Nyhed
Læsetid: 3 min.

Det svenske kongehus under beskydning

Først gjaldt det kongens udskejende libertinerliv. Nu er turen kommet til dronning Silvia, hvis far var nazist
Kultur
8. januar 2011

Svenskerne - eller svenske medier - er ude med riven efter deres kongehus. Så sent som i november 2010 blev kongens udenomsægteskabelige udskejelser dokumenteret i en rigtig bog med omslag. Nu må den debat, bogen vakte, vige for kulegravningen af dronning Silvias far, tyskeren Walter Sommerlath. Han var ikke alene nazist, forlyder det, allerede som eksiltysker i Brasilien var han medlem af NSDAP/AS, hvilket ifølge Aftonbladet den 4. januar i år var forbeholdt medlemmer, som personligt var parat til virkelig at kæmpe for Det Tredje Rige. I 1938 kunne Sommerlath, stadigvæk ifølge Aftonbladet, med nationalsocialisternes hjælp vende hjem og overtage en metalvarefabrik i Berlin. Ejeren, Efim Wechlser, var som jøde blevet frataget al ejendom og deporteret. Fabrikken blev hurtigt en del af den tyske militærindustri og omstillede sin produktion af legetøj til panservogne.

»Silvias far var med andre ord ikke bare ideologisk overbevist nazist, han gjorde desuden karriere og blev formuende på Hitlers - og sin egen - ambition om at 'rense' Tyskland for den jødiske race,« skriver Aftonbladet.

Det lyder jo ikke for kønt, men dertil kommer, at dronning Silvia skal have forsøgt at bortforklare den fulde sandhed. I en dokumentarfilm på svensk TV4 fra maj 2010, forklarede hun ganske vist, at hendes far rigtignok var medlem af det tyske nazistparti, men at han ikke var politisk aktiv, og at det hele var et 'maskineri', som man ikke kunne unddrage sig. Hun skal også have ladet forstå, at faren drev en legetøjsfabrik.

Fædrenes gerninger

Så gik TV4-programmet Kalla Fakta i gang med tyske kilder, og i flere reportager, den første i november 2010, kunne programmet påvise det fulde omfang af pappas nazisme.

Expressen fulgte den 6. januar afsløringerne op med at finde Efim Wechlsers eneste overlevende slægtning i Jerusalem. Daniella Wexler, hvis mors farbror Efim Wechlser havde været, erklærede sig 'chokeret' over, at fabrikken var overgået til en nazist.

TV4's udsendelse i november fik dronningen til at sende TV4's Jan Scherman et julekort til hans privatadresse, hvor hun udtrykte sit ubehag over at få sin far sammenlignet med Adolf Eichmann. Det offentliggjorde han prompte.

Nu diskuterer svenske journalister og jurister, om man kan klandre de nuværende kongepar for fædrenes gerninger. (Som længe bekendt var den nuværende konges far, Gustav Adolf, absolut imødekommende over for nazisterne. Og hans farfar hædrede i 1939 Göring med Storkorset af Sværdordenen med kæde, »en usædvanlig fin hædersbevisning«, fastslår Aftonbladet).

Aftonbladets Åsa Linderborg kræver nedsat en sandhedskommission, »ikke så meget for at fremdrage fakta - vi ved allerede tilstrækkeligt - men for at vi for alvor skal stille os spørgsmålet: Hvad er dette for mennesker?«

Hun argumenterer med, at kongehusets legitimitet hviler på, at det symboliserer en national historie, som dets undersåtter skal kunne føle sig stolte over.

Andre, såsom generalsekretæren for Sveriges advokatsamfund, Anne Ramberg, mener, at man ikke kan klandre det nuværende kongepar for fortidens synder.

»Det drejer sig om et krav om saglighed og proportionalitet i reportagen, samt om menneskelige hensyn. Også officielle personer fortjener at nyde godt heraf,« argumenterer hun.

Hun slutter med følgende salut: »TV4 og Aftonbladet lover fortsat at granske magten. Det er godt. Aften- og ugepressens førende indkomstkilde - kongehuset - fortjener seriøs granskning. Men glem så ikke, ud over et magtesløst kongehus, også at granske de virkelige magthavere. Og tænk gerne over, hvem der skal (vove) at granske vor tids stærkeste magtcentre - medierne.«

Den begavede del

Pensioneret lektor på RUC, svenskeren Håkan Arvidsson, er ikke overrasket over afsløringerne. »Lige nu er det en lille sensation, men alle nogenlunde informerede og dannede mennesker har vidst det i mange år.«

Også at legetøjsfabrikken var en våbenfabrik, bekræfter han. »Hvem i Tyskland producerede legetøj under Anden Verdenskrig,« spørger han retorisk.

Selv om Håkan Arvidsson i første runde kun ser historien som om måde at sælge flere løssalgseksemplarer på, så kan sagen godt få konsekvenser, mener han.

»Til trods for at Sverige i år har haft et kronprinsessebryllup, noget der plejer at kaste en uhørt popularitet af sig, så er der nu flertal imod kongehuset både i den offentlige opinion og i Rigsdagen.«

Skal det svenske kongehus reddes, må kongen abdicere til fordel for Victoria, der i modsætning til sin far er velbegavet og sympatisk, mener han.

»Kongen kan jo hverken læse eller skrive, og rejser han rundt i Sverige, tager han fejl af, hvor han befinder sig,« fortæller han og tilføjer:

»I danskere fik den begavede del af Bernadotte-familien, Ingrid er Sveriges gave til Danmark. Hun var klog nok til ikke at gifte sig svensk.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her