Vejene omkring penis

Rettelse d. 20.01.2011

I artiklen »Vejene omkring penis« i sidste uges BØGER (14. januar) kom vi for skade at slå den forkerte mand ihjel. Det er selvfølgelig ikke August von Schimmelmann, der falder sammen som et stort stenmonument, sådan som det beskrives i artiklen, men derimod prins Potenziani. Information beklager fejlen – både over for Karen Blixen, prins Potenziani og eventuelle pårørende ...

»Nyd det sidste kvarter, I har tilbage med jeres vante forestillinger om seksualitet.«

En lille mand med lyse striber og kridhvide tænder kigger storsmilende ud over forsamlingen fra sin talerstol i foredragssalen på Testrup Højskole. Litteraten Dag Heede er kommet langvejs fra helt fra USA, hvor han de seneste fire måneder har gæsteforelæst i dansk litteratur på University of North Florida for at udsætte højskoledeltagerne for et eksperiment: De næste to timer vil han forsøge at forvandle dem til post-seksuelle væsener, faktisk skal det helst ske inden klokken 10, for allerede klokken 10.30 skulle folk gerne have tegnet abonnement på den såkaldte queer-teori, hvis lektoren skal nå at lykkes med sit ultimative projekt: at overbevise alle i salen om, at nationalikonet Karen Blixen i virkeligheden er dybt queer, og at hendes perverterede persongallerier på eksemplarisk vis foregriber langt senere diskussioner om køn, begær og seksualitet.

Karen Blixen er med andre ord en foregangskvinde eller rettere en foregangsperson, for i queer-teoriens begrebsverden er kønnet ikke en naturgiven biologisk instans, men snarere et kon-glomerat af diskurser og uigennemsigtige magtstrukturer.

Alt dette har Dag Heede en halv formiddag til at overbevise sine tilhørere om, så han har travlt, for allerførst må han befri dem fra en kulturelt nedarvet fejlfortolkning af seksualitetens historie.

»Selv jer, der ikke var med under den seksuelle frigørelse i 1970erne, tror formentlig på, at seksualiteten er et eller andet positivt inden i os alle, som tilmed er identitetsdannende. Er det ikke rigtigt?« begynder han:

»I tror, at hvis I ved noget om en andens seksualitet, så ved I også noget om personens indre og måske endda noget, som denne person ikke engang selv er bevidst om endnu. Det er det, vi med et fint ord kalder begærshermeneutik,« siger han og spejder ud på tilhørerne for at forvisse sig om, at alle stadig er med.

Så fortsætter han sin drillende parodi på deres formodede seksualforståelse.

»I har nok også lært om den frække oldtid, ikke? Dengang der var liv og glade dage, og seksualiteten var fri. Men så kom skurken i form af kristendommen, og det blev kun værre op gennem den mørke middelalder, og hvornår var det nu, det var allerværst med den seksuelle undertrykkelse,« spørger han.

Svaret kommer prompte:

»I Victoria-tiden,« siger en ældre dame.

»Præcis, aldrig har seksualiteten været så tabuiseret og undertrykt og fornægtet, vel? Men heldigvis kom der i 1800-tallet nogle helte, der lettede lidt på låget, er det ikke rigtigt? Vi kunne kalde dem dåseåbnere,« siger han, mens hele salen bryder ud i latter.

»Hvem er så den mest kendte helteskikkelse i seksualitetsbefrielsens historie?« fortsætter han, og igen falder svaret prompte:

»Freud,« lyder det i kor.

»Præcis, og lige siden er det langsomt gået lidt bedre, ikke? For vi ved godt, hvad det magiske er, når vi skal frigøre os selv: Det er ord. Vi skal springe ud og bekende os til nogle eksperter, der kan forklare det hele for os. Har jeg ikke ret? Det er det, I tror på, ikke?«

Der nikkes sporadisk.

»Godt, men nu er tiden løbet ud for den forestilling,« siger han og trækker i stedet den franske filosof Michel Foucaults Seksualitetens historiefra 1976 frem en bog, man ifølge Dag Heede bliver nødt til at læse, hvis man vil have en kvalificeret mening om seksualitet. Han kalder den for Det Gamle Testamente.

»Det er ikke bare dumt at mene noget om seksualitet uden at have læst den, det er også dødpinligt,« konstaterer han tørt.

Foucaults metode er at transformere begreber, vi tager for givet, til historiske størrelser. Seksualitet er først og fremmest et diskursivt fænomen, siger Foucault, det er noget, vi taler frem, og derfor har vores forestillinger om seksualitet også ændret sig op gennem historien. Heteroseksualiteten, som vi kalder den mest udbredte seksuelle norm, blev for eksempel først navngivet i 1894 (senere end homoseksualiteten, der allerede blev navngivet i 1859) og brugt som betegnelse for en særlig gruppe individer, der besad en trang til seksuel omgang med det modsatte køn, som overskred det reproduktive sigte.

»I løbet af bare én generation, fra 1890erne til 1925, går heteroseksualiteten fra at være en marginaliseret, patologiseret perversionsgruppe til pludselig at blive den norm, som altid har eksisteret: Adam og Eva var de første, og siden har også Mælkevejen måttet lægge krop til I ved, Mænd er fra Mars og kvinder fra Venus.Heteroseksualiteten er ikke bare universel, den er kosmisk,« fastslår Dag Heede.

En trojansk hest

Og hvorfor er det så interessant? Jo, fordi det peger på, at seksualiteten handler om langt mere end personlige præferencer; det er også en logik og en tænkemåde, som er normdannende. I modsætning til den post-victorianske undertrykkelsesmyte beskriver Foucault og ligesindede ikke seksualiteten som en undertrykt essens, man skal befri, men som en undertrykkende installation, man skal befri sig fra.

»Seksualiteten er en af den moderne magts mest lumske måder at få greb om kroppene på,« siger Heede og henvender sig igen direkte til tilhørerne:

»I skal tænke seksualiteten som en installation, en trojansk hest, en spionsender, som sørger for, at kroppene er lydige. I skal tænke paranoide tanker om en fremmed magt, som ikke nødvendigvis er ond, for velfærdsstaten vil jo alles bedste, og derfor vil den også have, at vi har det seksuelt godt, så vi kan reproducere tilstrækkeligt. Ikke for meget og ikke for lidt.«

Dag Heede kigger med tilfredshed ud over salen.

»Er I post-seksuelle nu?,« spørger han så.

Der høres kun en utydelig mumlen, der både kan betyde ja og nej, men det må række for nu, for tiden er som sagt knap, og forsamlingen mangler stadig at blive queer.

Med et snuptag trækker Dag Heede derfor endnu en bog frem, Gender Troublefra 1990 af den amerikanske feminist og queer-teoretiker Judith Butler. Eller som han selv kalder den: Det Nye Testamente. Butler fører Foucaults tanker ud i næste radikale led ved at påstå, at der slet ikke findes køn, men kun kønnede individer. Og så er vi ved at være fremme ved queer-teoriens grundtanke, nemlig at det heteroseksuelle blot er den matrix, hvorigennem samfundets normsættende kønning finder sted. »Prøv for eksempel at høre, hvad de synger om i popsangene, når I tænder for radioen. Det er som regel et girlet væsen, der har mødt et boyet væsen, hvis boyethed er så overbevisende, at det girlede væsen næsten kommer til at tro, at dets girlethed er naturlig: You make me feel like a natural woman.Er I med på den?«

Dag Heede smiler til forsamlingen, der smiler en anelse anstrengt tilbage.

»Godt, så er det vist tid til en pause og så skal vi snakke litteratur bagefter.«

Hadegave til åndsliv

Dag Heede venter allerede længselsfuldt på podiet, da deltagerne kommer tilbage med kagekrummer i mundvigene og varm kaffeånde. Han har medbragt, hvad han selv kalder »en hadegave til dansk åndsliv«.

Det er en bog om Karen Blixens Syv Fantastiske Fortællingerudsat for et queer-teoretisk tæppebombardement. Det umenneskelige,hedder bogen, som han selv har skrevet.

»Queer-teorien har det bedst i modvind,« siger han.

»Den kan godt lide at gå i kødet på den litterære kanon, og jo mere ikoniske og hellige forfatterne er, jo bedre«.

At queere en litterær tekst vil egentlig bare sige at mærkværdiggøre eller pervertere den, forklarer han. Ikke alle forfatterskaber egner sig lige godt til manøvren, men Karen Blixens gør. For på mange måder foregriber hendes forfatterskab faktisk flere af Judith Butlers pointer.

