Læsetid: 7 min.

Bøger fortjener et langt liv

Forlagsbranchen er i krise og tvinges til at navigere i et ændret udgivelseslandskab og satse på bestsellere. Men har forlagene ikke pligt til også at prioritere den smalle og oversatte litteratur? Skal hver bog kunne bære sig selv? Og hvad er det for nogle udfordringer, forlagene står over for?
Jagten. 'Vi jager alle det store nye navn og en mulig bestseller, og hver gang, vi udgiver en bog, lægger vi 100.000 i potten og håber det bedste,' siger forlægger Arild Batzer.

Jagten. 'Vi jager alle det store nye navn og en mulig bestseller, og hver gang, vi udgiver en bog, lægger vi 100.000 i potten og håber det bedste,' siger forlægger Arild Batzer.

Henrik Bo

Kultur
25. februar 2011

»Forlagsarbejdet kan sammenlignes med storvildtjagt og det at spille på kasino. Vi jager alle det store nye navn og en mulig bestseller, og hver gang, vi udgiver en bog, lægger vi 100.000 i potten og håber det bedste,« siger Arild Batzer, som siden 1997 har drevet enmandsforlaget Batzer & Co., der udspringer og ejes af Roskilde Bogcafé. Han ser sig selv som formidler af god og levedygtig litteratur og vælger sine udgivelser med hjertet. Af ren og skær kærlighed til litteraturen og den enkelte bog og indimellem på bekostning af profit.

»Jeg går ikke efter pengene, men jeg kan leve af det, og det er jo i sig selv et lille mirakel.«

Det er svært at drive forlagsvirksomhed. Forlagene opererer med faldende oplag, vigende avancer og udgifter til oversættelser fordelt på flere platforme. Samtidig er de frie bogpriser og konkurrencen fra supermarkederne en del af en ny virkelighed, som enhver forlægger må forholde sig til, hvis han skal overleve på markedets præmisser. Og det får mange til at fokusere for entydigt på bestsellere og let omsættelige værker uden at skele til kvalitet, lyder kritikken. Og til at presse prisen på honorarer til forfattere og oversættere. Forlagene hævder, at de ikke har noget valg, men sætter en ære i at tænke både bredt og smalt og er deres ansvar som kulturformidlere bevidst.

»Forlagene kæmper jo også. Vi er ikke bare i krise, vi er i permanent krise. Markedet ændrer sig hele tiden, og det kræver stor omstillingsparathed. Det er en simpel nødvendighed,« siger Johannes Riis, der er litterær direktør på Gyldendal, som blev grundlagt i 1770 og som landets største forlag udgiver en stor del af den danske skønlitteratur.

»Vi prøver at finde en rimelig balance mellem bestsellere og den smalle litteratur. Hver enkelt bog skal ikke give overskud, vi ser på helheden. Og det kan man også se ud af vores program, hvor der er masser af oversat litteratur, lyrik og kortprosa, som der ikke altid er et marked for.«

At finde en bestseller

Arild Batzer tænker ikke kommercielt, men han vil naturligvis gerne sælge mange bøger. Fordi de fortjener det, og fordi han er mere ambitiøs på litteraturens end på egne vegne. Batzer & Co. udgiver blandt andre den norske forfatter Per Petterson. Til trods for at hans bøger sælger godt, kan ingen af dem dog rigtig konkurrere med krimiforfatterne, der udgives af andre forlag.

»Men han er en bestseller hos mig,« siger Arild Batzer. »Alle små forlag skal helst have en stor forfatter. Jeg har Per Petterson, Per Kofod har Paul Auster og Klim har Haruki Murakami. De holder liv i os. Men et stort forlag som Gyldendal har jo pligt til at udgive hele spektret og holde små forfatterskaber i live.«

En af de udgifter, som belaster forlagene, er netop oversættelser af udenlandsk skønlitteratur. Det har fået en del forlag til at ændre kontraktvilkårene for oversætterne og betale et engangshonorar for rettighederne til oversættelsen af en bog i stedet for, som tidligere, at betale særskilt for genudnyttelse af oversættelsen til sekundærudgaver som billigbøger, bogklubbøger, lydbøger og e-bøger. Og det er der udbredt utilfredshed med blandt oversætterne.

Batzer & Co. udgiver overvejende udenlandsk skønlitteratur og satser meget på norske forfattere som Tomas Espedal, Jon Fosse og Levi Henriksen.

»Oversættelsen udgør måske en tredjedel af udgifterne til en bog. Og når man søger om støtte til f.eks. norsk litteratur, som er i vælten for tiden, får man ofte kun støtte til halvdelen af hvad oversættelsen koster, ja, nogle gange kun en tredjedel.«

Han er afhængig af forskellige former for støtte til sine udgivelser, der ikke ligefrem bærer sig selv.

»Jeg har kun en gang indgået en kontrakt, som dækker alle udgivelser, og det var oversætteren der selv foreslog det. Men det er jo også begrænset, hvor mange af mine udgivelser som kommer som lydbog og månedens bog i bogklubben.«

Hos Gyldendal mærker de også de stigende udgifter til oversætterne.

»Det danske bogmarked har forandret sig meget inden for de seneste år og har skullet indrette sig efter de frie bogpriser. Og derfor er der meget, vi har været nødt til at tage op til revision, for eksempel oversætterproblematikken. Der findes jo et utal af nye udgaver af en bog, i et omfang vi ikke tidligere har kendt. De er så billige, at det ikke er muligt for os at honorere forfatterne og oversætterne i samme omfang som tidligere,« siger Johannes Riis, der dog mener, at konkurrencen fra supermarkederne og de nye afsætningskanaler i sidste ende er befordrende for litteraturens tilgængelighed.

»Vi hilser bestemt de nye platforme velkommen. Det er et vigtigt bidrag til bogmarkedet og med til at promovere forfatterne. Men selv om oplagene er stigende, hvis vi regner efter bind, er gennemsnitsprisen blevet lavere. Derfor skal vi tænke alternativt i forhold til tillægsmarkederne. E-bøger bidrager også til, at vi er nødt til at agere anderledes,« siger han. »Vi skal lige tunes ind på det nye marked og prøve os frem. Det er learning by doing.«

Langtidsholdbare bøger

Batzer & Co. er et lille forlag, der ikke har samme gennemslagskraft hos boghandlerne som de store og etablerede. Her er det en udfordring bare at få bøgerne ud til læserne. Og det er en kamp om hyldemeter.

»Det største problem for et forlag af vores størrelse er at få bøgerne udstillet i boghandlerne. Kæderne køber ikke centralt ind af mine bøger, og de bliver heller ikke forudbestilt i noget stort antal. Derfor er de ikke så synlige i boghandlerne,« konstaterer Arild Batzer.

»Hvis man gør noget for bøgerne, kan man sælge rigtig mange, men der er ikke mange gode boghandlere tilbage. De ligner jo alle sammen hinanden, men jeg har et godt samarbejde med nogle få gode, også nogle af de største.« Et andet problem er bogens flygtige kommercielle levetid, og det er en konstant overlevelseskamp.

»Boghandlerne har en ombytningsordning, hvor de sidste nye hele tiden stilles frem, og den har jeg ikke ønsket at være en del af. Jeg synes, bøgerne fortjener et længere liv. Men tiden, du har til at gøre en forfatter eller en bog kendt, er meget kort. Hvis den ikke slår igennem inden for to til tre måneder, er den tabt på gulvet. Og så må man starte forfra med den næste bog.«

Arild Batzer mener bestemt, at forlagene har pligt til at udgive smal litteratur.

»Men mange af mine bøger er faktisk brede. Der er jeg er nok lidt gammeldags. Jeg forsøger at udgive bøger, der har et langt liv. Dostojevskij er jo lige så interessant i dag, som da jeg startede, og alle mine bøger er lige så gode om fem år, som de er i morgen.«

Han har ikke noget markedsføringsbudget og er afhængig af omtale og anmeldelser.

»Dem får jeg heldigvis mange af. Men gode anmeldelser sælger ikke nødvendigvis bøger,« siger han. »Derfor jeg satser på, at forlaget bliver et kulturforlag, hvor mine udgivelser anbefales mund til mund af læserne.«

Johannes Riis føler et stort ansvar for at pleje talentmassen i det hjemlige vækstlag af forfattere og for at levere et bredt udsnit af litteratur til de danske læsere. For husets historie forpligter.

Inspiration udefra

»Gyldendal er et sted med traditioner. Vi har et stort ansvar for den danske litteratur, som vi er med til at udvikle uden at skele til salgstal. Det er en del af husets identitet,« siger han.

»Men man plejer også den danske litteratur ved at udgive oversat litteratur. Den danske kultur og litteratur næres jo af input og vitaminer udefra. Danske forfattere læser i høj grad udenlandsk litteratur og tager ved lære og bliver inspirerede af deres kolleger uden for landets grænser. Det er en proces, vi har pligt til at stimulere.«

Det er svært at forudsige, hvilke forfattere der appellerer til en bred læserskare. Men indimellem er det ydre faktorer, der afgør en bogs eller forfatters skæbne, og så gælder det om at handle hurtigt. Det handler om timing, mener Arild Batzer.

»Vi udgav Imre Kertész et halvt år inden han fik Nobelprisen, og Herta Müller blot tre uger før. Den blev siden trykt i fem oplag. Inden Per Petterson modtog Nordisk Råds Litteraturpris, knoklede vi for at blive færdig med bogen, fordi vi vidste, at han kunne få prisen. Den udkom en uge inden,« siger Arild Batzer. Men det er lidt af et lotteri.

»Lige nu sætter jeg stor lid til en forfatter som Jón Kalman Stefánsson. Det er spændende at finde nye forfattere, men nye navne er jo altid forbundet med en risiko. Jeg får tilsendt op til 100 manuskripter om året, hvoraf jeg udgiver otte eller 10. Og derfor er jeg afhængig af, at folk læser for mig. Jeg kan jo ikke gå det hele igennem alene.«

Arild Batzer står selv for redaktion, produktion, grafik, omslag og markedsføring. Han har to praktikanter og en frivillig til at hjælpe sig.

»Det er et stort privilegium at få lov til at lave det, man har mest lyst til. Men jeg vil da gerne arbejde lidt mindre og have råd til at ansætte nogle folk.«

Det er nemlig mere end et fuldtidsjob at være forlægger. 70 timer om ugen bliver det ofte til. Og det er op ad bakke, siger han.

»Myten om Sisyfos er det bedste billede på forlagsarbejdet.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

nej det har forlagene ikke pligt til, de er en forretning i en nådeløs kapitalistisk økonomi, så de enten dør eller lever.
På den anden side kunne man spørge om ikke samfundet har pligt til at organisere samfundet på en sådan måde, at kulturel mangfoldighed er mulig, så f.eks. forlagene har råd til at støtte den smalle literatur - sådan var det jo engang, men det er ikke deres skyld at der har været så meget deregulering, at de nu er i klemme.

Jeg har fuld forståelse for at forlagsbranchen er en hård branche. Jeg er sådan set også helt med på at det er trist, at den smalle litteratur er den der først bliver offer for problemerne.
Men det irriterer mig grænseløst, at man stort set kun hører klynkeri fra branchen. Man kan læse stolpe og og stolpe ned om hvor hårdt det er og hvor meget folk gør for at ændre tingene. Men i den forbindelse er der to helt klare årsager til min irritation.
Først og fremmest er det jo ikke en unik situation forlagsbranchen er i - med undtagelse af bankdirektørere, der får bankpakkefinansierede bonusser, er der sgu ingen der ligefrem spinder guld på det nuværende økonomiske klima...og enkelte arbejdsuger på 70 timer, som Batzer piver over, er der mange selvstændige erhvervsdrivende, der ligefrem ville betegne som ferie.
Derudover er det temmeligt svært at se nogle af de tiltag der snakkes om manifestere sig i virkeligheden. Det kan godt være man i branchen selv mener man gør alt muligt for at sælge flere bøger - men når man som forbruger ikke bliver konfronteret med disse tiltag kan det vel ikke overraske nogen, at effekten også udebliver?

Så min opfordring er ganske enkelt, at man klemmer ballerne sammen og forsøger at tage sagen mere i egne hænder, end bare at sidde og klynke i medierne.
Jeg mener, Batzer har adgang til gratis arbejdskraft fra intet mindre end tre mennesker og han har, for en selvstændig erhvervsdrivende, relativt korte arbejdsuger - så hvad er problemet?
Men hvis Batzer ikke selv kan finde ud af at få fingeren ud, så tillad mig at opstille en plan for at få flere penge i kassen på det lille forlag. Hvis han så følger den plan og effekten udebliver, så skal han være mere velkommen til at klynke videre... men det skulle undre mig meget, hvis ikke nogle simple tiltag kunne give vind nok i sejlene til at klynkeriet måtte ophøre.

Først og fremmest undrer det mig at Batzer gør det så svært for hans potentielle kunder, at smide penge i kassen - særligt når han sidder og klynker over ikke at have en stabil afsætningskanal igennem boghandlerne. Med andre ord skal der oprettes en decideret webshop og det oldnordiske (og i øvrigt kundefjendtlige) system med bankindbetaling som eneste betalingsmulighed skal droppes ASAP.
Derudover skal klynkeriet om enkelte 70 timers arbejdsuger stoppes. Tiderne er hårde og derfor må man arbejde hårdere - dvs. Batzer bør imødekomme krisen ved at sætte 70 timer som standartarbejdsugen istedet for standarten for hvornår klynkeriet starter. De ekstra timer, der investeres i virksomheden, kan han så passende bruge på at kæmpe sig ind på boghandlernes hylder - han kunne f.eks. sætte et par timer af hver uge til opsøgende salgsarbejde... den slags betaler sig altså af i den anden ende. Derudover kunne han også bruge nogle af de ekstra timer på at afholde foredrag eller andre ting, hvor man så "tilfældigvis" lige kunne have et relevant udvalg af bøger med, som tilhørerne så kunne købe. Der kunne også bruges et par timer på at uddele reklamer for virksomheden - hvis man kan sælge pizzaer og fladskærmsfjernsyn via husomdelte reklamer, hvorfor skulle man så ikke kunne sælge bøger på den måde?

Med andre ord: Stop klynkeriet og forsøg at tage sagen i egen hånd!

Hvornår er man forfatter?
Når ,,man’’ skriver en bog eller når ,,man’’ er så heldig, alt efter de traditionelle forlags forgodtbefindende, at få udgivet ,,sin bog’’ gennem et tilfældigt forlag?
Det er ,,man’’ efter min opfattelse, når man SKRIVER sin bog. Skriver om alle sine tanker, følelser og oplevelser i det mangfoldige liv vi har. Med den nyeste teknik, ikke mindst med den nye e-boglæser, vil der være mange flere muligheder for at endnu flere forfattere kan få deres bøger udgivet.
DET er et stort fremskridt på kunstens, litteraturens vegne. Jeg glæder mig til, når jeg skal på en afslappet badeferie, at jeg kan tage min e-bog læser med, fylde den med de mange romaner jeg plejer at læse under en ferie, nu blot med den forskel, at i min e-bog læser kan jeg fylde den helt op med litteratur. Spare mig selv for de mange, tunge trykte bøger der fylder så meget. Det kan måske undre nogle, at jeg som typograf har dén holdning.
For mig, netop fordi jeg er typograf/håndsætter og ikke TRYKKER, er det let-læseligheden, den typografiske formgivning, den kreative udformning, der er det afgørende, ikke om det bliver nedfældet på et stykke papir. Jeg tror ikke, at den trykte bog vil afgå ved døden.
Den vil altid eksistere, specielt i udgaver der er særdeles kreative, bøger der skal gøres lidt ekstra ud af. Men jeg føler mig overbevist om, at mange romaner og mange lærebøger vil udkomme som e-bøger. Føler mig overbevist om, at en del bøger vil udkomme både i en trykt udgave såvel som e-bog. Jeg spår at e-bogen og e-boglæseren går en stor fremtid i møde.
Mulighederne er mangfoldige.
Forlagsvirksomhed er naturligvis en forretning, men forlagene burde måske være mere opmærksomme på smalle udgivelser, måske oprette en fælles ,,støttefond''?
Arne Hornborg