Læsetid: 5 min.

Jeg er her. Og der. Og hos dig. Og alle vegne

Kvinde-blogging i Amman
Kultur
21. januar 2011
Merete Pryds Helle beretter om kvinde-blogging i Amman

Vi sidder derhjemme. Alene. Eventuelt med familien i baggrunden. Eventuelt alene. Måske er familien vores forældre, som vi bor hos, selvom vi er i trediverne. Måske har vi små børn. Måske er nogle af vores familiemedlemmer i fængsel. Måske er de i et andet land. Vi skriver på vores computer, om os selv, om vores land, den politiske situation, om børnene, om kultursammenstød, tortur, overgreb på kvinder, om byrum, te og kærlighed. Vi tager et fotografi og lægger ved. Og så lægger vi det op på vores blog, vores facebook profil og skriver måske en status på Twitter. Og så er vi ikke længere alene. 

Efter en weekends workshop i Amman med femten kvinder fra Danmark og Mellemøsten, støttet af Kvinfo, af CkU, af Pen af alle mulige, er jeg blevet overbevist om, at det, en sådan workshop kan, er at lave forbindelser på kryds og tværs mellem de private og nogle gange ensomme rum, kvinderne sidder i foran deres computer.

De kvinder, der er på konferencen kommer fra Danmark, fra Marokko, Saudi Arabien, Egypten, Libanon, Jordan, fra Bahrein. Konferencen om unge kvindelige bloggere er en kulturel udveksling, og de kulturelle forskelle er som døre, der står og smækker under samtalen; der åbnes og lukkes, åbnes og lukkes. Vi sidder femten kvinder i et dejligt lyst rum i en cafe med effektivt wifi på Al-Rainbow street. Udenfor er der palmer, sol den ene dag, ørkenstorm den næste. Bloggerne og os koordinatorer, der forsøger at gennemføre en løs struktur i en forsamling af vidt forskellige kvinder, uden at det falder fra hinanden. Det er en situation, der er langt fra den ensomme samtale man fører med andre på sin computer, hvor den man skriver til, er fraværende som krop og stemme, og dialogen ofte er sparsom. Hvor man kan føre sin egen tale om det, der kan være svært at tale om med andre, der er fysisk tilstede. 

Der er ingen tvivl om, at det at skrive på en blog er et frirum for alle, netop fordi man kan være så personlig og så almen på samme tid, være privat og nå ud til en masse andre der er private, være faglig eller politisk og når ud til fag og meningsfæller. Det er så forskelligt hvad der er svært at tale om; for nogen i gruppen er det overhovedet at formulere mundtligt, hvad der brænder på for dem.

Andre er begrænset af politisk kontrol. “Min svoger har fået en dom på ti års fængsel for en avisartikel”, siger en. For nogen er det grænseoverskridende det at skrive offentligt om kvinder rettigheder, på det område er  især de egyptiske og jordanske bloggere lykkedes med at have åbne blogforums om kvinders ret til at gå i fred på gaden, tørklæde eller ej, uden at blive generet af mænd, noget der normalt ikke tales om i de lande. 

For en blogger fra Saudiarabien er både bloggen, Twitter og facebook et redskab til at overvinde dens kønsopdeling af samfundet, regeringen har bestemt. I saudiarabien må kønnene ikke have kontakt med hinanden og adskilles på uddannelser og i det offentlige rum, men der er ingen kønsadskillelse i de elektroniske medier, og kvinder og mænd kommunikerer flittigt med hinanden på telefonen, Twitter og på blogs.  

I Amman mødes vi for anden gang, og udfordringen i dialogen er ikke kun kulturel, men handler om, at de blogs, kvinderne skriver alene, pludselig skal diskuteres. Men det bliver de. Det er imponerende at opleve, den måde de unge kvinder fra mellemøsten har indtaget internettet og dets mulighede i en del af verden, hvor det kan være svært som kvinde at udtrykke sig offentligt; de har fat i den lange ende, netop fordi ingen kan se dem, når de sidder ved computeren, og de derfor har anonymitet, hvis de ønsker det.

Der er mange valg, vi som danskere bliver konfronteret med, problemer, man ikke anede eksisterede. En saudiarabisk blogger har efter mange overvejelser lagt sit billede på sin profil. Hun går tilsløret som hun skal i Saudiarabien, men ikke i udlandet, og har valgt at sætte sit ansigt på sin blog, så alle kan se hende. Hvis jeg sætter en tegneseriefigur på min facebookprofil er det for sjov; for hende er spørgsmålet af en anden, betydeligt alvorligere karakter. 

Det konkrete resultat af konferencen blev, at der er lavet en fælles hjemmeside; her kan enhver sidde derhjemme og se, hvad der blev lavet under konferencen. Hjemmesiden vil fungere aktivt med indlæg om fælles temaer og en fælles, skrevet Shehereazade historie i 1001 posts, der ikke får afsender på. Desuden er der links til deltagernes blogs; nogle af dem kan man måske ikke læse, det er en af de store diskussioner på konferencen; skal en fælles hjemmeside være helt på engelske eller på blandede sprog. Ikke alle bryder sig om at skrive på engelsk, især ikke dem fra de tidligere franske kolonier, men vi taler engelsk sammen; lige som ikke alle bryder sig om vin, men nogle drikker vin, lige som jeg skændes med Mona fra Egypten om vejret.

Det er femten grader i Amman og jeg kalder det lunt, hun ser forfærdet på mig og trækker sin frakke om sig, siger det er koldt, koldt. Det ender med et kompromis; vi opfordrer hinanden til engelsk, men det er ikke et krav, og der vil være indlæg på siden på fransk og arabisk. Jeg føler mig næsten hensat til halvfjerdsernes diskussioner i kvindebevægelsen, men der er en forskel, nemlig teknologien. Som medfører, at der under alle diskussionerne i løbet af konferencen  foregår en anden diskussion. Alle sidder naturligvis med deres bærbare om bordet, så man er ved at falde i ledningerne; og mens der diskuteres Twitter en del af deltagerne med hinanden så om, hvad der tales om omkring bordet; som en understrøm af de tanker, man altid tænker ved et møde, og hvor man taler, uden at sige noget. Som om vi sidder alene derhjemme og skriver til hinanden, selvom vi er sammen. man kan synes, det er  fremmedgjort, men det er ikke sådan det virker. Tværtimod bliver Twitter, bloggen og de andre sociale medier et redskab til at komme tættere på hinanden og forstå det vi kender hos hinanden og det vi ikke forstår hos hinanden. det er en måde at lukke det rum op i, vi hver især sidder i og skriver. det er en dialog, der fortsætter på hjemmesiden, også efter vi er fløjet hver til sit.

Men til marts fortsætter konferencen, denne gang i København, og jeg ser frem til at overbevise Mona om, at femten grader er lunt, når hun har oplevet, hvad rigtigt koldt er.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her