»Hvis I læser Blixen med åbne øjne, behøver I overhovedet ikke besvære jer med at læse queer-teori, for hun skriver meget mere queer, end noget teorisk værk nogensinde kan gøre sig forhåbning om,« siger han og gør klar til at springe ud i sin analyse.

Men først har han en tilståelse. For selv om han holder af at se sig som manden bag den første queering af Blixens forfatterskab, er det ikke helt rigtigt. Faktisk kommer han mere end 70 år for sent. Allerede i sin nu herostratisk berømte anmeldelse af Syv Fantastiske Fortællingerfra 1935 så litteraten Frederik Schyberg nemlig Blixens perversitet. I Berlingske Tidende skrev han:

»Men hvad med Perversiteten? Ordet er grimt, men der findes intet andet, naar man skal betegne den Kendsgerning, at der i de syv Fortællinger ingen normale Mennesker findes. (...) Det erotiske Liv, der udfolder sig i Fortællingerne, er derfor af højest sælsom Art. Mænd elsker deres Søstre, Tanter deres Niecer, enkelte af personerne er forelsket i sig selv, og unge Kvinder kan ingen Børn faa, eller vil ingen have«.

»Det er ikke så dumt set, vel?« siger Dag Heede, da han er færdig med at læse op af anmeldelsen.

»Man skulle selvfølgelig tro, at Schyberg med dén læsning havde åbnet en dør i dansk Blixen-forskning, men i hele det 20. århundrede har al forskning i stedet drejet sig om at bevise, hvor meget Schyberg tog fejl. Det har været ét langt forsøg på at normalisere, naturalisere, heteroseksualisere og fordanske Blixens internationalt queerede perversionsgalleri. Man har trukket hende ned på det jævne,« siger Heede.

Og sådan bør man ikke læse Blixen, understreger han. For Schyberg havde jo ret, da han ganske vist med en strittende moralsk pegefinger udpegede perversiteten i hendes debutbog. Tag nu for eksempel »Vejene omkring Pisa«. Ifølge Dag Heede udgør den et helt køns-karneval, hvor særligt den mandlige homoseksualitet hører til normen, og hvor fortællingens interesse og energi spreder sig til stort set alt undtagen til den forplantningsorienterede heteroseksualitet, som skiftevis dæmoniseres og banaliseres. Den er enten dræbende eller dræbende kedelig.

»Samleje og drab er to sider af samme sag hos Blixen. Mødet med det andet køn er næsten altid en skuffelse, og mange overlever det ikke. Man kan sige, at mand og kvinde ikke kun er gift med hinanden, de er også gift for hinanden,« siger Heede.

»Vejene omkring Pisa« er komponeret over en række fortællinger, der fletter sig ind og ud af hinanden; i et af hovedsporene følger man adelsmanden Prins Potenziani, der på grund af sin impotens betaler sin gode ven Nino, for i ly af nattens mørke, at deflorere sin nye attraktive kone, Rosina. En lang række forviklinger senere kommer det til en duel mellem Nino og Potenziani.

»Potenziani er normalt en mesterskytte, men i duellen med Prins Nino får han et hjerteslag, og hans våben af, hvis I forstår … Og hvem tror I, kuglen rammer? En, der sætter pris på det, nemlig August von Schimmelmann, novellens synsvinkelbærer, som i virkeligheden er forelsket i sin ungdomsven Karl. August bliver ramt af Potenzianis sidste skud – og Potenziani falder selv sammen som et stort stenmonument. Og hvad er det mon for et stenmonument, der hentydes til? I behøver bare at tænke på tekstens titel,« siger Dag Heede og kigger observerende på forsamlingen.

»Det skæve tårn i Pisa, « siger en ung fyr.

»Ja, lige præcis,« siger Dag Heede og tegner med løs hånd et skævt tårn på tavlen, så ingen kan være i tvivl om, at det samtidig skal ligne en strittende penis.

»Skal vi stoppe her,« spørger Heede, mens forsamlingen griner den værste forlegenhed ud af kroppen.

Men Dag Heede stopper ikke. I stedet drejer han rundt om sig selv, går tilbage til talerstolen og finder endnu en bog frem fra stakken endnu et retorisk snigløb på en af dansk litteraturs fornemmeste repræsentanter.

»Selvfølgelig har jeg også queeret H.C. Andersen,« siger han, »det er da oplagt. Hele den danske præsentation af hans forfatterskab er jo én lang tragikomisk ophobning af heteroseksualiserende forvanskninger og manipulationer, okay? Er I med på den?«