Læsetid: 5 min.

Med virkeligheden som varemærke

Betragtninger over en priskandidat og hans forhold til konventioner og kendsgerninger
Kult? Hans Otto Jørgensen var for tredje gang ud af fem mulige nomineret til Montanas Litteraturpris - med den voldsomt selvbiografiske roman Sæt Asta Fri, tredje bind i en serie. Prisen blev uddelt i sidste uge - og gik til Pia Juul.

Kult? Hans Otto Jørgensen var for tredje gang ud af fem mulige nomineret til Montanas Litteraturpris - med den voldsomt selvbiografiske roman Sæt Asta Fri, tredje bind i en serie. Prisen blev uddelt i sidste uge - og gik til Pia Juul.

Kristian Juul Pedersen

21. januar 2011

Da Harald Børsting i oktober 2007 var blevet valgt til ny formand for LO, der måtte af med noget i retning af seks millioner til hans modkandidat, Grunkemutter alias Tine Aurvig-Huggenberger, blev han efterfølgende interviewet til pressen og spurgt, om han nu var moderne og strømlinjet nok. »A blir kult,« lød svaret.

Børsting startede sin karriere som arbejdsdreng på Glyngøre Fiskeindustri. Men lidt nordøst for Glyngøre, hvor landsbyerne bl.a. hedder Tøndering og Durup, fødtes 1954 en bemærkelsesværdig forfatter, der gennem tyve år har beriget vor litteratur: Hans Otto Jørgensen. Han har allerede længe og med fuld ret kunnet sige: »A er kult«. Havde han sidste efterår fået Det Danske Akademis Store Pris, ville det ikke have overrasket, men tværtom forekommet ganske rimeligt.

I stedet blev Jørgensen så for tredje gang ud af fem mulige nomineret til Montanas Litteraturpris med den voldsomt selvbiografiske roman Sæt Asta Fri, tredje bind i en serie, der indledtes med Hestenes øjne (2008) og videreførtes med The Factory (2009).

Det drejer sig om en livligt flimrende blanding af fiktion og dokumentarisk beretning, med fodertabel og præcise lister over parringer af køer og med sære topografiske og litteraturhistoriske og samtidshistoriske indslag alt sammen smukt holdt sammen af forfatterens karakteristiske hakkende og humpende stil, en radbrækket syntaks fuld af sproglige regelbrud, med masser af indskud og ekskurser, men også med hyppige gentagelser, der skiftevis får teksten til at ligne en rå skulptur og et stykke liflig musik. I forholdsvis lange sekvenser, gerne med hovedsætningsdominans eller med sideordnede sætningsemner, formelig bunker han ordene sammen uden dog at binde dem sammen, tværtimod afstår han helst fra at bruge konjunktioner og relativpronominer.

Hvis stilen er det første, der trods romanens fragmentkarakter alligevel holder den sammen, så er det andet en gennemgående tematik, som fortætter sig i studiet af undertrykkelse, af menneskelig fornedrelse, i nedbrydning af både krop og ånd.

Jeg-fortællerens far og mor nedbrydes under det fysiske arbejdes byrde, fornedres under dets lammende svøbe. Men der foregår i romanen også undertrykkelse og udryddelse af jøder, undertrykkelse og indespærring i Gulag under Sovjet-regimet, og undertrykkelse og marginalisering af det palæstinensiske folk. Romanen begynder i et portræt af fortællerens mor, en Ingen, der først for alvor bliver til en Nogen efter farens død. Og bogen ender med, at denne mor aktivt solidariserer sig med Zeet, en pakistansk sikhpige, der opholder sig i Danmark på humanitær opholdstilladelse, og som er blevet indespærret, voldtaget og tortureret.

Et tredje sammenbindende element i bogen er dens dannelseshistorie om en kunstners tilblivelse, fra de første forsøg med roman og fortælling til debuten og succesen dog ikke struktureret hjemme/-hjemløs/hjem ligesom hos Meïr Aron Goldschmidt, men snarere ud/hjem/ud/hjem i én uendelighed, med hjemløshed som det konstante vilkår. Hvad der skaber kontinuitet i denne uafsluttede livsrejse, er alene drømmen om at ende som forfatter.

