Læsetid: 7 min.

Hvis han bliver ved, giver jeg op

Retssag. Med to timelange procedurer blev injuriesagen mod Gyldendal og forfatteren til romanen Suverænen i går afsluttet. Dommerne har nu otte uger til at besvare sa-gens principielle spørgsmål: Må man bruge andre men-neskers liv i en roman uden at spørge om lov?
Thomas Skade-Rasmussen Strøbech er afbilledet på forsiden af bogen 'Suverænen', der er skrevet af Claus Beck-Nielsen. I bogen indgår nærgående beskrivelser af Skade-Rasmussens hus, hans børn og hans dagligdag, og den sammenblanding af fiktion og virkelighed er faldet Skade-Rasmussen for brystet.

Thomas Skade-Rasmussen Strøbech er afbilledet på forsiden af bogen 'Suverænen', der er skrevet af Claus Beck-Nielsen. I bogen indgår nærgående beskrivelser af Skade-Rasmussens hus, hans børn og hans dagligdag, og den sammenblanding af fiktion og virkelighed er faldet Skade-Rasmussen for brystet.

Sofie Amalie Klougart

21. januar 2011

Uret over døren til retssal 15 var gået i stå. Den lille viser bevægede sig uroligt frem og tilbage i små ryk, indtil en servicemedarbejder med en trappestige under armen hentede uret ned og bar det ud af salen. Gårsdagens retsmøde fandt tilsyneladende sted i et rum uden for tiden. Men det var kun tilsyneladende.

For selv om den litterære injuriesag mod Gyldendal og forfatteren til Suverænen på mange måder kan synes grotesk og uvirkelig, så finder den dog sted. I tid og rum. I København. Nærmere bestemt i Østre Landsrets lokaler i Bredgade, hvor sagens hovedperson, sagsøger Thomas Skade-Rasmussen Strøbech ankom som den første til gårsdagens afsluttende retsmøde. Han havde medbragt sin søn og sin ekskone.

»Jeg synes kun, det er rimeligt, de får en plads, når nu de optræder i bogen,« ap-pellerede han til tilhørerne på de tætpakkede stoleræk-ker, som alle var mødt op for med egne øjne at følge en af de mest opsigtsvækkende litterære retssager i mange år. En sag, som hvis den går forlag og forfatter imod kan ende med at få alvorlige konsekvenser for hele det litterære liv i Danmark.

Kort fortalt: Forfatteren Helge Bille Nielsen, tidlige-re Claus Beck-Nielsen, ud-gav i 2008 romanen Suverænen på Danmarks største forlag, Gyldendal. Selv om der er tale om en skønlitterær roman, er forfatterens gamle ven, Thomas Skade-Rasmussen Strøbech afbildet på forsiden af bogen, og nærgående beskrivelser af hans hus, hans børn og hans dagligdag indgår i bogen. Dén sammenblanding af fiktion og virkelighed er faldet Strøbech for brystet. Han anklager forfatter og forlag for litterært identitetstyveri og kræver udover en erstatning på 90.000 kroner, at alle bøger bliver hjemkaldt fra bog-handlerne og destrueret.

Das Bagværk

Ved gårsdagens andet og sidste retsmøde i sagen var tiden kommet til forsvarer og anklagers afsluttende procedurer. Sagsøgers advokat Henrik Karl Nielsen, der som etiketten foreskriver, var iklædt en sort advokatkappe med bordeauxrøde ærmer, lagde for.

»Høje landsret,« begyndte han med adresse til dom-mertrioen Inge Neergaard Jessen, Jan Uffe Rasmussen og Karen Hald.

»Det er muligvis usædvanligt at stå i retten med en sag, hvor hovedpersonen i en roman sagsøger sin forfatter og hans forlag,« sagde han men skyndte sig at tilføje, at den lovgivning, som sagen skal afgøres efter, derimod ikke er det mindste usædvanlig. Det er nemlig lovbestemmelser med lange og dybe rødder i dansk ret.

»Denne sag drejer sig ikke om ytringsfrihed. Der er slet ikke tale om indgreb i ytringsfriheden, og slet ikke indgreb, der ligefrem skulle være i strid med Den Euro-pæiske Menneskeretskon-vention,« slog han fast.

Nej, det gælder i stedet om at se på velkendte danske bestemmelser om privatlivets fred, navnelovgivning, retten til eget navn og billede, markedsføringsloven og ophavsretsloven. Bestemmelser, man ikke bare sådan lige kan krybe uden om ved at henvise til dyre begreber som kunstnerisk ytringsfrihed, slog Henrik Karl Nielsen fast og tilføjede så ironisk: Ellers kunne han jo også bare »udgive en bog, hvor hovedpersonen hed Nielsen og hvor jeg anvendte et billede af sagsøgte 2, kopierede hans tekster fra Suverænen og kaldte mig selv Das Bagværk.« Kommentaren affødte en så højlydt latter i den lille sal, at selv Johannes Riis måtte bukke under med et smil, inden dommer Inge Neergaard Jessen med et myndigt blik ud over brillekanten beordrede ro på tilhørerpladserne.

Boghandleren i Kabul

Gang på gang understrege-de Henrik Karl Nielsen, at Suverænen ikke indgår som led i en debat om emner af væsentlig offentlig eller politisk betydning og derfor heller ikke i modsætning til hvad pressen kan gøre gældende har en udvidet ytringsfrihed i emner af offentlig interesse. En roman er ren underholdning, slog han fast. Han henviste til en dom fra Den Europæiske Menneskeretsdomstol fra 2004, der netop havde vægtet hensynet til privatli-vets fred forud for hensynet til ytringsfriheden, fordi ytringsfrihedens eneste formål i dette specifikke tilfælde var underholdning.

Henrik Karl Nielsen fandt nu paragrafferne vedrøren-de privatlivets fred frem. Han kunne blandt andet henvise til Straffelovrådets betænkning, hvoraf det fremgår, at flere domme tidligere har fastslået, at det er retsstridigt i litteratur, film osv. at benytte et navn på en sådan måde, at det med rimelighed kan sættes i forbindelse med en bestemt bærer af dette navn. Hermed mente han at have godtgjort, at der med de oplysninger, som Suverænen blotlægger om sagsøgers privatliv herunder sagsøgers fulde navn, hans billede, adresse, navnene på hans børn, oplysningen om at han er fraskilt og hvilke økonomiske dispositioner, han har truffet er sket en overtrædelse af straffelovens § 264d, der skal sikre privatlivets fred.« Også navneloven og markedsføringsloven blev gennemgået, inden Henrik Karl Nielsen afsluttede sin procedure med at kaste et blik på retspraksis i lignende sager. Han fremhævede blandt andet den norske journalist og forfatter Åsne Seierstads Boghandleren i Kabul, der ved Oslo Tingsrett sidste år blev dømt for at have overtrådt de norske regler om beskyttelse af privatlivets fred, fordi Seierstad ikke havde sikret sig hos boghandlerens hustru, at hun havde dækning for rigtigheden af de oplysninger, hun videregav i bogen.

»Og hvorfor skal en sag afgøres anderledes hos os, når nu lovgivningen i vores naboland er stort set den samme,« argumenterede han.

Hvad så med biografier?

Herefter var det forsvarer Martin Dahl Pedersens tur til at procedere på vegne af Helge Bille Nielsen og Gyldendal. Dahl Pedersen lagde ud med at definere sagen som en principielt meget vigtig og afgørende sag for den kunstneriske ytringsfrihed.

»Særligt den politiske kunst må have en meget udstrakt grad af ytringsfrihed, da det er afgørende for et demokratisk samfund, at den politiske kunst har mulighed for at gøre sig gældende i den offentlige politiske debat,« sagde han og henviste til en lang række domme fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der har vægtet beskyttelsen af den kunstneriske ytringsfrihed.

Han relativerede endvidere problemstillingen ved at pege på, at retssagen aldrig ville have fundet sted, hvis sagsøgte i stedet havde skrevet og udgivet en biografi.

»I det tilfælde ville alle være enige om, at personlige oplysninger hører hjemme i en biografi, og6 at det må man acceptere, når der laves en biografi,« sagde han.

Martin Dahl Pedersen afviste desuden, at Åsne Seierstad-dommen skulle være relevant, da den vedrører en dokumentarisk bog skrevet som fiktion.

»Det vil sige, at forfatteren bibragte læserne den opfat-telse, at der var tale om vir-kelige hændelser,« sagde han og pegede på, at Suverænen aldrig har præsenteret sig som andet end fiktion. Der står roman på omslaget, og inde i selve bogen refereres med metakommentaren »denne historie« direkte til værkets fiktionskarakter.

Dahl Pedersen anfægtede, at man efter dansk ret skulle være sikret eneret til sin egen historie. Tværtimod står det enhver frit for at genfortælle andres historie samt at digte videre på den.

»Dette er en almindelig praksis i kunsten, og næsten alt kunst udspringer i et vist omfang af virkeligheden. Det vil derfor være en for voldsom indskrænkning i den kunstneriske frihed og i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, hvis dette blev forbudt,« sagde han.

Dahl Pedersen fortsatte sin minutiøse gennemgang med at fastslå, at Strøbech selv tidligere har offentliggjort følsomme oplysninger om sit privatliv i tidsskrifter, på hjemmesider, på Twitter og på blogs.

»Og man kan vel ikke blive krænket over noget, som allerede er ude i det offentlige rum,« slog forsvareren fast. Han påpegede i øvrigt, at sagsøger selv har forsømt at indhente samtykke fra de personer, han selv har brugt i sine egne kunstprojekter, herunder en filmoptagelse fra et venteværelse, der viser patienter, som venter på at blive undersøgt.

»Og der må vel være konsistens i ens ageren,« sagde Dahl Pedersen.

Hvis han bliver ved

Omtrent på dette tidspunkt lænede Thomas Skade-Rasmussen Strøbech sig frem over bordet for at grifle noget ned med en kuglepen på et stykke papir. Med blikket rettet mod den stadigt talende Dahl Pedersen, satte han papiret på højkant, så tilhørerne, men ikke dommerne, advokaterne og de øvrige parter kunne læse, hvad han havde skrevet:

»Hvis han bliver ved, giver jeg op,« stod der med klar adresse til Dahl Pedersen, der uden at ane uråd fortsatte sin grundige procedure.

Her slog han fast, at de racistiske udtryk (negermand og nigger), som lægges i munden på Rasmussen i bogen, ikke kan siges at være ærekrænkende for sagsøger. Af den simple grund, at der ikke kan »fremsættes injurier over for en figur, som helt åbenlyst er fiktiv, uanset at denne figur er baseret på en virkelig person.«

Med reference til litteraturhistorien anfægtede Dahl Pedersen endvidere, at cita-terne overhovedet skulle være racistiske. Endelig sandsynliggjorde han, at anvendelsen af sag-søgers navn og billede i bogen og på forsiden må sidestilles med almindelig redaktionel anvendelse af navne og billeder, som det foregår hver dag i pressen. Og under alle omstændigheder har sagsøgte, dvs. Gyldendal og forfatter, ikke haft nogen interesse i at udnytte Strøbech i markedsføringssammenhæng, »idet der ikke er knyttet særlig goodwill eller værdi til sagsøgers navn og bille-de,« lød hans kontante dom.

Med de ord var tiden også i mere symbolsk forstand rindet ud for forsvarer og anklager.

»Vi vil nu optage sagen til dom,« konstaterede lands-dommer Inge Neergaard Jessen og hævede retten.

Den endelige dom falder ved et retsmøde i Østre Landsret 17. marts.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer