Læsetid 8 min.

Vold, begær, sex og undertrykkelse

Josefine Klougarts roman nummer to, Hallerne, lægger ikke fingrene imellem i sine skildringer af et voldeligt og undertrykkende erotisk forhold et sted mellem lyst og væmmelse, begær og begærets vrangside. Men her tales ikke kønspolitik, romanen skal vise, hvad litteraturen kan: skildre kompleksitet uden at give færdige svar
Josefine Klougarts roman nummer to, Hallerne, lægger ikke fingrene imellem i sine skildringer af et voldeligt og undertrykkende erotisk forhold et sted mellem lyst og væmmelse, begær og begærets vrangside. Men her tales ikke kønspolitik, romanen skal vise, hvad litteraturen kan: skildre kompleksitet uden at give færdige svar
21. januar 2011

Josefine Klougarts debutroman, Stigninger og fald, var i flere omgange genstand for mediernes bevågenhed. Da den i januar 2010 udkom, blev den mødt med flotte anmeldelser, og med nomineringen til Nordisk Råds prestigefyldte litteraturpris kom romanen og den 25-årige forfatter igen i mediernes søgelys. Selv lægger hun dog ikke synderlig vægt på ståhejet omkring indstillingen.

»Jeg synes ikke, debatten har handlet om mig eller min bog. Den har i høj grad handlet om procedurer og formalia,« siger hun.

En del af receptionen af Stigninger og fald beskæftigede sig med romanen som udtryk for en selvbiografisk tendens i litteraturen. Fortælleren hedder for eksempel Josefine, og romanen er blandt andet en undersøgelse af stedets betydning, herunder det erindrede landskabs mærke i sprog og bevidsthed. Den indskrev sig på den måde i en genre, litteraten Poul Behrendt har knyttet til fænomenet dobbeltkontrakten, det at et værk er fiktion, en roman, men samtidig også har elementer, der peger på en konkret virkelighed bag fiktionen.

Netop i disse dage løber retssagen mod Das Beckwerk for romanen Suverænen af stabelen. Romanens hovedperson, Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, har anlagt sag mod forfatteren for misbrug af hans person. Hvad havde Josefine Klougart selv af overvejelser så henseende, da hun skrev Stigninger og fald?

»For mit eget vedkommende oplever jeg, at det kun giver mening at skrive om noget, jeg selv på en eller anden måde har erfaret; alt andet forekommer mig eksotisk og får karakter af sprog, der leger litteratur. Jeg synes, den konceptuelle litteratur, som man har set i Danmark i mange år, har nogle lignende begrænsninger; og når norske Tomas Espedal opfordrer til, at man etablerer en ny og radikal form for dokumentarisk realisme i litteraturen, er jeg med ham, for så vidt som man forstår det dokumentariske i bred forstand: som sprog, der er forankret i virkelighed og erfaring frem for abstrakte ideer,« erklærer hun.

»Det er ikke uvæsentligt at man har en krop. Det er ikke uvæsentligt, at man har et liv uden for litteraturens rum, at der bag et litterært værk er en skrivende, der har en mangfoldighed af erkendelsesdomæner i spil. Jeg tror på, at man som forfatter skal forsøge at skrive som et helt menneske. Det er min ambition. På den måde bliver ens litteratur større; og forhåbentlig større end en selv,« siger Josefine Klougart.

»Det litterære sprog er ikke en gennemsigtig gestaltning af virkelighed, men snarere et æstetisk andet, der som et stykke slebet glas kaster et lys tilbage på virkeligheden, så man kan nærme sig den på ny. Se den,« tilføjer hun.

Men skal hun tage stilling til den aktuelle litterære debat om det selvbiografiske og forfatterens etiske ansvar i skriften, så synes hun egentlig, at hendes nye roman,Hallerne,i endnu højere grad end debutromanen er relevant.

»For mig at se er debatten underløbet af hele spørgsmålet om, hvordan litteratur og virkelighed hænger sammen,« erklærer hun og citerer Virginia Woolf: Fiction is like a spider's web, attached ever so lightly perhaps, but still attached to life at all four corners. Often the attachment is scarcely perceptible.«

Transformationen og forskydningen er et grundvilkår for litteraturen, hvad enten man lader sin hovedperson hedde det samme som en selv eller ej, fastslår hun.

»Samspillet mellem virkelighed og den skrevne litteratur er ikke et simpelt 1:1-forhold og bliver det aldrig.«

En blodig konflikt

Som læser vandrer man i et mere abstrakt rum i Hallerneend i Stigninger og fald.Og man kan da heller ikke entydigt svare på, hvad titlen dækker over. Som et genkommende motiv er hallerne en kvindes indre, kroppen og sindet, men peger også på byen, København og Paris; og er måske tillige et udtryk for den rungende tomhed, som handlingen udspiller sig i og udforsker.

Hele første del af bogen følger et ikke nøjere bestemt blik på et par, en mand og kvinde, der dyrker grænseoverskridende og voldelig sex. Han dækker hendes ansigt med et tæppe, forbyder hende at se på ham, presser en pude ned over ansigtet og tager hende. Passivt accepterer hun det og bliver i volden, og hele tiden befinder de sig i den lejlighed, der, som romanen skrider frem, får mere og mere karakter af en scene for begærets vrangside, voldens sprog og voldens blik. Parret bidrager til opretholdelsen af det destruktive forhold, der for begges vedkommende både rummer lyst og væmmelse.

Indimellem er indskudt korte kapitler om København, hvor et andet blik, »der skærer en flænge i voldens sprog,« løfter perspektivet og ser på parret fra et andet sted, i et andet sprog. Men et sprog, der måske netop i kraft af distancen og det påtrængende billedsprog paradoksalt nok kan siges at mime den vold, som kendetegner forholdet, foreslår Josefine Klougart.

Senere forankres blikket hos nogle bargæster, der sidder og betragter parrets samlejer gennem vinduerne i lejligheden.

Hvordan vi ser hinanden

»Det er ikke nogen behagelig bog,« siger hun, »men meget vigtig, synes jeg.« Hendes ambition var at skrive en bog, der begav sig ind i voldens rum og turde blive der, »insistere på det voldelige sprogs monotoni og vedholdende huggen«.

Men hun beskriver også to, der er fuldkommen fremmede for hinanden?

»Ja, det er mildest talt et problem med det blik, de kaster på hinanden. Hvordan de ser hinanden,« udbryder hun. At de allerhøjst glimtvis ser hinanden. Det bidrager til, at det er så smerteligt, mener hun.

»At det andet blik findes. Lige der. Manden ser kvinden gennem et væv af egne fortolkninger, ideer og udefrakommende billeder.«

Josefine Klougart mener selv, at noget af bogens væsentlighed og aktualitet ligger i, at den på en meget påtrængende måde skildrer en tilstand, mange befinder sig i i dag. Vi har internaliseret dette fremmedgørende blik i måden, vi ser os selv på, siger hun.

»Det blinde blik har slået rod bag øjen-æblerne. Når han ser hende som begærs-objekt, kan det ikke adskilles fra kvindens blik på sig selv.«

»Jeg tror, at mange kvinder i min generation og også i den foregående oplever en voldsom konflikt i forhold til det seksuelle. Man er fanget mellem det lystfyldte i at komme et maskulint begær i møde som umyndig lolitafigur, som det her underlagte begærsobjekt; og samtidig oplever man at være en seksuelt handlende og potent kvinde. Min generation er vokset op midt i porno- og reklameindustriens forbrug af meget unge kvinder, men samtidig med ideen om, at mænd og kvinder er seksuelt ligestillede. Man føler lyst ved at reproducere et stereotypt billede af sig selv som begærsobjekt samtidig med, at man væmmes. Ligesom manden måske også væmmes ved at træde ind i det samme univers og reproducere figurer og billeder, som han nok føler en lyst ved, men som samtidig tømmer ham som menneske.«

Kvinder i Josefine Klougarts generation er vokset op med mødre, som har kæmpet en voldsom kamp for at få anerkendt kvinder som potente, seksuelle væsner, der kan agere, understreger hun. De er vokset op med det, hun kalder et imperativ: Høst frugterne af denne kamp, min pige!