Når han er bedst

Og det er magtfuldt fortalt og mageløst gjort og mesterligt suggestivt og mestendels en nydelse at læse. Hør f.eks., hvorledes Hans Otto Jørgensen beskriver Toustrup Mark i Salling, hvor han boede i adskillige år:

»Der er noget apokalyptisk over det, som en kapitalismens endestation, sådan som det også er tænkt, som et karneval, der står på året rundt, en konstant fejring af tømmermændene fra det grasserende forbrug rundt om, derfor de mange døde biler bag poplerne, derfor de store porte for hallerne, der er løbet af skinnerne og hænger og kun halvvejs dækker åbningen, derfor de gennemvåde halmballer og flagrende presenninger og løsgående hunde og høns. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg trives, men jeg er og bliver en fremmed«. (s. 209)

Sådan en passage er Jørgensen, når han er bedst, og holdt i en stil, som svarer perfekt til fortællerens position som hjemstavnsbunden nomade, en omflakkende fastboende, der måske kun bor i sit sprog. Men hør så, hvad der hænder, når Hans Otto Jørgensen som en ny Holger Drachmann forskriver sig til sprogets musik, sådan som det sker i denne beskrivelse af fortællerens syge far:

»Bare en dør står på klem, trækker det ind om ham, han klager, som stod han i en strid vind, isnende kold, østenvind, rigtig isnende kold vind fra Sibirien, der trækker ind om hans ben, hans ene arm, nakken«. (s. 212)

Her er stilidentiteten slået om i manér. Og man spørger uvilkårligt sig selv, om Jørgensen mon er gået hen og blevet sin egen private kult? Fingerpeg herom får man, hvis man for en tid ser bort fra hans forhold til æstetiske konventioner og i stedet fokuserer på hans omgang med kendsgerninger, fakta.

De har gerne været del af hans brand. En fløjtende fis om virkeligheden, kaldte han således sit foredrag på Testrup Højskole januar 2007. Og han har ikke holdt sig for god til at bryste sig med, at han i modsætning til de virkelighedsfjerne i den litterære verden ved, hvad en unbrakonøgle er.

Så venter vi alligevel ...

I Sæt Asta Fri går Jørgensen i Steen Steensen Blichers far Niels Blichers fodspor og efterligner hans Topographie over Vium Præstekald (1795) og indfletter topografiske fakta, eller i det mindste oplysninger, der giver sig ud for at være fakta. Forbilledet er tydeligvis Peter Seeberg, der havde netop Topographie som en af sine yndlingsbøger og udfoldede et stort personligt engagement omkring værkets 200-års jubilæum i 1995. Men der skal som bekendt mere til for at ride end bare at sige hyp, og helt galt går det for Jørgensen, når han begynder at lege Seeberg. I en liste over jyske seværdigheder står der således om Karup Kirke, at helligkilden dér var »pilgrimsmål for pilgrimme på den lange vej op til Niederdrommen i Trondhjem i Norge«. Her tænkes på Nidarosdomen, domkirken i den by, hvor Nidarelven løber ud i havet.

Direkte historieforvanskning finder sted i bogens korte notat over GRATE HEDE, »hvor Svend Grate med sin hær tabte det afgørende slag, og hvor han selv blev dræbt af sin bror Valdemar, som i Haraldsted Skov havde dræbt den tredje bror, Knud, og som derved blev enekonge«. Tænk, det står der faktisk! Her sammenblandes mordet i Haraldsted Skov 7. januar 1131 med blodgildet i Roskilde 9. august 1157. Kongerne Svend, Knud og Valdemar påstås fejlagtigt at have været brødre, og Valdemar den Store beskyldes for at have dræbt en Knud, otte dage før han selv blev født.

Ovenstående eksempler kunne suppleres med mange flere, dog ikke alle lige så grelle. Men uanset fejlenes omfang og art skurrer hver eneste af dem fælt imod forfatterens lovprisninger af arbejdet og dets perfektion: »Selv om man har aldrig så travlt () må man aldrig slække på kvaliteten af sit arbejde«. (s. 65) Det haster måske alligevel ikke med at gøre Hans Otto Jørgensen til kult.

Artiklen bygger på et mundtligt oplæg ved kritikerpanel i forbindelse med kurset Tag og læs på Testrup Højskole den 11. januar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu