Da Jørn Utzon døde for to år siden, var fem såkaldte logbooks om en række af hans væsentlige projekter på plads. Siden 2004 redigeret og flot udgivet af Torsten Bløndal, som også stod bag Richard Westons store Utzon-monografi fra 2002. Jørn Utzon deltog med stigende interesse i logbøgernes tilblivelse, samtidig med at der gik hul på hans omfattende arkivmateriale.
Det havde ellers i mange år været holdt tæt ind til kroppen af mesteren selv.
Logbøgerne er først og fremmest en overdådig fornøjelse at blade i. Men efterhånden som den detaljerede nysgerrighed bliver vakt også at dykke længere ned i både i de færdige bygningstegninger og de indledende skitser. Eller i fotografier fra byggepladserne og af de færdige huse og rum.
Dertil kommer inspirations- eller referencebillederne, sine steder med Utzons egne håndskrevne kommentarer. Og så uddrag af Bløndals samtaler med ham og nyskrevne tekster af gamle medarbejdere på de enkelte opgaver, både virkeliggjorte og kuldsejlede projekter.
I mange år var Jørn Utzon grafisk mest kendt for sine genialske, grove forstørrede ide-skitser. Solen bag højhuse ved Søerne i København. Skyformationerne over et fladt landskab. Eller de mærkelige vredne ikoner over et plateau, som siden har vist sig at være tagelementer til et enfamiliehus. Og så ellers inspirerende systemdiagrammer og fotos af gennemarbejdede principmodeller.
Men i logbøgerne kan man følge de mellemliggende faser: Omhyggelige, men prunkløse håndskitser af tiltagende præcision som forlæg for mere regelret optegning. Ofte med mange kilometer mellem de involverede kontorer og tegnestuer. I Zürich, samtidig med at mesteren fungerede som professor på Hawaii, og den nyuddannede søn som modelbygger i København.
Men lige så gerne en lille gruppe medarbejdere i et prøvebygget element-hus, og Utzon selv en spadseretur væk i familiens egen åbenplansbolig bag skoven i Hellebæk. Tonen på tegnestuerne var venlig, men effektiv, og Utzon koncentreret, når han dukkede op med nye tekniske ideer eller forestillinger til visualisering og afprøvning i små og store skitsemodeller. Ofte medbringende bøger med alverdens billeder til inspiration og medleven natur og arkitektur eller fjerne kulturers frembringelser, men altid målrettet efter konkrete problemstillinger i den foreliggende opgave.
Addition
Der er to arkitektoniske principper, som træder tydeligere frem i logbøgerne end ellers i Utzon-litteraturen. Det ene er præfabrikation. Det andet addition af få ens elementer som konsekvens af præfab, men også som funktionelt princip. Det er naturligvis fremgået af både principmodellerne fra Sidney og af projekter til Farum Bycenter og Silkeborg Kunstmuseum. Men overalt i bøgerne fremgår det af tegningsmaterialet, hvor langt de to principper har ligget fremme i Utzons bevidsthed. I forskellige dimensioner, men fortløbende.
Som rationale for hurtige ændringer i byggeprogrammet og dermed funktionsmønstrene. Og som mulighed for til sidst at bygge billigt og rationelt, oven i købet i stærkt bevægede former og rumdannelser, hvad der stadigvæk ikke er nogen industriel arkitektonisk selvfølge. Og gennemgående var visionerne også båret af forestillingen om at udvikle lige så rige materialeoverflader som på håndværksfremstillede bygninger. Eksempelvis de glatte søjle-elementer til parlamentet i Kuwait.
Grafik
De komplicerede lag af tegninger til Utzons store projekter er fremstillet før computere stod til rådighed. Men det er tydeligt, at chefarkitekten fra første færd har været optaget af at udvikle enkle fællesgrundlag i samarbejdet med ingeniører og teknikere. Så det var ikke kun af æstetiske grunde, at arkitektmedarbejdernes oplæg helt ned i stregtykkelserne blev styret af mesteren selv.
Resultatet er ikke desto mindre, at det oversigtlige tegningsmateriale også er en inspirerende grafisk fornøjelse.
Tegningerne til Bagsværd Kirkes klostergårde, kamgavle og svungne tagformer er styret af stramme fabriksmoduler og et system af cirkelslag, som gjorde det muligt slet og ret at fotografere de færdige tegninger 10 procent ned, da byggebudgettet skulle strammes!
Dørene blev lavere af det, men både lyd og lys overlevede i selve kirkerummet, så vi i dag har et veritabelt verdensvidunder og en drilagtig blanding af sakralt og systematisk, i udkanten af turisternes København.
