Læsetid: 3 min.

Vær åben for alt, kort fortalt

Formidling. Der er tre kunst- og poesitidsskrifter i Danmark, som ikke vil dø. Gudskelov, for vi kan ikke undvære dem og heri ligger jo nok noget af forklaringen på deres sejlivethed. De hedder Hvedekorn, Pist Protta og Victor B. Andersens Maskinfabrik, selvfølgelig
Kendetegn. Vi kan ikke undvære de tre tilbageværende kunst- og poesitidsskrifter i Danmark, for de kan noget, vi ikke kan undvære. I december overraskede Victor B. Andersen's Maskinfabrik dog alligevel med mulige synske evner, da man blandt andet forudså, at at Birthe Rønn Hornbech ville havne i noget, der ligner en ny Tamilsag.

Kendetegn. Vi kan ikke undvære de tre tilbageværende kunst- og poesitidsskrifter i Danmark, for de kan noget, vi ikke kan undvære. I december overraskede Victor B. Andersen's Maskinfabrik dog alligevel med mulige synske evner, da man blandt andet forudså, at at Birthe Rønn Hornbech ville havne i noget, der ligner en ny Tamilsag.

Kristine Kiilerich

21. januar 2011

En del af decembers festivitas var, at Victor B. Andersens Maskinfabrik nr. 42 udkom. Her i januar kan man så pludselig se, at redaktionen blandt mange andre fornemme egenskaber i dette nummer også er synsk, at den forudså Lene Espersens aftrædelse, at den anede, at Birthe Rønn Hornbech ville havne i noget, der ligner en ny Tamilsag og sidst, men også af mindre betydning, at analyseinstitutterne ville afsløre sig selv som totalt upålidelige.

Disse tre nyheder er Maskinfabrikken naturligvis ikke så ufin at fremføre i direkte og hånlig tale, den lader blot læseren lægge to og to sammen og tænke sit. Læseren, »litteraturens lagerekspedient« kommer vi tilbage til om lidt. Tidsskriftets forside viser denne gang et aldeles smukt og gådefuldt fotografi af Henry Heerup, der er akkurat så stærkt fortællende som et af kunstnerens billeder.

Fotografen er Heerup-formidleren Allan Daugaard Hansen, og Heerup står på en træmole foran et pigtrådshegn. Bag hegnet er havet, og langt ude nær horisonten skimter man et sejl.

Fotografiet er ligesom alt andet i Maskinfabrikken sort-hvidt, men man kan jo alligevel se, at Heerups nøgne krop og muskuløse lemmer er brunet af solen, og at hans næse er lidt rød. Han har lukkede øjne, munden gavtyveagtigt formet som om den skulle holde om en cigar. Han står svajende med armene ud til siderne og samtidig med begge sine sunde fødder solidt plantet på molen. Heri ligger noget af det gådefulde, i mødet mellem det usikre og sikre, den gamle mand fanget i den etåriges balanceakt.

Og det er bare maskinfabrikkens helt store: at vise og formidle billeder på en legende og uforudsigelig måde med et alligevel forudsigeligt kendetegn, det rå grafiske udtryk med den sorte tuschpen bl.a. som skarp markør.

Tekstens øjentjener

Redaktionen er Kenn André Stilling, Helle Marie Rafn og Christian Lund, og den har som vanligt valgt ikke at have præcis angivelse af afsenderforholdene på alt i bladet. Det fungerer godt, fordi det planter en vis usikkerhed og tvivl i læseren og er en del af den mind-blowing spas og satire, Maskinfabrikken også er faktisk meget lig den humor, der var i dansk MAD engang.

Sære annoncer for Legoland bl.a. og sider med udsagn som »Vi har forståelse for, at De ikke kan huske noget«. Og »Nazisterne har aldrig været bange for at lukke folk ind i varmen« er det bedagede og perspektiverende modspil til helt nyskreven dansk skønlitteratur herunder uddrag fra bogudgivelser, der er lige om hjørnet.

Således går jeg nu og glæder mig til Lone Aburas Den svære toer, virkelig glæder mig og i det hele taget, hvilken overdrevet blæret parade af kvalitetslitteratur, læseren præsenteres for: af Palle Sigsgaard, Morten Søkilde, Peter Adolphsen, Lars Skinnebach, Amalie Smith, René Jean Jensen og Martin Larsen. Jensen og Larsen endda i makkerskab om 95 teser om læseren, der indfanger den dybt problematiske relation, en tekst og dens læser har.

Hvor paradoksalt og sandt er det f.eks. ikke at »Læseren der borer sit spyd tværs gennem bogen og fodrer ovnen med den er i sandhed afskyvækkende, langt værre er dog den alfaderlige som forstår alt.«

Antagelserne vokser efterhånden sammen og slutter i denne håbefulde programtekst og hele affæren: »90. Hvem andre end Læseren skal sidde i litteraturens yderlomme, yndefuld, ynkelig, men altid udenfor?/91. Hvem andre end han skal være den yoyo teksten leger med?/92. Fra det yngste barn til den ældste olding./93. I alle klodens zoner, her og der./94. Ærbare Læser, ærbødige Læser ødelagte Læser!/95. Tekstens øjentjener, bogens øjesten, vær åben for alt, kort fortalt«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu