelligente til at diskutere. Så lad os bare lade den ligge... og i øvrigt ikke et ord om den kæmpe selvmodsigelse, der ligger i alt den energi jeg bruger på at følge to personer, som jeg ikke mener er værd at følge ;)

Kim Sørensen

Ja bare hun ikke slår sig ned permanent som portrætmaler, så har jeg da også respekt for SÅK ;)
Men bortset fra det har ting som Armadillo og deslige nok langt støre tilstedeværelse i den "brede befolknings" bevidsthed og derfor også større betydning for selvsamme demografiske gruppe. Men det må være en større diskussion, til en anden gang...