»Sammenholder man dét med porno- og reklameindustriens kvindeideal, står man med et blodigt sammenstød, skulle jeg hilse og sige. Og den rigtig dårlige nyhed er: Man føler skyld. Og nu endda en dobbeltbundet skyld, både ved sin lyst og ved dét ikke at leve op til det potente kvindeideal,« siger hun.

Blikket

Hallernehandler i høj grad om blikket, om at se og ikke se hinanden, men måske er det reducerende blik også en måde at gøre hinanden synlige på, mener Josefine Klougart. Fordi det byder sig til som en stabil optik, noget der på fundamental vis synliggør den anden for os.

Derfor er Hallerne heller ikke en simpel fortælling om en ond mand, der forgriber sig på en kvinde, men en beskrivelse af et komplekst rum, hvor mandens og kvindens blik på hinanden ikke længere kan adskilles fra dem selv. Blikkene er internaliserede.

Men det er ikke kun synd for kvinden, hun har også magt, nemlig i sit bevidsthedsmæssige overskud, mener Josefine Klougart. Det er lige så synd for manden, synes hun. For til trods for, at der er tale om et fysisk magtforhold, er manden lige så ufri og styret.

»Også han føler både lyst og væmmelse ved reproduktionen af manderollen og ved sit bidrag til opretholdelsen af kvinden i denne lolitainspirerede kvindefigur. Han er tydeligvis en mand i krise; han drikker, han er umyndiggjort, underlagt den voldelige diskurs, der taler ud af hans mund. Han er iklædt det her uklædelige magtkostume: den midaldrende europæiske hvide mands krop.«

Ikke kønspolitik

Josefine Klougarts roman kan dog ikke reduceres til et indlæg i en kønspolitisk debat, understreger hun. Det litterære sprog kan nemlig skildre rummet på en måde, der overskrider en (køns)politisk diskurs.

»Litteraturen kan se med et blik, der ikke reducerer og i yderste konsekvens ødelægger dét, det ser. Litteraturen er, i modsætning til det politiske sprog, ikke forpligtet på syntese og på det generelle, det er ikke forpligtet på at give svar. Romanen interesserer sig i første omgang for det partikulære, for manden og kvinden i et ganske bestemt, konkret forhold. Det generelle siver ind, men det er som en konsekvens, det er ikke ærindet. Distributionen af det politiske sprog sker i medierne, som er underlagt krav om spalteplads, minutter eller sekunder, alt er underlagt en frist og en form for om ikke rationalitet så skinrationalitet. Men litteraturen kan undersøge frem for at docere, beskrive uden at ødelægge. Det er derfor, litteraturen er så vigtig også for samfundet,« understreger hun.

»Sproget i Hallernehar et element af monotoni i sig, gentagelse og en forsigtig variation, der udpeger en langsom tid,« fortsætter Josefine Klougart.

Netop den er nemlig litteraturens domæne, det, den kan. Hun fortæller om det indtryk, det gjorde på hende, da hun for første gang hørte om den kvindelige forsker Lene Vestergaard Hau, som formåede at sænke lysets hastighed og ligefrem standse lys ved at sende det gennem et superkoldt kondensat. Lige siden har hun tænkt på det som en slags billede på litteraturen, siger hun.

»For er det ikke det, litteraturen kan: Sætte livets hastighed ned, så man har en chance for at se verden i al dens kompleksitet?«

»Den sænkede hastighed gør, at man som forfatter kan kondensere tid og erfaring, luge ubetydeligheder, menneskelige forenklinger og reduktive blikke fra, så man står tilbage med et koncentreret og usentimentalt blik på verden.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu