Baggrund
Læsetid: 6 min.

Terrorister får nyt liv på film og tv

Film og tv om terrorister kan ikke afdække objektive sandheder eller leve op til forskningsmæssige standarder, men fiktion er i virkeligheden en glimrende måde at portrættere terrorister og deres bevæggrunde på
Film og tv om terrorister kan ikke afdække objektive sandheder eller leve op til forskningsmæssige standarder, men fiktion er i virkeligheden en glimrende måde at portrættere terrorister og deres bevæggrunde på
Kultur
20. januar 2011

»På vegne af Organisationen for den Væbnede Arabiske Kamp - Carlos.«

Med disse ord underskriver Carlos 'Sjakalen' sit private brev til den franske indenrigsminister Gaston Defferre i 1982 og sætter samtidig sit fingeraftryk nederst på brevet. Selv om brevet er formuleret med ideologiske floskler og truer Frankrig på vegne af 'revolutionen', skjuler det ikke, at Carlos også er en knust mand, som forsøger at få sin kæreste, Magdalena Kopp, løsladt fra et fransk fængsel. Vi ser Carlos sidde alene i lejligheden, mens brevet skrives.

Scenen er taget fra Olivier Assayas' nye intelligente trilogi Carlos the Jackal, der i sidste uge fik dvd-premiere herhjemme.

Det er skuespil, den formidable Edgar Ramirez, spiller Carlos og giver dermed scenen følelsesmæssig styrke, men situationen er ægte nok. Brevet til Defferre er senere blevet offentliggjort.

Myten og personen

Med Carlos the Jackal er vi på en gang følelsesmæssigt delagtiggjort i antihelten Carlos' personlige historie, samtidig med at trilogien er så velresearchet, at vi bliver indført i den internationale politiske kontekst for Carlos operationer. Ilich Ramírez Sánchez - bedre kendt som Carlos 'Sjakalen' - var igennem to årtier verdens mest eftersøgte terrorist. Han førte an i operationer overalt i verden og gennemførte nogle af de mest spektakulære og brutale terrorangreb i 1970'erne og 1980'erne. Han arbejdede sammen med datidens mest frygtede terrorgrupper, primært PFLP og Rote Armee Fraktion, i et globalt netværk, og han havde tæt kontakt til adskillige mellemøstlige og kommunistiske efterretningstjenester, inden han blev fanget i Sudan i 1994

Hvad Osama bin Laden har været for tiden efter 2001, var Carlos for 1970'erne og 1980'erne. Men i modsætning til bin Laden holdt Carlos sig ikke tilbage fra både at udleve rollen som revolutionær og terrorist, og sideløbendepleje et rygte som verdensberømt dandy og playboy med dyre vaner, utallige kvindelige bekendtskaber og kontakt til lyssky efterretningstjenester. Alt dette viser Assayas i sin fiktive, men grundigt researchede trilogi. Hvordan Carlos udviklede sig fra de tidlige revolutionære dage i 1970'ernes Paris til med hjælp fra PFLP at blive hovedmanden i den operation i 1975, hvor alle OPEC's olieministre blev kidnappet i Wien og herefter fløjet til Algeriet, hvor de blev forhandlet fri for enorme summer. En spektakulær kidnapningsoperation, som til dato ikke er overgået.

Men vi ser ikke blot, hvordan operationerne planlægges, udføres og ideologisk begrundes, men også hvordan tilfældigheders spil, personlige ambitioner, forfængelighed samt sort uheld og Carlos' megalomani spiller en væsentlig rolle for begivenhedernes gang. Som f.eks. når den personlige dårlige kemi mellem Carlos og PFLP's operative chef Wadi Hadad betyder, at Carlos ekskluderes fra PFLP for ikke at følge ordrer. Den episode bliver anledningen til, at Carlos begynder at arbejde som terroristisk freelancer for en række kommunistiske og mellemøstlige efterretningstjenester.

Dermed kaster filmen lys over en pointe, som er væsentlig, men som er langt nemmere for fiktion at illustrere end for videnskab at dokumentere - nemlig at de personlige omstændigheder og de små tilfældigheder betyder meget for, hvordan et menneske ender som terrorist.

Hvorfor terrorist?

Spørgsmålet dukker altid op i kølvandet på ethvert terrorangreb: Hvorfor blev han terrorist? Hvad fik netop denne mand til at slå andre mennesker (og nogen gange sig selv) ihjel for en politisk sag? Oftest gives der et utal af spekulative svar fra journalister, politikere, terrorisme- og radikaliseringsforskere. Den skræmte nabo udtaler, at terroristen ellers 'virkede så normal', politikerne taler om værdikamp og ideologiske mørkemænd og forskerne henviser til overordnede radikaliseringsmønstre. Oftest bygger svarene på en spinkel empirisk indsigt i den enkelte sag, idet få oplysninger i sagens natur er tilgængelige for offentligheden omkring et menneske, der i hemmelighed har forberedt en terroraktion.

Søger man svaret i terroristens egne ord, i de deklarationer eller eloger terrorgrupperne udsender på internettet i dagene efter angrebet, eller spørger man fængslede terrorister, får man oftest strategiske udmeldinger og officielle forklaringer. Det vil typisk være ideologiske redegørelser, der giver legitimitet og mening til kampen og til terrorhandlingen. Her bliver terroristen fremstillet som et rationelt menneske, der gennem logiske skridt eller trin først har erkendt et problem, siden tilsluttet sig en ideologi, organiseret sig i en gruppe og til sidst er skredet til handling.

Problemet med mange af de forklaringer som forskere, journalister og terroristerne selv giver er, at de sjældent belyser de vigtige personlige grunde til, at personen - i modsætning til mange andre ideologiske ligesindede - netop valgte at begå en terrorhandling. Der er sjældent tilgængelig kilder til at belyse de tætteste relationer, de personlige overvejelser og nogle gange de tilfældigheder, der kan være medvirkende til det radikale valg.

De personlige (fiktive) historier

Det er ikke let for hverken forskere eller terroristerne selv at erkende, at valget ikke nødvendigvis var så logisk og forklarligt. At verden ikke er opbygget af regelmæssigheder eller bevidste valg, der kan forklare (for forskeren) eller legitimere (for terroristen), hvorfor netop denne person endte som terrorist. Derfor bliver der sjældent fortalt om eller forsket i de væsentlige personlige og tætte relationer for nutidens terrorister.

Heldigvis er der i løbet af de seneste to år fremkommet flere fiktive fortolkninger af terroristers liv, der leverer både kunstnerisk værdi som film, og som også mulige svar på spørgsmålet om, hvordan det enkelte mennesker ender som terrorist.

Hvor Assayas' trilogi giver et indblik i, hvordan Carlos' enorme ego og ekstravagante livsstil påvirkede hans løbebane fra revolutionær PFLP-mand til terrorist på freelancebasis til højestbydende, gav den tyske film Baader-Meinhof-komplekset fra 2008 et indblik i de klaustrofobiske gruppedynamikker blandt de ledende RAF-medlemmer. Her ser vi gennem skuespillernes præstationer, hvordan det personlige pres, som udøves internt i gruppen, er med til at radikalisere og ryste gruppens hårde kerne sammen. Diskussion og tvivl er et udtryk for svaghed, og angsten for ekskludering fra gruppens organisatoriske og sociale rammer får folk til at rette ind. Filmen skildrer bl.a. hvordan Ulrike Meinhof i en blanding af ideologisk dedikation mens også som resultat af gruppepres må forlade sine to børn til fordel for sagen. Det samme psykologiske pres i små sekteriske grupper vises også i den danske tv-serie om Blekingegadebanden fra 2009.

Fiktion tættere på virkeligheden?

Selv en film som den engelske sorte komedie Four Lions fra 2010 om fire (fiktive) pakistanske selvmordsbombere har mere at byde på. Four Lions viser igennem al sin komik, også hvordan tilfældighedernes spil, overmod og idioti kan være væsentlige grunde til at operationer faktisk bliver realitet og ikke skrinlægges.

Selv om disse nye terrorfilm på ingen måde kan siges at afdække objektive sandheder eller leve op til forskningsmæssige standarder, kan de ikke desto mindre afdække nogle af de spørgsmål, som ellers kan være vanskelige at besvare, og som ikke desto mindre er væsentlige, når man skal diskutere de individuelle bevægegrunde for terroristerne.

Forskere, der kigger på terrorister ud fra bl.a. Social Movement Theory, påpeger, at radikalisering og mobilisering ofte sker som et sammenfald af påvirkninger fra både et overordnet makroniveau, et mesoniveau og et mikroniveau, hvor det helt personlige og tætte spiller ind. Problemet er dog ofte, at de små gruppedynamikker omkring terrorister, er svære at skrive om videnskabeligt, idet der ofte er for begrænset adgang til empiriske undersøgelser.

Så selv om film og fiktion ofte fremstilles som et mindre lødigt medie i forhold til forskning eller dokumentarer, kan film og skuespillere fortolke de individuelle følelser og tætte relationer, som kan være svære at få afdækket videnskabeligt. Og så er en god film jo en fornøjelse i sig selv.

Søren Hove er ph.d., forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her